81

Olav Trygveson sendte presten Tangbrand til Island for at præke kristendommen. Mange mægtige høvdinger lod sig døbe, men de fleste stod imod. Tangbrand maatte fare tilbage til Norge igjen.

Siden sendte kong Olav Gissur og Hjalte. Begge var de islændinger. Hjalte var blit fredløs fordi han havde kvædet et spottevers over de gamle guder. Det var Runolv gòde som havde faat ham fredløs.

I juni maaned i aaret 1000 kom Gissur og Hjalte til Island, just som altinget holdtes. De samled slegt og venner, og i fuld fylking drog den kristne skare til Tingvoldene. Der stod hedningerne slagfærdige for at tage imod dem, men vaaged sig ikke rigtig til at gaa paa. Dagen efter sang presten Tormod en messe. Efter messen drog de kristne til Lovberget; syv prester gik først med to store kors. Men paa Lovberget var det en stor mængde mennesker. Da la presterne røgelse paa glør, og det tyktes de kristne at vellugten bredte sig ligesaa meget mod vinden som med den. Nu blev det stilt. Da stod Gissur og Hjalte frem. De talte klogt og djervt og blidelig. De bad folket give sig under Herrens, den høieste konges magt. De trued ikke. Endda stod det slig age af deres ord, at ingen vaaged at tale imod dem. Da de var færdige, blev det stort gny, og alle talte i munden paa hverandre. I denne stund kom det bud til Runolv gòde, at jord-ilden var brudt ud og

Rolfsen: Læsebog for folkeskolen III.

82løb nedover mod hans gaard og trued med at brænde op husene hans. Da var det en af hedningerne som sa: «Det er ikke til at undres over, om guderne blir vrede over det som de nu har hørt.» Men da svarte Snòrre gòde: Hvad var det saa guderne var vrede over, da jorden brændte her vi nu staar?»

Derpaa gik folket fra Lovberget og hjem til sine boder. Den gang var Torgeir lovsigemand paa Island. Han var en klog mand. Han skjønte det vel, at det vilde blive saare ilde for landet, om der skulde blive to slags tro og to slags lover. Han skjønte ogsaa at det var rimeligere, at hedningerne vilde tage ved den kristne tro, end at de kristne vilde blive hedninger igjen. De kristne bad Hall paa Sida være deres lovsigemand. Men han gjorde aftale med Torgeir om at Torgeir skulde faa kristendommen vedtaget. Torgeir gik ind i sin bod, trak kappen over hovedet, og blev liggende slig hele dagen, og natten med, uden at mæle et ord. Imens holdt hedningerne møde. De blev enige om at ofre to mænd af hver fjerding til guderne, for at de ikke skulde lade kristendommen komme over landet. Da Gissur og Hjalte hørte det, kaldte de kristenmændene sammen. Hjalte stod op og talte saaledes:

«Hedningerne har lovet at ofre to mænd af hver fjerding til afguderne og derved forspilde sjælenes frelse og salighed. Jeg tænker at vi kristenmænd vælger ligesaa mange, for at give dem til den levende og sande Gud; ikke saa at forstaa, at vi skal give dem døden, men saaledes at de selv skal dræbe alle kjødelige lyster og derved ofre sig for vor herre Jesus Kristus og en gang faa det evige liv hos ham. Hedningerne vælger de daarligste folk, og styrter dem udfor stupene og giver dem en afskylig død; men vi vil vælge de mænd her i landet som bedst passer til Guds tjeneste, for at den almægtige Gud for deres skyld 83skal gjøre til intet al afgudsdyrkelse og udbrede vor herres navn. Jeg og Gissur vil gjerne gjøre et sligt løfte.»

Alle de kristne syntes at dette var vel talt, og fra alle fjerdinger var det mænd som bød sig til; men fra vestfjerdingen var det bare én. Og Hjalte og Gissur syntes det var ilde, at der ikke skulde være én til at finde. Men da de igjen ledte, og spurte om ikke nogen vilde byde sig til, da svarte Orm Kòlbrandsson, bror af Torvald Vidførle: «Hvis min bror Torvald var her, skulde vi ikke staa opraadd. Men han er langt borte, enten han nu lever eller er død. Derfor vil jeg gjerne træde i hans sted, dersom I vil bruge mig til det, endda det sagtens er vaagsomt af mig at tale slig, jeg som bare er primsignet og ikke døbt.» Men høvdingerne og alle de kristne som var til stede tog med tak mod tilbudet. Da blev Orm straks døbt.

Men Torgeir havde ligget den hele dag og nat, som før er sagt. Den næste morgen reiste han sig op og bød alle sammen at gaa til Lovberget, baade kristne og hedninger. Da alt folket var kommet sammen, var der først en voldsom larm. Siden satte de sig, og det blev stilt. Da tog Torgeir til orde: «I kloge, hør mit ord! Alt folk tænke vel over hvad jeg siger. Det tykkes mig, at det vil være den største ulykke, om folket i dette land ikke har én lov og én tro. Da vil det komme ufred og strid, og vort land vil om kort ligge øde. Det er mit raad, at vi skal lempe os med god vilje, saa at enhver faar noget frem af det han vil, og ingen faar alt. Saa kan vi være ett folk og have én lov og ett navn og én tro.» Han endte med at spørge om de vilde vedtage de lover som han nu efter bedste skjøn vilde forkynde. Det loved alle. Hedningerne vented sig godt af ham fordi han var hedning, og de kristne kjendte aftalen mellem ham og Hall. Torgeir krævde ed af dem alle, og de gjorde eden. Da sa han: Dette skal være det første, at enhver paa Island, stor og liden, skal være kristen og modtage daaben. Alle hov og gudebilleder skal 84være uhellige og rives ned. Den som vidnefast bloter, skal være fredløs paa tre aar. Men det skal være tilladt at blote i løndom og sætte ud børn og æde hestekjød. For de som er mest imod kristendommen, kan ikke skjønne at alle skal opføde sine børn, baade fattige og rige, og saa ikke faa lov til at bruge det til mad som giver folk mest kraft.»

Men efter faa vintre blev ogsaa dette hedenskab aflagt, efter alle høvdingers raad og med alt folkets støtte.

Da folk drog fra tinge, var kristendommen lovlig vedtaget for hele Island. Alle som paa tinget var, blev primsignet, og mange blev døbt som før havde været hedninger. Men de fra nordlandet og østlandet vilde ikke gaa i det kolde vand, men blev siden døbt i de varme kilder. For gòden Runolv Ulvsson stod Hjalte fadder. De som blev primsignet maatte æde et stykke salt. Da Runolv fik saltet, sa Hjalte: «Nu lærer vi den gamle gòde at æde salt; det smager nok ilde.»

Da tingmændene kom hjem til sine hereder, blev almuen døbt, og gjorde ingen modstand. Blandt dem som ivrig tog sig af kristendommen var Snòrre gòde. Han bygde en kirke paa sin gaard.

Ved Hjalmar Falk og udg.

81

Olav Trygveson sendte presten Tangbrand til Island for å preke kristendommen. Mange mektige høvdinger lot seg døpe, men de fleste stod imot. Tangbrand måtte fare tilbake til Norge igjen.

Siden sendte kong Olav Gissur og Hjalte. Begge var de islendinger. Hjalte var blitt fredløs fordi han hadde kvedet et spottevers over de gamle guder. Det var Runolv gòde som hadde fått ham fredløs.

I juni måned i året 1000 kom Gissur og Hjalte til Island, just som altinget holdtes. De samlet slekt og venner, og i full fylking drog den kristne skare til Tingvoldene. Der stod hedningene slagferdige for å ta imot dem, men vågde seg ikke riktig til å gå på. Dagen etter sang presten Tormod en messe. Etter messen drog de kristne til Lovberget; syv prester gikk først med to store kors. Men på Lovberget var det en stor mengde mennesker. Da la prestene røkelse på glør, og det tyktes de kristne at vellukten bredte seg likeså meget mot vinden som med den. Nå ble det stilt. Da stod Gissur og Hjalte frem. De talte klokt og djervt og blidelig. De bad folket gi seg under Herrens, den høyeste konges makt. De truet ikke. Enda stod det slig age av deres ord, at ingen vaaged å tale imot dem. Da de var ferdige, ble det stort gny, og alle talte i munnen på hverandre. I denne stund kom det bud til Runolv gòde, at jord-ilden var brutt ut og

Rolfsen: Lesebok for folkeskolen III.

82løp nedover mot hans gård og truet med å brenne opp husene hans. Da var det en av hedningene som sa: «Det er ikke til å undres over, om gudene blir vrede over det som de nå har hørt.» Men da svarte Snòrre gòde: Hva var det så gudene var vrede over, da jorden brente her vi nå står?»

Derpå gikk folket fra Lovberget og hjem til sine boder. Den gang var Torgeir lovsigemann på Island. Han var en klok mann. Han skjønte det vel, at det ville bli såre ilde for landet, om der skulle bli to slags tro og to slags lover. Han skjønte også at det var rimeligere, at hedningene ville ta ved den kristne tro, enn at de kristne ville bli hedninger igjen. De kristne bad Hall på Sida være deres lovsigemann. Men han gjorde avtale med Torgeir om at Torgeir skulle få kristendommen vedtatt. Torgeir gikk inn i sin bod, trakk kappen over hodet, og ble liggende slig hele dagen, og natten med, uten å mæle et ord. Imens holdt hedningene møte. De ble enige om å ofre to menn av hver fjerding til gudene, for at de ikke skulle la kristendommen komme over landet. Da Gissur og Hjalte hørte det, kalte de kristenmennene sammen. Hjalte stod opp og talte således:

«Hedningene har lovet å ofre to menn av hver fjerding til avgudene og derved forspille sjelenes frelse og salighet. Jeg tenker at vi kristenmenn velger likeså mange, for å gi dem til den levende og sande Gud; ikke så å forstå, at vi skal gi dem døden, men således at de selv skal drepe alle kjødelige lyster og derved ofre seg for vår herre Jesus Kristus og en gang få det evige liv hos ham. Hedningene velger de dårligste folk, og styrter dem utfor stupene og gir dem en avskyelig død; men vi vil velge de menn her i landet som best passer til Guds tjeneste, for at den allmektige Gud for deres skyld 83skal gjøre til intet all avgudsdyrkelse og utbre vår herres navn. Jeg og Gissur vil gjerne gjøre et slikt løfte.»

Alle de kristne syntes at dette var vel talt, og fra alle fjerdinger var det menn som bød seg til; men fra vestfjerdingen var det bare én. Og Hjalte og Gissur syntes det var ilde, at der ikke skulle være én til å finne. Men da de igjen ledte, og spurte om ikke noen ville by seg til, da svarte Orm Kòlbrandsson, bror av Torvald Vidførle: «Hvis min bror Torvald var her, skulle vi ikke stå opraadd. Men han er langt borte, enten han nå lever eller er død. Derfor vil jeg gjerne tre i hans sted, dersom dere vil bruke meg til det, enda det saktens er vågsomt av meg å tale slig, jeg som bare er primsignet og ikke døpt.» Men høvdingene og alle de kristne som var til stede tog med takk mot tilbudet. Da ble Orm straks døpt.

Men Torgeir hadde ligget den hele dag og natt, som før er sagt. Den neste morgen reiste han seg opp og bød alle sammen å gå til Lovberget, både kristne og hedninger. Da alt folket var kommet sammen, var der først en voldsom larm. Siden satte de seg, og det ble stilt. Da tok Torgeir til orde: «I kloge, hør mitt ord! Alt folk tenke vel over hva jeg sier. Det tykkes meg, at det vil være den største ulykke, om folket i dette land ikke har én lov og én tro. Da vil det komme ufred og strid, og vårt land vil om kort ligge øde. Det er mitt råd, at vi skal lempe oss med god vilje, så at enhver får noe frem av det han vil, og ingen får alt. Så kan vi være ett folk og have én lov og ett navn og én tro.» Han endte med å spørre om de ville vedta de lover som han nå etter beste skjønn ville forkynne. Det lovet alle. Hedningene ventet seg godt av ham fordi han var hedning, og de kristne kjente avtalen mellom ham og Hall. Torgeir krevde ed av dem alle, og de gjorde eden. Da sa han: Dette skal være det første, at enhver på Island, stor og liten, skal være kristen og motta dåpen. Alle hov og gudebilder skal 84være uhellige og rives ned. Den som vidnefast bloter, skal være fredløs på tre år. Men det skal være tillatt å blote i løndom og sette ut barn og ete hestekjøtt. For de som er mest imot kristendommen, kan ikke skjønne at alle skal opføde sine barn, både fattige og rike, og så ikke få lov til å bruke det til mat som giver folk mest kraft.»

Men etter få vintre ble også dette hedenskap avlagt, etter alle høvdingers råd og med alt folkets støtte.

Da folk drog fra tinge, var kristendommen lovlig vedtatt for hele Island. Alle som på tinget var, ble primsignet, og mange ble døpt som før hadde vært hedninger. Men de fra nordlandet og østlandet ville ikke gå i det kalde vann, men ble siden døpt i de varme kilder. For gòden Runolv Ulvsson stod Hjalte fadder. De som ble primsignet måtte ete et stykke salt. Da Runolv fikk saltet, sa Hjalte: «Nå lærer vi den gamle gòde å ete salt; det smaker nok ilde.»

Da tingmennene kom hjem til sine hereder, ble almuen døpt, og gjorde ingen motstand. Blant dem som ivrig tok seg av kristendommen var Snòrre gòde. Han bygde en kirke på sin gård.

Ved Hjalmar Falk og udg.