Den gamle viking, Ørnulv fra Fjordene, har dagen iforveien mistet alle sine sønner i kamp. Den sidste, som er falden, har han selv baaret did, hvor nu alle skal hauglægges. Han sidder paa en sten tilhøire i forgrunden med blottet hoved, albuerne hvilende paa knærne og med ansigtet skjult i sine hænder. Hans mænd graver ved haugen. Nogle lyser med tyrifakler. Efter et kort ophold kommer Sigurd og hans hustru Dagny, Ørnulvs datter, ud fra baadhuset, hvor en lystig stokild brænder.
74Dagny (dæmpet). Der sidder han endnu. (holder Sigurd tilbage) Nei, tal ikke til ham!
Sigurd. Du har ret, det er for tidligt; lad ham heller sidde med sig selv.
Dagny (gaar over mod høire og betragter faderen med stille sorg). Saa sterk var han igaar, da han tog Torolvs lig paa ryggen, Sterk var han, mens de grov paa haugen; men da de alle var lagte derinde og jord og stene kastede over, da tog sorgen ham, da var det, som han sluknede (tørrer taarer af). Sig mig, Sigurd, naar tænker du at fare hjem til Island?
Sigurd. Saasnart uveiret stilner af, og jeg faar endt min handel med Gunnar herse.
Dagny. Og saa vil du kjøbe land og bygge dig en gaard og aldrig fare i leding mer?
Sigurd. Ja ja, — det har jeg lovet dig.
En af mændene (nærmer sig). Se saa, nu er haugen istand.
Ørnulv (ligesom opvaagnende). Haugen? Er den - naa ja -
Sigurd. Tal nu til ham, Dagny.
Dagny (nærmer sig). Fader, det er koldt herude; det trækker op til uveir inat.
Ørnulv. Hm, bryd dig ikke om det, haugen er bygget tæt og godt, de ligger lunt derinde.
Dagny. Ja, men du —
Ørnulv. Jeg? Jeg fryser ikke.
Dagny. Du har intet spist idag! Vil du ikke gaa ind? Natverdsbordet staar rede.
Ørnulv. Lad natverdsbordet staa; jeg er ikke sulten.
Dagny. Men at sidde her saa stille; tro mig, det baader dig ikke, du er lidet vant til det.
Ørnulv. Vel sandt; der er noget, som klemmer mig for bringen; jeg kan ikke trække veiret.
(Han skjuler igjen ansigtet med sine hænder. Ophold. Dagny sætter sig hos ham).
Dagny. Imorgen ruster du vel dit skib og farer med til Island?
Ørnulv (uden at se op). Hvad skal jeg der? Nei, jeg vil til mine sønner.
Dagny (smerteligt). Fader!
75Ørnulv (løfter hovedet). Gaa ind og lad mig sidde; har uveiret legt om mig en nat eller to, saa er det gjort, tænker jeg.
Sigurd. Sligt kan du ikke tænke paa!
Ørnulv. Undres dig, at jeg vil hvile? Mit dagverk er jo endt, jeg har høilagt mine sønner (heftig). Gaa fra mig! — Gaa, gaa! (Han skjuler igjen sit ansigt).
Sigurd (sagte til Dagny, som reiser sig). Lad ham sidde lidt endnu.
Dagny. Nei, jeg faar friste et raad til, — jeg kjender ham (til Ørnulv). Dit dagverk er endt, siger du; det er det dog ikke. Høilagt har du dine sønner, — men du er jo skald; det sømmer sig at kvæde til deres minde.
Ørnulv (hovedrystende). Kvæde? Nei, nei; igaar kunde jeg det; idag er jeg for gammel.
Dagny. Det maa du dog; hæderlige mænd var dine sønner alle; et kvæde maa siges om dem, og det kan ingen i ætten uden du.
Ørnulv (ser spørgende paa Sigurd). Kvæde? Hvad tykkes dig, Sigurd?
Sigurd. Mig tykkes, at saa er billigt; du faar gjøre, som hun siger.
Dagny. Ilde vil det tykkes dine grander paa Island, naar arveølet skal drikkes over Ørnulvs ætlinge, og intet kvad er digtet. Til at følge dine sønner har du tid nok.
Ørnulv. Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du siden kan riste kvadet paa kjevle!
(Mændene nærmer sig med faklerne, saa at der dannes en gruppe om ham. Han tier lidt og tænker sig om, derpaa siger han:)
Sind, som sorgen stinger,savner Brages glæde;sorgfuld skald saa saarekvides ved at kvæde.
Skaldeguden skjænkedevne mig at sjunge;klinge lad min klagefor mit tab, det tunge!
(reiser sig).
Harmfuld norne herjedhaardt mig verdens veie, —listed lykken fra mig,ødte Ørnulvs eie.
Sønner syv til Ørnulvblev af guder givet;nu gaar gubben ensom,sønneløs i livet.
76Sønner syv, saa fagre,fostret mellem sverde,verned vikings hvidehaar som gjævest gjærde.
Nu er gjærdet jevnet,mine sønner døde, —glædeløs staar gubben,og hans hus staar øde.
Torolv, du min yngste,boldest blandt de bolde;lidet gad jeg klage,fik jeg dig beholde!
Væn du var som vaaren,mod din fader kjærlig,arted dig at ældestil en helt saa herlig.
Ulivssaar usaligtværste ve mon volde,har min gamle bringeklemt som mellem skjolde.
Nidsyg norne nødignegted mig sit eie,dryssed smertens rigdomover Ørnulvs veie.
Vegt er vist mit verge;fik jeg guders evne,én da blev min idræt:nornens færd at hevne!
Én da blev min gjerning:nornens fald at friste, —hun, som røved mig detbedste og det sidste.
Har hun alt mig røvet?Nei, det har hun ikke, —tidlig fik jo ØrnulvSuttungs mjød at drikke!
(med stigende begeistring).
Mine sønner tog hun;men hun gav min tungeevnen til i kvæderud min sorg at sjunge.
Paa min mund hun lagdesangens fagre gave;lydt da lad den klingeselv ved sønners grave!
Hil jer da, I gjæve!Hil jer der, I ride!Gudegaven lægerverdens ve og kvide!
(Han trækker et dybt aandedrag, stryger haaret fra panden og siger rolig).
Se saa; nu er Ørnulv sterk og sund igjen (til mændene). Kom nu til natverdsbordet, drenge; vi har havt et tungt dagverk!
(Gaar med karlene ind i baadhuset).
Henr. Ibsen.