I nogle aar efter hinanden havde jeg anledning at lægge merke til de forskjellige maader, hvorpaa nogle gifte og bosatte mænd af arbeidsklassen høitideligholdt den syttende mai. Og disse maader var isandhed saa 77forskjellige, at de nok kunde vække opmerksomhed baade som træk af enkeltmands og af en talrig klasses karakter. En begav sig allerede dagen forud udaf byen med brændevinsflasken i lommen, hatten paa halv snur og en geværpibe i en træstok under armen; og efter en ikke altfor stø vandring pleiede han da at slaa sig ned paa en eller anden bjergknat i omegnen, hvor han da paa slaget 12 om natten begyndte at drikke og fyre. Det var smaat med ham, saa han hverken havde raad til det ene eller det andet; men den følelse, der drev ham dertil, var, med al sin dunkelhed og uklarhed, langtfra uagtværdig. Han vidste vel ikke at angive anden grund for sin ensomme glæde, end at det var «syttendes» mai; men han satte den dog i forbindelse med fædrelandet og havde en slags tanke om, at noget godt maatte være hændt det paa denne dag. Men det var kun begyndelsen og dog som oftest enden paa stasen. Thi enten blev han funden langt op paa dagen sovende paa pletten ved siden af den tomme flaske og sin geværpibe, eller han ranglede hjem om morgenen og tilbragte saa dagen og den følgende nat med at sove ud. Hvad saa var tilfældet, nød han ikke videre af festen. Men det allerbesynderligste var dog, at jo kortere moroen og jo fuldere han havde været, og jo kleinere han havde været derefter, jo prægtigere syntes han, han havde moret sig, jo herligere feiret dagen. Med blege øine, skjælvende lemmer og bankende aarer i tindingen tog han vel den 18de fat paa arbeidet; men noget andet vilde ikke gaa end den idelige fortælling om, hvor tidlig han var gaaet ud, hvor geværpiben havde smeldt o. s. v. kort, hvor morsomt det havde været, og hvilken dygtig karl til at feire dagen han dog var.
«Var du ikke med ud paa æfta’en da, Lars, da de raabte saa hurra?» kunde en spørge, som troede, at han havde feiret dagen bedre ved at gaa med en stadig pisk fra morgen til kveld.
«Nei, gut, da laa jeg,» var da Lars’s selvtilfredse svar; «men jeg skreg saa under fyringen paa bjerget, at de vist ikke fik ro paa sig i de nærmeste gaarde. Aldrig har jeg havt slig syttende mai.»
Jo, saa omtrent var det hvert aar med Lars. Men gjenboen havde det anderledes. Han havde ikke Lars’s letblodige og godmodige gemyt, sad inde om dagen og saa paa 78de pyntede folk, drak af sinne over, at de saa rige ud, mens han var fattig, listede sig saa ud i kveldingen og pleiede saa at feire resten af dagen med at slaas, men især med overfald paa folk, han troede at have noget at misunde. Han havde ikke klarere begreb end Lars om dagens betydning; hans anelse om, at den skulde være en frihedsfest, og hans forvirrede begreber om, hvori friheden bestaar og kan bestaa, i forbindelse med hans vredladne og misundelige gemyt, bragte ham til at tro, at han hyldede den ved at bringe ligheden ofre af blodige næser og pander.
«Se her resten af frakken paa den storsnude,» sagde han om morgenen efter, visende frem nogle remser. «Tre dalers klæde! Saa skal de ha’ det. Det var gruskt til syttende mai.» At han som oftest vaagnede paa raadstuen den 18de, følger af sig selv.
Men der var endnu en gjenbo, og han lod ogsaa til at have sin egen maner at feire dagen paa. Den kunde falde ind paa en hverdag eller søndag, saa var gaden feiet udenfor hans bolig og pallen barstrøet, og man kunde gjennem de renvaskede vinduer se ind i hans stue, at den ligeledes var det og mer end almindelig oppudset, Dog var han paa arbeide om formiddagen; men om eftermiddagen spadserede han ud med kone og børn, alle søndagsklædte, og naar han kom hjem, satte han sig paa sin trap, seende med et fornøiet ansigt paa de forbigaaende og snakkende med dem, han kjendte.
Det var en sand fornøielse at sidde der et kvarterstid hos ham og slaa en passiar af. «Før gjorde jeg som Lars,» sagde han; «jeg var vel en ordentlig mand hele aaret om; men den 17de mai holdt jeg det for min pligt at drikke mig paa en kant og vel saa det. Jeg sandede mer end éngang med hovedpine det næsten til ordsprog blevne indfald, at den 18de mai er den værste dag i hele aaret.»
«Men hvorledes kom I da paa denne bedre maade at feire dagen paa, Anders? Saa I jer lei paa Lars og han slaaskjæmpen derover?»
«Dels det; men engang faldt der mig i hænderne en Norges historie, hvori det var forklaret, hvad 17de mai var for en dag, og da indsaa jeg, at den gamle maade ikke var den rette at feire den paa. Men det var ikke saa frit, at almindelig 79mand bare tog efter, hvad han saa hos andre, som dog bedre end han maatte kjende dagens betydning.»
«Kanske, Anders. Dog vilde det være skammeligt at tænke om nationen, at ikke den store del deraf altid har høitideligholdt sin frihedsdag paa en værdig maade. Og hos os har det ikke manglet paa bestræbelser i de senere aar for at give almuesmanden anledning til at tage del deri, skjønt der desværre endnu er tegn til, at mange blot betragter den som et slags sankthansaften, da det kun gjælder om at slaa sig løs. At iagttage et afmaalt, høitideligt anstrøg vilde være pinligt og naragtigt, hvor man har aarsag til at være glad og munter; men netop hvad I anførte, Norges historie, opfordrer til en følelse af taknemmelighed mod forsynet, som maa give glæden et ophøiet præg. Et vidunderligere aar har aldrig nogen nation oplevet end Norge i 1814. Guds finger er synlig i dets begivenheder. Derfor bør en følelse af religiøs taknemmelighed forædlende blande sig i folkets glæde paa dets frihedsfest, og det afbetaler kun en ringe gjæld til hint aars helt, Karl Johan, ved at lyde hans paabud, at den ikke bliver udskjæmmet ved udskeielser.»
«Ja saameget skylder vi ham sagtens,» sagde Anders, idet han lettede paa kruset.
I samme øieblik stak Lars, der havde sovet siden om morgenen, hovedet udaf sin dør og raabte over: «Er I alt oppe, Anders, før solen rigtig faar rundet? Idag bliver der ikke meget gjort; for igaar var det en strid morsom syttende.» (Han tog i ørsken feil af øst og vest, hvor solnedgangen netop farvede himmelen med sit purpur, troende, at det alt var næste morgen). Anders holdt det for klogest at lade ham blive i troen og at raade ham «at lure til middag, saa eftermiddagen kunde blive noget tes;» men neppe var han inde, før den anden stridbare nabo laasede sin dør af og ranglede ud i tusmørket, hvormed hans fest skulde begynde. Den endte paa raadstuen. Da Anders hørte det, sagde han; «Torbjørn er nu et svin; men almuen mangler blot oplysning om det rette for at have ligesaa faa svin som andre af samfundets klasser.»
H. Wergeland.