79

Ja, var jeg en arbeidsmand, skulde jeg nok vide at gjøre mit liv behageligt. Skulde 80Gud endnu ville gjøre mig dertil, vilde den eneste hindring for at gjøre det være den, at jeg maaske, som uvant, ikke blev nogen god arbeidsmand, idetmindste neppe for det første. Men en god arbeidsmand — det er det, jeg paastaar — kan, naar han vil, gjøre sit liv behageligt nok. Hos os arbeides ikke strengere, end at der bliver hvilestunder nok baade for at gjøre sig hjemmet bekvemt og behageligt. Sundheden, som trives under dette passende forhold af arbeide og hvile, og som føles under denne, faar nu arbeidsmanden gratis fremfor andre, og den holdes medrette for livets høieste gode. Men den bør drive arbeideren til endnu mere at behageliggjøre sit liv. Jeg vilde saaledes benytte en hel del hvilestunder til at skaffe mig adskillige bekvemmeligheder i min bopæl og til at pynte om denne. Jeg vilde ikke lade mig nøie med det første og nødvendigste: at holde den ren; men jeg vilde idelig ved smaaforbedringer reparere, tætte og forskjønne min bopæl. Søndagskvelden skulde finde mig udenfor paa dørbænken, speidende overalt om paa vægge og tag, om ikke en eller anden mangel lod sig opdage, som kunde lade sig reparere ved en omlagt sten, en dot mose, lidt rapping eller indfælding, en spiger eller et par strøg med malerkosten. Denne sidste vilde jeg ikke foragte, men søge ved et nogenlunde pynteligt udvortes paa min bolig at bibringe folk den tanke, at der dog levede et menneske med nogen sans, og ikke et tobenet svin, indenfor.

Og gjorde de mig den ære at komme indenfor, skulde de faa endnu bedre tanker om hyttens beboer. Der skulde ikke være renere hos min arbejdsherre; vinduerne skulde være saa klare, de kunde blive, min simple seng anstændig og opredt fra den tidlige morgen af. Møblerne kunde ikke være rare; men ingen skulde dog være bange for at sætte sig paa min bænk eller stol, og prydelser skulde heller ikke være saa ganske borte. Saaledes skulde det være rart, om jeg ikke skulde have faaet væggene anstrøgne med en lys og venlig farve, og om der ikke skulde staa nogle potter med geranium, malva, maanedsroser og en balsamine i vinduet. Slige smaating bøder paa meget; og det skulde undres mig, om ikke en blomsterpotte i flor, der kun koster mig en tiøre og lidt taalmodighed, er mit lille værelse en sandere prydelse end f. eks. et prægtigt speil. Tørhænde jeg ogsaa ved et ekstra-arbeide eller ved at indspare et par søndagskrus kunde have vundet 81raad til at faa et par skilderier paa væggen, men da ingen af disse taabelige katholske kludrerier af jomfru Maria, helgener og stundom af Gud selv. Lidt efter lidt skulde jeg vel ogsaa faa mig et stueur, og da vilde jeg se til at faa det til at pikke ligesaa rolig som mit eget hjerte. Men sligt maatte naturligvis først komme, naar det nødvendigere var anskaffet; men da skulde det ogsaa komme. Thi hvorfor skulde ikke ogsaa arbeidsmanden gjøre sig det saa bekvemt og behageligt, som han ser sig istand til?

Desværre kun de færreste gjør det og synes at have sans derfor. Efterhaanden bliver det dem ogsaa umuligt. Fattigdom er en ren, men strid strøm, hvori de fleste mennesker er plumpede, og som fører uundgaaelig ud i en stor, skidden myr, dersom de ikke straks fra begyndelsen anstrenger sig og kaver imod af al kraft. Da lykkes det dem at komme op mod strømmen og ofte at hvile sig paa bløde, behagelige engbredder. Men, som sagt, de fleste lader sig drive; de dovner sig, lader sig nøie med maden fra haanden og i munden og taget over hovedet, saadant som det er, og drikker aar om aar op i smaat baade husreparationer og møbler. Der er ganske vist gaaet mere end ett stueur, mer end ett sengested, en dragkiste eller et andet nyttigt møbel igjennem de fleste af vore dagleieres hals, som nu sommeren over lidet bryder sig om, hvorledes eller hvor de bor, ja om de har nogensteds at bo, indtil de om høsten enten selv tyr til eller føres til tvangsarbeidsanstalten. Ja er ikke menneskene daarlige?

Men hvorledes mon vilde jeg sørge for klædedragt og udvortes, om jeg var arbeidsmand? I det punkt pleier mange at være ligesaa uvorne som om sin bopæl. Nu vel, jeg vilde idetmindste om søndagen være ligesaa ren baade paa hud, linned og kjole som nogen anden mand, og bøde med renhed og helhed paa finheden.

Jeg vilde foretrække en renvasket haand, ren og hel striskjorte og min grove vadmelskjole for «sprætivasfad’ens» grønne eller gule handsker, luslidte sorte søndagskjole og halsflipper til en skidden skjorte, om han har nogen — saaledes som mange udmaier sig for at se lidt fornemmere ud. Ja, om jeg var saa fattig, at jeg kun havde én, og det ikke engang hel, klædning, og kun ett skjorteombytte, vilde jeg dog bøde saa godt, jeg kunde, paa dem, banke klæderne ud og endnu stren-

VI. bd.

82gere holde over hin renlighed, som skulde være første paragraf i min hele levemaade. Og da jeg, naar jeg blot har arbeide, daglig kan lægge op nogle øre, selv efter ringeste gangbare dagløn, skulde det ikke vare længer end fra paaske til pinstid, før min klædedragt skulde være forbedret. Læsning i en eller anden almennyttig bog skulde være mig en særdeles glæde, og ganske vist skulde jeg nok skaffe mig læsning, naar man blot merkede, at det var mit alvor. Og naar jeg efter en saadan søndag igjen lagde mine klæder hen og strakte mig paa mit simple leie — hvem skulde ikke, om han holdt lyset over mit rolige ansigt og hørte mit regelmæssige, sunde aandedrag, maatte tænke, at et menneske, som følte sig lykkeligt, slumrede der?

«Godt sagt; ikke saa let gjort,» vil mangen en kamerat sige, skubbende sig i sine filler for utøiet, som plager ham. «Sligt lader sig gjøre af en løs og ledig karl, som har sin gode dagløn (to kroner som mindst om dagen), men ikke for en, der sidder med kone og børn, eller som begyndte i gjæld og usselhed.» Saa taler de, der lader sig drive med strømmen; men de har ikke ret, skjønt deres udvortes og nedtrykte mine synes at sige det. Thi jeg skulde, selv med nogen nedsættelse af daglønnen, dog vide at skaffe mig det nogenlunde bekvemt og ordentligt; og hvad kone og børn angaar, da vilde jeg haabe at kunne lære dem at hjælpe mig heri istedenfor at være mig til byrde. Jeg erindrer her engang at have seet en arbeidsmands lille seksaars pigebarn ivrig beskjæftiget med at kravle op for at faa stukket en blomstrende heggekvist etsteds fast paa kakkelovnen, og jeg sluttede straks, at forældrene havde bibragt barnet denne sans for det behagelige og skjønne. Virkelig! det var en lørdags eftermiddag omtrent ved denne tid — døren stod oppe og viste mig en stue, saaledes som jeg selv vilde have den i lignende kaar. Grønt var strøet omkring ovnen; husmoderen tørrede af et bord, som saa ud til forud at kjende vaskekluden, et par børn sad og nøstede; en halvvoksen pige bødede nogle klædningsstykker, og da seksaaringen havde faaet heggekvisten der, den skulde, raabte hun, springende ned: «Mor, mor, der kommer far!» «Svint jer, børn,» sagde moderen, «lad det være ordentligt, til far kommer.»

Med hurtigere og hurtigere skridt nærmede en arbeidsmand sig med en vedbør paa nakken. «Gudskelov, jeg er her 83igjen,» syntes at staa i hans ansigt; og det vilde staa i enhver arbeiders, naar han blot brød sig om, med de kræfter og den tid, han har, at hyggeliggjøre sit hjem. Er der ikke renlighed og orden, er der ingen hygge, og er der ingen hygge, da er der heller ingen fred. Men fred over arbeidsmandens hytte!

H. Wergeland.

79

Ja, var jeg en arbeidsmann, skulle jeg nok vite å gjøre mitt liv behagelig. Skulle 80Gud ennå ville gjøre meg dertil, ville den eneste hindring for å gjøre det være den, at jeg maaske, som uvant, ikke ble noen god arbeidsmann, idetmindste neppe for det første. Men en god arbeidsmann — det er det, jeg påstår — kan, når han vil, gjøre sitt liv behagelig nok. Hos oss arbeides ikke strengere, enn at der blir hvilestunder nok både for å gjøre seg hjemmet bekvemt og behagelig. Sunnheten, som trives under dette passende forhold av arbeide og hvile, og som føles under denne, får nå arbeidsmannen gratis fremfor andre, og den holdes med rette for livets høyeste gode. Men den bør drive arbeideren til enda mer at behageliggjøre sitt liv. Jeg ville således benytte en hel del hvilestunder til å skaffe meg adskillige bekvemmeligheter i min bopel og til å pynte om denne. Jeg ville ikke la meg nøye med det første og nødvendigste: å holde den ren; men jeg ville idelig ved småforbedringer reparere, tette og forskjønne min bopel. Søndagskvelden skulle finne meg utenfor på dørbenken, speidende overalt om på vegger og tak, om ikke en eller annen mangel lot seg oppdage, som kunne la seg reparere ved en omlagt stein, en dott mose, litt rapping eller innfelling, en spiker eller et par strøk med malerkosten. Denne siste ville jeg ikke forakte, men søke ved et noenlunde pyntelig utvortes på min bolig å bibringe folk den tanke, at der dog levde et menneske med noen sans, og ikke et tobenet svin, innenfor.

Og gjorde de meg den ære å komme innenfor, skulle de få enda bedre tanker om hyttens beboer. Der skulle ikke være renere hos min arbeidsherre; vinduene skulle være så klare, de kunne bli, min simple seng anstendig og oppredd fra den tidlige morgen av. Møblene kunne ikke være rare; men ingen skulle dog være bange for å sette seg på min benk eller stol, og prydelser skulle heller ikke være så ganske borte. Således skulle det være rart, om jeg ikke skulle ha fått veggene anstrøkne med en lys og vennlig farge, og om der ikke skulle stå noen potter med geranium, malva, månedsroser og en balsamine i vinduet. Slike småting bøter på meget; og det skulle undres meg, om ikke en blomsterpotte i flor, der kun koster meg en tiøre og litt tålmodighet, er mitt lille værelse en sannere prydelse enn f. eks. et prektig speil. Tørhænde jeg også ved et ekstra-arbeide eller ved å innspare et par søndagskrus kunne ha vundet 81råd til å få et par skilderier på veggen, men da ingen av disse tåpelige katolske kludrerier av jomfru Maria, helgener og stundom av Gud selv. Litt etter litt skulle jeg vel også få meg et stueur, og da ville jeg se til å få det til å pikke likeså rolig som mitt eget hjerte. Men slikt måtte naturligvis først komme, når det nødvendigere var anskaffet; men da skulle det også komme. Thi hvorfor skulle ikke også arbeidsmannen gjøre seg det så bekvemt og behagelig, som han ser seg i stand til?

Dessverre kun de færreste gjør det og synes å ha sans derfor. Etterhånden blir det dem også umulig. Fattigdom er en ren, men strid strøm, hvori de fleste mennesker er plumpet, og som fører uunngåelig ut i en stor, skitten myr, dersom de ikke straks fra begynnelsen anstrenger seg og kaver imot av all kraft. Da lykkes det dem å komme opp mot strømmen og ofte å hvile seg på bløde, behagelige engbredder. Men, som sagt, de fleste lader seg drive; de dovner seg, lader seg nøye med maten fra hånden og i munnen og taget over hodet, sådant som det er, og drikker år om år opp i smått både husreparationer og møbler. Der er ganske vist gått mer enn ett stueur, mer enn ett sengested, en dragkiste eller et annet nyttig møbel igjennom de fleste av våre dagleieres hals, som nå sommeren over lite bryder seg om, hvorledes eller hvor de bor, ja om de har noensteds å bo, inntil de om høsten enten selv tyr til eller føres til tvangsarbeidsanstalten. Ja er ikke menneskene dårlige?

Men hvorledes mon ville jeg sørge for klædedragt og utvortes, om jeg var arbeidsmann? I det punkt pleier mange å være likeså uvorne som om sin bopel. Nå vel, jeg ville idetmindste om søndagen være likeså ren både på hud, linned og kjole som noen annen mann, og bøde med renhet og helhet på finheten.

Jeg ville foretrekke en renvasket hånd, ren og hel striskjorte og min grove vadmelskjole for «sprætivasfad’ens» grønne eller gule hansker, luslidte sorte søndagskjole og halsflipper til en skitten skjorte, om han har noen — således som mange utmaier seg for å se litt fornemmere ut. Ja, om jeg var så fattig, at jeg kun hadde én, og det ikke engang hel, kledning, og kun ett skjorteombytte, ville jeg dog bøde så godt, jeg kunne, på dem, banke kledene ut og ennå stren-

VI. bd.

82gere holde over hin renlighed, som skulle være første paragraf i min hele levemåte. Og da jeg, når jeg blot har arbeide, daglig kan legge opp noen øre, selv etter ringeste gangbare daglønn, skulle det ikke vare lenger enn fra påske til pinsetid, før min klædedragt skulle være forbedret. Lesning i en eller annen almennyttig bok skulle være meg en særdeles glede, og ganske vist skulle jeg nok skaffe meg lesning, når man blot merket, at det var mitt alvor. Og når jeg etter en sådan søndag igjen la mine klæder hen og strakte meg på mitt simple leie — hvem skulle ikke, om han holdt lyset over mitt rolige ansikt og hørte mitt regelmessige, sunde åndedrag, måtte tenke, at et menneske, som følte seg lykkelig, slumret der?

«Godt sagt; ikke så lett gjort,» vil mangen en kamerat si, skubbende seg i sine filler for utøyet, som plager ham. «Slikt lader seg gjøre av en løs og ledig karl, som har sin gode daglønn (to kroner som minst om dagen), men ikke for en, der sitter med kone og barn, eller som begynte i gjeld og usselhet.» Så taler de, der lader seg drive med strømmen; men de har ikke rett, skjønt deres utvortes og nedtrykte mine synes å si det. Thi jeg skulle, selv med noen nedsettelse av daglønnen, dog vide å skaffe meg det noenlunde bekvemt og ordentlig; og hva kone og barn angår, da ville jeg håpe å kunne lære dem å hjelpe meg heri istedenfor å være meg til byrde. Jeg erindrer her engang å ha sett en arbeidsmanns lille seksårs pikebarn ivrig beskjeftiget med å kravle opp for å få stukket en blomstrende heggekvist etsteds fast på kakkelovnen, og jeg sluttet straks, at foreldrene hadde bibrakt barnet denne sans for det behagelige og skjønne. Virkelig! det var en lørdags ettermiddag omtrent ved denne tid — døren stod oppe og viste meg en stue, således som jeg selv ville ha den i lignende kår. Grønt var strødd omkring ovnen; husmoren tørrede av et bord, som så ut til forut å kjenne vaskekluten, et par barn satt og nøstede; en halvvoksen pike bøtte noen klædningsstykker, og da seksåringen hadde fått heggekvisten der, den skulle, ropte hun, springende ned: «Mor, mor, der kommer far!» «Svint jer, barn,» sa moren, «la det være ordentlig, til far kommer.»

Med hurtigere og hurtigere skritt nærmet en arbeidsmann seg med en vedbør på nakken. «Gudskjelov, jeg er her 83igjen,» syntes å stå i hans ansikt; og det ville stå i enhver arbeiders, når han blot brød seg om, med de krefter og den tid, han har, at hyggeliggjøre sitt hjem. Er der ikke renlighed og orden, er der ingen hygge, og er der ingen hygge, da er der heller ingen fred. Men fred over arbeidsmannens hytte!

H. Wergeland.