83

Det høiland, hvorpaa snebræen Folgefon hviler, er et af de mange fjeldpartier paa vestkanten af Norge, som adskilles fra hinanden ved de fra vest indskydende fjorde. Det er ikke blot adskilt fra lignende partier ved de dybe furer i fjeldmassen, hvor Hardangerfjorden og Aakrefjorden har sit leie; men det er ogsaa, skjønt landfast, afsondret fra fastlandet ved de dalfører, som fortsætter i Sørfjordens og Aakrefjordens retning og møder hinanden inde i landet.

Folgefonfjeldet falder brat af paa alle kanter; dets sider danner ikke sjelden lodrette klippevægge, som rækker ned til store dyb under sjøspeilet, medens deres øvre rand skjuler sig oppe i skyerne. Mod øst eller mod Sørfjorden falder fjeldpartiet brat af paa éngang fra sin fulde høide, omtrent 1670 meter, lige ned til sjøen. En rad af dets høieste bjergkolosser, saasom Solnut, Torsnut, Verafjeld, Langgrønut, støder umiddelbart til Sørfjorden og danner ligesom stolperne i det høie fjeldgjærde paa fjordens vestside. Næsten ligesaa høi, men endmere brat, vild og truende er den side af fjeldet, som begrænser den søndre bred af Maurangerfjorden. Mod nord og nordvest sænker fjeldet sig noget, er ogsaa der mindre brat, vildt og nøgent. Ogsaa paa sydsiden, mod Aakrefjorden, sænker fjeldpartiet sig noget, men frembyder ikke sjelden ganske nøgne, lodrette klippevægge.

Naar undtages paa den nordre ende, er det omhandlede fjeldparti meget nøgent. Den dyrkbare del deraf indskrænker sig væsentlig til strimler og adspredte pletter langs stranden og opefter dalene. Høiere oppe paa fjeldsiderne veksler tynde skogpartier og lodrette klippevægge med hinanden, medens man oppe i himmelbrynet kun ser skaldede bjergkolosser og fjeldskar, i hvilke øiet møder de nedhængende flige af Folgefon.

84Betragtet i det store ser det omhandlede fjeldparti ovenpaa ud som en bred, flad og taalelig jevn ryg; men betragtet i det smaa er det vildt, ryt, grubet og furet i det uendelige. Overfladen er besat med en talløs mængde af større og mindre knauser, koller og kupler, posterede uden orden og adskilte ved bratte indsnit, dalkupler og smaavande, der forbindes til elvedrag ved bjergkløfter, giljer og indviklede dalforgreninger. Det hele er overstrøet med store og smaa, mere og mindre afrundede stene, hvortil kommer urer, bestaaende af skarpkantede blokke, i de større fordybninger.

Oppe paa ryggen af Folgefon har man paa sine steder næsten fri horisont. Man ser da ikke stort andet af jorden end en sneflade, som synes at strække sig ud til alle sider, indtil den skjærer himmelkuplen. Almindeligvis dukker dog i den ene eller den anden kompasstreg et nabofjeld saa vidt op over denne snehorisont, at man i klart veir kan bruge det som en landkjending, til man faar et andet isigte. Den, som ikke er vant til at speide i en saadan horisont, antager gjerne de sorte punkter, som dukker op over samme, for skjær eller smaa bergknatter, liggende et kort stykke borte paa snesletten, styrer vel ogsaa iblandt sine mødige skridt derhen i den tanke at finde en forønsket hvileplads; men ved at forfølge retningen gjør han ikke sjelden den opdagelse, at maalet for hans vandring er en fjeldtop, som ligger milevidt udenfor Folgefon. Skuffelsen hidrører sandsynligvis dels derfra, at luften i klart veir i saadanne høider er gjennemsigtigere, end man er vant til i lavere egne, dels derfra, at man paa den ensformige sneflade mangler gjenstande til sammenligning. Snefladen er i det hele taget meget jevn, har imidlertid sine lempelige forhøininger og fordybninger, som gaar umerkelig over i hinanden, og frembyder forsaavidt billedet af et hav, der i blikstille gynger paa grund af en fjern storm. Disse forhøininger og sænkningen i snefladen synes at tyde paa ujevnheder i fjeldgrunden, hvorpaa snebræen hviler, muligens vel ogsaa paa, at snemassen ikke er saa overvættes mægtig, eftersom grundlagets overflade-beskaffenhed, saa at sige, skinner igjennem.

I Folgefon forekommer hist og her større og mindre revner. De kan undertiden have en længde af 3 kilometer og 85derover; men oftest er de meget kortere. De er ikke sjelden paa lange strækninger saa brede, at man ikke ser sig istand til at springe over dem; men oftest er de meget smalere. Hvilken dybde de kan naa, ved ingen. Jeg har truffet revner, som i det høieste viste 13 meters dybde; men jeg har ikke nogen tro paa, at mit lod naaede bunden. Naar man lægger øret til, kan man iblandt høre en elv bruse nede i dybet. Denne lyd vækker gjerne forestillinger om et uhyre dyb. Men den er bedragerisk, fordi man paa den ene side ikke er vant med at bedømme afstande efter en fra dybet kommende lyd, og paa den anden tilbøielig til at fantasere sig dybet større, end det er. Saadanne revner er imidlertid farlige, forsaavidt som de ofte er skjulte af et tyndt lag af den nyeste sne, som man kan synke igjennem, inden man, som man siger, ved et ord af. I Mauranger hørte jeg en mand nævne, som styrtede ned i en saadan sprække. Man savnede ham og anede, at han havde fundet sin grav i Folgefon; man søgte; en stav staaende i sneen røbede stedet, hvor han var forsvunden, og man trak ham levende op til dagen igjen, efterat han havde siddet dernede henimod et døgn. Han medbragte den besked, at der susede en elv under ham, samt at der var ulidelig koldt dernede, om hvilken kulde man, i forbigaaende bemerket, gjør sig overdrevne forestillinger. Man har ogsaa i mands minde et par eksempler paa, at heste er styrtede i saadanne revner. Den ene hest blev trukken levende op igjen. Med den anden gik det saaledes til: En mand førte hesten efter bidslet over et befaret stykke af snebræen, blev overrasket af en snekave, forvildede sig, og bedst han gik, sank hesten. Manden stod igjen paa randen af en revne med bidslet i haanden, hørte, hvorledes hesten ramlede fra afsats til afsats, og saa den aldrig mere. Man bør ikke begive sig ud paa saadanne snebræer uden ledsagere, og man gjør vel i at lænke sig sammen ved at slaa et forsvarligt taug om livet og rykke frem et stykke fra hinanden — efter hinanden, naar man passerer op eller ned af en skraaning; i linje med hinanden, naar man passerer langs en skraaning — hvilken maade at rykke frem paa forresten er meget besværlig.

Det har sine ulemper endog paa den mildeste aarstid at færdes oppe paa saadanne snemarker som Folgefon. Er himmelen 86klar, saa blendes man af den mængde lys, som strømmer tilbage fra den hvide sneflade; er veiret varmt, saa er sneen blød, og man synker i, fornemmelig naar den skriver sig fra den sidste vinters senere nedslag. Klokken 12 den 13de juli 1860, i stille, klart veir, viste et frithængende thermometer øverst paa den nordre del af Folgefon, i skyggen af et ophængt klædningsstykke, en meter over sneens overflade, 11° R., hvilket er den høieste temperatur, jeg har iagttaget deroppe. Den dag sank man i sne op paa smallæggen for hvert skridt. Er veiret vindigt, hvad det som oftest er, saa blæser det gjerne saa sterkt, at om man just ikke har møie med at holde sig paa benene, hvilket dog ikke er nogen sjeldenhed, saa finder man sig meget besværet af vindstrømmen, der kan holde ved timevis uden at give det mindste efter. Har man vinden imod sig, maa man lægge sig forover og spænde i, som om man trak paa et tungt læs. Har man den paa siden, saa driver man af som et krydsende fartøi; og har man vinden i nakken, saa er man værst faren; man resikerer nemlig hvert øieblik at falde næsegrus. Det er ofte tilfældet, at man har en frisk vind oppe paa snefladen, medens det endnu er ganske stille nede i lavlandet. Er veiret taaget, hvad det sedvanlig er, saa resikerer man enten at forvilde sig hen paa steder, hvor bræen er fuld af revner, eller at gaa ud over en af de mange bratte styrtninger, som begrænser bræens nedre rand. Der hersker et høitideligt stille i saadanne sneørkener; ingen anden lyd høres der end vindens hvæsen mod snefladen og sneens svabben om foden; intet livstegn hverken paa jorden eller i luften; man befinder sig i et dødens rige og bliver ofte betagen af en trykkende fornemmelse af ensomhed og forladthed, og man føler sig oplivet og styrket ved at sætte foden paa snebar grund igjen.

Folgefonnens nedre rand eller snegrænse ligger efter et middeltal af visse høidemaalinger 1070 meter over havet. — Foruden tre isbræer af første orden er Folgefon nedentil ligesom kantet med en bord af isbræer af anden orden, d. e. isbræer, som ikke skyver sig ned i dalene, men bliver liggende paa skraaningerne som en kort forlængelse af snebræen. Næsten overalt, hvor Folgefon nedad ender med nogen mægtighed, gaar den over fra en snemasse til en ismasse.

87Som det er at vente, løber der om sommeren en stor mængde elve og bække ned fra Folgefon til alle sider. Man finder ingen isbræ, uden at der kommer en elv eller bæk fra samme; og jeg saa ingensteds en større elv træde umiddelbart frem fra snebræen, men vel mindre bække, som senere forenede sig til elve. Den længste og største af alle de elve, der udgaar fra Folgefon, er den, der kommer ud fra isbræen i Kjæringbotnen og løber ud i Matrefjorden. Dernæst maa nævnes den elv, der falder ud i den nordre gren af Maurangerfjorden, fremdeles Jondalselven, Londalselven, Buerselven og Bondhuselven. Elve med saa kort løb, saa indskrænket omraade og saameget vand, kan kun forekomme, hvor et høiland af liden udstrækning bedækkes af en snebræ. Der gives muligens faa steder paa den hele jordklode, hvor der fra et saa indskrænket fjeldparti løber ned saa meget vand. Alle elve, som kommer frem af Folgefonnens isbræer, fører slam med sig om sommeren i den grad, at fjordene, hvori de falder ud, bliver grumsede og faar en smudsiggraa farve, hvorimod vandet om vinteren i disse fjorde almindeligvis er meget klart. Disse isbræelve er meget ustyrlige og farer særdeles ofte umildt frem mod sine bredder. Der forekommer iblandt oversvømmelser af en egen art i dem. Man har endnu i friskt minde, hvorledes vandet ud paa sommeren, for nogle og tretti aar siden, pludselig svandt ind i den elv, som udspringer fra isbræen i Kjæringbotnen, og hvorledes det uden nogen mellemkommende uveirsdyst pludselig indfandt sig igjen i en saadan fylde, at det oversvømmede alle bredder og oversaaede dem med sand-, grus- og stenmasser samt isblokke. Den eneste mulige forklaring paa denne tildragelse er, at elvens løb under isbræen stoppedes til, og at vandet derinde stuvedes op, indtil det brød frem med ustanselig kraft og sopte en stor del af isbræen med sig. En lignende oversvømmelse fandt sted i Buersdalen høsten 1857, hvor flere maal græsmark gik tabt med det samme. I forbindelse hermed skal jeg endnu berøre følgende besynderlige tildragelse: Oppe i fjeldet ovenfor gaarden Digranæs i Sørfjorden ligger, 1000 meter over havet, et vand, omgivet af steile klipper til syd, vest og nord. Folgefon skyder sin udtungede jøkelrand ned mod vandet paa syd- og vestsiden. Paa den østlige side af vandet ligger et klippegjærde, som rækker 5 til 6 meter over samme. Vandet har 88sit udløb gjennem en trang fure i dette gjærde, paa hvis for- eller østside der om vinteren lægger sig en stor sneskavl. Paa en mild dag, den 19de februar 1849, springer dette vand pludselig ud af sit leie, velter sig tilligemed grus og sten over klippedæmningen, gjennemvæder den foranliggende sneskavl, tager den med sig og ruser med utrolig fart lige ned i sjøen, raserende elveløbet til begge sider i en forbausende bredde. Bemeldte vand kom ved denne leilighed i vanrygte for at have en løs karakter, fik navn af «Lausavatne» (Løsvandet) og frygtes af opsidderne paa gaarden Digranæs, som var nær ved at stryge med. Den eneste tænkelige aarsag til denne begivenhed er, at uhyre snemasser paa hin milde dag styrtede ned i vandet fra de bratte omgivelser og jagede vandbeholdningen paa flugten.

Der gives i de tilgrænsende bygder ingen fortællinger om, at Folgefonnen efterhaanden skal have udvidet sig. Man taler om den, som om den var tilbleven paa én gang. Der, hvor snebræen nu ligger — saa lyder sagnet — var dengang beboede egne, ikke mindre end 7 prestegjæld med blomstrende enge og bølgende agre; men folket var saa ryggesløst, at Gud i sin vrede hjemsøgte det paa den maade, at han lod det hele begrave under sne. Snefaldet fandt sted paa en søndag, just som folket var forsamlet i kirken. Presten staar med udstrakte hænder paa prædikestolen endnu, og menigheden staar i en stilling, hvori opmerksomheden er delt mellem presten og ødelæggelsen udenfor. Kun et eneste menneske, en jente, undgik ødelæggelsen, og det med nød og neppe. Hun var bleven hjemme ved huset for at have nonsmaden færdig ved familiens tilbagekomst fra kirken. Men hun syntes, at det blev for svært med sne, tog foden paa nakken og satte afsted til en gaard nede i den lavere bygd. Hun blev senere gift, fik børn, og der gaar nok en og anden ætling efter hende endnu. Saadanne sagn avler formentlig folketroen om enhver stor snebræ, der jo ogsaa ofte grangivelig maa tage sig ud som en Herrens straffedom over den under samme begravede egn. Som støtte for ovenanførte sagn anføres, at elvene, som udspringer under Folgefon, iblandt fører gjenstande, tilvirkede af menneskehaand, med sig frem til dagen, saasom staver af trækar, tvarer, økser o. s. v., hvilken beretning just ikke uden videre bør stemples som fabel, men lader sig forklare 89paa en ganske anden maade. Der ligger nemlig sætre rundt omkring om Folgefon; mellem sætrene og bondegaardene færdes man med hest og kløv over større og mindre stykker af snebræen. Nu kan det let hænde, at man underveis mister et eller andet til sæterbruget hørende redskab, som bliver liggende igjen paa snefladen. En hest f. eks. faar skræk i blodet, fordi den skal passere over en revne, bliver ustyrlig og kaster kløven af sig, saa at noget flyver hid, noget did; uveiret gaar paa, og man faar ikke samlet alt, kløven tilhørende, op igjen. Snebræen tør fra neden og faar hver vinter en ny flo foroven. Det snelag, som ligger øverst iaar, kommer saaledes til at ligge næstøverst til næste aar og næst-næstøverst det følgende aar igjen o. s. v., indtil det naar bunden med samt de gjenstande, som maatte være efterladte derpaa. Disse gribes nu af vandstrømmen og føres paanyt frem til dagen.

Naar man altsaa taler om snebræerne som bestaaende af evig sne, saa er dette en meget uegentlig talemaade. Sneen veksler; men snebræen bestaar, idet ny sne tilføies foroven, og ældre sne borttæres forneden.

S. A. Sexe.

83

Det høiland, hvorpå snøbreen Folgefon hviler, er et av de mange fjellpartier på vestkanten av Norge, som adskilles fra hinannen ved de fra vest innskytende fjorde. Det er ikke blot adskilt fra lignende partier ved de dype furer i fjellmassen, hvor Hardangerfjorden og Aakrefjorden har sitt leie; men det er også, skjønt landfast, avsondret fra fastlandet ved de dalfører, som fortsetter i Sørfjordens og Aakrefjordens retning og møter hinannen inne i landet.

Folgefonfjeldet faller brat av på alle kanter; dets sider danner ikke sjelden lodrette klippevægge, som rekker ned til store dyp under sjøspeilet, mens deres øvre rand skjuler seg oppe i skyene. Mot øst eller mot Sørfjorden faller fjellpartiet brat av på en gang fra sin fulle høyde, omtrent 1670 meter, like ned til sjøen. En rad av dets høyeste bjergkolosser, saasom Solnut, Torsnut, Verafjeld, Langgrønut, støter umiddelbart til Sørfjorden og danner likesom stolpene i det høye fjellgjerde på fjordens vestside. Nesten likeså høy, men enda mer brat, vill og truende er den side av fjellet, som begrenser den søndre bred av Maurangerfjorden. Mot nord og nordvest senker fjellet seg noe, er også der mindre brat, vilt og nøgent. Også på sydsiden, mot Aakrefjorden, senker fjellpartiet seg noe, men frembyr ikke sjelden ganske nakne, lodrette klippevægge.

Når unntas på den nordre ende, er det omhandlede fjellparti meget nøgent. Den dyrkbare del derav innskrenker seg vesentlig til strimler og adspredte pletter langs stranden og opefter dalene. Høyere oppe på fjellsidene veksler tynne skogpartier og lodrette klippevægge med hinannen, mens man oppe i himmelbrynet kun ser skallede bjergkolosser og fjellskar, i hvilke øyet møter de nedhængende flige av Folgefon.

84Betraktet i det store ser det omhandlede fjellparti ovenpå ut som en bred, flat og tålelig jevn rygg; men betraktet i det små er det vilt, ryt, grubet og furet i det uendelige. Overflaten er besatt med en talløs mengde av større og mindre knauser, koller og kupler, posterede uten orden og adskilte ved bratte innsnitt, dalkupler og smaavande, der forbindes til elvedrag ved bjergkløfter, giljer og indviklede dalforgreninger. Det hele er overstrødd med store og små, mer og mindre avrundede steiner, hvortil kommer urer, bestående av skarpkantede blokke, i de større fordypninger.

Oppe på ryggen av Folgefon har man på sine steder nesten fri horisont. Man ser da ikke stort annet av jorden enn en snøflate, som synes å strekke seg ut til alle sider, inntil den skjærer himmelkuplen. Almindeligvis dukker dog i den ene eller den annen kompasstrek et nabofjell så vidt opp over denne snøhorisont, at man i klart vær kan bruke det som en landkjenning, til man får et annet i sikte. Den, som ikke er vant til å speide i en sådan horisont, antar gjerne de sorte punkter, som dukker opp over samme, for skjær eller små bergknatter, liggende et kort stykke borte på snøsletten, styrer vel også iblant sine mødige skritt derhen i den tanke å finne en forønsket hvileplass; men ved å forfølge retningen gjør han ikke sjelden den oppdagelse, at målet for hans vandring er en fjelltopp, som ligger milevidt utenfor Folgefon. Skuffelsen hidrører sannsynligvis dels derfra, at luften i klart vær i sådanne høyder er gjennemsigtigere, enn man er vant til i lavere egne, dels derfra, at man på den ensformige snøflate mangler gjenstander til sammenligning. Snefladen er i det hele tatt meget jevn, har imidlertid sine lempelige forhøyninger og fordypninger, som går umerkelig over i hinannen, og frembyr for så vidt billedet av et hav, der i blikstille gynger på grunn av en fjern storm. Disse forhøyninger og senkningen i snefladen synes å tyde på ujevnheter i fjellgrunnen, hvorpå snøbreen hviler, muligens vel også på, at snømassen ikke er så overvettes mektig, ettersom grunnlagets overflate-beskaffenhet, så å si, skinner igjennom.

I Folgefon forekommer hist og her større og mindre revner. De kan undertiden have en lengde av 3 kilometer og 85derover; men oftest er de meget kortere. De er ikke sjelden på lange strekninger så brede, at man ikke ser seg i stand til å springe over dem; men oftest er de meget smalere. Hvilken dybde de kan nå, ved ingen. Jeg har truffet revner, som i det høyeste viste 13 meters dybde; men jeg har ikke noen tro på, at mitt lot nådde bunden. Når man legger øret til, kan man iblant høre en elv bruse nede i dypet. Denne lyd vekker gjerne forestillinger om et uhyre dyp. Men den er bedragerisk, fordi man på den ene side ikke er vant med å bedømme avstander etter en fra dypet kommende lyd, og på den annen tilbøyelig til å fantasere seg dypet større, enn det er. Sådanne revner er imidlertid farlige, for så vidt som de ofte er skjulte av et tynt lag av den nyeste sne, som man kan synke igjennom, innen man, som man sier, ved et ord av. I Mauranger hørte jeg en mann nevne, som styrtet ned i en sådan sprekke. Man savnet ham og ante, at han hadde funnet sin grav i Folgefon; man søkte; en stav stående i sneen røbede stedet, hvor han var forsvunnen, og man trakk ham levende opp til dagen igjen, etter at han hadde sittet dernede henimot et døgn. Han medbrakte den besked, at der suste en elv under ham, samt at der var ulidelig kaldt dernede, om hvilken kulde man, i forbigående bemerket, gjør seg overdrevne forestillinger. Man har også i mands minde et par eksempler på, at hester er styrtet i sådanne revner. Den ene hest ble trukken levende opp igjen. Med den annen gikk det således til: En mann førte hesten etter bidslet over et befaret stykke av snøbreen, ble overrasket av en snekave, forvillet seg, og best han gikk, sank hesten. Mannen stod igjen på randen av en revne med bidslet i hånden, hørte, hvorledes hesten ramlede fra avsats til avsats, og så den aldri mer. Man bør ikke begi seg ut på sådanne snøbreer uten ledsagere, og man gjør vel i å lenke seg sammen ved å slå et forsvarlig taug om livet og rykke frem et stykke fra hinannen — etter hinannen, når man passerer opp eller ned av en skråning; i linje med hinannen, når man passerer langs en skråning — hvilken måte å rykke frem på forresten er meget besværlig.

Det har sine ulemper endog på den mildeste årstid å ferdes oppe på sådanne snømarker som Folgefon. Er himmelen 86klar, så blendes man av den mengde lys, som strømmer tilbake fra den hvite snøflate; er været varmt, så er sneen bløt, og man synker i, fornemmelig når den skriver seg fra den siste vinters senere nedslag. Klokken 12 den 13de juli 1860, i stille, klart vær, viste et fritthengende termometer øverst på den nordre del av Folgefon, i skyggen av et opphengt kledningsstykke, en meter over sneens overflate, 11° R., hvilket er den høyeste temperatur, jeg har iakttatt deroppe. Den dag sank man i sne opp på smalleggen for hvert skritt. Er været vindigt, hva det som oftest er, så bleser det gjerne så sterkt, at om man just ikke har møye med å holde seg på benene, hvilket dog ikke er noen sjeldenhet, så finner man seg meget besværet av vindstrømmen, der kan holde ved timevis uten å gi det minste etter. Har man vinden imot seg, må man legge seg forover og spenne i, som om man trakk på et tungt læs. Har man den på siden, så driver man av som et krydsende fartøy; og har man vinden i nakken, så er man verst faren; man risikerer nemlig hvert øyeblikk å falle nesegrus. Det er ofte tilfellet, at man har en frisk vind oppe på snefladen, mens det ennå er ganske stille nede i lavlandet. Er været tåket, hva det sedvanlig er, så risikerer man enten å forville seg hen på steder, hvor breen er full av revner, eller å gå ut over en av de mange bratte styrtninger, som begrenser breens nedre rand. Der hersker et høytidelig stille i sådanne snøørkener; ingen annen lyd høres der enn vindens hvæsen mot snefladen og sneens svabben om foten; intet livstegn hverken på jorden eller i luften; man befinner seg i et dødens rike og blir ofte betagen av en trykkende fornemmelse av ensomhet og forlatthet, og man føler seg opplivet og styrket ved å sette foten på snøbar grunn igjen.

Folgefonnens nedre rand eller snøgrense ligger etter et middeltall av visse høydemålinger 1070 meter over havet. — Foruten tre isbreer av første orden er Folgefon nedentil likesom kantet med en bord av isbreer av annen orden, d. e. isbreer, som ikke skyver seg ned i dalene, men blir liggende på skråningene som en kort forlengelse av snøbreen. Nesten overalt, hvor Folgefon nedad ender med noen mektighet, går den over fra en snømasse til en ismasse.

87Som det er å vente, løper der om sommeren en stor mengde elver og bekker ned fra Folgefon til alle sider. Man finner ingen isbre, uten at der kommer en elv eller bekk fra samme; og jeg så ingensteds en større elv tre umiddelbart frem fra snøbreen, men vel mindre bekker, som senere forente seg til elver. Den lengste og største av alle de elver, der utgår fra Folgefon, er den, der kommer ut fra isbreen i Kjæringbotnen og løper ut i Matrefjorden. Dernest må nevnes den elv, der faller ut i den nordre gren av Maurangerfjorden, fremdeles Jondalselven, Londalselven, Buerselven og Bondhuselven. Elver med så kort løp, så innskrenket område og saameget vann, kan kun forekomme, hvor et høiland av liten utstrekning bedekkes av en snøbre. Der gives muligens få steder på den hele jordklode, hvor der fra et så innskrenket fjellparti løper ned så meget vann. Alle elver, som kommer frem av Folgefonnens isbreer, fører slam med seg om sommeren i den grad, at fjordene, hvori de faller ut, blir grumset og får en smussiggrå farge, hvorimot vannet om vinteren i disse fjorde almindeligvis er meget klart. Disse isbreelver er meget ustyrlige og farer særdeles ofte umildt frem mot sine bredder. Der forekommer iblant oversvømmelser av en egen art i dem. Man har ennå i friskt minde, hvorledes vannet ut på sommeren, for noen og tretti år siden, plutselig svant inn i den elv, som udspringer fra isbreen i Kjæringbotnen, og hvorledes det uten noen mellomkommende uværsdyst plutselig innfant seg igjen i en sådan fylde, at det oversvømmede alle bredder og oversådde dem med sand-, grus- og steinmasser samt isblokke. Den eneste mulige forklaring på denne tildragelse er, at elvens løp under isbreen stoppedes til, og at vannet derinne stuvedes opp, inntil det brød frem med ustanselig kraft og sopte en stor del av isbreen med seg. En lignende oversvømmelse fant sted i Buersdalen høsten 1857, hvor flere mål gressmark gikk tapt med det samme. I forbindelse hermed skal jeg ennå berøre følgende besynderlige tildragelse: Oppe i fjellet ovenfor gården Digranæs i Sørfjorden ligger, 1000 meter over havet, et vann, omgivet av steile klipper til syd, vest og nord. Folgefon skyder sin udtungede jøkelrand ned mot vannet på syd- og vestsiden. På den østlige side av vannet ligger et klippegjerde, som rekker 5 til 6 meter over samme. Vannet har 88sitt utløp gjennom en trang fure i dette gjerde, på hvis for- eller østside der om vinteren legger seg en stor snøskavl. På en mild dag, den 19de februar 1849, springer dette vann plutselig ut av sitt leie, velter seg tillikemed grus og stein over klippedemningen, gjennomvæter den foranliggende snøskavl, tar den med seg og ruser med utrolig fart like ned i sjøen, raserende elveløpet til begge sider i en forbausende bredde. Bemeldte vann kom ved denne leilighet i vanrykte for å ha en løs karakter, fikk navn av «Lausavatne» (Løsvandet) og fryktes av oppsitterne på gården Digranæs, som var nær ved å stryke med. Den eneste tenkelige årsak til denne begivenhet er, at uhyre snemasser på hin milde dag styrtet ned i vannet fra de bratte omgivelser og jagede vannbeholdningen på flukten.

Der gives i de tilgrensende bygder ingen fortellinger om, at Folgefonnen etterhånden skal ha utvidet seg. Man taler om den, som om den var tilbleven på én gang. Der, hvor snøbreen nå ligger — så lyder sagnet — var dengang bebodde egne, ikke mindre enn 7 prestegjeld med blomstrende enger og bølgende åkrer; men folket var så ryggesløst, at Gud i sin vrede hjemsøkte det på den måte, at han lot det hele begrave under sne. Snøfallet fant sted på en søndag, just som folket var forsamlet i kirken. Presten står med utstrakte hender på prekestolen ennå, og menigheten står i en stilling, hvori oppmerksomheten er delt mellom presten og ødeleggelsen utenfor. Kun et eneste menneske, en jente, unngikk ødeleggelsen, og det med nød og neppe. Hun var blitt hjemme ved huset for å ha nonsmaten ferdig ved familiens tilbakekomst fra kirken. Men hun syntes, at det ble for svært med sne, tog foten på nakken og satte av sted til en gård nede i den lavere bygd. Hun ble senere gift, fikk barn, og der går nok en og annen ætling etter henne ennå. Sådanne sagn avler formentlig folketroen om enhver stor snøbre, der jo også ofte grangivelig må ta seg ut som en Herrens straffedom over den under samme begravde egn. Som støtte for ovenanførte sagn anføres, at elvene, som udspringer under Folgefon, iblant fører gjenstander, tilvirkede av menneskehånd, med seg frem til dagen, saasom staver av trekar, tvarer, økser o. s. v., hvilken beretning just ikke uten videre bør stemples som fabel, men lader seg forklare 89på en ganske annen måte. Der ligger nemlig sætre rundt omkring om Folgefon; mellom setrene og bondegårdene ferdes man med hest og kløv over større og mindre stykker av snøbreen. Nå kan det lett hænde, at man underveis mister et eller annet til seterbruket hørende redskap, som blir liggende igjen på snefladen. En hest f. eks. får skrekk i blodet, fordi den skal passere over en revne, blir ustyrlig og kaster kløven av seg, så at noe flyver hit, noe dit; uværet går på, og man får ikke samlet alt, kløven tilhørende, opp igjen. Snøbreen tør fra neden og får hver vinter en ny flo foroven. Det snelag, som ligger øverst i år, kommer således til å ligge nest øverst til neste år og nest-nest øverst det følgende år igjen o. s. v., inntil det når bunden med samt de gjenstander, som måtte være etterlatte derpå. Disse gripes nå av vannstrømmen og føres paanyt frem til dagen.

Når man altså taler om snøbreene som bestående av evig sne, så er dette en meget uegentlig talemåte. Sneen veksler; men snøbreen består, idet ny sne tilføyes foroven, og eldre sne borttæres forneden.

S. A. Sexe.