89

Aar 79 efter Kristi fødsel, altsaa for over 1800 aar siden, forgik tre folkerige byer i Italien: Pompeji, Herkulanum og Stabiæ, ved et udbrud af det ildsprudende bjerg Vesuv, idet de aldeles begravedes eller overdyngedes af den aske, det dynd og den lava, som strømmede ud af bjerget. Man hører nu ofte om udbrud af Vesuv; men ved Kristi tid havde denne vulkan længe hvilet, og blomstrende byer leirede sig om dens fod i det skjønne og frugtbare landskab. Kun merkede man undertiden jordskjælv. Disse synes i aaret 79 efter Kr. f. at have ytret sig temmelig sterkt som forbud paa det, der skulde komme. Man var vant til dem og satte husene istand, naar de havde taget skade; men de kom hyppigere dag for dag i en lang række; da brast omsider bjerget, og de kjæmpende kræfter i jordens indre fik luft. I Misenum, 30—40 kilometer fra Vesuv, saa en naturforsker, den ældre Plinius, en mægtig skystøtte hæve sig fra bjerget og sænke sig lagvis til siderne, ligesom et uhyre pinjetræ. Det var den 24de august noget efter middag. Som befalingsmand over en afdeling 90af flaaden ilede han paa et skib over havbugten for at bringe hjælp og tillige for at undersøge naturbegivenheden nærmere ved. Den hede aske og pimpstenen, der regnede ned over skibet, skrækkede ham ikke. Han landede ved en vens landsted og satte sig der til ro, idet han satte mod i de andre. Høie flammer udbredte sig henad bjergets side; det var lavastrømmen, som antændte alt paa sin vei. Asken faldt imidlertid saa tykt, at den indhyllede alt i bælgmørke og truede med at sperre dørene; den var tillige blandet med stene, saa det var farligt at gaa udenfor; men i huset var ikke længer sted at bie, da voldsomme jordskjælv bragte murene til at rave.

Alle ilede da ud ved fakkelskin med puder bundne paa hovedet og gik til stranden for at komme bort. Her fik Plinius ondt; asken og svoveldunsterne, hvoraf luften var fyldt, stansede hans aandedræt, og han sank død til jorden. En ligesaa frygtelig nat fulgte paa denne dag; selv i det fjerne Misenum rystede jorden, som om alt skulde styrte sammen. Plinius’s attenaarige søstersøn, fra hvem vi har fortællingen om disse begivenheder, var her tilligemed sin moder; de maatte leire sig udenfor huset ved strandbredden, hvor han taalmodig satte sig til at læse. Imidlertid gjør alle sig rede til at udvandre fra byen; vogne kjører for døren, men ruller til forskjellige sider paa den gyngende jord; havet trækker sig langt tilbage og lader stranden tør; over bjerget staar en mægtig, kulsort sky, som gjennembrydes af flammehvirvler; skyen bøier sig nu og lægger sig udover jorden og havet; den nærmer sig Misenum; alt flygter i vild angest, ogsaa den unge Plinius, som drager sin gamle moder med sig ved haanden; bagefter kommer det tykke mørke, ligesom en vandflom kan velte sig over jorden. „Lad os gaa ud paa marken, medens vi kan se, for ikke at blive nedtraadte af Menneskemassen paa veien,“ sagde han, og neppe havde de valgt sig en plads, før de befandt sig i det mest uigjennemtrængelige bælgmørke. Det var askeregnen fra bjerget, der saaledes var dreven hen over dem; den faldt saa tæt, at de hvert øieblik maatte ryste sine klæder for ikke at overvældes. Vilde skrig lød mellem hverandre fra veien; folk kaldte paa hverandre i mørket, børn græd, og kvinder fortvilede. Det var et øieblik, som om verden skulde forgaa; men lidt efter lidt spredtes skyen, og dagen lyste blegt over askelaget, der dækkede den hele egn ligesom et sneteppe. Den næste dag stansede naturens oprør; men byerne tæt under bjerget var forsvundne, kun øde askemarker eller glødende 91lava saaes paa deres plads. Hvilke dødskvaler skjulte ikke dette dække! Vi har beviser derfor. Indbyggerne havde vel havt tid og varsel til at redde sig med sit bedste rørlige gods; men ikke alle havde kunnet løsrive sig fra sine boliger; nogle var maaske vendte tilbage for endnu at frelse noget, og ogsaa disse blev dødens ofre.

Ved egne kræfter og egne midler mægtede pompejanerne ikke at udgrave og gjenopbygge sin by. De ventede bud fra Rom, hjælp fra keiser Titus; men hvad denne evnede at gjøre for dem, var forholdsvis ikke meget, og overladte til sig selv opgav de sin by og drog hver sin vei. Men før indbyggerne forlod sit gamle hjem, foretog de gjerne eftergravninger for at finde sine eiendele. Det kostbareste af bohavet søgte de at tage med sig; men selv af det var der meget, som de ikke kunde finde; de mindre værdifulde gjenstande, som lerkar, vinkrukker, kasseroller, pander og kjedler, lod de som oftest ligge.

Eftergravningerne blev fortsatte i lang tid, og det, saavidt man kan skjønne, først af eiermændene og senere hen af fremmede, der havde lyst til at tilegne sig de mange skjulte skatte og herligheder, de havde hørt tale om.

Pompeji laa nu hen, og ingen tænkte paa at udgrave og gjenopbygge det. Med tiden glemte man endog, hvor byen havde ligget. Ved mangt et senere udbrud af vulkanen tildækkedes den endnu mere, og naar omegnens bønder manglede stene til sine bygninger, gik de hen og nedbrød et stykke af de gamle mure, som ragede op over askedækket. Omsider begyndte man at dyrke det vulkanske jordlag, og tilsidst saaes kun en aflang haug med kornmarker, frugthaver og vingaarde, mellem hvilke en enkelt større ruin hævede sig. Ingen anede, at der under de dyrkede marker laa en by skjult.

Saa gik der mange hundrede aar, indtil i 1748 nogle bønder, der hakkede jorden op i en vingaard, stødte mod gammelt murverk og ved at grave videre fandt flere kostbare gjenstande. Nu vaktes den neapolitanske regjerings opmerksomhed; man begyndte at grave efter, og Pompeji blev gjenfundet.

Vel en tredjedel af den gamle by, og efter al rimelighed den vigtigste, ligger nu udgraven; men mange aar vil endnu hengaa, inden hele byen er afdækket.

Hvilket udbytte har nu udgravningsarbeiderne hidtil bragt? Hvad har vi ved dem lært, som vi forhen ikke kjendte?

92Først lærer de os meget om Pompejis sidste dage. Tidligere vidste man kun, at Pompeji var ødelagt i aaret 79. Man havde, som vi har seet, fra et øienvidne en skildring fra Vesuvs udbrud, men ikke af Pompejis undergang. Manglen paa skriftlige optegnelser erstattes os nu for en del ved udgravningerne. Det er dem, der har vist os, at den gamle by er bleven halvt tildækket af vulkanske smaasten, de saakaldte pimpstene, og af aske, og da smaastenene ligger nederst, ser vi, at stenregnen er kommen først, og derefter askeregnen, fulgt af voldsomme skybrud. Stenene, der faldt, var, om end varme, dog ikke glødende. Ellers vilde hele byen hurtig have staaet i flammer; der var nok, der kunde fænge: tagene og de øvre stokverk var for en del byggede af træ. At alle træsager, som findes dernede, er i en hensmuldret tilstand, skyldes ikke ildens, men tidens indvirkning. Der har hverken regnet ild eller glødende stene ned over Pompeji; ellers vilde ogsaa murene bære tydelige merker deraf. Har der, saaledes som det virkelig synes at have været tilfældet, været brand i et og andet hus, saa skyldes dette ikke stenregnen, men folks uforsigtighed. Vi maa huske paa, at mørke hvilede over egnen og byen, og at alle færdedes med lamper og fakler. Det slaar vist heller ikke feil, at en og anden under forvirringen og angesten er flygtet bort fra sit hjem uden at tænke paa at slukke ilden paa arnestedet.

Vi ser dernæst, at udbruddet ikke kom saa hovedkuls over byen, at ikke de fleste havde kunnet redde livet, hvis de havde taget tiden iagt. Den sorte „sky,“ der steg op fra Vesuv, kunde sees fra torvet, fra flere af byens huse og fra amfitheatret. Paa det sidste sted, fortæller en græsk forfatter, var flere tusender forsamlede, da udbruddet begyndte; men nu har udgravningerne vist os, at de alle fik tid til at komme ud af den vidtløftige bygning. Det par menneskeskeletter, man har fundet der, er rimeligvis faldne fegtere, hvis kamp og død har moret den skuelystne mængde faa timer, ja maaske kun faa minuter, førend ulykken kom over dens eget hoved.

Vi tør altsaa forudsætte, at der har været tid til at komme bort fra byen og redde selve livet. De klogeste og ængsteligste har uden tvil ogsaa straks flygtet langt bort. Men paa den anden side var der mange, som vilde vente og se, hvad tiden bragte, mange, som haabede, at udbruddet vilde blive kortvarigt, og som ikke uden den yderste nødvendighed turde drage bort fra hus og eiendele og fra den gjerning de havde at passe. Mange hundreder af disse efternølere blev dødens bytte. Alene i det lille stykkeaf 93byen, der afdækkedes i aarene 1861—1872, fandt man skeletter af 93 mennesker, desuden af flere husdyr, som heste, svin, kjør og hunde — derimod ikke af katte; huskatten kjendtes nemlig endnu ikke paa de tider. Tager vi den tredjedel af byen, som hidtil er udgravet, regner man i det hele at have fundet 600 menneskeskeletter. Findes der nu forholdsvis ligesaa mange i den ikke udgravede del, bliver tallet paa de ulykkelige, der omkom i Pompeji, 1800. Med andre ord: mere end en syvendedel af de 12,000 mennesker, man antager, der levede i Pompeji, led, som det synes, døden. Resten joges fra hus og hjem.

Udgravningerne giver os ikke blot tallet paa ofrene, de oplyser os tillige om de forskjellige aarsager til de ulykkeliges død.

Det er tydeligt, at jordrystelsen har været usedvanlig sterk i Pompeji. Stengulve, der bølger op og ned, store stene, der er ligesom kløvede i to stykker, revnede mure og meget andet viser det. I mere end ett hus er taget og det øvre stokverk styrtet sammen, søiler er kastede til jorden og mure faldne omkuld. Under en omstyrtet mur tæt udenfor byen har man udgravet otte menneskeskeletter; en lygte, der fandtes i nærheden, fortæller os, at de flygtende maatte lyse sig frem gjennem mørket, en halskjede og nogle halsbaand, at der var kvinder blandt ofrene. — Et andet skelet blev fundet liggende under en omkastet tempelsøile; ikke langt fra det laa et hjelmgitter. Maaske er det brugt som et vern imod stenhaglen. — I det øvre stokverk af et hus, der afdækkedes for nogle aar siden, opdagede man 11 skeletter, nogle ørenringe og juveler, en guldkjede og 700 guld- og sølvmynter. Da den store mængde stene, Vesuv udslyngede, efterhaanden fyldte gaderne og gaardsrummet og sperrede alle udgange nedenunder, er husets folk gaaet ovenpaa, medtagende sine kostbareste eiendele; saa kom et jordstød, og taget og det øverste af murene styrtede ned over deres hoveder. — Et andet sted har en kvinde samlet nogle smaasager og derpaa villet søge frelse i flugten, da huset pludselig faldt sammen over hende. Man har fundet hendes skelet liggende over dørterskelen; ved siden af hende laa en lampe, en halskjede og nogle haarnaale, en ten og fire smaa glasflasker.

En af aarsagerne til, at døden ramte saa mange i Pompeji, er altsaa den, at jordskjælvet var saa heftigt, at flere huse styrtede sammen.

En anden grund maa vi søge i, at saa mange, istedenfor at tage flugten, lukkede sig inde i sine huse. Da stenregnen begyndte, 94skjulte de sig i husenes inderste rum, i kjeldere og hvælvede gange, og ventede paa, at denne hagl af sten skulde høre op. Men medens de ventede og ventede, fyldtes alle gaarde og gader af et lag af sten, der voksede til en høide af henved 5 meter, og derpaa af et askelag, to til tre meter høit. Alle udgangsdøre blev saaledes sperrede, og de, der havde søgt ly i kjeldere og gange, hvorfra ingen trappe førte op til det øvre stokverk, blev levende begravede. Enkelte havde været saa forsynlige at tage fødevarer med. Et sted har man ved siden af et skelet fundet nogle dyreben og et madfad, et andet sted skeletter af 7 mennesker og nogle hønseben. Men den smule føde, folk havde taget med sig, forlængede kun deres kvaler. Døden var dem vis. Det vulkanske udbrud varede nemlig i flere, sandsynligvis i fem dage, og har man efter den tid givet sig til at lede efter de mange, man savnede, vidste dog ingen, hvor de skulde søges; thi ingen kjendte deres skjulested. Desuden er det vel sandsynligt, at de allerede dengang var døde.

Under udgravningsarbeiderne i slutningen af forrige aarhundrede stødte man paa en hvælvet gang, der var forsvarlig lukket. I gangen fandtes et helt hundeskelet og en del afgnavede menneskeben, der laa spredte rundt omkring paa forskjellige steder. Forklaringen er let. Sulten har først dræbt herren, derefter har hunden fristet livet et par dage ved at æde hans lig. — I et af de største og rigeste huse, der hidtil er blevne udgravede i Pompeji, er ikke mindre end 33 mennesker omkomne. Flere af dem havde søgt ned i kjelderen, hvis mure og hvælvinger var sterke nok til at trodse baade jordrystelsen og stenregnen, ja selve husets fald. Først sperrede de optaarnede stenmasser alle udgange, saa kom askeregnen, fulgt af voldsomme regnskyl, og vand, blandet med aske, sivede ned gjennem det løse stenlag, trængte gjennem kjelderens lyshuller og fyldte i løbet af faa dage det underjordiske rum med en fin dyndmasse. Det var i dette opblødte og senere størknede askelag, man fandt 18 skeletter, da man 1700 aar senere udgravede kjelderen. Om de ulykkelige er druknede i mudderet eller kvalte i den urene, tunge luft, inden dyndmassen trængte ind, maa vi lade staa uafgjort hen.

I nærheden af dette store, rige hus, der laa lige udenfor en af byens porte ved den mest befærdede vei, har man truffet paa flere skeletter mellem pimpstens- og askelaget. Det er skeletter af forsinkede flygtninge, af folk, der har ventet paa stenregnens ophør, inden de vovede sig ud paa gaden. Da den endelig sagtnede, 95samlede de nogle kostbarheder og penge, gik ud af vinduerne i de øvre stokverk, holdt et klæde op for munden og næsen og famlede sig saa frem gjennem det løse pimpstenslag under askeregn og i mørke. Men op fra revner i jorden steg nu giftige dunster eller gasarter, der slog de flygtende imøde, bedøvede og kvalte dem. De dræbende luftarter, der brød frem, var tungere end luften, vi indaander, og holdt sig derfor langs med jordoverfladen. I mørke gader og især i lavt liggende dele af byen har vel denne usynlige fiende herjet værst.

Den tredje aarsag til det store mandefald i Pompeji maa vi altsaa søge i de giftige gasarter, der, tungere end luften, bølgede langs jorden. Enhver, der traf dem paa sin vei, faldt til jorden og var dødens bytte.

A. Ingerslev.

89

År 79 etter Kristi fødsel, altså for over 1800 år siden, forgikk tre folkerike byer i Italien: Pompeji, Herkulanum og Stabiæ, ved et utbrudd av det ildsprutende bjerg Vesuv, idet de aldeles begravedes eller overdyngedes av den aske, det dynn og den lava, som strømmet ut av bjerget. Man hører nå ofte om utbrudd av Vesuv; men ved Kristi tid hadde denne vulkan lenge hvilet, og blomstrende byer leirede seg om dens fot i det skjønne og fruktbare landskap. Kun merket man undertiden jordskjelv. Disse synes i året 79 etter Kr. f. å ha ytret seg temmelig sterkt som forbud på det, der skulle komme. Man var vant til dem og satte husene i stand, når de hadde tatt skade; men de kom hyppigere dag for dag i en lang rekke; da brast omsider bjerget, og de kjempende krefter i jordens indre fikk luft. I Misenum, 30—40 kilometer fra Vesuv, så en naturforsker, den eldre Plinius, en mektig skystøtte heve seg fra bjerget og senke seg lagvis til sidene, likesom et uhyre pinjetre. Det var den 24de august noe etter middag. Som befalingsmann over en avdeling 90av flåten ilede han på et skip over havbukten for å bringe hjelp og tillike for å undersøke naturbegivenheten nærmere ved. Den hete aske og pimpsteinen, der regnet ned over skipet, skrækkede ham ikke. Han landet ved en vens landsted og satte seg der til ro, idet han satte mot i de andre. Høye flammer utbredte seg henad bjergets side; det var lavastrømmen, som antændte alt på sin vei. Asken falt imidlertid så tykt, at den indhyllede alt i belgmørke og truet med å sperre dørene; den var tillike blandet med steiner, så det var farlig å gå utenfor; men i huset var ikke lenger sted å bie, da voldsomme jordskjelv brakte murene til å rave.

Alle ilede da ut ved fakkelskinn med puder bundne på hodet og gikk til stranden for å komme bort. Her fikk Plinius ondt; asken og svoveldunstene, hvorav luften var fylt, stanset hans åndedrett, og han sank død til jorden. En likeså fryktelig natt fulgte på denne dag; selv i det fjerne Misenum rystet jorden, som om alt skulle styrte sammen. Plinius’s attenårige søstersønn, fra hvem vi har fortellingen om disse begivenheter, var her tillikemed sin mor; de måtte leire seg utenfor huset ved strandbredden, hvor han tålmodig satte seg til å lese. Imidlertid gjør alle seg rede til å utvandre fra byen; vogner kjører for døren, men ruller til forskjellige sider på den gyngende jord; havet trekker seg langt tilbake og lader stranden tør; over bjerget står en mektig, kulsort sky, som gjennombrytes av flammevirvler; skyen bøyer seg nå og legger seg utover jorden og havet; den nærmer seg Misenum; alt flykter i vill angst, også den unge Plinius, som drager sin gamle mor med seg ved hånden; bakefter kommer det tykke mørke, likesom en vannflom kan velte seg over jorden. „La oss gå ut på marken, mens vi kan se, for ikke å bli nedtrådte av Menneskemassen på veien,“ sa han, og neppe hadde de valgt seg en plass, før de befandt seg i det mest ugjennomtrengelige belgmørke. Det var askeregnen fra bjerget, der således var dreven hen over dem; den falt så tett, at de hvert øyeblikk måtte ryste sine klæder for ikke å overveldes. Ville skrik lød mellom hverandre fra veien; folk kalte på hverandre i mørket, barn gråt, og kvinner fortvilede. Det var et øyeblikk, som om verden skulle forgå; men litt etter litt spredtes skyen, og dagen lyste blekt over askelaget, der dekket den hele egn likesom et snøteppe. Den neste dag stanset naturens opprør; men byene tett under bjerget var forsvundne, kun øde askemarker eller glødende 91lava saaes på deres plass. Hvilke dødskvaler skjulte ikke dette dekke! Vi har beviser derfor. Innbyggerne hadde vel hatt tid og varsel til å redde seg med sitt beste rørlige gods; men ikke alle hadde kunnet løsrive seg fra sine boliger; noen var maaske vendte tilbake for ennå å frelse noe, og også disse ble dødens ofre.

Ved egne krefter og egne midler maktet pompejanerne ikke at udgrave og gjenoppbygge sin by. De ventet bud fra Rom, hjelp fra keiser Titus; men hva denne evnede å gjøre for dem, var forholdsvis ikke meget, og overlatte til seg selv oppga de sin by og drog hver sin vei. Men før innbyggerne forlot sitt gamle hjem, foretok de gjerne eftergravninger for å finne sine eiendeler. Det kostbareste av bohavet søkte de å ta med seg; men selv av det var der meget, som de ikke kunne finne; de mindre verdifulle gjenstander, som lerkar, vinkrukker, kasseroller, panner og kjeler, lot de som oftest ligge.

Eftergravningerne ble fortsatte i lang tid, og det, såvidt man kan skjønne, først av eiermennene og senere hen av fremmede, der hadde lyst til å tilegne seg de mange skjulte skatte og herligheter, de hadde hørt tale om.

Pompeji lå nå hen, og ingen tenkte på at udgrave og gjenoppbygge det. Med tiden glemte man endog, hvor byen hadde ligget. Ved mangt et senere utbrudd av vulkanen tildekkedes den enda mer, og når omegnens bønder manglet steiner til sine bygninger, gikk de hen og nedbrøt et stykke av de gamle mure, som ragede opp over askedekket. Omsider begynte man å dyrke det vulkanske jordlag, og til sist saaes kun en avlang haug med kornmarker, frukthager og vingaarde, mellom hvilke en enkelt større ruin hevet seg. Ingen ante, at der under de dyrkede marker lå en by skjult.

Så gikk der mange hundre år, inntil i 1748 noen bønder, der hakkede jorden opp i en vingård, støtte mot gammelt murverk og ved å grave videre fant flere kostbare gjenstander. Nå vaktes den neapolitanske regjerings oppmerksomhet; man begynte å grave etter, og Pompeji ble gjenfunnet.

Vel en tredjedel av den gamle by, og etter all rimelighet den viktigste, ligger nå udgraven; men mange år vil ennå hengaa, innen hele byen er avdekket.

Hvilket utbytte har nå utgravningsarbeidene hittil brakt? Hva har vi ved dem lært, som vi forhen ikke kjente?

92Først lærer de oss meget om Pompejis siste dage. Tidligere visste man kun, at Pompeji var ødelagt i året 79. Man hadde, som vi har sett, fra et øyenvitne en skildring fra Vesuvs utbrudd, men ikke av Pompejis undergang. Mangelen på skriftlige opptegnelser erstattes oss nå for en del ved utgravningene. Det er dem, der har vist oss, at den gamle by er blitt halvt tildekket av vulkanske småsten, de såkalte pimpsteiner, og av aske, og da smaastenene ligger nederst, ser vi, at stenregnen er kommet først, og deretter askeregnen, fulgt av voldsomme skybrudd. Stenene, der falt, var, om enn varme, dog ikke glødende. Ellers ville hele byen hurtig have stått i flammer; der var nok, der kunne fenge: takene og de øvre stokverk var for en del bygde av tre. At alle tresaker, som finnes dernede, er i en hensmuldret tilstand, skyldes ikke ildens, men tidens innvirkning. Der har hverken regnet ild eller glødende steiner ned over Pompeji; ellers ville også murene bære tydelige merker derav. Har der, således som det virkelig synes å ha vært tilfellet, vært brand i et og annet hus, så skyldes dette ikke stenregnen, men folks uforsiktighet. Vi må huske på, at mørke hvilede over egnen og byen, og at alle ferdedes med lamper og fakler. Det slår vist heller ikke feil, at en og annen under forvirringen og angsten er flyktet bort fra sitt hjem uten å tenke på å slukke ilden på arnestedet.

Vi ser dernest, at utbruddet ikke kom så hodekulls over byen, at ikke de fleste hadde kunnet redde livet, hvis de hadde tatt tiden i akt. Den sorte „sky,“ der steg opp fra Vesuv, kunne sees fra torvet, fra flere av byens huse og fra amfiteatret. På det siste sted, forteller en gresk forfatter, var flere tusener forsamlede, da utbruddet begynte; men nå har utgravningene vist oss, at de alle fikk tid til å komme ut av den vidtløftige bygning. Det par menneskeskeletter, man har funnet der, er rimeligvis falne fektere, hvis kamp og død har moret den skuelystne mengde få timer, ja maaske kun få minutter, før ulykken kom over dens eget hode.

Vi tør altså forutsette, at der har vært tid til å komme bort fra byen og redde selve livet. De klokeste og engsteligste har uten tvil også straks flyktet langt bort. Men på den annen side var der mange, som ville vente og se, hva tiden brakte, mange, som håpet, at utbruddet ville bli kortvarigt, og som ikke uten den ytterste nødvendighet turde drage bort fra hus og eiendeler og fra den gjerning de hadde å passe. Mange hundrer av disse etternølere ble dødens bytte. Alene i det lille stykkeaf 93byen, der afdækkedes i årene 1861—1872, fant man skjeletter av 93 mennesker, dessuten av flere husdyr, som hester, svin, kjør og hunder — derimot ikke av katte; huskatten kjentes nemlig ennå ikke på de tider. Tar vi den tredjedel av byen, som hittil er utgravd, regner man i det hele å ha funnet 600 menneskeskeletter. Finnes der nå forholdsvis likeså mange i den ikke utgravde del, blir tallet på de ulykkelige, der omkom i Pompeji, 1800. Med andre ord: mer enn en syvendedel av de 12,000 mennesker, man antar, der levde i Pompeji, led, som det synes, døden. Resten joges fra hus og hjem.

Utgravningene giver oss ikke blot tallet på ofrene, de opplyser oss tillike om de forskjellige årsaker til de ulykkeliges død.

Det er tydelig, at jordrystelsen har vært usedvanlig sterk i Pompeji. Steingulv, der bølger opp og ned, store steiner, der er likesom kløvede i to stykker, revnede mure og meget annet viser det. I mer enn ett hus er taget og det øvre stokverk styrtet sammen, søyler er kastet til jorden og mure falne omkuld. Under en omstyrtet mur tett utenfor byen har man utgravd åtte menneskeskeletter; en lykte, der fantes i nærheten, forteller oss, at de flyktende måtte lyse seg frem gjennom mørket, en halskjede og noen halsbånd, at der var kvinner blant ofrene. — Et annet skjelett ble funnet liggende under en omkastet tempelsøyle; ikke langt fra det lå et hjelmgitter. Maaske er det brukt som et vern imot steinhaglen. — I det øvre stokverk av et hus, der afdækkedes for noen år siden, oppdaget man 11 skjeletter, noen øreringer og juveler, en gullkjede og 700 guld- og sølvmynter. Da den store mengde steiner, Vesuv udslyngede, etterhånden fylte gatene og gårdsrommet og sperrede alle utganger nedenunder, er husets folk gått ovenpå, medtagende sine kostbareste eiendeler; så kom et jordstøt, og taget og det øverste av murene styrtet ned over deres hoder. — Et annet sted har en kvinne samlet noen småsaker og derpå villet søke frelse i flukten, da huset plutselig falt sammen over henne. Man har funnet hennes skjelett liggende over dørterskelen; ved siden av henne lå en lampe, en halskjede og noen hårnåler, en ten og fire små glasflasker.

En av årsakene til, at døden ramte så mange i Pompeji, er altså den, at jordskjelvet var så heftigt, at flere huse styrtet sammen.

En annen grunn må vi søke i, at så mange, istedenfor å ta flukten, lukket seg inne i sine huse. Da stenregnen begynte, 94skjulte de seg i husenes innerste rom, i kjellere og hvælvede gange, og ventet på, at denne hagl av stein skulle høre opp. Men mens de ventet og ventet, fyldtes alle gaarde og gater av et lag av stein, der voksede til en høyde av henved 5 meter, og derpå av et askelag, to til tre meter høyt. Alle utgangsdører ble således sperrede, og de, der hadde søkt ly i kjellere og gange, hvorfra ingen trappe førte opp til det øvre stokverk, ble levende begravde. Enkelte hadde vært så forsynlige å ta fødevarer med. Et sted har man ved siden av et skjelett funnet noen dyrebein og et matfat, et annet sted skjeletter av 7 mennesker og noen hønsebein. Men den smule føde, folk hadde tatt med seg, forlængede kun deres kvaler. Døden var dem vis. Det vulkanske utbrudd varte nemlig i flere, sannsynligvis i fem dage, og har man etter den tid gitt seg til å lede etter de mange, man savnet, visste dog ingen, hvor de skulle søkes; thi ingen kjente deres skjulested. Dessuten er det vel sannsynlig, at de allerede dengang var døde.

Under utgravningsarbeidene i slutningen av forrige århundre støtte man på en hvelvet gang, der var forsvarlig lukket. I gangen fantes et helt hundeskelet og en del afgnavede menneskeben, der lå spredte rundt omkring på forskjellige steder. Forklaringen er lett. Sulten har først drept herren, deretter har hunden fristet livet et par dage ved å ete hans lig. — I et av de største og rikeste huse, der hittil er blitt utgravde i Pompeji, er ikke mindre enn 33 mennesker omkomne. Flere av dem hadde søkt ned i kjelleren, hvis mure og hvelvinger var sterke nok til at trodse både jordrystelsen og stenregnen, ja selve husets fall. Først sperrede de optaarnede steinmasser alle utganger, så kom askeregnen, fulgt av voldsomme regnskyll, og vann, blandet med aske, sivede ned gjennom det løse steinlag, trengte gjennom kjellerens lyshuller og fylte i løpet av få dage det underjordiske rom med en fin dyndmasse. Det var i dette opblødte og senere størknede askelag, man fant 18 skjeletter, da man 1700 år senere utgravde kjelleren. Om de ulykkelige er druknet i mudderet eller kvalte i den urene, tunge luft, innen dyndmassen trengte inn, må vi la stå uavgjort hen.

I nærheten av dette store, rike hus, der lå like utenfor en av byens porter ved den mest beferdede vei, har man truffet på flere skjeletter mellom pimpstens- og askelaget. Det er skjeletter av forsinkede flyktninger, av folk, der har ventet på stenregnens opphør, innen de vovede seg ut på gaten. Da den endelig saktnet, 95samlede de noen kostbarheter og penger, gikk ut av vinduene i de øvre stokverk, holdt et klede opp for munnen og nesen og famlet seg så frem gjennom det løse pimpsteinslag under askeregn og i mørke. Men opp fra revner i jorden steg nå giftige dunster eller gasarter, der slo de flyktende imøte, bedøvede og kvalte dem. De drepende luftarter, der brød frem, var tungere enn luften, vi innånder, og holdt seg derfor langs med jordoverflaten. I mørke gater og især i lavt liggende dele av byen har vel denne usynlige fiende herjet verst.

Den tredje årsak til det store mannefall i Pompeji må vi altså søke i de giftige gasarter, der, tungere enn luften, bølget langs jorden. Enhver, der traff dem på sin vei, falt til jorden og var dødens bytte.

A. Ingerslev.