95

Polykarp var, siger hans discipel Irenæus, der senere blev biskop i Lyon og led martyrdøden i aaret 202, «undervist af apostlene og havde omgaaets med mange, som havde seet Frelseren.» Navnlig nævner de gamle apostelen Johannes som hans lærer, og denne skal ogsaa efter nogles beretning have indsat ham til biskop i Smyrna — som det synes tillige med et slags overtilsyn over de øvrige lilleasiatiske menigheder. Irenæus taler oftere om sin fordums lærer, «hvorledes han altid lærte det, som han havde lært af apostlene, og som kirken nu ogsaa lærer, og som alene er sandt.» I det brev, som han skrev til en tidligere meddiscipel, der var falden i store vildfarelser, minder han denne om den tid, de var sammen hos Polykarp. «Jeg mindes endnu alt fra hin tid, ja jeg mindes det bedre end det, som nylig har tildraget sig; thi hvad man lærer i barndommen, vokser sammen med sjælen og bliver som ett med den. Jeg kunde endnu beskrive stedet, hvor den salige Polykarp sad og lærte, hvorledes han kom og gik, hans levevis og udseende, ogsaa de taler, han holdt for folket, og hvad han fortalte om sin fortrolige omgang med Johannes og med andre, som havde seet Herren, hvorledes han gjengav deres ord, og hvad han af dem havde hørt om Herren; ogsaa om hans mirakler og om hans lære fortalte han, ganske som han havde hørt det af dem, der selv havde seet livets ord, og han stemte i alt med de hellige skrifter. Den salige, apostoliske mand! Hvis han havde hørt saadanne vildfarelser, vilde han have stoppet sine ører til og udbrudt, som 96jeg saa ofte har hørt det af ham: «Gode Gud, til hvilke tider har du sparet mig, at jeg maa opleve saadant!»

Vi ved saare lidet om Polykarps tidligere liv og virksomhed. Det er overhovedet ikke meget, vi ved om kirkens mænd fra hine tider. Hvad vi ellers saa gjerne spørger om ved en mand, hans fødsel og barndom, hans dannelse og udvikling, hans ydre liv og forhold — dette træder tilbage for det, som var det største: den Guds kraft, som havde skabt i ham et nyt liv. Derfor er det ogsaa først da, naar denne Guds kraft forherliges gjennem hans lidelse og død, at beretningerne bliver udførlige, og alt fortælles med troskab — til Guds forherligelse, ikke til hans egen.

Saaledes er det ogsaa med Polykarp. Der er os bevaret et brev fra menigheden i Smyrna, hvori den beretter om den forfølgelse, som den havde udstaaet (167) og om sin biskops martyrdød. — Forfølgelsen havde allerede raset en tid. Blandt dem, som led martyrdøden, nævnes en yngling, Germanicus. Forgjæves opfordrede prokonsulen ham til at skaane sit unge liv og at ofre til afguderne; han hidsede selv det dyr, som blev sluppet løs mod ham; han havde intet andet ønske end «saasnart som muligt at gaa bort fra dette ugudelige og lovløse menneskeliv.» Hans standhaftighed bragte mængdens forbitrelse til det høieste. «Væk med gudsfornegterne, man hente Polykarp!» var det almindelige raab. Saaledes blev Germanicus’s død den nærmeste foranledning til Polykarps. Polykarp hørte, hvad der ventede ham, uden at forfærdes. Han vilde blive i byen; men tilsidst gav han dog efter for sine venners forestillinger og begav sig til et landsted udenfor byen. Her tilbragte han dag og nat i bønner for alle menigheder paa jorden, som hans sedvane var. Engang, som han saaledes bad, tre dage før han grebes, havde han et syn; han saa sin hovedpude i lys lue. Da vendte han sig til dem, som var hos ham, og sagde: «Jeg skal brændes levende.» Hans tilflugtssted var ikke længer sikkert; han søgte et andet; thi Polykarp hørte ikke blandt dem, der i en selvraadig og falsk troesiver selv kaldte dødsfaren ned over sig. Af dem gaves der ogsaa under denne forfølgelse flere, deriblandt en Qvintus, som af sig selv fremstillede sig for forfølgerne, men da døden truede ham, grebes af dødsfrygt og afsvor sin tro; «derfor,» siger menigheden i sit brev, «roser vi 97ikke dem, som af sig selv fremstiller sig til døden; thi evangeliet lærer ikke saa.» Neppe havde Polykarp forladt sit tilflugtssted, førend forfølgerne kom. Ham fandt de ikke. men to af hans tjenere, og den ene af disse laa under for de pinsler, som anvendtes mod ham, og røbede biskopens nye skjul. Forfølgerne satte efter ham tilhest og tilfods og med alskens vaaben, «som drog de ud mod en røver.» Polykarp kunde endnu have flygtet; men han vilde ikke. Han saa, at Herrens time var kommen, og med de ord: «Guds vilje ske!» gik han sine forfølgere imøde. Hans ærværdige skikkelse gjorde et mægtigt indtryk paa dem. Han bød at sætte mad og drikke for dem og bad dem kun om en timestid for at berede sig i bønnen. Det blev indvilget; og nu bad han, fuld af Guds naade og kraft, saa at alle, som stod hos, følte sig dybt grebne, og selv hans forfølgere skammede sig over, at de skulde føre en saa gudfrygtig olding med sig som fange.

Polykarp blev sat paa et æsel for at føres til byen; men underveis mødte han irenarchen (en øvrighedsperson) Herodes og hans fader Niketas. De tog Polykarp op paa sin vogn og begyndte nu at trænge ind paa ham med ord som disse: «Hvad ondt er der dog i at sige: «Min herre keiseren» og i at ofre og derved redde sit liv?» Polykarp svarede først intet; men da de vedblev at trænge ind paa ham, sagde han: «Jeg vil ikke gjøre, hvad I raader mig til.» Forbitrede herover overøste de ham med skjeldsord og stødte ham ud af vognen — saa voldsomt, at han i faldet saarede sin fod. Desuagtet fortsatte han stille og taalmodig sin vei tilfods. Da han kom til byen, blev han modtagen af mængdens skrig og larm; men for ham selv var det, da han førtes frem for prokonsulen, som om han hørte en stemme fra himmelen: «Vær sterk, Polykarp, og hold dig mandig.»

Forhøret begyndte. Prokonsulen spurgte ham, om han var Polykarp. Da han bejaede dette, opfordrede han ham til, at han skulde fornegte. «Betænk dog din høie alder, sverg ved keiserens genius, afstaa fra din mening og sig: Væk med gudsfornegterne.» Da saa Polykarp sig med et alvorligt blik om i kredsen, strakte sin haand ud mod hedningeskaren, som omgav ham, sukkede og sagde: «Væk med gudsfornegterne.» Prokonsulen vedblev at trænge ind paa ham: «Sverg, og jeg vil give dig fri; band Kristus.» «Seks og

VI. bd.

98otti aar har jeg tjent ham, og han har aldrig gjort mig noget ondt; hvorledes skal jeg da kunne forbande min konge og min frelser?» — «Sverg ved keiserens genius!» — «Siden du saa ivrig driver paa, at jeg skal sverge ved keiserens genius, og stiller dig an, som om du ikke vidste, hvem jeg er, saa hør, hvad jeg siger for alt folket: Jeg er en kristen. Og hvis du vil lære den kristne lære at kjende, saa bestem en dag, og du skal høre.» — «Overbevis folket.» — «Dig agtede jeg værdig at aflægge regnskab for; thi vi har lært at vise fyrster og øvrigheder, som Gud har indsat, den ære, som dem tilkommer; men hine agter jeg ikke værd, at jeg skal forsvare mig for dem.» — «Jeg har vilde dyr; jeg vil kaste dig for dem, hvis du ikke skifter sind.» — «Hent dem kun; vi pleier ikke at skifte sind saaledes, at vi vender os fra det bedre til det værre; men det er smukt, naar en vender sig fra uretfærdighed til retfærdighed.» — «Efterdi du lader haant om de vilde dyr, saa vil jeg lade dig brænde, hvis du ikke skifter sind.» — «Du truer med ild, som kun brænder en kort tid og snart slukkes igjen, fordi du ikke kjender den kommende dom og den evige gjengjældelses ild, der venter de ugudelige. Dog — hvi tøver du! Kom med hvad du vil.»

Dette og andet mere sagde Polykarp, fuld af frimodighed og glæde, og hans aasyn straalede som forklaret, saa at selv prokonsulen grebes af forundring. Han lod ved en herold udraabe: «Polykarp har bekjendt, at han er en kristen.» Men mængden, hedninger og jøder, skreg som rasende: «Han er Asiens lærer, de kristnes fader, som omstyrter vore guder, og som har lært saa mange ikke at ofre og tilbede guderne.» De forlangte, at en løve skulde slippes løs mod ham; men dyrefegtningernes tid var allerede udløben, og han dømtes i dets sted til baalet. Fra verksteder og badestuer samledes ved og kviste sammen til baalet; jøderne var især ivrige (sml. Ap. gj. 13, 50; 14, 19). Da baalet var reist, klædte Polykarp sig selv af. Man vilde som sedvanligt nagle ham fast til pælen; men han sagde: «Lad være; han, som giver mig kraft til at udholde ilden, vil ogsaa give mig kraft til at staa fast paa baalet uden eders nagler.» Han blev stillet paa baalet og bad: «O, du som er Jesu Kristi fader, din elskede og høilovede søn, ved hvem vi har faaet kundskab om dig, du, som er Gud over engle og kræfter, over al skabningen og alle 99retfærdige, der lever for dit ansigt — jeg takker dig, at du har agtet mig værdig til denne dag og time, til at optages i martyrernes skare og at faa del i Kristi kalk til det evige livs opstandelse baade paa sjæl og legeme, i den Helligaands uforkrænkelighed. O, vilde du dog idag optage mig blandt dem som et dig velbehageligt offer! Du har jo selv, o trofaste Gud, som aldrig svigter, beredt mig dertil, forud aabenbaret mig det og nu opfyldt det. For alt dette lover jeg dig, takker jeg dig, priser jeg dig samt den evige yppersteprest Jesus Kristus, din elskede søn. Ære være dig tilligemed ham, ved ham, i den Helligaand, baade nu og i al evighed. Amen!»

Da han havde sagt «amen,» blev baalet tændt. Ilden blussede op, men dannede som en hvælving; «som et af vinden udspændt skibsseil» omgav den martyrens legeme uden at røre det, og «de, som stod hos, fornam en sød lugt som af virak eller andre kostelige urter.» — Da traadte en af bødlerne til og gjennemborede hans legeme med et spyd, og blodet vældede ud, saa at ilden sluktes.

De kristne bad om hans lig for at begrave det. Det blev dem negtet, «forat de ikke skulde forlade den korsfæstede og tilbede ham (Polykarp).» «De vidste ikke,» skriver menigheden, «at vi hverken kan forlade Kristus, som har lidt for alles frelse, eller tilbede nogen anden.» — Liget blev brændt; men «vi tog hans ben, der er os dyrebarere end guld og ædelstene, og lagde dem paa et sømmeligt sted, hvor vi — Herren vil vel unde os det — med fryd og glæde skal komme sammen paa fødselsdagen, der gjorde ham til martyr, og holde høitid til minde om dem, der har fuldendt striden, og til styrkelse og beredelse for dem, hvem kampen endnu forestaar.» — «Kristus tilbeder vi som Guds søn; men martyrerne elsker vi som Herrens disciple og efterlignere; maatte vi kun blive deres ligemænd og meddisciple!»

R. Tønder Nissen.

95

Polykarp var, sier hans disippel Irenæus, der senere ble biskop i Lyon og led martyrdøden i året 202, «undervist av apostlene og hadde omgaaets med mange, som hadde sett Frelseren.» Navnlig nevner de gamle apostelen Johannes som hans lærer, og denne skal også etter noens beretning have innsatt ham til biskop i Smyrna — som det synes tillike med et slags overtilsyn over de øvrige lilleasiatiske menigheter. Irenæus taler oftere om sin fordums lærer, «hvorledes han alltid lærte det, som han hadde lært av apostlene, og som kirken nå også lærer, og som alene er sandt.» I det brev, som han skrev til en tidligere meddisippel, der var falt i store villfarelser, minner han denne om den tid, de var sammen hos Polykarp. «Jeg minnes ennå alt fra hin tid, ja jeg minnes det bedre enn det, som nylig har tildratt seg; thi hva man lærer i barndommen, vokser sammen med sjelen og blir som ett med den. Jeg kunne ennå beskrive stedet, hvor den salige Polykarp satt og lærte, hvorledes han kom og gikk, hans levevis og utseende, også de taler, han holdt for folket, og hva han fortalte om sin fortrolige omgang med Johannes og med andre, som hadde sett Herren, hvorledes han gjengav deres ord, og hva han av dem hadde hørt om Herren; også om hans mirakler og om hans lære fortalte han, ganske som han hadde hørt det av dem, der selv hadde sett livets ord, og han stemte i alt med de hellige skrifter. Den salige, apostoliske mann! Hvis han hadde hørt sådanne villfarelser, ville han ha stoppet sine ører til og utbrutt, som 96jeg så ofte har hørt det av ham: «Gode Gud, til hvilke tider har du spart meg, at jeg må oppleve sådant!»

Vi ved såre lite om Polykarps tidligere liv og virksomhet. Det er overhodet ikke meget, vi vet om kirkens menn fra hine tider. Hva vi ellers så gjerne spør om ved en mann, hans fødsel og barndom, hans dannelse og utvikling, hans ytre liv og forhold — dette trer tilbake for det, som var det største: den Guds kraft, som hadde skapt i ham et nytt liv. Derfor er det også først da, når denne Guds kraft forherliges gjennom hans lidelse og død, at beretningene blir utførlige, og alt fortelles med troskap — til Guds forherligelse, ikke til hans egen.

Således er det også med Polykarp. Der er oss bevaret et brev fra menigheten i Smyrna, hvori den beretter om den forfølgelse, som den hadde utstått (167) og om sin biskops martyrdød. — Forfølgelsen hadde allerede raset en tid. Blant dem, som led martyrdøden, nevnes en yngling, Germanicus. Forgjeves oppfordret prokonsulen ham til å skåne sitt unge liv og å ofre til avgudene; han hisset selv det dyr, som ble sluppet løs mot ham; han hadde intet annet ønske enn «så snart som mulig å gå bort fra dette ugudelige og lovløse menneskeliv.» Hans standhaftighet brakte mængdens forbitrelse til det høyeste. «Vekk med gudsfornekterne, man hente Polykarp!» var det alminnelige rop. Således ble Germanicus’s død den nærmeste foranledning til Polykarps. Polykarp hørte, hva der ventet ham, uten å forferdes. Han ville bli i byen; men til sist ga han dog etter for sine venners forestillinger og begav seg til et landsted utenfor byen. Her tilbrakte han dag og natt i bønner for alle menigheter på jorden, som hans sedvane var. Engang, som han således bad, tre dage før han grebes, hadde han et syn; han så sin hodepute i lys lue. Da vendte han seg til dem, som var hos ham, og sa: «Jeg skal brennes levende.» Hans tilfluktssted var ikke lenger sikkert; han søkte et annet; thi Polykarp hørte ikke blant dem, der i en selvrådig og falsk trosiver selv kalte dødsfaren ned over seg. Av dem gaves der også under denne forfølgelse flere, deriblant en Qvintus, som av seg selv fremstilte seg for forfølgerne, men da døden truet ham, grebes av dødsfrykt og avsvor sin tro; «derfor,» sier menigheten i sitt brev, «roser vi 97ikke dem, som av seg selv fremstiller seg til døden; thi evangeliet lærer ikke så.» Neppe hadde Polykarp forlatt sitt tilfluktssted, før forfølgerne kom. Ham fant de ikke. men to av hans tjenere, og den ene av disse lå under for de pinsler, som anvendtes mot ham, og røbede biskopens nye skjul. Forfølgerne satte etter ham til hest og tilfods og med alskens våpen, «som drog de ut mot en røver.» Polykarp kunne ennå have flyktet; men han ville ikke. Han så, at Herrens time var kommet, og med de ord: «Guds vilje ske!» gikk han sine forfølgere imøte. Hans ærverdige skikkelse gjorde et mektig inntrykk på dem. Han bød å sette mat og drikke for dem og bad dem kun om en timestid for å berede seg i bønnen. Det ble innvilget; og nå bad han, full av Guds nåde og kraft, så at alle, som stod hos, følte seg dypt grepne, og selv hans forfølgere skammet seg over, at de skulle føre en så gudfryktig olding med seg som fange.

Polykarp ble satt på et esel for å føres til byen; men underveis møtte han irenarchen (en øvrighetsperson) Herodes og hans far Niketas. De tok Polykarp opp på sin vogn og begynte nå å trenge inn på ham med ord som disse: «Hva ondt er der dog i å si: «Min herre keiseren» og i å ofre og derved redde sitt liv?» Polykarp svarte først intet; men da de vedble å trenge inn på ham, sa han: «Jeg vil ikke gjøre, hva dere råder meg til.» Forbitrede herover overøste de ham med skjellsord og støtte ham ut av vognen — så voldsomt, at han i fallet saarede sin fot. Desuagtet fortsatte han stille og tålmodig sin vei tilfods. Da han kom til byen, ble han mottatt av mængdens skrik og larm; men for ham selv var det, da han førtes frem for prokonsulen, som om han hørte en stemme fra himmelen: «Vær sterk, Polykarp, og hold deg mandig.»

Forhøret begynte. Prokonsulen spurte ham, om han var Polykarp. Da han bejaet dette, oppfordret han ham til, at han skulle fornekte. «Betenk dog din høye alder, sverg ved keiserens genius, avstå fra din mening og sig: Vekk med gudsfornekterne.» Da så Polykarp seg med et alvorlig blikk om i kretsen, strakte sin hånd ut mot hedningeskaren, som omgav ham, sukket og sa: «Vekk med gudsfornekterne.» Prokonsulen vedble å trenge inn på ham: «Sverg, og jeg vil gi deg fri; band Kristus.» «Seks og

VI. bd.

98otti år har jeg tjent ham, og han har aldri gjort meg noe ondt; hvorledes skal jeg da kunne forbanne min konge og min frelser?» — «Sverg ved keiserens genius!» — «Siden du så ivrig driver på, at jeg skal sverge ved keiserens genius, og stiller deg an, som om du ikke visste, hvem jeg er, så hør, hva jeg sier for alt folket: Jeg er en kristen. Og hvis du vil lære den kristne lære å kjenne, så bestem en dag, og du skal høre.» — «Overbevis folket.» — «Deg aktede jeg verdig å avlegge regnskap for; thi vi har lært å vise fyrster og øvrigheter, som Gud har innsatt, den ære, som dem tilkommer; men hine akter jeg ikke verd, at jeg skal forsvare meg for dem.» — «Jeg har ville dyr; jeg vil kaste deg for dem, hvis du ikke skifter sinn.» — «Hent dem kun; vi pleier ikke å skifte sinn således, at vi vender oss fra det bedre til det verre; men det er smukt, når en vender seg fra urettferdighet til rettferdighet.» — «Efterdi du lader hånt om de ville dyr, så vil jeg la deg brænde, hvis du ikke skifter sinn.» — «Du truer med ild, som kun brenner en kort tid og snart slukkes igjen, fordi du ikke kjenner den kommende dom og den evige gjengjældelses ild, der venter de ugudelige. Dog — hvi tøver du! Kom med hva du vil.»

Dette og annet mer sa Polykarp, full av frimodighet og glede, og hans åsyn straalede som forklaret, så at selv prokonsulen grebes av forundring. Han lot ved en herold utrope: «Polykarp har bekjent, at han er en kristen.» Men mengden, hedninger og jøder, skreg som rasende: «Han er Asiens lærer, de kristnes far, som omstyrter våre guder, og som har lært så mange ikke å ofre og tilbe gudene.» De forlangte, at en løve skulle slippes løs mot ham; men dyrefegtningernes tid var allerede udløben, og han dømtes i dets sted til bålet. Fra verksteder og badestuer samledes ved og kviste sammen til bålet; jødene var især ivrige (sml. Ap. gj. 13, 50; 14, 19). Da bålet var reist, kledde Polykarp seg selv av. Man ville som sedvanlig nagle ham fast til pælen; men han sa: «La være; han, som giver meg kraft til å utholde ilden, vil også gi meg kraft til å stå fast på bålet uten deres nagler.» Han ble stillet på bålet og bad: «O, du som er Jesu Kristi far, din elskede og høilovede sønn, ved hvem vi har fått kunnskap om deg, du, som er Gud over engler og krefter, over all skapningen og alle 99rettferdige, der lever for ditt ansikt — jeg takker deg, at du har aktet meg verdig til denne dag og time, til å opptas i martyrenes skare og å få del i Kristi kalk til det evige livs oppstandelse både på sjel og legeme, i den Helligaands uforkrænkelighed. O, ville du dog i dag oppta meg blant dem som et deg velbehagelig offer! Du har jo selv, o trofaste Gud, som aldri svikter, beredt meg dertil, forut åpenbart meg det og nå oppfylt det. For alt dette lover jeg deg, takker jeg deg, priser jeg deg samt den evige yppersteprest Jesus Kristus, din elskede sønn. Ære være deg tillikemed ham, ved ham, i den Helligaand, både nå og i all evighet. Amen!»

Da han hadde sagt «amen,» ble bålet tent. Ilden blusset opp, men dannede som en hvelving; «som et av vinden utspent skipsseil» omgav den martyrens legeme uten å røre det, og «de, som stod hos, fornam en søt lukt som av virak eller andre kostelige urter.» — Da trådte en av bødlene til og gjennomboret hans legeme med et spyd, og blodet vellet ut, så at ilden sluktes.

De kristne bad om hans lig for å begrave det. Det ble dem nektet, «for at de ikke skulle forlate den korsfestede og tilbe ham (Polykarp).» «De visste ikke,» skriver menigheten, «at vi hverken kan forlate Kristus, som har lidt for alles frelse, eller tilbe noen annen.» — Liket ble brent; men «vi tok hans ben, der er oss dyrebarere enn gull og edelstener, og la dem på et sømmelig sted, hvor vi — Herren vil vel unne oss det — med fryd og glede skal komme sammen på fødselsdagen, der gjorde ham til martyr, og holde høytid til minde om dem, der har fullendt striden, og til styrkelse og beredelse for dem, hvem kampen ennå forestår.» — «Kristus tilbeder vi som Guds sønn; men martyrene elsker vi som Herrens disipler og etterlignere; måtte vi kun bli deres likemenn og meddisipler!»

R. Tønder Nissen.