99

Teltene var tagne ned, og vi drog igjen afsted. Det gik frem over den vide galilæiske slette, der fra havbugten ved Akka og Karmelbjerget strækker sig i en længde af henved 90 kilometer hen imod Jordan. Vi drog tæt forbi foden af den lille høide, der fordum bar staden Jisre’el, Akabs og Jesabels kongelige stad, nu en tarvelig liden landsby. I Samaria havde Akab reist Baals tempel og 100indrettet sig en offerlund; men i Jisre’el havde han sit palads; der havde Nabot sin vingaard, her slikkede hundene Nabots blod og siden ogsaa Jesabels.

Om indbyggerne af den nuværende lille landsby Beisan ytrer den berømte østerlandsreisende Burckhardt, at de er slemt udsatte for overfald af beduinerne fra el Ghor ɔ: Jordandalen. Men det er ikke blot nutildags, at beduinerne fra den anden side Jordan kommer flyvende ind over sletten; thi som det heder i Dommernes bog: «Naar Israel havde lagt sæden, drog Midian, Amalek og Arab imod dem; de slog leir mod dem og ødelagde jordens grøde lige til Gasa og levnede ikke noget til livets ophold for Israel, hverken faar, okser eller æsler; thi de drog op med sine hjorder og telte og kom ligesom græshopper i mængde, og der var intet tal paa dem og deres kameler, og de kom i landet for at ødelægge det.»

Som til at virkeliggjøre synet af de fremveltende midianiter viste sig en skare beduiner for os, da vi dreiede ud paa slettevidden fra Gilboabjergets fod; fra den sorte teltrække tilvenstre foran os drog de nu ud paa togt ad Jordan til. De kom ridende i hobe, og vore veie krydsedes; da vi var dem nær, satte en af dem i strakt galop hen imod mig, idet han holdt et udskaaret dyr frem i sin venstre haand og raabte: «En hjort, en hjort!» Han vilde gjerne slaa en liden handel af med os. Samme beduin med sit store, buskede skjeg og sine voldsomme fagter, i sin pjaltede burnus, der neppe havde nydt godt af sæbefabrikationen i Hebron, saa ligesaa vild som lurvet ud; scheiken Akil Aga derimod, der kort efter kom tilsyne paa en prægtig hest med karmoisinrødt, guldfrynset ridetøi, havde noget ridderligt ved sig. Akil Aga skal stamme fra Ægypten; han laaner Tyrkiet sit sverd, men er mer end halvt uafhængig. Med frankerne har det behaget ham at sætte sig paa god fod; som hoved for de herskende beduinstammer paa denne side Jordan og som et bolverk mod de end mere flygtige hinsides fra har han drevet det til at bære æreslegionens kors; da prinsen af Wales passerede hans omraade, forærede han Akil en prægtig revolver.

Han hilste med anstand og lod os drage uhindret forbi; det er overhovedet sjelden, at reisende her i Galilæa har noget at frygte af beduinerne ved høilys dag. Saasnart vort lille 101selskab var vel forbi, satte hele den brogede sværm — jeg talte henved firti — i galop og fløi afsted med flagrende kapper, svingende de lange lanser som for at vise sig; det var et prægtigt syn. —

Vi nærmede os nu den blaalige bjerglinje, der ommurer sletten i øst, og mellem hvis sydlige toppe Tabors kuppel hæver sig frem. Barak og Gideon, Saul og Akab, — Neko og Salmanassar, — Vespasian — Saladin — Napoleon! hvilken underlig kreds af krigernavne knyttede til én og samme plet! Det heder, at en tysk geografi har betegnet Kjøgebugt som det sted, «hvor de danske pleier at holde sine sjøslag;» med større sandhed kan man betegne Esdralonsletten som den store valplads for aartusenders kampe i Palæstina, den store valplads, hvor der er kjæmpet fra jernvogne med pil og bue, saa med spyd og skjold og sverd, saa med krumsabel og bøsse, snart under sølvørnen, snart under solfanen, snart under korset!

Men idet jeg dreiede ind i den trange hulvei, der gjennem en times vanskelig stigen fører mellem bjergene op til Nasaret, da var det mig, som Napoleons navn, det sidste, jeg havde mødt paa min vei, blev lidet, som om han, der tømrede verdensrigerne sammen, blev til et intet overfor navnet paa «tømmermanden fra Nasaret.» Og det vil være saa, ikke for enhver, men for enhver, der tror; thi denne Jesus af Nasaret, der, at se til, baade fødtes, levede og døde ganske som et menneske, har vundet seier, ikke over disse eller hine tusender, men over synd og død; ja han er den af Gud beskikkede, alle levendes og dødes dommer.

Lidt udenfor Nasaret havde vi det maleriske syn af en del kvinder fra byen, der, med sine vandkrukker paa hovedet eller staaende paa jorden ved siden af, var ifærd med at hente vand fra «den hellige jomfrus kilde.» Brønden selv er dækket med en murhvælving; dens kildespring findes lidt nordligere, tæt ved den lille græske «Gabriels-kirke.» Det er gjerne ved morgen- og aftentid, at kvinderne henter vand, og der kan gjerne være hele rækker i følge. Brønden er nutildags som i oldtiden almindeligt samlingssted, og tvistigheder, især hvor der er dyr at vande, er ligesaalidt nu som dengang nogen sjeldenhed; mere end én Jakob har hjulpet sin Rakel med at vande faarene, mere end én Moses har ved brønden taget sig af forurettede kvinder.

102Fra «Maria-kilden» er der kun faa minuters vei gjennem den venlige, lille by til klostret, i hvis fremmedherberge vi fandt den fortræffeligste modtagelse.

Nasaret (Nasirah eller Nasrah) er en af de venligste byer i hele Palæstina. Det ligger i et dalbækken, omgivet af jevnt skraanende, grønklædte høider; mellem dets for det meste kuppelløse, terningformede smaahuse, der for en del hæver sig trappeformet op ad skraaningerne, rager det store franciskaner-kloster frem med sin fæstningsagtige ringmur, der ogsaa omslutter «Bebudelses-kirken;» oliven- og figenplantningerne forhøier de maleriske indtryk; jevnlig er smaahaverne omgivne af kaktushegn. Nutildags har den lille by henved 5000 indbyggere, af hvilke omtrent en tredjedel tilhører kristne menigheder; en eneste jøde skal der findes, resten er muselmaner.

Stig op ad denne bølgende, grønklædte høide her nord, hvor haanden blot behøver at gribe i græsset for at finde de store, rødmende evighedsblomster, her ovenover det rigelige væld, der samler byens piger, som det har samlet dem for aartusender siden, op paa toppen, og lad øiet vandre ud over Esdralonsletten over til Akabs og Jesabels stad, ud til den blaa bugt mellem Karmel og Akka, ned til Sepforis, efter legenden Marias barndomshjem, til Kana, hvor hun var til bryllup med sin søn, op til Safed, «staden paa bjerget,» og end høiere til det snedækte Hermon: det er syner, som den opvoksende Jesus har havt ligesaavel som vi; mellem disse høider har han færdets, disse blomster har han plukket, til denne kilde har han fulgt med sin moder. Ikke det strenge Judæa, men dette Galilæa, hvor skogklædte bjerge veksler med bølgende sletter, har opfostret ham.

Mellem disse grønne høievogted ham hans moders øie,traadte han sin barnesko;gik med kvinderne til brønden,slumred ind ved bækkens nynnen,hvor de høie palmer gro.

Og naar Tabors eg var fældet,gik med Josef han paa fjeldettil den faldne kjæmpeslegt;saa med ynk de grønne grenetørne mod de skarpe stene,vilde gjerne saaret lægt.

Og naar hjordens faar og gjedersøgte til de steile steder,han har fulgt dem ogsaa did;tidt paa tornebuskens tænderhar han saaret sine hænderfor at fri det lille kid.

103Har han leget? Hvorfor ikke?Leget under hyrdens blikke,tegnet Sions mur i sandog i figentræets skyggelært af spaanerne at byggetempelbuer med forstand.

Bjerget, om hvis grønne siderkaravanen langsomt glider,svinder, dukker frem paa ny:Det har sikkert se’t ham vandremed Maria, med de andrepaa besøg i Kana by.

Da har ofte han sig bukketog af markens liljer plukketog sin kjære moder bragtgrønt af vaarens førstegrødeog granatens luerøde,morgenfriske blomsterpragt.

Og ved aftenstid fra brinkenhar hun vist ham havets blinkenfjernt i Karmelbjergets læ,Karmel, i hvis egesalefor Elias’ tordentalefolk og konge sank i knæ.

Men naar dagens fakkel slukkes,og det trætte øie lukkes,og han slumrer paa sit straa:Flokke sig ad tusend veietil en vagt om Jesu leievingede Guds engle smaa.

Da sig himlen høit oplader,og han løftes til sin fader,og han ser sin guddomsmagt;dog’ mod tømmermandens hyttevil han himlens sale bytte,til hans gjerning er fuldbragt.

Og Marias hjerte banker,og med underlige tankerstaar hun hos sin lille søn;solen stiger, alt er rede,og hun hører barnet bede,Ham, som er alverdens bøn.

Chr. Richardt.

99

Teltene var tatt ned, og vi drog igjen av sted. Det gikk frem over den vide galileiske slette, der fra havbukten ved Akka og Karmelbjerget strekker seg i en lengde av henved 90 kilometer hen imot Jordan. Vi drog tett forbi foten av den lille høyde, der fordum bar staden Jisre’el, Akabs og Jesabels kongelige stad, nå en tarvelig liten landsby. I Samaria hadde Akab reist Baals tempel og 100innrettet seg en offerlund; men i Jisre’el hadde han sitt palads; der hadde Nabot sin vingård, her slikket hundene Nabots blod og siden også Jesabels.

Om innbyggerne av den nåværende lille landsby Beisan ytrer den berømte østerlandsreisende Burckhardt, at de er slemt utsatte for overfall av beduinene fra el Ghor ɔ: Jordandalen. Men det er ikke blot nutildags, at beduinene fra den annen side Jordan kommer flygende inn over sletten; thi som det heter i Dommernes bok: «Når Israel hadde lagt sæden, drog Midian, Amalek og Arab imot dem; de slo leir mot dem og ødela jordens grøde like til Gasa og levnede ikke noe til livets opphold for Israel, hverken får, okser eller esler; thi de drog opp med sine hjorder og telte og kom likesom gresshopper i mengde, og der var intet tal på dem og deres kameler, og de kom i landet for å ødelegge det.»

Som til å virkeliggjøre synet av de fremveltende midianiter viste seg en skare beduiner for oss, da vi dreide ut på slettevidden fra Gilboabjergets fot; fra den sorte teltrekke tilvenstre foran oss drog de nå ut på tokt ad Jordan til. De kom ridende i hobe, og våre veie kryssedes; da vi var dem nær, satte en av dem i strakt galopp hen imot meg, idet han holdt et utskåret dyr frem i sin venstre hånd og ropte: «En hjort, en hjort!» Han ville gjerne slå en liten handel av med oss. Samme beduin med sitt store, buskete skjegg og sine voldsomme fakter, i sin pjaltede burnus, der neppe hadde nytt godt av såpefabrikasjonen i Hebron, så likeså vill som lurvet ut; scheiken Akil Aga derimot, der kort etter kom til syne på en prektig hest med karmoisinrødt, gullfrynset ridetøy, hadde noe ridderlig ved seg. Akil Aga skal stamme fra Ægypten; han låner Tyrkiet sitt sverd, men er mer enn halvt uavhengig. Med frankerne har det behaget ham å sette seg på god fot; som hode for de herskende beduinstammer på denne side Jordan og som et bolverk mot de enda mer flyktige hinsides fra har han drevet det til å bære æreslegionens kors; da prinsen av Wales passerte hans område, forærte han Akil en prektig revolver.

Han hilste med anstand og lot oss drage uhindret forbi; det er overhodet sjelden, at reisende her i Galilæa har noe å frykte av beduinene ved høylys dag. Så snart vårt lille 101selskap var vel forbi, satte hele den brokete sverm — jeg talte henved firti — i galopp og fløy av sted med flagrende kapper, svingende de lange lanser som for å vise seg; det var et prektig syn. —

Vi nærmet oss nå den blålige berglinje, der ommurer sletten i øst, og mellom hvis sydlige toppe Tabors kuppel hever seg frem. Barak og Gideon, Saul og Akab, — Neko og Salmanassar, — Vespasian — Saladin — Napoleon! hvilken underlig krets av krigernavn knyttede til én og samme plett! Det heter, at en tysk geografi har betegnet Kjøgebugt som det sted, «hvor de danske pleier å holde sine sjøslag;» med større sannhet kan man betegne Esdralonsletten som den store valplass for aartusenders kamper i Palæstina, den store valplass, hvor der er kjempet fra jernvogner med pil og bue, så med spyd og skjold og sverd, så med krumsabel og bøsse, snart under sølvørnen, snart under solfanen, snart under korset!

Men idet jeg dreide inn i den trange hulvei, der gjennom en times vanskelig stigen fører mellom bjergene opp til Nasaret, da var det meg, som Napoleons navn, det siste, jeg hadde møtt på min vei, ble lite, som om han, der tømrede verdensrikene sammen, ble til et intet overfor navnet på «tømmermannen fra Nasaret.» Og det vil være så, ikke for enhver, men for enhver, der tror; thi denne Jesus av Nasaret, der, å se til, både fødtes, levde og døde ganske som et menneske, har vundet seier, ikke over disse eller hine tusener, men over synd og død; ja han er den av Gud beskikkede, alle levendes og dødes dommer.

Litt utenfor Nasaret hadde vi det maleriske syn av en del kvinner fra byen, der, med sine vannkrukker på hodet eller stående på jorden ved siden av, var ifærd med å hente vann fra «den hellige jomfrus kilde.» Brønnen selv er dekket med en murhvelving; dens kildespring finnes litt nordligere, tett ved den lille greske «Gabriels-kirke.» Det er gjerne ved morgen- og aftentid, at kvinnene henter vann, og der kan gjerne være hele rekker i følge. Brønnen er nutildags som i oldtiden alminnelig samlingssted, og tvistigheter, især hvor der er dyr å vande, er ligesaalidt nå som dengang noen sjeldenhet; mer enn én Jakob har hjulpet sin Rakel med å vande fårene, mer enn én Moses har ved brønnen taget seg av forurettede kvinner.

102Fra «Maria-kilden» er der kun få minutters vei gjennom den vennlige, lille by til klostret, i hvis fremmedherberge vi fant den fortræffeligste mottakelse.

Nasaret (Nasirah eller Nasrah) er en av de venligste byer i hele Palæstina. Det ligger i et dalbekken, omgivet av jevnt skrånende, grønnkledde høyder; mellom dets for det meste kuppelløse, terningformede småhus, der for en del hever seg trappeformet opp ad skråningene, rager det store fransiskaner-kloster frem med sin fæstningsagtige ringmur, der også omslutter «Bebudelses-kirken;» oliven- og fikenplantningene forhøyer de maleriske inntrykk; jevnlig er småhagene omgitte av kaktushegn. Nutildags har den lille by henved 5000 innbyggere, av hvilke omtrent en tredjedel tilhører kristne menigheter; en eneste jøde skal der finnes, resten er muselmaner.

Stig opp ad denne bølgende, grønnkledde høyde her nord, hvor hånden blot behøver å gripe i gresset for å finne de store, rødmende evighetsblomster, her ovenover det rikelige vell, der samler byens piker, som det har samlet dem for årtusener siden, opp på toppen, og lad øyet vandre ut over Esdralonsletten over til Akabs og Jesabels stad, ut til den blå bukt mellom Karmel og Akka, ned til Sepforis, etter legenden Marias barndomshjem, til Kana, hvor hun var til bryllup med sin sønn, opp til Safed, «staden på bjerget,» og enn høyere til det snødekte Hermon: det er syner, som den oppvoksende Jesus har hatt ligesaavel som vi; mellom disse høyder har han færdets, disse blomster har han plukket, til denne kilde har han fulgt med sin mor. Ikke det strenge Judæa, men dette Galilæa, hvor skogkledde bjerge veksler med bølgende sletter, har oppfostret ham.

Mellom disse grønne høyevoktet ham hans moders øye,trådte han sin barnesko;gikk med kvinnene til brønnen,slumret inn ved bekkens nynnen,hvor de høye palmer gro.

Og når Tabors eg var felt,gikk med Josef han på fjellettil den falne kjempeslekt;så med ynk de grønne grenertørne mot de skarpe steiner,ville gjerne såret legt.

Og når hjordens får og geitersøkte til de steile steder,han har fulgt dem også dit;titt på tornebuskens tennerhar han såret sine henderfor å fri det lille kid.

103Har han leget? Hvorfor ikke?Leget under hyrdens blikke,tegnet Sions mur i sandog i fikentreets skyggelært av sponene å byggetempelbuer med forstand.

Bjerget, om hvis grønne siderkaravanen langsomt glider,svinner, dukker frem på ny:Det har sikkert se’t ham vandremed Maria, med de andrepå besøk i Kana by.

Da har ofte han seg bukketog av markens liljer plukketog sin kjære mor braktgrønt av vårens førstegrødeog granatens luerøde,morgenfriske blomsterprakt.

Og ved aftenstid fra brinkenhar hun vist ham havets blinkenfjernt i Karmelbjergets læ,Karmel, i hvis egesalefor Elias’ tordentalefolk og konge sank i kne.

Men når dagens fakkel slukkes,og det trette øye lukkes,og han slumrer på sitt strå:Flokke seg ad tusen veietil en vagt om Jesu leievingede Guds engler små.

Da seg himlen høyt oplader,og han løftes til sin far,og han ser sin guddomsmakt;dog’ mot tømmermannens hyttevil han himlens sale bytte,til hans gjerning er fullbrakt.

Og Marias hjerte banker,og med underlige tankerstår hun hos sin lille sønn;solen stiger, alt er rede,og hun hører barnet bede,Ham, som er alverdens bøn.

Chr. Richardt.