70

[Haakon jarl har givet Torer Klake det hverv at udsende hans træl Grib for at snigmyrde Olav Tryggvesøn. Men Grib har dræbt Torer og flygtet til Olav, for hvem han har aabenbaret Haakons anslag].

Et afsides sted i skogen ved en bondehytte.

Olav Tryggvesøn træder ind, hyllet i en graa kappe, med en sid hat paa hovedet.

Haakon (uden at vende sig.)Min bolde Torer Klake, kommer du?Er alting lykkedes, og bringer du,hvad du har lovet? — Svar mig, Torer Klake!

Olav. Alting er gaaet, som det burde, herre!Men undskyld Torer, at han selv ei kommerog bringer eder konning Olavs hoved.Det faldt ham vanskeligt. Tor ved, han havdeen slags modbydelighed for at bæredet selv og sendte mig.

Haakon. Vel, vel! Saa gaaog grav det straks dybt ned i jordens skjød!Jeg vil ei se det selv. Mit øie taalerei slige syn. Det staar for mig i drømme.Grav liget ned og sig din herre, træl,at fluks han kommer!

Olav. Torer Klake sover.

Haakon. Han sover?

Olav. Middagssøvn; stiv har han straktsig under nogle mørke hyldebuske.

Haakon. Saa væk ham da! (afsides.) Nu sove? Efter sligen gjerning? Torer! Jeg beundrer dig,du har et sjeldent mod. (høit.) Gaa, væk ham, træl!

Olav. Men vil I ikke se først Olavs hoved?

Haakon. Nei, har jeg sagt! Nei!

Olav. Herre jarl! I tror,at det ser skrækkeligt og hæsligt ud?71Men intet mindre, herre! Olavs hoveder vel saa smukt som nogens her i landet.

Haakon. Gaa, siger jeg!

Olav. Nu har jeg aldrig hørt!Jeg havde tænkt, jarl Haakon var en heltsom faa i nord, og dog han frygter forat se et dødt og blegt, afhugget hoved?Hvor vilde du først skjælve, hvis du fandtdet levende paa kroppen.

Haakon (vender sig forbitret om.)Træl! Du vover? —Hvor har du det?

Olav (tager hatten af og slaar kappen tilside.)Paa mine skuldre, jarl!Tilgiv mig, at jeg bringer eder detpaa denne vis; den faldt mig mageligst.

Haakon. Ha, Surtur! Olav? Ha, forræderi!

Olav. Min gubbe, spar dit raske heltemod!Vov ingen dyst med Olav! Husk, at endhan har sit hoved helt og ubeskaaret,og at din kraftesløse oldingsfærdkun kjæmper mod den hovedløse Olav.

Haakon. Ha, Nivlheim! (Anfalder Olav.)

Olav (slaar Haakon sverdet af haanden og siger med tordnende stemme):Vær rolig, siger jeg!og stik dit sverd i balgen. Mine mændomringer huset; mine skibe, jarl!opveier dine. Jeg er kommen hidat vinde landet i en ærlig strid.Du selv har lokket mig med rænker hid.Nu staar du, som en træl, foragtelig,indviklet i din egen snare. Jegvil ei benytte slig en ussel fordel,som slumpelykken skjænker mig. Nei, Haakon!i marken vil jeg dristig møde dig.Dit anslag, som du ser, er gaaet ilde,din Torer svømmer i sit eget blod.Det var mig saare let at gribe dig;72at dræbe dig var endnu mere let;men jeg bekjender mig til Kristi lære,foragter slig uhæderlig bedrift.Thi vælg imellem tvende kaar: Bliv jarlpaa Lade, som du var, og sverg mig troskab;hvis ikke, fly! Hvor vi da sees igjen,det gjælder blodigrøde pander, Haakon!

Haakon (stolt og rolig).

Det sidste vælger jeg, det sidste, Olav!Du kalder mig en niding og en træl?Det lokker høit et smil paa mine læber.Man hører, at du est en yngling, Olav!Kaadmundethed og overmod er det,hvormed din alder melder sig. Se migi øiet, Olav, og betragt min pande!Har du hos trælle fundet slige blik?Og tykkes dig, at feighed og at lumskhedhar smaalig furet denne pandes rynker?Jeg lod dig lokke? Ja naturligvis;jeg vidste, du behøved blot et vinkfor straks at flagre hid til lokkemaden;at i din stolte sjæl du agted merdit slegtskab med en uddød kongeslegtend Haakon jarls beundrede bedrifter;at kun du lured paa en leilighedfor at forstyrre gubben i hans ro.At denne færd jeg ønsked overstaaetjo før jo heller, kan det undre dig?At jeg bedrog en sværmer, som foragterde høie guder, kan det undre dig?Og kan det undre dig, at jeg tillodmin kjæmpes anslag, da en fiendtlig skjæbnelod til at ville styrte — mig ei blot —men Valhals guder?

Olav.

Haakon! mindes du,erindrer du vel, Haakon! at du selvhar været kristen, og at du blev døbtaf biskop Popo? At du siden sveg73din ed? Hvormangen ed har du vel sveget?

Haakon. Ed! Ha! Vel mindes jeg det øieblik,da, ført bag lyset af den sledske munk,jeg lod mig daare ved en ussel kunst.Han kunde bære jernet gloende,naar haanden først var overstrøget meden heksesalve.

Olav. Stakkels blinde gubbe!Jeg ynkes over dine sølvgraa haar.

Haakon. Ha, spar din ynk! Saa som du ser mig her,ser du det sidste glimt, den sidste gnistaf gammel nordisk kraft og helteild.Den, ungersvend, den skal du ikke slukkemed dine sygelige feberdrømme.Jeg ved det nok, det er de kristnes sed,at ynke folk, omvende dem, forbedre;vor sed er den: dybt at foragte jer!at pønse paa jer undergang og død,som gudernes og heltelivets fiender.Det Haakon gjør, og derudi bestaarhans nidingsfærd. Ved Odin og ved Tor!du skal ei slukke Norges helteildmed dine fromme, vaade drømmetaager.

Olav. Velan! Vi skilles ad for dennegang.Ve dig! naar næstegang vi atter sees.

Haakon. Ja, ve mig! om jeg ikke knuser dig.

Olav. Himlen vil træffe dig med sine flammer!

Haakon. Nei, Tor skal splintre korset med sin hammer!

(De gaar hver til sin side.)

70

[Haakon jarl har gitt Torer Klake det hverv å utsende hans trell Grib for å snikmyrde Olav Tryggvesøn. Men Grib har drept Torer og flyktet til Olav, for hvem han har åpenbart Haakons anslag].

Et avsides sted i skogen ved en bondehytte.

Olav Tryggvesøn trer inn, hyllet i en grå kappe, med en sid hat på hodet.

Haakon (uten å vende seg.)Min bolde Torer Klake, kommer du?Er alting lyktes, og bringer du,hva du har lovet? — Svar meg, Torer Klake!

Olav. Alting er gått, som det burde, herre!Men unnskyld Torer, at han selv ei kommerog bringer dere konning Olavs hode.Det falt ham vanskelig. Tor ved, han haddeen slags motbydelighet for å bæredet selv og sendte meg.

Haakon. Vel, vel! Så gåog grav det straks dypt ned i jordens skjød!Jeg vil ei se det selv. Mitt øye tålerei slike syn. Det står for meg i drømme.Grav liket ned og sig din herre, trell,at fluks han kommer!

Olav. Torer Klake sover.

Haakon. Han sover?

Olav. Middagssøvn; stiv har han straktsig under noen mørke hyllebusker.

Haakon. Så vekk ham da! (avsides.) Nå sove? Etter sligen gjerning? Torer! Jeg beundrer deg,du har et sjeldent mot. (høyt.) Gå, vekk ham, trell!

Olav. Men vil dere ikke se først Olavs hode?

Haakon. Nei, har jeg sagt! Nei!

Olav. Herre jarl! Dere tror,at det ser skrekkelig og heslig ut?71Men intet mindre, herre! Olavs hodeer vel så smukt som noens her i landet.

Haakon. Gå, sier jeg!

Olav. Nå har jeg aldri hørt!Jeg hadde tenkt, jarl Haakon var en heltsom få i nord, og dog han frykter forå se et dødt og blekt, afhugget hode?Hvor ville du først skjelve, hvis du fantdet levende på kroppen.

Haakon (vender seg forbitret om.)Trell! Du vover? —Hvor har du det?

Olav (tar hatten av og slår kappen tilside.)På mine skuldre, jarl!Tilgi meg, at jeg bringer dere detpå denne vis; den falt meg mageligst.

Haakon. Ha, Surtur! Olav? Ha, forræderi!

Olav. Min gubbe, spar ditt raske heltemot!Vov ingen dyst med Olav! Husk, at ennhan har sitt hode helt og ubeskåret,og at din kraftesløse oldingsferdkun kjemper mot den hovedløse Olav.

Haakon. Ha, Nivlheim! (Anfaller Olav.)

Olav (slår Haakon sverdet av hånden og sier med tordnende stemme):Vær rolig, sier jeg!og stikk ditt sverd i balgen. Mine mennomringer huset; mine skip, jarl!oppveier dine. Jeg er kommet hitå vinne landet i en ærlig strid.Du selv har lokket meg med renker hit.Nå står du, som en trell, foraktelig,innviklet i din egen snare. Jegvil ei benytte slig en ussel fordel,som slumpelykken skjenker meg. Nei, Haakon!i marken vil jeg dristig møte deg.Ditt anslag, som du ser, er gått ilde,din Torer svømmer i sitt eget blod.Det var meg såre lett å gripe deg;72å drepe deg var enda mer lett;men jeg bekjenner meg til Kristi lære,forakter slig uhederlig bedrift.Thi velg imellom tvende kår: Bli jarlpå Lade, som du var, og sverg meg troskap;hvis ikke, fly! Hvor vi da sees igjen,det gjelder blodigrøde panner, Haakon!

Haakon (stolt og rolig).

Det siste velger jeg, det siste, Olav!Du kaller meg en niding og en trell?Det lokker høyt et smil på mine lepper.Man hører, at du est en yngling, Olav!Kaadmundethed og overmot er det,hvormed din alder melder seg. Se megi øyet, Olav, og betrakt min panne!Har du hos trelle funnet slike blikk?Og tykkes deg, at feighet og at lumskhethar smålig furet denne pannes rynker?Jeg lot deg lokke? Ja naturligvis;jeg visste, du behøved blot et vinkfor straks å flagre hit til lokkematen;at i din stolte sjel du aktet merditt slektskap med en utdødd kongeslegtenn Haakon jarls beundret bedrifter;at kun du lured på en leilighetfor å forstyrre gubben i hans ro.At denne ferd jeg ønsket overståttjo før jo heller, kan det undre deg?At jeg bedrog en svermer, som forakterde høye guder, kan det undre deg?Og kan det undre deg, at jeg tillotmin kjempes anslag, da en fiendtlig skjebnelot til å ville styrte — meg ei blot —men Valhals guder?

Olav.

Haakon! minnes du,erindrer du vel, Haakon! at du selvhar vært kristen, og at du ble døptav biskop Popo? At du siden svek73din ed? Hvormangen ed har du vel sveket?

Haakon. Ed! Ha! Vel minnes jeg det øyeblikk,da, ført bak lyset av den sledske munk,jeg lot meg dåre ved en ussel kunst.Han kunne bære jernet gloende,når hånden først var overstrøket meden heksesalve.

Olav. Stakkels blinde gubbe!Jeg ynkes over dine sølvgrå hår.

Haakon. Ha, spar din ynk! Så som du ser meg her,ser du det siste glimt, den siste gnistav gammel nordisk kraft og helteild.Den, ungersvenn, den skal du ikke slukkemed dine sykelige feberdrømme.Jeg vet det nok, det er de kristnes sed,å ynke folk, omvende dem, forbedre;vår sed er den: dypt å forakte jer!å pønse på jer undergang og død,som gudernes og heltelivets fiender.Det Haakon gjør, og derudi bestårhans nidingsfærd. Ved Odin og ved Tor!du skal ei slukke Norges helteildmed dine fromme, vaade drømmetåker.

Olav. Velan! Vi skilles ad for dennegang.Ve deg! når neste gang vi atter sees.

Haakon. Ja, ve meg! om jeg ikke knuser deg.

Olav. Himlen vil treffe deg med sine flammer!

Haakon. Nei, Tor skal splintre korset med sin hammer!

(De går hver til sin side.)