Tybo, Ja, det var endnu intet, Jesper, mod den Brabands beleiring at regne, da jeg stod paa muren alene i to timer og sloges med den hele garnison. Jeg saa mig om adskillige gange, ventende, der skulde nogen komme mig til hjælp; men hverken Per eller Paul turde driste sig til at følge mig efter.
Jesper. Det gik mig ogsaa underlig for to aar siden; jeg slog 400 mand alene paa flugten og havde alt anføreren i mine hænder; men ret som jeg vilde hugge hovedet af ham, kom en og vækkede mig op. Ja, hvad staar jeg og snakker? Det kommer ikke herved; thi herren gjorde det vaagende. Ak, hr. von Tybo, man har ikke holdt det nødigt at følge efter; I var jo kapabel at tage byen ind alene.
68Tybo. Jeg ved ikke, hvad deres tanke var; men det ved jeg, at Jakob Tybo og jeg maatte tage den hele armé paa vor samvittighed. Det var min lykke, at jeg havde ryggen fri mod en kirkemur, som stod paa volden.
Jesper. Jeg ved det nok. Man kalder den endnu Tybos kirkegaard af de mange døde, som herren sammesteds da opofrede.
Tybo. Nei, gjør man det, Jesper? Ja, det maatte vel kaldes kirkegaard. Jeg havde som en skanse om mig af lutter døde kroppe. Den haardeste hals, jeg havde at bestille med, var en af herren-staterne selv i Holland, som jeg kunde kjende paa hans ridderbaand; han slog fra sig som en ærlig karl, det kan jeg sige paa hans død.
Jesper. Han har maaske kunnet gjøre sig haard, som mange desværre i Holland gjør.
Tybo. Ja, hvor haard han end var, saa maatte han dog omsider bide i græsset; thi jeg rammede ham engang her lige ved navlen og hug ham tvert af som en kaalstok. Han raabte tre gange, før han døde, paa sin hollandsk: Mors, mors, mors. Derfor tør jeg endnu, den dag idag er, ikke komme til Holland. Men hvor har du hørt, at man kalder det sted Tybos kirkegaard? Jeg hedte dog kun Jakob i Brabands beleiring.
Jesper. Ak herre, jeg kan tro, man har siden spurgt, at herren har faaet dette navn. Skam faa hollænderen, han har sine spioner ude allevegne! Herren er kjendt af alle, skjønt herren kjender kun faa. Jeg skal sige, hvordan jeg fik det at vide. Jeg var i nummer 4 igaaraftes; der sad skipper Adrian, som er nylig kommen fra Vlie, og pratede med nogle andre kalfkoopers om sidste Brabands beleiring. Han svor mig til, at herren heder endnu overalt i Holland den brabandske Jakob.
Tybo. Ja, jeg tror nok, man kjender mig overalt i Holland, saavel af den beleiring som af det store slag, som stod ved Amsterdam, da jeg nedlagde med min egen haand over 600.
69Jesper. Ak, herren maatte nok sætte et nul til.
Tybo. Det maa andre heller gjøre. Jeg har, mafoi, aldrig spurgt efter tallet. Det kom Jakob von Tybo i de tider ikke an paa et hundrede mer eller mindre. Jeg kan ikke begribe, hvor min pallask kunde holde det saa længe ud.
Jesper. Ak, herren kunde slaa folk ihjel med en pennefjær. Det kommer ikke an paa pallasken, men paa dens hænder, som fører den. Jeg har læst i en gammel krønike om Alexander Magnus, at han kunde hugge hovedet af paa den største engelske tyr med ett hug. Da Nabochodonosor, i hvis tjeneste Alexander var rigens marsk, fik dette at høre, bad han Alexander laane sig hans sabel og vilde forsøge, om han kunde gjøre det samme; men det slog ham feil. Nabochodonosor blev derover vred og sagde: Det er ikke den rette sabel, hr. general! Hvortil Alexander svarede: Jeg laante eders keiserlige majestæt min sabel, men ikke mine arme.
Tybo. Jeg hører, du est studeret, Jesper! Hvor har du læst saadant?
Jesper. Udi Arent Hvitfelds krønike.
Tybo. Jeg mente ellers, at mester Mons Vingaard havde beskrevet den historie; den bog har jeg læst seksten gange, ja seksten gange til, og ført mig den til nytte i adskillige krige. Samme mester Mons maa have været en stor general og statsmand selv, ellers kunde han umulig have skrevet saa udførlig om saadant. Men sig mig, Jesper, har du hørt, hvordan jeg pudsede Jakob Kristoffersen igaar? Han vilde skjemte med mig over bordet og spurgte, om jeg kaldte mig ogsaa Jakob von Tybo om vinteren, naar dagene er korte.
Jesper. Det var en dristig skjemt imod saadan mand, som herren er.
Tybo. Nei, du skal høre, hvordan jeg svarede ham. Jeg sagde høit, saa det hele kompagni hørte derpaa: Monsieur Kristoffersen, I er mafoi en nar!
Jesper. Ha ha ha! Herren har en engletunge at tale med. Hvad sagde de andre dertil?
70Tybo. De lo alle, saa de maatte sprække. Sær Frants Frantsen, som sagde: Jakob von Tybo fattes aldrig paa svar.
L. Holberg.