En fader kan føde ti børn; men ti børn kan ikke føde en fader. — Jo større nød, des nærmere Gud. — Et kroget træ giver ligesaa godt kul som et ret. — Bedre brænder den grønne gren end den tørre sten. — I mangel af nattergale hjælper man sig med ugler. — Gud gjør vinden mild for de klippede faar. — Vogt dig for støvregn, nippedrik og klatgjæld. — En kjephest æder mere end ti stangheste. — Ræveskindet fæstes ved, naar ulveskindet ikke strækker til. — Giv tid, saa kan du blive konge i Sverig. — Piller skal en sluge, ikke tygge. — En fanger flere fluer med en draabe honning end med en tønde eddik. — En kan prygle en gut i seng, men ikke i søvn. — Det er sødt at drikke, men surt at betale. — Der er kirke i hvermands bryst. — Naar du hører dig selv tale, skal du holde op. — Løfter og raat klæde krymper ind. — Hvisken er halv løgn. — Var løgn latin, var der mange lærde folk. — Staaende skrædder og siddende smed duer ikke. — Gjem ikke pølsen i hundehuset. — Æslet er ikke lærd, fordi om det læser mange bøger. — Mange faar ikke jord nok, før de faar munden fuld. — Af silkepebling bliver stundom vadmelsprest. — Det er ringe trøst for benbrud, at en anden har brudt halsen. — Den sunde fattes meget, den syge kun ett. — Alting har en ende; men gid jeg ingen havde, sa’ gutten, skulde ha’ ris. — Du har godt for at synge, sa’ bonden til lerken, du svarer ingen skat. — Er det kjødsuppe, sa’ baadsmanden, saa har jeg seilet over Nordsjøen i kjødsuppe. — Jeg skal vise, jeg er herre i huset, sa’ manden, sad under bordet og vilde ikke frem, da konen kaldte paa ham. — En kan faa for meget af det gode ogsaa, sa’ bonden, fik møglæsset over hovedet. — Mit hjerte tilhører dig, sa’ kaalhovedet til kokkepigen. 65— Naar det kommer, saa kommer det paa éngang, sa’ skrædderen, fik et par bukser at lappe julaften. — Spar mine graa haar! sa’ katten, de kom over den, den havde drukket fløden. — Tillavningen er det værste, sa’ gutten, skulde ha’ ris. — Han kaster pølsen efter skinken. (Om den, som giver en liden gave for at faa en stor igjen). — (Om den halvstuderte): Han har spist tre bogstaver paa en lefse. — Ild i hjertet giver røg i hovedet. — Spørg dig frem, saa kommer du til Rom. — En gjest er som en fisk: han bliver ei længe frisk. — Manden fortier andres hemmeligheder; kvinden sin egen. — Mangen spilder suppen mellem haand og mund. — En uretfærdig skilling æder en daler. — Altfor klog er dum. — Gamle folk er langsynte. — Mennesket er født før amtmanden. — Armod er den sjette sans. — Det nytter ikke at lyve for maven. — Rap til hatten! sen til pungen! — Ofte kan en det, en ikke ved. — Faar vi klid? sa’ grisen, var buden til gjest hos løven. — Æd ost, gut; smørret er dyrt. — Nu regner det grød, og jeg, som ingen ske har! — Idag spilte vi saa vakkert, sa’ belgetræderen. — Den, som vil have den sidste draabe, faar laaget over næsen. — Megen forstand, liden lykke. — «Bær!» sagde de til kamelfuglen (strudsen). «Jeg kan ikke; for jeg er fugl,» svarede den. «Flyv!» «Jeg kan ikke; for jeg er en kamel.» — (Om den, som altid har lykken med sig): Kaster du ham i elven, saa kommer han op med en fisk i munden. — (I Tyskland heder det ligeledes): Kaster han en skilling paa taget, kommer der en daler ned igjen. — (Om den, for hvem alt mislykkes): Falder han paa ryggen, brækker han næsebenet. — Rullende sten sanker ingen mos. — (Om sindsro i ulykken): Naar dit hus brænder, saa gaa hen og varm dig ved det. — Tag alt godt ud af en spanjer, saa har du en portugiser igjen (siger spanjeren). — Tag alt godt ud af en portugiser, saa har du en spanjer igjen (siger portugiseren). — Er du bare sukker, bliver du ædt op; er du bare malurt, bliver du spyttet ud. — Gjør du ikke tagrenden istand, kommer du til at gjøre huset istand. — Den, som engang er bidt af en orm, er bange for en taugende. — Naar elven er klaret, er helgenen glemt. — Store taarn maales ved sin skygge, store mænd ved sine bagvaskere. — Han æder egget og giver skallet til de fattige. — Al ved brænder stille, undtagen tornene, de sprager og skriger:
VI. bd.
66vi er ogsaa ved. — Naar narren har lært latin, bliver han først nar tilgavns. — Det er let at gaa tilfods, naar du leder hesten ved tøilen. — Maal klædet ti gange; thi du kan blot klippe det én gang. — Vor sidste kjortel har ingen lommer. —
Ettertanken er god, men fyretanken er best. — D’er lett aa faa lygni trudd; d’er seinare med sanningi. — Han høyrer sjeldan sitt lov, som paa lur stend. — Ein fær inkje vit i hausen, fyrr haaret rek av. — Visdomen kann ein dylja, men daarskapen inkje. — Dat løyp ofta troll i ord. — Um d’er aldri so heitt, so er katten kald om nosi. — Dat, ein heve lyst til, dat heve ein lukka til. — Groande saar skal ein inkje riva. — Smaa sorgjer tala, dei store tegja. — D’er verste saari, som inkje bløda. — Han er myket rædd, som inkje torer skjelva. — Dan, som græt fyre inkje, kan turka taarorna sjølv. — Naar steinen er or handi og ordet or munnen, so er dat vondt aa atter taka. — Dat ein veit, dat veit ingen; dat tvo veit, dat veit alle. — D’er betre aa forspyrja seg en forgjera seg. — Dat veit alle raad med ei vond kjering utan den, som heve henne. — Dan, som byggjer etter kvar manns raad, hans hus kjemer skjeivt aa staa. — D’er hardt aa eta sine eigne ord. — Dan, som inkje kjenner seg sjølv, skal trætta med grannen. — Katten veit væl, kven han kjæler med. — Hegren lastar vatnet; han kann inkje symja. — Naar ein saknar kurven, so tenkjer ein paa katten. — Krokutte kvister bera beste bæri. — D’er mangt eit godt hovud under ein gamall hatt. — Ein fer inkje vilt paa aalmennings-vegen. — Dan, som heve stadet i gapestokken ein gong, kann standa dar ti gonger. — Haldt deg væl og statt deg væl; stig paa jordi, ho ber deg væl. — D’er skil paa aa raka skjegget og skjera hoka av. — D’er betre fyre var en etter snar. — Dat kjem eingong upp ille spunnet garn. — Sjølv er beste drengen. — Han Late-Hans gjeng fyre, han Smale-Hans kjem etter. — D’er seint aa snyta seg, naar nosi er av. — Hast er inkje god utan te fanga loppor. — Fyrst skal ein tenkja, so taka paa og so halda fram, til ein maalet kan naa. — Kunst og næme er god nista paa vegen. — Dan, som heve hovud, fær altid hatt. — Ein skal inkje sleikja seg, fyrr ein er smurd. — Var alle rike, so vilde ingen ro 67baaten. — Riker manns barn og fatig manns kalv ero snart vaksne. — Pengarne er difyre runde, at dei skal rulla. — Given gamp skal ein inkje sjaa paa tennerna. — Hjelp er altid god, so nær som i grautarfatet. — D’er inkje greidt aa stela fraa ein tjuv. — Dei smaae trakka paa stakken, dei store paa hjartat. — Dat smakar lengst, som fyrst kjem i kjeraldet. — D’er aldri so langt imillom bergom, at inkje trolli finnast. — Dat kan inkje alle hava bispen til morbroder. — Naar husbonden gjeng or høgsætet, set katten seg upp i. — Ein lyt ganga paa jordi, um ho so var gloande. — Ein skal inkje setja gjeiti til aa gjæta hagen. — Katten sleikjer bytta fyre mjølki si skuld. — Ein liver inkje lengje av kjærleike og sunnanvind. — For ung er eit godt lyte: dat veks av med aari. — Ein skal lyda ut, naar gamle-hunden gjøyr. — Var inkje lukka, so vardt inkje gaparne gamle. — Tidi tærer tre og stein, endaa meir paa kjøt og bein. — Alting heve ein ende (so nær som pylsa: ho heve tvo). — Nye skoer ere gode, men dei gamle falla best aat foten. — Han gjeng sist i kyrkja, som næst bur.
Efter H. B. Rasmussen, Ivar Aasen o. fl.