Læreplanatlas
6. Bind

10. Kong Sverres tale til birkebeinerne før slaget paa Ilevoldene.

63

Her er en stor hær og vakkert folk kommet sammen; men det vil vise sig, at vi faar at gjøre med stor overmagt; thi kong Magnus’s fylkinger staar henover alle voldene med forgyldte vaaben og dyrebare klæder. Et godt dagsverk var det, om I kunde bære begge dele hjem til byen ikveld. Nu ser I vel, gode halse, at det er bedst at have tvende vilkaar for øie, enten at seire eller dø som tapre mænd. Nu er det ikke, som om man viste eder tilskogs at hugge tømmer; thi I skal prøve hug med kong Magnus’s lendermænd; det er ingen skam baade at modtage og give store hug, og her passer det, hvad skalden siger, at der er forskjel paa at kløve jarler og at kløve ved.

Saa sagde og en bonde, da han fulgte sin søn til hærskib og gav ham raad: han bad ham være tapper og haard i mandeprøve; «thi ord lever længst efter enhver,» sagde han; «eller hvorledes vilde du bære dig ad, om du kom i slag og vidste forud, at du skulde falde?» «Hvi skulde jeg da vel,» svarede sønnen, «spare paa at hugge til begge sider?» «Men,» siger den gamle, «om nu nogen kunde sige dig for vist, at du ikke skulde falde?» «Behøvede jeg da,» svarer den anden, «at tage mig ivare og ikke gaa frem som bedst?» «Ja,» siger den gamle, «i hvad slag, hvori du er stedt, vil et af to ske: enten falder du, eller du kommer derfra med livet; vær altsaa kun djerv, siden alt er forud bestemt; intet slaar den ihjel, hvis time endnu ikke er kommen, og intet kan frelse den, som dø skal; paa flugt er fald værst.» Kong Sverre talte endvidere saaledes: «Nu maa I og vide, birkebeiner, at det ei nytter at bede heklungerne om grid; den eneste udvei er derfor at stande som fastest og ikke tillade dem at gaa frem; det er godt for eder, birkebeiner, at prøve sverdene paa mjødmaverne fra Viken. Vi har vakkert og talrigt folk nok til at stride; men de har saa stor en mængde, at de ikke kan raade med det altsammen; de fleste af dem passer bedre til at være brudemænd end hærmænd og er mere vante til mjøddrikken end til hærfærd. Min hird og mit merke vil jeg lade 64fare imod kong Magnus’s merke; thi af hans hird kan vi vente os skarpest strid og anfald; hans lendermænd vil derimod nok heller søge at tage sig ivare, og hele bondehoben, som de med magt har hærtaget hid, bryder sig neppe om, hvo der falder, naar bare de selv ingen saar faar. Jeg ved forvist om alle trønderne, at de mener, som skalden kvad: «Jeg ætler mig den skjønne, mundfagre mø, hvordan alt saa gaar mellem Sverre og Magnus.»

Gaar nu vel frem, gode halse, og Gud være med os!»