Bjørnen laa engang og solede sig ved kanten af et brat fjeld. „Ak,“ sagde han, „nu har jeg det saa godt; bare jeg nu havde mig en rigtig god fed saubuk, saa skulde jeg ikke ønske at have det bedre!“ Men der stod netop en saubuk bag ham, og han stangede til bjørnen, saa han rullede udfor stupet og slog sig, saa det verkede i alle hans levemod. „Hm,“ brummede han, da han vel var kommen paa benene igjen, 5„det er dog en sørgelig verden, vi lever i. En kan aldrig sige en liden spøg, uden at det straks skal blive taget for alvor.“
Efter Ivar Aasen.