En ræv indbød engang en stork til middag, og da han havde lyst til at more sig paa gjestens bekostning, opvartede han ikke med andet end en tynd suppe paa et fladt fad. Ræven lepjede meget let til sig af suppen, medens storken med sit lange, spidse neb ikke var istand til at faa en mundfuld og ved maaltidets slutning var ligesaa sulten, som da det begyndte. Ræven syntes, det var rigtig leit, at han tog saa sparsomt til retterne, og spurgte, om maden ikke var tillavet efter hans smag. Storken sagde intet, men bad, at ræven vilde gjøre ham den ære at gjengjælde hans besøg; og følgelig lovede Mikkel næste dag at spise til middag hos ham. Han kom ogsaa rigtig efter aftale, og maaltidet blev straks hentet ind; men da maden var anrettet, fandt ræven til sin store bedrøvelse, at den laa i en smalhalset krukke, som storken med lethed stak sin lange hals og sit neb nedi, medens ræven derimod var tvungen til at nøies med at slikke halsen paa krukken. Da han nu ikke var istand til at stille sin sult, saa tog han afsked saa høflig, som han kunde, og tænkte ved sig selv, at han var bleven betalt med sin egen mynt.
Æsop.