En ulv laa for døden og kastede et prøvende blik tilbage paa sit tidligere liv. „Jeg har rigtignok mange og store synder paa min samvittighed,“ sagde den; „men 4dog hører jeg ikke til de største forbrydere. Ved siden af meget slet har jeg ogsaa gjort endel godt. Engang — jeg erindrer det endnu ligesaa nøie, som om det var skeet idag — kom et brægende faar, som havde fjernet sig langt fra hjorden, mig ganske nær, og jeg gjorde det dog intet. Paa samme tid hørte jeg med beundringsværdig sagtmodighed paa et andet faars forhaanelser, endskjønt hundene var saa langt borte, at jeg ikke behøvede at frygte dem.“ „Alt dette kan jeg bevidne,“ sagde ulvens ven ræven, som var hos den døende; „jeg husker endogsaa de nærmere omstændigheder derved; det var netop dengang, da du havde spist et lam med altfor stor graadighed og faaet et ben paatvers i halsen.“
Efter Sternhagen.