En løve, som af alderdomssvaghed ikke længer var istand til at jage efter bytte, lagde sig til ro i sin hule og forsikrede med meget besværligt aandedræt og svag røst, at han i sandhed var meget syg. Det rygtedes snart mellem dyrene, og der var stor jammer over den syge løve. Et efter et kom de for at se til ham; men da han saaledes kunde fange dem alene og i sin egen hule, blev de let hans bytte, og han blev tyk og fed ved denne levemaade. Men ræven var nu ikke saa ganske sikker paa sandheden af alt dette; han kom tilsidst for at gjøre sit sygebesøg, men holdt sig i en vis afstand og spurgte hans majestæt, hvorledes han befandt sig. „Ak, min snilde ven,“ sagde løven, „er det dig? Hvorfor staar du saa langt fra mig? Kom, min hjertens ven, og gyd et trøstens ord i den stakkars løves øre; jeg har kun kort tid at leve i!“ „Mange tak,“ sagde ræven, „men undskyld, at jeg ikke kan blive; thi sandt at sige føler jeg mig ikke ganske vel ved at betragte disse fodspor. De peger alle indad til din hule; men der er ingen, som vender udad.“
Æsop.