Løven, dyrenes konge, havde engang indbudt forskjellige af sine undersaatter til sin hule, hvor der rundtomkring laa levninger af dens maaltid; disse udbredte en fæl stank. Bjørnen, som nu altid skal sige sin mening, selv om ingen spørger ham derom, var neppe kommen ind, før han brummede: „Hvilken hæslig lugt her er! her stinker jo som i en rakkerkule!“ Men løven var ikke sen til at straffe hans uhøviske tale med et nakkedrag, som strakte den altfor fritalende bamse til jorden med det samme. „Tilpas!“ udbrød aben med smil og buk, „tilpas for den grobian, som ikke forstaar det bedre! Her lugter jo som af roser og liljer; i selve gudernes bolig kan det jo ikke dufte herligere!“ Men dette var nu for meget af det gode, og aben havde neppe talt ud, før løven slog labben efter ham, og han maatte tage foden paa nakken og flygte i hui og hast for ikke at dele bjørnens skjæbne. „End du da?“ sagde løven til ræven med et bistert grin; „end du da, Mikkel, hvad lugter du?“ „Jeg beder eders majestæt underdanigst have mig undskyldt,“ svarede ræven, „jeg har snue.“
Æsop.