En rig patricier vilde glæde det romerske folk med et morsomt stykke paa theatret. Han tilbød derfor offentlig en belønning til den, som kunde komme frem med et nyt skuespil. Blandt de kunstnere, som, drevne af kappelyst, strømmede did fra alle kanter for at kjæmpe for prisen, var ogsaa en velbekjendt, sindrig gjøgler, der foregav, at han havde et nyt slags morskab, som aldrig før var seet paa nogen skueplads. Denne anmeldelse rygtedes snart overalt og lokkede hele byen sammen. Theatret kunde neppe rumme det store antal tilskuere. Da kunstneren viste sig paa scenen uden nogetsomhelst hjælpemiddel eller nogen medhjælper, holdt nysgjerrighed og spænding tilskuerne i dyb taushed. Pludselig puttede han sit ansigt ned i barmen og gav sig til at hvine og grynte som en liden gris, saa livagtig, at tilhørerne paastod, at han havde en grisunge under sin kappe, og forlangte, at han skulde undersøges; da dette var skeet, og intet blev fundet, overvældede de ham med bifaldsraab.
Da en bondemand blandt tilskuerne saa, hvad der foregik, sagde han: „Aa, jeg kan gjøre det endnu bedre!“ Han erklærede straks, at han næste dag vilde vise sin kunst. Men da man var forud indtagen til gunst for gjøgleren, kom man snarere sammen for at le paa bondens bekostning end for at fælde en retfærdig dom. Begge viste sig paa scenen. Gjøgleren gryntede først et stykke, og theatret gjenlød af klappen og bifaldsraab. Derpaa kom bonden; han havde virkelig en liden gris omhyggelig skjult under sine klæder. Den kneb han i øret, saa den gav sig til at hvine. Men folket skreg, at gjøgleren havde efterlignet grisen meget mere naturlig, og huiede ad bonden, forat han skulde forlade skuepladsen. Men for at gjendrive dem lige i deres øine trak han den levende gris frem af kappen. „Og nu, mine herrer!“ raabte bonden, „kan I selv se, hvad I er for paalidelige dommere!“
Æsop.