Læreplanatlas
4. BindII. Eventyr.

14. Jutulen og Johannes Blessom.

Af Asbjørnsen

6

Over Vaage prestegaard hæver sig en furukronet aas eller et lidet berg med kløfter og steile vægge. Det er Jutulsberget, som Storm har viet en sang. Ved et naturspil viser der sig i en af dets glatte vægge en port. Staar man paa broen over den viltre Finna eller hinsides paa engene og ser denne port over hængebirkenes svævende grene og yppige løvverk, former den sig til en dobbeltport, oventil forenet ved en gotisk spidsbue. Gamle, hvidstammede birke staar som søiler ved dens sider; men deres høie toppe naar ikke til buens begyndelse, og gik porten kun en kirkelængde ind, kunde Vaage kirke staa under spidsbuen med tag og taarn. Det er ikke nogen almindelig dør eller port. Det er indgangen til jutulens palads. Det er „jutulsporten,“ en uhyre portal, som det største trold med femten hoveder magelig kunde gaa igjennem uden at bøie sin nakke. Naar nogen i gamle dage, da der var mere samkvem mellem mennesker og trold, vilde laane hos jutulen eller tale med ham i andre forretninger, var det skik at kaste en sten i porten og sige: „Let op, jutul!“

For et par aar siden kom jeg en eftermiddag til prestegaarden for at aflægge et besøg. Familien var paa sæteren; der var ingen hjemme uden en gammel døl, som paa min begjæring fulgte mig op til jutulsporten. Vi bankede paa, men blev ikke indladte. Det undrede mig heller ikke, at jutulen ikke vilde modtage os, eller at han nu paa sine gamle dage saa sjelden giver audiens; thi tør man dømme efter de mangfoldige spor af stenkast i porten, har han været overmaade besværet med besøg.

„En af de sidste, som saa ham,“ fortalte min ledsager, „det var Johannes Sørigaarden fra Blessom, nabogaarden til prestegaarden. Men han ønskede vist, han aldrig havde seet ham,“ føiede han til.

„Denne Johannes Blessom var nede i Kjøbenhavn og skulde have ret paa en proces; for her i landet var der ingen ret at faa ved de tider; og naar en vilde have ret, var der ikke anden raad end at reise derned. Det havde Blessommen gjort, og det gjorde 7sønnen hans efter ham ogsaa; for han havde og en proces. Saa var det om juleeftermiddagen; Johannes havde snakket med storkarene og gjort fra sig, og han gik paa gaden og var stur; for han var hoga him. Ret som han gik, strøg der forbi ham en vaageværing i hvid kufte med taskelaag og knapper som sølvdalere. Det var en stor, svær mand. Han syntes, han skulde kjende ham og; men han gik saa fort.

„Du gaar fort, du,“ sagde Johannes.

„Ja, jeg faar nok skynde mig,“ svarede manden; „for jeg skal til Vaage ikveld.“

„Ja, gid jeg kunde komme did, jeg ogsaa,“ sagde Johannes.

„Du kan faa staa paa med mig,“ sagde manden; „for jeg har en hest, som træder tolv trin i milen.“

De reiste, og Blessommen havde nok med at holde sig paa meierne; for det gik gjennem veir og vind, saa han hverken kunde se himmel eller jord.

Ensteds var de nede og hvilte. Hvor det var, kunde han ikke skjønne, førend med det samme de satte afsted igjen, og han syntes, han saa et dødningehoved paa en stage der. Da de var komne et stykke paa veien, begyndte Johannes Blessom at fryse.

„Uf, jeg glemte den ene vaatten min, der vi hvilte; nu fryser jeg paa næven,“ sagde han.

„Du lyt taale det, Blessommen,“ sagde manden; „for nu er det ikke langt igjen til Vaage, og der vi hvilte, var halvveis.“

Før de kom til Finnebroen, stansede manden ved Sandbovolden og satte Johannes af.

„Nu har du ikke langt hjem,“ sagde han, „og nu skal du love mig det, at du ikke ser dig tilbage, om du hører nogen dur eller ser noget lysskin.“

Det lovede Johannes og takkede for skydsen. Manden kjørte sin vei over Finnebroen, og Johannes tog opover bakken til Blessomgaardene. Men ret som det var, hørte han en dur i jutulsberget, og med et blev det saa lyst paa veien foran ham, at han syntes, han kunde have seet at tage en naal op. Han kom ikke ihu det, han havde lovet, men dreiede paa hovedet og skulde se, hvad det var. Da stod jutulsporten paa vid væg, og det skinnede og lyste ud gjennem den som af mange tusend lys. Midt i aabningen saa han jutulen, og det var manden, han havde staaet 8paa med. Men fra den tid sad hovedet paaskakke paa Johannes Blessom, og saaledes var han, saalænge han levede.“

P. Chr. Asbjørnsen.