8

„Da jeg var yngre,“ fortalte Nils baadsmand, „var jeg ofte med morfar og flere fiskere inde fra fjorden paa vinterfiske udover i Onsø og Hvaløerne. En nat laa vi ved Rauøkalven og havde gjort op varme i en af hullerne i uren der. Tiden faldt lang, saa som den ofte gjør for fiskeren; vi røgte tobak, kogte kaffe og snakkede gammelt snak, og morfar fortalte om gamle dage, da han var ung. Han fortalte da, at dengang han boede i Gamlebyen og var reservelods, havde han lodset ud et skib engang og var paa hjemveien; paa det samme sted, vi laa ved Kalven, var han indpaa og hvilede en stund; men da han lagde ud igjen, kom der roende en mand i en halv baad, rigtig lige ud af uren mellem de store stenene. Dette syntes han var leit, og han blev fælen; for han havde ikke seet ham før, hverken mens han lagde ind, eller mens han laa der, og han vidste jo nok, de sagde, at nøkken skulde fare slig. Han troede ikke, at det var nøkken; men han kunde ikke vide, hvem det var; for der er saa mange huller og gange i uren og mellem stenene paa Rauøkalven, at der gjerne kunde ligge mange tusend mand der, og ingen kunde se dem, og i de dage var det saa fuldt af fugl, af alker og ær, som klækkede der, at en mand gjerne kunde raske ihop en tønde eg om dagen. Nu ja, fælen blev han, og han begyndte at drage paa aarerne, det bedste han orkede; men det hjalp ikke stort, skal jeg tro; for da den anden saa, at han tog til at hærde paa, roede han rundt om ham, saa tidt han vilde, og morfar kunde ikke se, at han tog i mere for det. Nu ja, han halede ud, det meste han kunde, og da han kom op til Laurkullen, lagde han iland; for han syntes ilde om følget, han havde faaet, og tænkte kanske, han skulde blive kvit det, mens han stoppede og hvilede en stund. Ja det skal jeg tro! Da han kom ned til baaden, saa han ingen; men da han kom ud paa fjorden, kom han frem bagom kollen, han, som var i den halve baaden, og var i følge med ham og roede rundt ham, saa tidt han vilde. Jo længer det led, desmere fælen blev morfar, og han maatte ind baade paa Refsnes og paa Bævøen, og hvergang 9tænkte han, at naar han kom til folk, blev han vel kvit ham. Naar han kom i baaden, saa han ham ikke; men han var aldrig før lidt ude paa fjorden, før han i den halve baaden var der igjen. Morfar roede, saa sveden silede af ham; men det monnede ikke mere, end om han skulde have siddet og kavet med et øsekar; den anden roede rundt ham gang efter gang. Ja vel, gamlen maatte stoppe op i Filtvedt, og i Drøbak maatte han ogsaa ind; men han blev ikke kvit ham for det, og da han kom til Sandbugten, syntes morfar, han ikke orkede at løfte aarerne. Han gik ind og hvilede en stund; men da han skulde nedover til baaden igjen, mødte han paa stranden en gammel mand, som han syntes han skulde kjende, og den manden spurgte ham, om han ikke vilde sætte ham over til Haaøen; han skulde did i bryllup, sagde han, og han skulde forskylde ham vel for det, saa han vist ikke skulde angre paa umagen; en halvskjeppe penge kom det ikke nøie an paa for ham, sagde han. Morfar syntes nok, at dette var underlig snak; men han lovede, han skulde sætte ham over, og betalingen var det ikke om at gjøre, for han roede samme veien.

„Men er ikke du fra Strandgaden?“ sagde manden. — „Jo vist er jeg det,“ svarede morfar; „jeg synes ogsaa, jeg skulde kjende jer; men jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal tage jer igjen.“ — „Aa, det er ikke saa greit at tage mig igjen,“ sagde manden; „men ellers saa er vi naboer paa en maade, for jeg er Egeberg-kongen, og inat skal jeg holde bryllup med stedsdatteren til kongen i Haaø-kollen. Det ta’r til at lide ud i aarene med mig,“ sagde han; „for nu er jeg saa gammel som sju skogfald paa Næsodden, og saa synes jeg, det kan være paatide at gifte sig.“ — „Dit gamle, stygge trold!“ tænkte morfar, og havde han været fælen før, saa blev han det endda mere nu. Men han skjød hjertet op i livet, og saa spyttede han i næverne og trak paa aarerne. Ret som det var, var han ude, han i den halve baaden igjen; men han gjorde ingen kroger paa veien nu, han roede bent frem imod Haaøen, saa fossen stod foran baaden, og for forbi dem som en vind. Da Egeberg-kongen fik se ham, blev han rent ude af sig, huiede og skreg: „Ro, ro, ro, alt du kan, en hel skjeppe penge, om du først er i land!“

Morfar brumlede noget for sig selv; men han trak paa aarerne, det han orkede; for han saa, at pengesækken alt laa i 10baaden. Men alt det han roede, saa monnede det ikke; de var ikke gode for at hale ind paa nøkken. Da de kom nærmere op under kollen, saa morfar, at der laa et gildt slot der, som han aldrig havde seet; det skinnede ud af alle vinduerne, og der var saa mange tyrilyser udenfor, og det var saa lyst som den klareste dag. Spillemænd og musik og lystighed var der, saa de hørte det langt ud paa fjorden, og da de kom nærmere, var der et stort følge med trold der, baade store og smaa: nogle sad paa hestene med næser saa lange, at de naaede til sadelknappen, og nogle holdt paa at stige op; der var kjøgemester og spillemænd, akkurat som det er skik i store bryllupper paa landet, og bruden havde krone paa, saaledes som de brugte i gamle dage; hun var pyntet i silke og sølvstas og guldstas, saa det lavede af hende; hun var saa vakker og deilig, at det ikke var maade med det, og morfar blev baade avindsyg og harm, at en saadan tør, vissen troldmand, som var saa gammel som sju vedfald, skulde faa slig ung, vakker jente. Hun stod ogsaa og magede sig og skulde stige op paa en hest; men hun baade græd og bad, saa ilde var hun ved, og hun var ræd for at ride ogsaa. Men saa kom der en graa hest med forgyldt sadel og bidsel op fra stranden og lagde sig ned for benene hendes som en hund, og da satte hun sig paa den; men den hesten det var nøkken, som havde skabt sig om, og ingen anden.

Da Egeberg-kongen saa dette, blev han rent gal; han baade skreg og huiede paa morfar, at han skulde ro paa svarte livet. Men inde fra kollen raabte en, som var saa grov i maalet:

„Sætter du kongen iland,skal du druknes ved strand.“

Da troldmanden hørte det, hoppede han fra baaden langt op iland med ett hop. Men med det samme for nøkken afsted med bruden paa ryggen, saa gnisterne sprudede under hestebenene; det gik opefter den grønne dalen, som deler Haaøen paa det smaleste, og følget efter med fakler og tyrilyser. Nogle skjævede hid og did paa hestene, og nogle red nok saa strunke; men Egeberg-kongen kastede sig paa en hest og for efter, som om han var baade fuld og gal.

Morfar stod og saa paa alt dette og kunde ikke andet end le over spektaklet og de stygge troldene, som kongen red overende, saa de rullede udover bakken, mens ilden og gnisterne frasede om ørene paa dem; saa maatte de hinke hesteløse efter. Men gamlen 11havde en ladet sælbøsse i baaden, og en sølvknap havde han faaet tygget sammen og puttet nedi, og den skjød han over brudefølget, da Egeberg-kongen var paa siden af nøkken og bruden. Idetsamme det smald, blev det saa kullende mørkt, at han ikke saa, hvor han var henne engang. Pengesækken havde han igjen; den laa i baaden; men da han kjendte paa det, som var i den, var det ikke andet end næper, slige braatenæper. Da blev han saa harm, at han tog sækken i begge snuderne og rystede den tilfjords; men da han styrtede dem ud, klang det som sølvpenge, og han syntes, nogle trillede ind i baaden ogsaa. Om morgenen, da det blev lyst, og han blev rigtig vaagen, fandt han et par store, gammeldags sølvdalere i baaden, som ingen skjønte sig paa; men da var det for sent at syte for dem, han havde kastet tilfjords. Men hvor det blev af bruden, fik jeg aldrig greie paa; hun er vel hos troldene i Haaø-kollen endda, dersom hun ikke er kommen ud igjen.”

P. Chr. Asbjørnsen.

8

„Da jeg var yngre,“ fortalte Nils båtsmann, „var jeg ofte med morfar og flere fiskere inne fra fjorden på vinterfiske utover i Onsø og Hvaløerne. En natt lå vi ved Rauøkalven og hadde gjort opp varme i en av hullene i uren der. Tiden falt lang, så som den ofte gjør for fiskeren; vi røgte tobakk, kokte kaffe og snakket gammelt snakk, og morfar fortalte om gamle dage, da han var ung. Han fortalte da, at dengang han bodde i Gamlebyen og var reservelos, hadde han lodset ut et skip engang og var på hjemveien; på det samme sted, vi lå ved Kalven, var han innpå og hvilte en stund; men da han la ut igjen, kom der roende en mann i en halv båt, riktig like ut av uren mellom de store stenene. Dette syntes han var leit, og han ble fælen; for han hadde ikke sett ham før, hverken mens han la inn, eller mens han lå der, og han visste jo nok, de sa, at nøkken skulle fare slig. Han trodde ikke, at det var nøkken; men han kunne ikke vite, hvem det var; for der er så mange huller og gange i uren og mellom stenene på Rauøkalven, at der gjerne kunne ligge mange tusen mann der, og ingen kunne se dem, og i de dage var det så fullt av fugl, av alker og ær, som klekket der, at en mann gjerne kunne raske ihop en tønne eg om dagen. Nå ja, fælen ble han, og han begynte at drage på årene, det beste han orket; men det hjalp ikke stort, skal jeg tro; for da den annen så, at han tok til å herde på, rodde han rundt om ham, så titt han ville, og morfar kunne ikke se, at han tok i mer for det. Nå ja, han halte ut, det meste han kunne, og da han kom opp til Laurkullen, la han i land; for han syntes ilde om følget, han hadde fått, og tenkte kanskje, han skulle bli kvit det, mens han stoppet og hvilte en stund. Ja det skal jeg tro! Da han kom ned til båten, så han ingen; men da han kom ut på fjorden, kom han frem bakom kollen, han, som var i den halve båten, og var i følge med ham og rodde rundt ham, så titt han ville. Jo lenger det led, desmere fælen ble morfar, og han måtte inn både på Refsnes og på Bævøen, og hvergang 9tenkte han, at når han kom til folk, ble han vel kvit ham. Når han kom i båten, så han ham ikke; men han var aldri før litt ute på fjorden, før han i den halve båten var der igjen. Morfar rodde, så sveden silte av ham; men det monnet ikke mer, enn om han skulle ha sittet og kavet med et øsekar; den annen rodde rundt ham gang etter gang. Ja vel, gamlen måtte stoppe opp i Filtvedt, og i Drøbak måtte han også inn; men han ble ikke kvit ham for det, og da han kom til Sandbugten, syntes morfar, han ikke orket å løfte årene. Han gikk inn og hvilte en stund; men da han skulle nedover til båten igjen, møtte han på stranden en gammel mann, som han syntes han skulle kjenne, og den mannen spurte ham, om han ikke ville sette ham over til Haaøen; han skulle dit i bryllup, sa han, og han skulle forskylde ham vel for det, så han vist ikke skulle angre på umaken; en halvskjeppe penger kom det ikke nøye an på for ham, sa han. Morfar syntes nok, at dette var underlig snakk; men han lovede, han skulle sette ham over, og betalingen var det ikke om å gjøre, for han rodde samme veien.

„Men er ikke du fra Strandgaden?“ sa mannen. — „Jo vist er jeg det,“ svarte morfar; „jeg synes også, jeg skulle kjenne jer; men jeg vet ikke riktig, hvor jeg skal ta jer igjen.“ — „Å, det er ikke så greit å ta meg igjen,“ sa mannen; „men ellers så er vi naboer på en måte, for jeg er Egeberg-kongen, og i natt skal jeg holde bryllup med stedatteren til kongen i Haaø-kollen. Det ta’r til å lide ut i årene med meg,“ sa han; „for nå er jeg så gammel som sju skogfald på Næsodden, og så synes jeg, det kan være paatide å gifte seg.“ — „Ditt gamle, stygge troll!“ tenkte morfar, og hadde han vært fælen før, så ble han det enda mer nå. Men han skjød hjertet opp i livet, og så spyttet han i nevene og trakk på årene. Rett som det var, var han ute, han i den halve båten igjen; men han gjorde ingen kroker på veien nå, han rodde bent frem imot Haaøen, så fossen stod foran båten, og for forbi dem som en vind. Da Egeberg-kongen fikk se ham, ble han rent ute av seg, huiede og skrek: „Ro, ro, ro, alt du kan, en hel skjeppe penger, om du først er i land!“

Morfar brumlede noe for seg selv; men han trakk på årene, det han orket; for han så, at pengesekken alt lå i 10båten. Men alt det han rodde, så monnet det ikke; de var ikke gode for å hale inn på nøkken. Da de kom nærmere opp under kollen, så morfar, at der lå et gildt slott der, som han aldri hadde sett; det skinte ut av alle vinduene, og der var så mange tyrilyser utenfor, og det var så lyst som den klareste dag. Spillemenn og musikk og lystighet var der, så de hørte det langt ut på fjorden, og da de kom nærmere, var der et stort følge med troll der, både store og små: noen satt på hestene med neser så lange, at de nådde til sadelknappen, og noen holdt på å stige opp; der var kjøkemester og spillemenn, akkurat som det er skikk i store bryllup på landet, og bruden hadde krone på, således som de brukte i gamle dage; hun var pyntet i silke og sølvstas og gullstas, så det lavede av henne; hun var så vakker og deilig, at det ikke var måte med det, og morfar ble både avindsyk og harm, at en sådan tør, vissen trollmann, som var så gammel som sju vedfald, skulle få slig ung, vakker jente. Hun stod også og maget seg og skulle stige opp på en hest; men hun både gråt og bad, så ilde var hun ved, og hun var redd for å ride også. Men så kom der en grå hest med forgylt sadel og bissel opp fra stranden og la seg ned for benene hennes som en hund, og da satte hun seg på den; men den hesten det var nøkken, som hadde skapt seg om, og ingen annen.

Da Egeberg-kongen så dette, ble han rent gal; han både skreg og huiet på morfar, at han skulle ro på svarte livet. Men inne fra kollen ropte en, som var så grov i målet:

„Setter du kongen i land,skal du druknes ved strand.“

Da trollmannen hørte det, hoppet han fra båten langt opp i land med ett hop. Men med det samme for nøkken av sted med bruden på ryggen, så gnistene sprutet under hestebenene; det gikk opefter den grønne dalen, som deler Haaøen på det smaleste, og følget etter med fakler og tyrilyser. Noen skjævede hit og dit på hestene, og noen red nok så strunke; men Egeberg-kongen kastet seg på en hest og for etter, som om han var både full og gal.

Morfar stod og så på alt dette og kunne ikke annet enn le over spektaklet og de stygge trollene, som kongen red overende, så de rullet utover bakken, mens ilden og gnistene fraste om ørene på dem; så måtte de hinke hesteløse etter. Men gamlen 11hadde en ladet selbøsse i båten, og en sølvknapp hadde han fått tygget sammen og puttet nedi, og den skjød han over brudefølget, da Egeberg-kongen var på siden av nøkken og bruden. I det samme det smald, ble det så kullende mørkt, at han ikke så, hvor han var henne engang. Pengesekken hadde han igjen; den lå i båten; men da han kjente på det, som var i den, var det ikke annet enn neper, slike braatenæper. Da ble han så harm, at han tok sekken i begge snutene og rystet den til fjords; men da han styrtet dem ut, klang det som sølvpenge, og han syntes, noen trillet inn i båten også. Om morgenen, da det ble lyst, og han ble riktig vaagen, fant han et par store, gammeldags sølvdalere i båten, som ingen skjønte seg på; men da var det for sent å syte for dem, han hadde kastet til fjords. Men hvor det ble av bruden, fikk jeg aldri greie på; hun er vel hos trollene i Haaø-kollen enda, dersom hun ikke er kommet ut igjen.”

P. Chr. Asbjørnsen.