11

Naar verden gaar mig imod — og det undlader den sjelden at gjøre, naar dertil gives nogen leilighed — har jeg stedse fundet mig vel ved at anvende friluftsvandringer som dæmper for min smule bekymring og uro. Hvad der denne gang havde været iveien, husker jeg nu ikke mere; men hvad der staar klart for min erindring, det er, at jeg en sommereftermiddag for nogle aar siden med fiskestangen i haanden vandrede opover engene paa østsiden af Akerselven forbi Torshaug og Sandaker gjennem Lillohagen til Oset ved Maridalsvandet.

Den klare luft, hølugten, blomsterduften, vandringen, fuglekvidret og de friske luftninger ved elven virkede i høi grad oplivende paa mit sind. Da jeg kom over broen ved Oset, begyndte solen at helde mod aasranden; snart laante den aftenskyerne sin bedste glans, forat de en stakket tid kunde fryde sig ved den fremmede pragt og speile sig i de klare bølger; snart brød den igjennem skyen og sendte ud en lysstrime, som dannede gyldne stier i de mørke barskoge hinsides vandet. Aftenvinden førte efter den hede dag med sig en forfriskende duft fra granerne, og de fjernt gjenklingende, hendøende toner af gjøgens aftensang stemte sindet til vemod. Mekanisk fulgte mit øie de udkastede fluer, som førtes af strømmen i elven. Se, der sprang en gylden fisk; snøret for surrende af snelden, og da jeg holdt den fast, stod stangen bøiet som et tøndebaand; det maatte være en ørret paa tre merker. Nu var 12det ikke tid at falde i staver over granduft og gjøgegal; man kunde behøve sin smule aandsnærværelse for at bringe fisken iland; thi strømmen var strid og fisken sprek, og jeg havde ingen haav, saa jeg maatte give snøre ud af snelden og vinde ind igjen en to, tre gange, før den lod sig tvinge til at gaa med strømmen ind i en liden vig, hvor den heldig blev bragt iland og funden at være en smuk, purpurplettet fisk af den formodede størrelse.

Jeg blev ved at fiske paa vestkanten nedefter elven; men kun smaaørreter snappede efter mine fluer, og et snes stykker var det hele udbytte. — Da jeg kom til Brækkesagen, var himlen overskyet; det var allerede temmelig mørkt, kun ved synskredsens nordvestlige rand stod en æblegrøn strime, som kastede et dæmpet lys paa sagdammens stille flade. Jeg gik ud paa lensen og gjorde nogle kast; men mit held var ringe. Der rørte sig ikke et luftpust; vindene syntes gangne til hvile, og kun mine fluer bragte det blanke vand til at skjælve.

En halvvoksen gut, som stod bag mig oppe i bakken, raadede til „at harve med flødt“ — en hel klase medemark, som paa angelen stødvis drages henover vandfladen — og tilbød sig at skaffe agn. Jeg fulgte hans raad, og forsøget lykkedes over forventning; thi en ørret paa et par merker bed straks paa krogen og blev ikke uden vanskelighed bragt op paa det ubekvemme landingssted. Men dermed var det ogsaa forbi; ikke et bid var mere at merke, ingen fisk krusede vandet i den stille dam; kun flagermusene, som for vimsende omkring i luften, frembragte undertiden, naar de skjød ned efter insekterne, sitrende ringe, der bredte sig ud over den blanke flade.

Foran mig laa sagens indre, klart oplyst af en luende skorstensild. Den var i fuld gang; men dens hjul, dens blade og vegtstænger syntes ikke nu at styres eller ledes ved nogen menneskelig vilje og haand, men ene at gaa som et legetøi for kvernknurrens eller fossegrimmens lune og usynlige tag. Dog jo, tilsidst viste der sig ogsaa menneskelige skikkelser. En for med en vældig fork ud paa tømmeret i dammen for at bringe en stok i tømmerrenden og satte den hele flade i en bølgende bevægelse; en anden kom skyndsomt frem med en øks i haanden for at bænke tømmerstokken og kaste ud baghunen, som bragende styrtede ned i dybet. Det suste og bruste, hvinede og klang derindenfra, og stundom 13sattes, lig et jøtunsverd — man skulde tro i fegtning med nattens aander — et blinkende sagblad i bevægelse ud i luften for at sage af knubberne eller de ujevne ender paa stokkene.

Nordenfra kom der ned efter elvedraget nogle kolde gufs, som lod mig føle, at jeg var vaad og træt, og jeg besluttede derfor at gaa ind og hvile mig lidt ved ilden over i sagstuen. Jeg raabte paa gutten, som endnu stod nede ved bredden, bad ham tage fiskekurven, som jeg havde sat igjen, og følge efter over lensen, hvis glatte stokke gyngede paa vandet og overskvulpedes for hvert skridt, jeg tog.

Ved den ene skorsten i sagen sad en gammel, graaskjegget arbeidsmand med en rød hue nedover ørene. Skyggen af skorstenen havde skjult ham for mig før. Da han hørte, jeg ønskede at hvile og varme mig en smule, lavede han mig straks af en stokkeknub et sæde ved ilden.

„Det var en lækker fisk,“ sagde den gamle, idet han tog den sidste ørret, jeg havde faaet, i haanden, „og det en hakefisk; den veier mest tre merker; den har I sikkert faaet i dammen her?“

Paa mit bekræftende svar fortalte manden, som lod til at være en ivrig fisker, hvilke store ørreter han havde faaet paa dette strøg for en tredive aar siden, da han kom herud fra Gudbrandsdalen, og anstillede derhos hjerterørende klager over fiskens aftagen og sagflisens tiltagen.

„Fisken den tar af,“ sagde han med en stemme, der trængte igjennem saglarmen, „for saadan en guldhake, ikke større end den der, er det rart at faa nu; men sagflisen den tar til aar for aar, og en kan ikke undres over, at fisken ikke gaar ud i elven: for lukker den paa kjæften og skal have en svelg rent vand, saa faar den hele kroen fuld af sagflis og mukker. Det er sagen, som gir os brød, baade mig og mine; men jeg blir saa arg, naar jeg tænker paa de svære fisk, jeg har draget her i gamle dage.“

Gutten var imidlertid kommen efter med fiskekurven, men syntes at være ilde tilmode ved al den larm og uro, som herskede i sagen. Forsigtig traadte han paa gulvbredderne, og i hans ansigt malede sig frygt og ængstelse for vandets brusen mellem hjulene nedenunder hans fødder og gulvet.

„Her er det fælt at være; gi’ jeg var vel hjemme,“ sagde han.

„Hører du ikke hjemme her?“ spurgte jeg.

14„Hvad er du for en? Hvor er du fra?“ spurgte den gamle.

„Aa, jeg er fra Gamlebyen, og saa har jeg været hos fuldmægtigen paa Brække med et brev fra lensmanden; men jeg er saa ræd for at gaa alene i mørke,“ svarede gutten, som den hele tid havde holdt sig i nærheden af mig.

„Skam dig, saa lang en gut du er, at syte for sligt,“ sagde den gamle, men føiede trøstende til: „Ret nu kommer maanen op, og du faar nok følge med den karlen her.“

Jeg lovede den mørkrædde følgeskab lige til Beierbroen, og dette syntes at berolige ham noget. Imidlertid stansede sagen, og to af karlene gav sig ifærd med at file og skjærpe sagbladene, hvilket frembragte en hvinende, til marv og ben gaaende lyd, der er saa gjennemtrængende, at den om natten, gjennem fossens sus, ikke sjelden klinger ned til byen fra de fjerne sage. Den syntes at virke meget ubehagelig paa den mørkrædde guts nerver.

„Huf, her turde jeg ikke være en nat for meget godt,“ sagde han og stirrede omkring sig, som om han ventede at se en nøk stige op af gulvet eller en nisse i hver krog.

„Ja da har jeg været her mangen nat,“ sagde den gamle, „og ikke har jeg havt stort for det heller.“

„Jeg har hørt af mor, at der skal være saa meget troldskab og fanteri i saadanne sage og kvernhuse,“ ytrede gutten ængstelig.

„Jeg har ikke fornummet noget; jeg kan ikke sige det,“ sagde den gamle. „Vandet er nok bleven slaaet af og sat paa for mig imellem, naar jeg har dormet lidt paa sagen om natten, og imellem har jeg hørt, det har tuslet i baghunen; men jeg har aldrig seet noget. Folk tror heller ikke paa sligt mere nu,“ vedblev han med et spørgende blik til mig; „og derfor tør det ikke vove sig frem; folk er for kloge og belæste nutildags.“

„Det kan du have ret i,“ sagde jeg; thi jeg merkede godt, at der laa noget skjult bag det blik, han sendte mig, og vilde hellere have ham til at fortælle gamle historier end indlade mig paa at drøfte hans tvil og den paastand, at oplysningen skulde være en skræmsel for nisser og underjordiske. „Det kan du have ret i paa en maade. I gamle dage var folk sterkere i troen paa al slags troldskab; nu lader de, som de ikke tror paa det, for at synes kloge og oplyste, som du siger. I fjeldbygderne hører man dog endnu, at de underjordiske viser sig, tar folk ind til sig og sligt. Nu skal du,“ føiede jeg til, for ret at faa ham paa glid, „nu skal du 15bare høre en historie, som skal være hændt ensteds, men hvor og naar det er hændt, kan jeg ikke ret erindre.“

Der var en mand, som havde en kvern ved en fos, og der var ogsaa en kvernknur. Om manden, som skik er paa nogle steder, gav ham lefsekling og juleøl for at øge melet, har jeg ikke hørt; men det er ikke rimeligt; for hver gang han skulde male, tog kvernknurren fat i kvernkallen og stansede kvernen, saa han ikke kunde faa malet. Manden vidste godt, at det var kvernknurren, og en aften, han skulde paa møllen, tog han med sig en gryde fuld med beg og tjære og gjorde ild under den. Da han slap vandet paa kallen, gik den en stund; men saa blev den stanset, som han ventede. Han stak og slog efter kvernknurren nede i renden og omkring kvernkallen; men det hjalp ikke. Tilsidst aabnede han døren, som gik ud til kvernkallen og renden; men da stod kvernknurren midt i døren og gabede, og gabet var saa stort, at underkjæften var ved træskelen og overkjæften ved dørbjelken.

„Har du seet saa stort gabende?“ sagde han.

Manden for efter beggryden, som stod og kogte, slog den i gabet paa ham og sagde: „Har du kjendt saa hedt kogende?“ Da slap kvernknurren kallen og slog op et forfærdeligt brøl. Siden har han hverken været seet eller hørt der, og heller ikke har han hindret folk i at male. —

„Ja,“ sagde gutten, som med en blanding af frygt og nysgjerrighed havde fulgt min fortælling, „dette har jeg rigtig hørt af bedstemor min, og hun fortalte ogsaa en anden historie om en kvern. Det var oppe paa landet, og ingen kunde faa malet der, for der var saa fuldt af troldskab. Men saa var der en fattigkjærring, som var saa nødig om at faa malet lidt en kveld, og hun bad, om hun kunde faa lov til at male der om natten.

„Nei,“ sagde manden, som eiede kvernen, „det gaar ikke an, at du maler der inat; det kommer nok til at spøge baade for dig og kvernen da,“ sagde han. Men kjærringen sagde, hun var saa nødig om at faa malet; for hun havde ikke et gran vellingmel og ingen mad at give børnene sine. Ja, tilsidst saa fik hun lov at gaa paa kvernen og male om natten. Da hun kom did, gjorde hun varme paa under en stor tjæregryde, som stod der, og fik kvernen i gang og satte sig til at binde paa en hose i skorstenen.

16Om en stund kom der ind et kvindfolk og hilste paa hende. „Godkveld du,“ sagde hun til kjærringen.

„Godkveld,“ sagde kjærringen, og hun blev siddende og binde.

Men ret som det var, begyndte den, som var kommen ind, at kare varmen ud over skorstenen. Kjærringen karede den sammen igjen, hun.

„Hvad heder du?“ sagde den underjordiske til kjærringen.

„Aa, jeg heder Sjøl, jeg,“ sagde kjærringen.

Det syntes hun var et rart navn, og saa begyndte hun at kare varmen ud over skorstenen igjen. Og kjærringen blev sint og begyndte at skjende og kare den sammen igjen. Dette holdt de paa med en lang stund; men bedst det var, fik kjærringen veltet tjæregryden ned over den underjordiske. Hun til at huie og skrige, og saa rendte hun ud og raabte:

„Far, far, Sjøl har brændt mig!“

„Aa, har du sjøl gjort det, saa faar du sjøl ha’ det,“ sagde det borte i berget.“ —

„Det var godt, det ikke gik galt med den kjærringen,“ sagde den gamle graaskjeggen. „Hun kunde gjerne have brændt op baade sig selv og kvernen; for da jeg var hjemme, hørte jeg tale om noget sligt, som skulde hændt der i gamle dage. Det var en gaardmand der, som havde en kvern, og den brandt for ham to pinsekvelde efter hverandre. Da det led til pinstid det tredje aar, var der skrædder hos ham og syede helgedagsklæder.

„Skal tro, hvorledes det gaar med kvernen denne gang? Tro det skal brænde inat og?“ sagde manden.

„Det skal ikke have nogen nød,“ sagde skrædderen, „giv mig nøglen, saa skal jeg nok passe kvernen.“

Det syntes manden var baade vel og bra; og da det led paa kvelden, fik skrædderen nøglen og gik ned i kvernen — den var tom endda; for den var ganske nyhugget, — og saa satte han sig midt paa gulvet, tog kridtet sit og kridtede en stor ring rundt omkring sig, og rundt udenomkring den ringen skrev han Fadervor, og saa var han ikke ræd. Da det var høgst nattes, fløi døren op med et, og der kom ind saa tykt med svarte katter, at det yrede. De var ikke sene, før de fik en gryde paa skorstenen og til at lægge paa under den, saa det tog til at brase og frase i gryden, som om den var fuld af kogende beg og tjære.

„Haa haa,“ tænkte skrædderen, „er det saaledes fat?“ Og ikke 17før havde han sagt det, før en af kattene skjøv labben bag gryden og vilde til at velte den.

„Scht katte, du brænder dig!“ raabte skrædderen.

„Scht katte, du brænder dig! siger skrædderen til mig,“ sagde katten til de andre kattene, og allesammen bort fra skorstenen til at hoppe og danse rundt om ringen; men ret som det var, luskede katten bort til skorstenen igjen og vilde skyve gryden overende.

„Scht katte, du brænder dig!“ skreg skrædderen og skræmte den fra skorstenen.

„Scht katte, du brænder dig! siger skrædderen til mig,“ sagde katten til de andre kattene, og allesammen til at danse og hoppe, og ret som det var, var de borte igjen og prøvede at faa veltet gryden.

„Scht katte, du brænder dig!“ skreg skrædderen og tog saa i og skræmte dem, at de for den ene over den anden bort efter gulvet og til at springe og danse som før.

Saa slog de krins udenom ringen og begyndte at danse rundt omkring den, fortere og fortere, og tilsidst gik det saa fort, at skrædderen syntes, det begyndte at gaa rundt for ham, og de gloede paa ham med slige fæle øine, som om de vilde æde ham.

Men bedst det var, stak den katten, som havde været ifærd med at velte gryden, labben sin indenfor ringen, just som om den havde lyst til at faa tag i skrædderen. Men da skrædderen saa det, løste han paa telgekniven og holdt den færdig. Ret som det var, slog katten labben indenfor ringen igjen; men svint hakkede skrædderen labben af, og alle kattene tilbens det forteste de vandt, med skraal og med skrig, ud igjennem døren.

Men skrædderen lagde sig i ringen og sov, til solen stod langt ind paa gulvet til ham. Saa stod han op, læste igjen kvernen og gik op paa gaarden.

Da han kom ind i stuen, laa baade manden og konen endda; for det var pinsemorgen.

„Godmorgen,“ sagde skrædderen og gav manden haanden.

„Godmorgen,“ sagde manden, og han blev baade glad og forundret, da han fik se skrædderen igjen; det kan en nok vide.

„Godmorgen, mor,“ sagde skrædderen og bød kjærringen haanden.

„Godmorgen,“ sagde kjærringen; men hun var saa bleg og saa saa rar og forstyrret ud, og haanden sin gjemte hun under fælden; men tilsidst bød hun ham den venstre. Da skjønte

I₂

18skrædderen, hvorledes det hang sammen; men hvad han sagde til manden, og hvorledes det gik kjærringen siden, det har jeg aldrig fornummet.“ —

„Møllerkjærringen var en troldkjærring selv da?“ spurgte gutten, som havde lyttet til med spændt opmerksomhed.

„Du kan vide det,“ sagde den gamle.

Det var næsten ikke muligt at høre et ord længer; thi sagen gik atter med sus og med brus. Maanen var oppe og trætheden forbi efter den korte hvile. Jeg sagde derfor farvel til den gamle og gik ifølge med den mørkrædde gut. Vi fulgte stien under Grefsenaasen nedover høiderne imod Grefsen. Hvidlige taager svævede over elvedraget og myrerne nede i dalen. Op over byens røgslør hævede sig Akershus med sine taarne, der traadte klart frem mod fjordens speil, hvori Næsodden kastede sig langt ud som en mægtig slagskygge. Himlen var ikke ganske ren, og der var lidt drag i skyer og luft; maanens lys blandede sig med sommernattens dæmring og dæmpede omridsene i forgrunden af det landskab, som udstrakte sig for vore fødder. Men over fjorden laa maanelyset blankt og straalende, medens Asker- og Bærumsaaserne, fortonende i sortblaa skygninger, hævede sig over hverandre høit op i luften og dannede landskabets fjerne ramme.

Kvægede af natteduggens kjølige bad udsendte fioler og andre natlige blomster en liflig duft over engene; men fra myrerne og bækkedragene kom der af og til klamme, gjennemtrængende luftninger, der isnende berørte mig.

„Huf, det grøsser i mig,“ raabte min ledsager ved saadanne leiligheder. Han troede, at disse luftninger var pustet af natlige aander, og mente at se en troldkjærring eller en kat med gloende øine i hver busk, som rørtes af vinden.

P. Chr. Asbjørnsen.

11

Når verden går meg imot — og det unnlater den sjelden å gjøre, når dertil gives noen leilighet — har jeg stedse funnet meg vel ved å anvende friluftsvandringer som demper for min smule bekymring og uro. Hva der denne gang hadde vært i veien, husker jeg nå ikke mer; men hva der står klart for min erindring, det er, at jeg en sommerettermiddag for noen år siden med fiskestangen i hånden vandret opover engene på østsiden av Akerselven forbi Torshaug og Sandaker gjennom Lillohagen til Oset ved Maridalsvandet.

Den klare luft, hølugten, blomsterduften, vandringen, fuglekvitret og de friske luftninger ved elven virket i høy grad opplivende på mitt sinn. Da jeg kom over broen ved Oset, begynte solen at helle mot aasranden; snart lånte den aftenskyene sin beste glans, for at de en stakket tid kunne fryde seg ved den fremmede prakt og speile seg i de klare bølger; snart brød den igjennom skyen og sendte ut en lysstrime, som dannede gyldne stier i de mørke barskoge hinsides vannet. Aftenvinden førte etter den hete dag med seg en forfriskende duft fra granene, og de fjernt gjenklingende, hendøende toner av gjøkens aftensang stemte sinnet til vemod. Mekanisk fulgte mitt øye de utkastet fluer, som førtes av strømmen i elven. Se, der sprang en gylden fisk; snøret for surrende av snellen, og da jeg holdt den fast, stod stangen bøyet som et tønnebånd; det måtte være en ørret på tre merker. Nå var 12det ikke tid å falle i staver over granduft og gjøkegal; man kunne behøve sin smule åndsnærværelse for å bringe fisken i land; thi strømmen var strid og fisken sprek, og jeg hadde ingen håv, så jeg måtte gi snøre ut av snellen og vinde inn igjen en to, tre ganger, før den lot seg tvinge til å gå med strømmen inn i en liten vig, hvor den heldig ble brakt i land og funnen å være en smuk, purpurplettet fisk av den formodet størrelse.

Jeg ble ved å fiske på vestkanten nedefter elven; men kun småørreter snappet etter mine fluer, og et snes stykker var det hele utbytte. — Da jeg kom til Brækkesagen, var himlen overskyet; det var allerede temmelig mørkt, kun ved synskredsens nordvestlige rand stod en eplegrønn strime, som kastet et dempet lys på sagdammens stille flate. Jeg gikk ut på lensen og gjorde noen kast; men mitt held var ringe. Der rørte seg ikke et luftpust; vindene syntes gangne til hvile, og kun mine fluer brakte det blanke vann til å skjelve.

En halvvoksen gut, som stod bak meg oppe i bakken, rådde til „å harve med flødt“ — en hel klase medemark, som på angelen støtvis drages henover vannflaten — og tilbød seg å skaffe agn. Jeg fulgte hans råd, og forsøket lyktes over forventning; thi en ørret på et par merker bed straks på kroken og ble ikke uten vanskelighet brakt opp på det ubekvemme landingssted. Men dermed var det også forbi; ikke et bid var mer å merke, ingen fisk krusede vannet i den stille dam; kun flaggermusene, som for vimsende omkring i luften, frembrakte undertiden, når de skjød ned etter insektene, sitrende ringe, der bredte seg ut over den blanke flate.

Foran meg lå sagens indre, klart opplyst av en luende skorsteinsild. Den var i full gang; men dens hjul, dens blade og vektstenger syntes ikke nå å styres eller ledes ved noen menneskelig vilje og hånd, men ene å gå som et leketøy for kvernknurrens eller fossegrimmens lune og usynlige tak. Dog jo, til sist viste der seg også menneskelige skikkelser. En for med en veldig fork ut på tømmeret i dammen for å bringe en stokk i tømmerrennen og satte den hele flate i en bølgende bevegelse; en annen kom skyndsomt frem med en øks i hånden for at bænke tømmerstokken og kaste ut bakhunen, som brakende styrtet ned i dypet. Det suste og bruste, hvinte og klang derinnenfra, og stundom 13sattes, lig et jøtunsverd — man skulle tro i fektning med nattens ånder — et blinkende sagblad i bevegelse ut i luften for å sage av knubberne eller de ujevne ender på stokkene.

Nordenfra kom der ned etter elvedraget noen kalde gufs, som lot meg føle, at jeg var våt og trett, og jeg besluttet derfor å gå inn og hvile meg litt ved ilden over i sagstuen. Jeg ropte på gutten, som ennå stod nede ved bredden, bad ham ta fiskekurven, som jeg hadde satt igjen, og følge etter over lensen, hvis glatte stokke gynget på vannet og overskvulpedes for hvert skritt, jeg tok.

Ved den ene skorstein i sagen satt en gammel, gråskjegget arbeidsmann med en rød hue nedover ørene. Skyggen av skorsteinen hadde skjult ham for meg før. Da han hørte, jeg ønsket å hvile og varme meg en smule, lavet han meg straks av en stokkeknub et sete ved ilden.

„Det var en lekker fisk,“ sa den gamle, idet han tok den siste ørret, jeg hadde fått, i hånden, „og det en hakefisk; den veier mest tre merker; den har dere sikkert fått i dammen her?“

På mitt bekreftende svar fortalte mannen, som lot til å være en ivrig fisker, hvilke store ørreter han hadde fått på dette strøk for en tretti år siden, da han kom herud fra Gudbrandsdalen, og anstilte derhos hjerterørende klager over fiskens aftagen og sagflisens tiltagen.

„Fisken den tar av,“ sa han med en stemme, der trengte igjennom saglarmen, „for sådan en gullhake, ikke større enn den der, er det rart å få nå; men sagflisen den tar til år for år, og en kan ikke undres over, at fisken ikke går ut i elven: for lukker den på kjeften og skal ha en svelg rent vann, så får den hele kroen full av sagflis og mukker. Det er sagen, som gir oss brød, både meg og mine; men jeg blir så arg, når jeg tenker på de svære fisk, jeg har draget her i gamle dage.“

Gutten var imidlertid kommet etter med fiskekurven, men syntes å være ilde tilmode ved all den larm og uro, som hersket i sagen. Forsiktig trådte han på gulvbreddene, og i hans ansikt malte seg frykt og engstelse for vannets brusen mellom hjulene nedenunder hans føtter og gulvet.

„Her er det fælt å være; gi’ jeg var vel hjemme,“ sa han.

„Hører du ikke hjemme her?“ spurte jeg.

14„Hva er du for en? Hvor er du fra?“ spurte den gamle.

„Å, jeg er fra Gamlebyen, og så har jeg vært hos fullmektigen på Brække med et brev fra lensmannen; men jeg er så redd for å gå alene i mørke,“ svarte gutten, som den hele tid hadde holdt seg i nærheten av meg.

„Skam deg, så lang en gut du er, å syte for slikt,“ sa den gamle, men føyet trøstende til: „Rett nå kommer månen opp, og du får nok følge med den karlen her.“

Jeg lovede den mørkredde følgeskab like til Beierbroen, og dette syntes å berolige ham noe. Imidlertid stanset sagen, og to av karlene ga seg ifærd med å file og skjærpe sagbladene, hvilket frembrakte en hvinende, til marg og ben gående lyd, der er så gjennomtrengende, at den om natten, gjennom fossens sus, ikke sjelden klinger ned til byen fra de fjerne sage. Den syntes å virke meget ubehagelig på den mørkredde guts nerver.

„Huff, her turde jeg ikke være en natt for meget godt,“ sa han og stirret omkring seg, som om han ventet å se en nøkk stige opp av gulvet eller en nisse i hver krok.

„Ja da har jeg vært her mangen natt,“ sa den gamle, „og ikke har jeg hatt stort for det heller.“

„Jeg har hørt av mor, at der skal være så meget trollskap og fanteri i sådanne sage og kvernhus,“ ytret gutten engstelig.

„Jeg har ikke fornemmet noe; jeg kan ikke si det,“ sa den gamle. „Vannet er nok blitt slått av og satt på for meg imellom, når jeg har dormet litt på sagen om natten, og imellom har jeg hørt, det har tuslet i bakhunen; men jeg har aldri sett noe. Folk tror heller ikke på slikt mer nå,“ vedble han med et spørrende blikk til meg; „og derfor tør det ikke vove seg frem; folk er for kloge og beleste nutildags.“

„Det kan du ha rett i,“ sa jeg; thi jeg merket godt, at der lå noe skjult bak det blikk, han sendte meg, og ville hellere have ham til å fortelle gamle historier enn innlate meg på å drøfte hans tvil og den paastand, at opplysningen skulle være en skremsel for nisser og underjordiske. „Det kan du ha rett i på en måte. I gamle dage var folk sterkere i troen på all slags trollskap; nå lar de, som de ikke tror på det, for å synes kloge og opplyste, som du sier. I fjellbygdene hører man dog ennå, at de underjordiske viser seg, tar folk inn til seg og slikt. Nå skal du,“ føyet jeg til, for rett å få ham på glid, „nå skal du 15bare høre en historie, som skal være hendt ensteds, men hvor og når det er hendt, kan jeg ikke rett erindre.“

Der var en mann, som hadde en kvern ved en foss, og der var også en kvernknurr. Om mannen, som skikk er på noen steder, ga ham lefsekling og juleøl for å øke melet, har jeg ikke hørt; men det er ikke rimelig; for hver gang han skulle male, tog kvernknurren fat i kvernkallen og stanset kvernen, så han ikke kunne få malt. Mannen visste godt, at det var kvernknurren, og en aften, han skulle på møllen, tok han med seg en gryte full med bek og tjære og gjorde ild under den. Da han slapp vannet på kallen, gikk den en stund; men så ble den stanset, som han ventet. Han stak og slo etter kvernknurren nede i rennen og omkring kvernkallen; men det hjalp ikke. Til sist åpnet han døren, som gikk ut til kvernkallen og rennen; men da stod kvernknurren midt i døren og gapte, og gapet var så stort, at underkjeften var ved treskelen og overkjeften ved dørbjelken.

„Har du sett så stort gapende?“ sa han.

Mannen for etter bekgryten, som stod og kokte, slo den i gapet på ham og sa: „Har du kjent så hett kokende?“ Da slapp kvernknurren kallen og slo opp et forferdelig brøl. Siden har han hverken vært sett eller hørt der, og heller ikke har han hindret folk i å male. —

„Ja,“ sa gutten, som med en blanding av frykt og nysgjerrighet hadde fulgt min fortelling, „dette har jeg riktig hørt av bestemor min, og hun fortalte også en annen historie om en kvern. Det var oppe på landet, og ingen kunne få malt der, for der var så fullt av trollskap. Men så var der en fattigkjærring, som var så nødig om å få malt litt en kveld, og hun bad, om hun kunne få lov til å male der om natten.

„Nei,“ sa mannen, som eide kvernen, „det går ikke an, at du maler der i natt; det kommer nok til å spøke både for deg og kvernen da,“ sa han. Men kjerringen sa, hun var så nødig om å få malt; for hun hadde ikke et gran vellingmel og ingen mat å gi barna sine. Ja, til sist så fikk hun lov å gå på kvernen og male om natten. Da hun kom dit, gjorde hun varme på under en stor tjæregryde, som stod der, og fikk kvernen i gang og satte seg til å binde på en hose i skorsteinen.

16Om en stund kom der inn et kvinnfolk og hilste på henne. „Godkveld du,“ sa hun til kjerringen.

„Godkveld,“ sa kjerringen, og hun ble sittende og binde.

Men rett som det var, begynte den, som var kommet inn, at kare varmen ut over skorsteinen. Kjerringen karede den sammen igjen, hun.

„Hva heter du?“ sa den underjordiske til kjerringen.

„Å, jeg heter Sjøl, jeg,“ sa kjerringen.

Det syntes hun var et rart navn, og så begynte hun at kare varmen ut over skorsteinen igjen. Og kjerringen ble sint og begynte å skjende og kare den sammen igjen. Dette holdt de på med en lang stund; men best det var, fikk kjerringen veltet tjæregryden ned over den underjordiske. Hun til å huie og skrike, og så rendte hun ut og ropte:

„Far, far, Sjøl har brent meg!“

„Å, har du sjøl gjort det, så får du sjøl ha’ det,“ sa det borte i berget.“ —

„Det var godt, det ikke gikk galt med den kjerringen,“ sa den gamle gråskjeggen. „Hun kunne gjerne ha brent opp både seg selv og kvernen; for da jeg var hjemme, hørte jeg tale om noe slikt, som skulle hendt der i gamle dage. Det var en gårdmann der, som hadde en kvern, og den brandt for ham to pinsekvelde etter hverandre. Da det led til pinsetid det tredje år, var der skredder hos ham og sydde helgedagsklæder.

„Skal tro, hvorledes det går med kvernen denne gang? Tro det skal brenne i natt og?“ sa mannen.

„Det skal ikke ha noen nød,“ sa skredderen, „gi meg nøkkelen, så skal jeg nok passe kvernen.“

Det syntes mannen var både vel og bra; og da det led på kvelden, fikk skredderen nøkkelen og gikk ned i kvernen — den var tom enda; for den var ganske nyhugget, — og så satte han seg midt på gulvet, tog krittet sitt og kridtede en stor ring rundt omkring seg, og rundt udenomkring den ringen skrev han Fadervor, og så var han ikke redd. Da det var høgst nattes, fløy døren opp med et, og der kom inn så tykt med svarte katter, at det yret. De var ikke sene, før de fikk en gryte på skorsteinen og til å legge på under den, så det tok til å brase og frase i gryten, som om den var full av kokende bek og tjære.

„Hå hå,“ tenkte skredderen, „er det således fat?“ Og ikke 17før hadde han sagt det, før en av kattene skjøv labben bak gryten og ville til å velte den.

„Scht katte, du brenner deg!“ ropte skredderen.

„Scht katte, du brenner deg! sier skredderen til meg,“ sa katten til de andre kattene, og allesammen bort fra skorsteinen til å hoppe og danse rundt om ringen; men rett som det var, luskede katten bort til skorsteinen igjen og ville skyve gryten overende.

„Scht katte, du brenner deg!“ skreg skredderen og skremte den fra skorsteinen.

„Scht katte, du brenner deg! sier skredderen til meg,“ sa katten til de andre kattene, og allesammen til å danse og hoppe, og rett som det var, var de borte igjen og prøvde å få veltet gryten.

„Scht katte, du brenner deg!“ skreg skredderen og tok så i og skremte dem, at de for den ene over den annen bort etter gulvet og til å springe og danse som før.

Så slo de krins utenom ringen og begynte å danse rundt omkring den, fortere og fortere, og til sist gikk det så fort, at skredderen syntes, det begynte å gå rundt for ham, og de glodde på ham med slike fæle øyne, som om de ville ete ham.

Men best det var, stak den katten, som hadde vært ifærd med å velte gryten, labben sin innenfor ringen, just som om den hadde lyst til å få tak i skredderen. Men da skredderen så det, løste han på telgekniven og holdt den ferdig. Rett som det var, slo katten labben innenfor ringen igjen; men svint hakkede skredderen labben av, og alle kattene tilbens det forteste de vant, med skrål og med skrik, ut igjennom døren.

Men skredderen la seg i ringen og sov, til solen stod langt inn på gulvet til ham. Så stod han opp, leste igjen kvernen og gikk opp på gården.

Da han kom inn i stuen, lå både mannen og konen enda; for det var pinsemorgen.

„God morgen,“ sa skredderen og ga mannen hånden.

„God morgen,“ sa mannen, og han ble både glad og forundret, da han fikk se skredderen igjen; det kan en nok vite.

„God morgen, mor,“ sa skredderen og bød kjerringen hånden.

„God morgen,“ sa kjerringen; men hun var så bleg og så så rar og forstyrret ut, og hånden sin gjemte hun under fellen; men til sist bød hun ham den venstre. Da skjønte

I₂

18skredderen, hvorledes det hang sammen; men hva han sa til mannen, og hvorledes det gikk kjerringen siden, det har jeg aldri fornemmet.“ —

„Møllerkjerringen var en trollkjerring selv da?“ spurte gutten, som hadde lyttet til med spent oppmerksomhet.

„Du kan vite det,“ sa den gamle.

Det var nesten ikke mulig å høre et ord lenger; thi sagen gikk atter med sus og med brus. Månen var oppe og trettheten forbi etter den korte hvile. Jeg sa derfor farvel til den gamle og gikk ifølge med den mørkredde gut. Vi fulgte stien under Grefsenaasen nedover høydene imot Grefsen. Hvitlige tåker svevde over elvedraget og myrerne nede i dalen. Opp over byens røykslør hevet seg Akershus med sine tårn, der trådte klart frem mot fjordens speil, hvori Næsodden kastet seg langt ut som en mektig slagskygge. Himlen var ikke ganske ren, og der var litt drag i skyer og luft; månens lys blandet seg med sommernattens demring og dempet omrissene i forgrunnen av det landskap, som utstrakte seg for våre føtter. Men over fjorden lå månelyset blankt og strålende, mens Asker- og Bærumsaaserne, fortonende i sortblå skygninger, hevet seg over hverandre høyt opp i luften og dannede landskapets fjerne ramme.

Kvægede av natteduggens kjølige bad utsendte fioler og andre natlige blomster en liflig duft over engene; men fra myrerne og bekkedragene kom der av og til klamme, gjennomtrengende luftninger, der isnende berørte meg.

„Huff, det grøsser i meg,“ ropte min ledsager ved sådanne leiligheter. Han trodde, at disse luftninger var pustet av natlige ånder, og mente å se en trollkjerring eller en katt med gloende øyne i hver busk, som rørtes av vinden.

P. Chr. Asbjørnsen.