18

For mange aar siden levede en keiser, som holdt saa uhyre meget af smukke, nye klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine soldater, brød sig ei om komedie eller om at kjøre i skogen uden alene for at vise sine nye klæder. Han havde en kjole for hver time paa dagen, og ligesom man siger om en konge: „Han er i raadet,“ saa sagde man altid her: „Keiseren klæder sig.“

I den store by, hvor han boede, gik det meget fornøielig til; hver dag kom der mange fremmede. En dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at være vævere og sagde, at de forstod 19at væve det deiligste tøi, man kunde tænke sig. Ikke alene skulde farverne og mønstret være noget usedvanlig smukt; men de klæder, som blev syede af tøiet, skulde have den forunderlige egenskab, at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede til sit embede eller ogsaa var utilladelig dumt.

„Det var jo nogle deilige klæder,“ tænkte keiseren; „ved at have dem paa kunde jeg komme efter, hvilke mænd i mit rige der ikke duer til det embede, de har, og kunde kjende de kloge fra de dumme; ja, det tøi maa straks væves til mig.“ Og han gav de to bedragere mange penge paa haanden, forat de skulde begynde paa sit arbeide.

De satte ogsaa to væverstole op og lod, som om de arbeidede; men de havde ikke det mindste paa væven. Rask væk forlangte de den fineste silke og det prægtigste guld; det puttede de i sin egen pose og arbeidede med de tomme væve, og det til langt ud paa natten.

„Nu gad jeg dog nok vide, hvorlangt de er komne med tøiet,“ tænkte keiseren; men han var ordentlig lidt underlig om hjertet ved at tænke paa, at den, som var dum eller slet ikke passede til sit embede, ikke kunde se det. Nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv; men han vilde dog først sende nogen for at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft tøiet havde, og enhver var begjærlig efter at se, hvor daarlig eller dum hans nabo var.

„Jeg vil sende min gamle, ærlige minister hen til væverne,“ tænkte keiseren; „han kan bedst se, hvorledes tøiet tager sig ud; for han har forstand, og ingen passer sit embede bedre end han.“

Nu gik den gamle, skikkelige minister ind i salen, hvor de to bedragere sad og arbeidede med de tomme væve. „Men jeg kan jo ikke se noget!“ tænkte den gamle minister og spilede øinene op. Men det sagde han ikke.

Begge bedragerne bad ham være saa god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt mønster og deilige farver. Saa pegte de paa den tomme væv, og den stakkars gamle minister blev ved at spile øinene op; men han kunde ikke se noget; for der var ingenting. „Skulde jeg virkelig være dum?“ tænkte han. „Det har jeg aldrig troet, og det maa ingen mennesker vide. Skulde jeg ikke due til mit embede? Nei, det gaar ikke an, at jeg fortæller, at jeg ikke kan se tøiet.“

„Naa, De siger ikke noget om det?“ sagde den ene, som vævede.

„O, det er nydeligt! deiligt!“ sagde den gamle minister og 20saa igjennem sine briller, „dette mønster og disse farver! — Ja jeg skal sige keiseren, at det behager mig særdeles.“

„Naa, det fornøier os,“ sagde begge væverne, og nu nævnede de farverne ved navn og det sælsomme mønster. Den gamle minister hørte godt efter, forat han kunde sige det samme, naar han kom hjem til keiseren, og det gjorde han.

Nu forlangte bedragerne flere penge, mere silke og guld; det skulde de bruge til vævning. De stak alt i sin egen lomme. Paa væven kom ikke en trevl; men de blev ved som før at væve paa den tomme væv.

Keiseren sendte snart igjen en anden skikkelig embedsmand hen for at se, hvorledes det gik med vævningen, og om tøiet snart var færdigt. Det gik ham ligesom ministeren; han saa og saa; men da der ikke var noget uden de tomme væve, kunde han ingenting se.

„Ja er det ikke et smukt stykke tøi?“ sagde begge bedragerne og viste og forklarede det deilige mønster, som slet ikke var der.

„Dum er jeg ikke,“ tænkte manden; „det er altsaa mit gode embede, jeg ikke duer til? Det var løierligt nok! Men det maa man ikke lade sig merke med.“ Og saa roste han tøiet, han ikke saa, og ytrede sin glæde over de skjønne farver og det deilige mønster. „Ja, det er saare vakkert!“ sagde han til keiseren.

Alle mennesker i byen talte om det prægtige tøi.

Nu vilde da keiseren selv se det, medens det endnu var paa væven. Med en hel skare af udsøgte mænd, mellem hvilke ogsaa de to gamle, skikkelige embedsmænd var, som før havde været der, gik han hen til begge de listige bedragere, der nu vævede af alle kræfter, men uden trevl eller traad.

„Ja er det ikke prægtigt?“ sagde begge de skikkelige embedsmænd. „Vil Deres majestæt se, hvilket mønster, hvilke farver!“ Og saa pegte de paa den tomme væv; thi de troede, at de andre vistnok kunde se tøiet.

„Hvad for noget!“ tænkte keiseren, „jeg ser jo ingenting! Det er jo forfærdeligt! Er jeg da dum? Eller duer jeg ikke til at være keiser? Det var det skrækkeligste, som kunde hændes mig.“ — „O, det er meget smukt,“ sagde keiseren; „det har mit allerhøieste bifald,“ og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme væv. Hele følget, han havde med sig, saa og saa, men fik ikke mere ud af det end alle de andre; men de sagde ligesom keiseren: „O, det er smukt!“ og de raadede ham til at tage disse nye, prægtige klæder paa første gang ved den store procession, som forestod.

21„Det er prægtigt, nydeligt, herligt!” gik det fra mund til mund, og de var allesammen saa inderlig fornøiede dermed. Keiseren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet og titel af vævejunkere.

Hele natten før den dag, processionen skulde være, sad bedragerne oppe og havde over seksten lys tændte. Folk kunde se, de havde travlt med at faa keiserens nye klæder færdige. De lod, som de tog tøiet af væven, de klippede i luften med store sakse og syede med synaale uden traad og sagde tilsidst: „Se, nu er klæderne færdige!”

Keiseren med sine fornemste kavalerer kom selv derhen, og begge bedragerne løftede den ene arm i veiret, ligesom om de holdt noget, og sagde: „Se, her er benklæderne! Her er kjolen! Her er kappen!” og saaledes videre. „Det er saa let som spindelvæv; man skulde tro, man havde ingenting paa kroppen; men det er just dyden ved det.”

„Ja,” sagde alle kavalererne; men de kunde ingenting se; for der var ikke noget.

„Vil nu Deres keiserlige majestæt allernaadigst behage at tage Deres klæder af,” sagde bedragerne, „saa skal vi give Dem de nye paa derhenne foran det store speil.”

Keiseren tog alle sine klæder af, og bedragerne bar sig ad, ligesom om de gav ham hvert stykke af de nye, der skulde være syede, og keiseren vendte og dreiede sig for speilet.

„Aa, hvor de klæder godt! Hvor de sidder deilig!” sagde de allesammen; „hvilket mønster! hvilke farver! Det er en kostbar dragt.”

„Udenfor staar de med tronhimlen, som skal bæres over Deres majestæt i processionen,” sagde overceremonimesteren.

„Ja, jeg er færdig,” sagde keiseren. „Sidder mine nye klæder ikke godt?” Og saa vendte han sig nok en gang for speilet; for han skulde nu lade, som om han ret betragtede sin stas.

Kammerherrerne, som skulde bære slæbet, famlede med hænderne henad gulvet, som om de tog slæbet op; de gik og holdt i luften; de turde ikke lade sig merke med, at de ingenting kunde se.

Og saa gik keiseren i processionen under den deilige tronhimmel, og alle mennesker paa gaden og i vinduerne sagde: „Aa, hvor keiserens nye klæder er mageløse! Hvilket deiligt slæb han har paa kjolen! Hvor den sidder udmerket!” Ingen vilde lade sig merke med, at han intet saa; for saa havde han jo ikke duet til sit 22embede, eller han havde været meget dum. Ingen af keiserens klæder havde gjort saadan lykke.

„Men han har jo ikke noget paa!” sagde et lidet barn. „Aa nei, aa nei! hør den uskyldiges røst!” sagde faderen, og den ene hviskede til den anden, hvad barnet havde sagt.

„Men han har jo ikke noget paa!” raabte tilsidst hele folket. Og det krøb i keiseren; thi han syntes, de havde ret; men han tænkte som saa: „Nu maa jeg holde processionen ud.” Og saa holdt han sig endnu stoltere, og kammerherrerne gik og bar paa slæbet, som slet ikke var der.

H. C. Andersen.

18

For mange år siden levde en keiser, som holdt så uhyre meget av smukke, nye klæder, at han ga alle sine penger ut for rett å bli pyntet. Han brød seg ikke om sine soldater, brød seg ei om komedie eller om å kjøre i skogen uten alene for å vise sine nye klæder. Han hadde en kjole for hver time på dagen, og likesom man sier om en konge: „Han er i rådet,“ så sa man alltid her: „Keiseren klæder seg.“

I den store by, hvor han bodde, gikk det meget fornøyelig til; hver dag kom der mange fremmede. En dag kom der to bedragere; de ga seg ut for å være vevere og sa, at de forstod 19å veve det deiligste tøy, man kunne tenke seg. Ikke alene skulle farvene og mønstret være noe usedvanlig smukt; men de klæder, som ble sydde av tøyet, skulle ha den forunderlige egenskap, at de ble usynlige for ethvert menneske, som ikke dugde til sitt embete eller også var utillatelig dumt.

„Det var jo noen deilige klæder,“ tenkte keiseren; „ved å ha dem på kunne jeg komme etter, hvilke menn i mitt rike der ikke duer til det embete, de har, og kunne kjenne de kloge fra de dumme; ja, det tøy må straks veves til meg.“ Og han ga de to bedragere mange penger på hånden, for at de skulle begynne på sitt arbeide.

De satte også to væverstole opp og lot, som om de arbeidet; men de hadde ikke det minste på veven. Rask vekk forlangte de den fineste silke og det prektigste gull; det puttet de i sin egen pose og arbeidet med de tomme veve, og det til langt ut på natten.

„Nå gad jeg dog nok vite, hvor langt de er kommet med tøyet,“ tenkte keiseren; men han var ordentlig litt underlig om hjertet ved å tenke på, at den, som var dum eller slett ikke passet til sitt embete, ikke kunne se det. Nå trodde han nok, at han ikke behøvde å være bange for seg selv; men han ville dog først sende noen for å se, hvorledes det stod seg. Alle mennesker i hele byen visste, hvilken forunderlig kraft tøyet hadde, og enhver var begjærlig etter å se, hvor dårlig eller dum hans nabo var.

„Jeg vil sende min gamle, ærlige minister hen til veverne,“ tenkte keiseren; „han kan best se, hvorledes tøyet tar seg ut; for han har forstand, og ingen passer sitt embete bedre enn han.“

Nå gikk den gamle, skikkelige minister inn i salen, hvor de to bedragere satt og arbeidet med de tomme veve. „Men jeg kan jo ikke se noe!“ tenkte den gamle minister og spilte øynene opp. Men det sa han ikke.

Begge bedragerne bad ham være så god å tre nærmere og spurte, om det ikke var et smukt mønster og deilige farger. Så pekte de på den tomme vev, og den stakkars gamle minister ble ved å spile øynene opp; men han kunne ikke se noe; for der var ingenting. „Skulle jeg virkelig være dum?“ tenkte han. „Det har jeg aldri trodd, og det må ingen mennesker vide. Skulle jeg ikke due til mitt embete? Nei, det går ikke an, at jeg forteller, at jeg ikke kan se tøyet.“

„Nå, De sier ikke noe om det?“ sa den ene, som vevet.

„O, det er nydelig! deilig!“ sa den gamle minister og 20så igjennom sine briller, „dette mønster og disse farger! — Ja jeg skal si keiseren, at det behager meg særdeles.“

„Nå, det fornøyer oss,“ sa begge veverne, og nå nevnte de farvene ved navn og det selsomme mønster. Den gamle minister hørte godt etter, for at han kunne si det samme, når han kom hjem til keiseren, og det gjorde han.

Nå forlangte bedragerne flere penger, mer silke og gull; det skulle de bruke til vevning. De stak alt i sin egen lomme. På veven kom ikke en trevl; men de ble ved som før å veve på den tomme vev.

Keiseren sendte snart igjen en annen skikkelig embetsmann hen for å se, hvorledes det gikk med vevningen, og om tøyet snart var ferdig. Det gikk ham likesom ministeren; han så og så; men da der ikke var noe uten de tomme veve, kunne han ingenting se.

„Ja er det ikke et smukt stykke tøy?“ sa begge bedragerne og viste og forklarte det deilige mønster, som slett ikke var der.

„Dum er jeg ikke,“ tenkte mannen; „det er altså mitt gode embete, jeg ikke duer til? Det var løyerlig nok! Men det må man ikke la seg merke med.“ Og så roste han tøyet, han ikke så, og ytret sin glede over de skjønne farger og det deilige mønster. „Ja, det er såre vakkert!“ sa han til keiseren.

Alle mennesker i byen talte om det prektige tøy.

Nå ville da keiseren selv se det, mens det ennå var på veven. Med en hel skare av utsøkte menn, mellom hvilke også de to gamle, skikkelige embetsmenn var, som før hadde vært der, gikk han hen til begge de listige bedragere, der nå vevet av alle krefter, men uten trevl eller tråd.

„Ja er det ikke prektig?“ sa begge de skikkelige embetsmenn. „Vil Deres majestet se, hvilket mønster, hvilke farger!“ Og så pekte de på den tomme vev; thi de trodde, at de andre vistnok kunne se tøyet.

„Hva for noe!“ tenkte keiseren, „jeg ser jo ingenting! Det er jo forferdelig! Er jeg da dum? Eller duer jeg ikke til å være keiser? Det var det skrekkeligste, som kunne hændes meg.“ — „O, det er meget smukt,“ sa keiseren; „det har mitt allerhøieste bifall,“ og han nikket tilfreds og betraktede den tomme vev. Hele følget, han hadde med seg, så og så, men fikk ikke mer ut av det enn alle de andre; men de sa likesom keiseren: „O, det er smukt!“ og de rådde ham til å ta disse nye, prektige klæder på første gang ved den store prosesjon, som forestod.

21„Det er prektig, nydelig, herlig!” gikk det fra munn til munn, og de var allesammen så inderlig fornøyde dermed. Keiseren ga hver av bedragerne et ridderkors til å henge i knapphullet og tittel av vævejunkere.

Hele natten før den dag, prosesjonen skulle være, satt bedragerne oppe og hadde over seksten lys tente. Folk kunne se, de hadde travlt med å få keiserens nye klæder ferdige. De lot, som de tok tøyet av veven, de klippet i luften med store sakse og sydde med synaale uten tråd og sa til sist: „Se, nå er kledene ferdige!”

Keiseren med sine fornemste kavalerer kom selv derhen, og begge bedragerne løftet den ene arm i været, likesom om de holdt noe, og sa: „Se, her er benklæderne! Her er kjolen! Her er kappen!” og således videre. „Det er så lett som spindelvev; man skulle tro, man hadde ingenting på kroppen; men det er just dyden ved det.”

„Ja,” sa alle kavalerene; men de kunne ingenting se; for der var ikke noe.

„Vil nå Deres keiserlige majestet allernaadigst behage å ta Deres klæder av,” sa bedragerne, „så skal vi gi Dem de nye på derhenne foran det store speil.”

Keiseren tog alle sine klæder av, og bedragerne bar seg ad, likesom om de ga ham hvert stykke av de nye, der skulle være sydde, og keiseren vendte og dreide seg for speilet.

„Å, hvor de klæder godt! Hvor de sitter deilig!” sa de allesammen; „hvilket mønster! hvilke farger! Det er en kostbar drakt.”

„Utenfor står de med tronhimlen, som skal bæres over Deres majestet i prosesjonen,” sa overceremonimesteren.

„Ja, jeg er ferdig,” sa keiseren. „Sitter mine nye klæder ikke godt?” Og så vendte han seg nok en gang for speilet; for han skulle nå lade, som om han rett betraktede sin stas.

Kammerherrene, som skulle bære slæbet, famlet med hendene henad gulvet, som om de tok slæbet opp; de gikk og holdt i luften; de turde ikke la seg merke med, at de ingenting kunne se.

Og så gikk keiseren i prosesjonen under den deilige tronhimmel, og alle mennesker på gaten og i vinduene sa: „Å, hvor keiserens nye klæder er makeløse! Hvilket deilig slep han har på kjolen! Hvor den sitter utmerket!” Ingen ville la seg merke med, at han intet så; for så hadde han jo ikke dugd til sitt 22embete, eller han hadde vært meget dum. Ingen av keiserens klæder hadde gjort sådan lykke.

„Men han har jo ikke noe på!” sa et lite barn. „Å nei, å nei! hør den uskyldiges røst!” sa faren, og den ene hvisket til den annen, hva barnet hadde sagt.

„Men han har jo ikke noe på!” ropte til sist hele folket. Og det krøp i keiseren; thi han syntes, de hadde rett; men han tenkte som så: „Nå må jeg holde prosesjonen ut.” Og så holdt han seg enda stoltere, og kammerherrene gikk og bar på slæbet, som slett ikke var der.

H. C. Andersen.