22

Der var saa deiligt ude paa landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var reist i stakker nede i de grønne enge, og der gik storken paa sine lange røde ben og snakkede ægyptisk; for det sprog havde han lært af sin moder. Rundtom ager og eng var der store skoge, og midt i skogene dybe sjøer; jo, der var rigtignok deiligt derude paa landet! Midt i solskinnet laa der en gammel herregaard med dybe kanaler rundt om, og fra muren og ned til vandet vokste store skreppeblade, der var saa høie, at smaa børn kunde staa opreiste under de største. Der var ligesaa vildsomt derinde som i den tykkeste skog, og her laa en and paa sit rede; hun skulde ruge sine smaa andunger ud; men nu var hun næsten kjed af det, fordi det varede saa længe, og hun sjelden fik besøg; de andre ænder holdt mere af at svømme om i kanalerne end at løbe op og sidde under et skreppeblad for at snadre med hende.

Endelig knagede det ene eg efter det andet. „Pip! pip!” sagde det; alle eggeblommerne var blevne levende og stak hovedet ud.

„Rap! rap!” sagde hun, og saa rappede de sig, alt hvad de kunde, og saa til alle sider under de grønne blade, og moderen lod dem se saa langt, de vilde; for det grønne er godt for øinene.

„Hvor dog verden er stor!” sagde alle ungerne; thi de havde nu rigtignok ganske anderledes plads, end da de laa inde i egget.

„Tror I, det er hele verden!” sagde moderen; „den strækker sig langt paa den anden side af haven lige ind i prestens mark! Men der har jeg aldrig været! — I er her dog vel allesammen!” — og saa reiste hun sig op. „Nei, jeg har ikke alle! Det største 23eg ligger der endnu; hvorlænge skal det vare? Nu er jeg snart kjed af det!“ Og saa lagde hun sig igjen.

„Naa, hvordan gaar det?“ sagde en gammel and, som kom for at gjøre besøg.

„Det varer saa længe med det ene eg!“ sagde anden, som laa; „der vil ikke gaa hul paa det! men nu skal du se de andre! De er de deiligste andunger, jeg har seet! De ligner allesammen sin fader; den troløse! han kommer ikke og besøger mig.“

„Lad mig se det eg, der ikke vil revne!“ sagde den gamle. „Du kan tro, at det er et kalkuneg! Saaledes er jeg ogsaa bleven narret engang, og jeg havde min sorg og min nød med de unger; for de er bange for vandet, skal jeg sige dig. Jeg kunde ikke faa dem ud! Jeg rappede og snappede; men det hjalp ikke. — Lad mig se egget! Jo, det er et kalkuneg! Lad du det ligge og lær de andre børn at svømme!“

„Jeg vil dog ligge lidt paa det endnu,“ sagde anden; „har jeg nu ligget saalænge, saa kan jeg ligge dyrehavstiden med!“

„Vær saa god!“ sagde den gamle and, og saa gik hun.

Endelig revnede det store eg. „Pip! pip!“ sagde ungen og veltede ud; han var saa stor og styg. Anden saa paa ham. „Det er da en forfærdelig stor andunge,“ sagde hun; „ingen af de andre ser saadan ud! Det skulde dog vel aldrig være en kalkunkylling? Naa, det skal vi snart komme efter! I vandet skal han, om jeg saa selv skal sparke ham ud!“

Næste dag var det et velsignet, deiligt veir; solen skinnede paa alle de grønne skrepper. Andemoderen med hele sin familie kom frem nede ved kanalen; plask — sprang hun i vandet. „Rap! rap!“ sagde hun, og den ene unge plumpede ud efter den anden; vandet slog dem over hovedet; men de kom straks op igjen og flød saa deilig; benene gik af sig selv, og alle var de ude; selv den stygge, graa unge svømmede med.

„Nei, det er ingen kalkun!“ sagde hun. „Se, hvor deilig den bruger benene, hvor rank den holder sig! Det er min egen unge! I grunden er den dog ganske vakker, naar man rigtig ser paa den! Rap! rap! — kom nu med mig, saa skal jeg føre jer om i verden og ind i andegaarden; men hold jer altid nær ved mig, saa ingen træder paa jer, og tag jer iagt for kattene!“

Og saa kom de ind i andegaarden. Der var en skrækkelig 24støi derinde; thi der var to familier, som sloges om et aalehoved, og saa fik dog katten det.

„Se, saaledes gaar det til i verden!“ sagde andemoderen og slikkede sig om nebbet; for hun vilde ogsaa havt aalehovedet. „Brug nu benene,“ sagde hun, „se, at I kan rappe jer, og nei med halsen for den gamle and derhenne! Hun er den fornemste af dem alle her! Hun er af spansk blod, derfor er hun svær, og ser I, hun har en rød klud om benet! Det er noget overordentlig deiligt og den største udmerkelse, nogen and kan faa; det betyder saa meget, at man ikke vil af med hende, og at hun skal kjendes af dyr og af mennesker! — Rap jer, — ikke indtilbens! En velopdragen andunge sætter benene vidt fra hinanden ligesom fader og moder! Se saa! nei nu med halsen og sig: rap!“

Og det gjorde de; men de andre ænder rundt om saa paa dem og sagde ganske høit: „Se saa! nu skal vi have det slæng til! Ligesom vi ikke var nok alligevel! Og fy, hvor den ene unge ser ud! ham vil vi ikke taale!“ — og straks fløi der en and hen og bed ham i nakken.

„Lad ham være!“ sagde moderen, „han gjør jo ingen noget!“

„Ja, men han er for stor og vigtig!“ sagde anden, som bed, „og saa skal han tugtes!“

„Det er vakre børn, moder har!“ sagde den gamle and med kluden om benet, „allesammen vakre, paa den ene nær, den er ikke lykkets! Jeg vilde ønske, hun kunde gjøre den om igjen!“

„Det gaar ikke, Deres naade!“ sagde andemoderen, „han er ikke vakker; men han er et inderlig godt gemyt og svømmer saa deilig som nogen af de andre, ja jeg tør sige lidt til! Jeg tænker, han vokser sig vakker, eller at han med tiden bliver noget mindre! Han har ligget forlænge i egget, og derfor har han ikke faaet den rette skikkelse!“ Og saa pillede hun ham i nakken og glattede paa personen. „Han er desuden en andrik,“ sagde hun, „og saa gjør det ikke saa meget! Jeg tror, han faar gode kræfter, han slaar sig nok igjennem!“

„De andre unger er nydelige!“ sagde den gamle, „lad nu, som I var hjemme, og finder I et aalehoved, saa kan I bringe mig det!“

Og saa var de som hjemme.

Men den stakkars andunge, som sidst var kommen ud af egget, 25og saa saa fæl ud, blev bidt, puffet og gjort nar af, og det baade af ænderne og hønsene. „Han er for stor!“ sagde de allesammen, og den kalkunske hane, der var født med sporer og derfor troede, at han var keiser, pustede sig op som et fartøi for fulde seil, gik lige ind paa ham, og saa pludrede han og blev ganske rød i hovedet. Den stakkars andunge vidste hverken, hvor den turde staa eller gaa, den var saa bedrøvet, fordi den saa saa styg ud og var til spot for hele andegaarden.

Saaledes gik det den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkars andunge blev jaget af dem allesammen, selv hans søskende var saa onde imod ham, og de sagde altid: „Bare katten vilde tage dig, dit fæle spektakel!“ og moderen sagde: „Gid du bare var langt borte!“ og ænderne bed ham, og hønsene huggede ham, og pigen, som skulde give dyrene mad, sparkede til ham med foden.

Da løb og fløi han henover gjærdet; de smaa fugle i buskene for forskrækkede iveiret. „Det er, fordi jeg er saa styg,“ tænkte andungen og lukkede øinene, men løb alligevel afsted. Saa kom den ud i den store mose, hvor vildænderne boede. Her laa den hele natten; den var saa træt og sorgfuld.

Om morgenen fløi vildænderne op, og de saa paa den nye kamerat. „Hvad er du for en?“ spurgte de, og andungen dreiede sig til alle sider og hilste saa godt, den kunde.

„Du er inderlig styg,“ sagde vildænderne; „men det kan da være os det samme, naar du ikke gifter dig ind i vor familie!“ — Den stakkar! han tænkte nok ikke paa at gifte sig, turde han bare faa lov at ligge i sivene og drikke lidt mosevand.

Der laa han i hele to dage, saa kom der to vildgjæs eller rettere vildgasser; for det var to hanner; det var ikke mange tider, siden de var komne ud af egget, og derfor var de saa raske paa det.

„Hør, kamerat!“ sagde de, „du er saa styg, at vi godt kan like dig! Vil du drive med og være trækfugl? Tæt herved i en anden mose er der nogle søde, fornemme vildgjæs, allesammen frøkener, som kan sige rap! Du er istand til at gjøre din lykke, saa styg du er!“ — —

„Pif! paf!“ lød det idetsamme ovenover, og begge vildgasserne faldt døde ned i sivene, og vandet blev blodrødt. Pif! paf! lød det igjen, og hele skarer af vildgjæs fløi op af sivene, og saa knaldede det igjen. Der var stor jagt; jægerne laa rundt om 26mosen; ja nogle sad oppe i trægrenene, der strakte sig langt ud over sivene; den blaa røg gik ligesom skyer ind imellem de mørke trær og hang langt henover vandet; i mudderet kom jagthundene, klask, klask! Siv og rør svaiede til alle sider; det var en forskrækkelse for den stakkars andunge; den dreiede hovedet om for at faa det under vingen, og idetsamme stod tæt ved den en frygtelig stor hund; tungen hang ham langt ud af halsen, og øinene skinnede gruelig fælt; han satte sit gab lige ned imod andungen, viste de skarpe tænder — — og plask! gik han igjen uden at tage den.

„O det var vel!“ sukkede andungen; „jeg er saa styg, at selv hunden ikke gider bide mig!“

Og saa laa den ganske stille, mens haglene susede i sivet, og det knaldede skud paa skud.

Først langt ud paa dagen blev der stille; men den stakkars unge turde endnu ikke reise sig; den ventede flere timer endnu, før den saa sig om, og saa skyndte den sig afsted fra mosen, alt hvad den kunde; den løb over mark og eng, der var en blæst, saa at den havde ondt ved at komme afsted.

Mod aftenen naaede den et fattigt, lidet bondehus; det var saa elendigt, at det ikke selv vidste, til hvad side det vilde falde, og saa blev det staaende. Blæsten susede saaledes om andungen, at han maatte sætte sig paa halen for at holde imod; og det blev værre og værre; da merkede han, at døren var gaaet af det ene hængsel og hang saa skjævt, at han igjennem sprækken kunde smutte ind i stuen, og det gjorde han.

Her boede en gammel kone med sin kat og sin høne, og katten, som hun kaldte Sønneke, kunde skyde ryg og spinde; han gnistrede endogsaa; men saa maatte man stryge ham mod haarene; hønen havde ganske smaa, lave ben, og derfor kaldtes den Kykkelilavben; den lagde godt eg, og konen holdt af den som af sit eget barn.

Om morgenen merkede man straks den fremmede andunge, og katten begyndte at spinde og hønen at klukke.

„Hvad for noget!“ sagde konen og saa rundt omkring; men hun saa ikke godt, og saa troede hun, at andungen var en fed and, der havde forvildet sig. „Det var jo en deilig fangst!“ sagde hun; „nu kan jeg faa ande-eg, er det bare ikke en andrik? Det maa vi prøve!“

Og saa blev andungen antagen paa prøve i tre uger; men der kom ingen eg. Og katten var herre huset og hønen var madame, og alletider sagde de: „Vi og verden!“ for de troede, at de 27var halvparten, og det den allerbedste del. Andungen syntes, at man ogsaa kunde have en anden mening; men det taalte hønen ikke.

„Kan du lægge eg?“ spurgte hun.

„Nei!“

„Ja vil du saa holde din mund!“

Og katten sagde: „Kan du skyde ryg, spinde og gnistre?“

„Nei!“

„Ja saa skal du ikke have mening, naar fornuftige folk taler!“

Og andungen sad i krogen og var i daarligt humør; da kom den til at tænke paa den friske luft og solskinnet; den fik saadan en forunderlig lyst til at flyde paa vandet; tilsidst kunde den ikke lade være, den maatte sige det til hønen.

„Hvad gaar der af dig?“ spurgte hun. „Du har ingenting at bestille; derfor kommer de nykker over dig! Læg eg eller spind, saa gaar de over.“

„Men det er saa deiligt at flyde paa vandet!“ sagde andungen, „saa deiligt at faa det over hovedet og dukke ned paa bunden!“

„Ja det er nok en stor fornøielse!“ sagde hønen; „du er nok bleven gal! Spørg katten; han er den klogeste, jeg kjender, om han holder af at flyde paa vandet eller dukke ned! Jeg vil ikke tale om mig. — Spørg selv vort herskab, den gamle kone; klogere end hun er der ingen i verden! Tror du, hun har lyst til at flyde og faa vand over hovedet?“

„I forstaar mig ikke!“ sagde andungen.

„Ja forstaar vi dig ikke, hvem skulde saa forstaa dig? Du vil dog vel aldrig være klogere end katten og konen, for ikke at nævne mig! Skab dig ikke til; men tak du heller for alt det gode, man har gjort for dig! Er du ikke kommen i en varm stue og har en omgang, du kan lære noget af? Men du er et vrøvlehoved, og det er ikke morsomt at omgaaes dig! Mig kan du tro! Jeg mener dig det godt; jeg siger dig ubehageligheder, og derpaa skal man kjende sine sande venner! Se nu bare til, at du lægger eg og lærer at spinde eller gnistre!“

„Jeg tror, jeg vil gaa ud i den vide verden!“ sagde andungen.

„Ja gjør du det!“ sagde hønen.

Og saa gik andungen; den flød paa vandet, den dukkede ned; men af alle dyr var den overseet for sin grimhed.

Nu faldt høsten paa; bladene i skogen blev gule og brune; blæsten tog fat i dem, saa de dansede omkring, og oppe i luften saa der koldt ud; skyerne hang tunge med hagl og snefog, og paa 28gjærdet stod ravnen og skreg „au! au!“ af bare kulde; ja man kunde ordentlig fryse, naar man tænkte derpaa; den stakkars andunge havde det rigtignok ikke godt.

En aften, solen gik saa velsignet ned, kom der en hel flok deilige, store fugle ud af buskene. Andungen havde aldrig seet nogen saa smukke; de var ganske skinnende hvide, med lange, smidige halse; det var svaner. De udstødte en ganske forunderlig lyd, bredte sine prægtige, lange vinger ud og fløi bort fra de kolde egne til varmere lande, til aabne sjøer! De steg saa høit, saa høit, og den stygge, lille andunge blev saa forunderlig tilmode; den dreiede sig rundt i vandet ligesom et hjul, rakte halsen høit op i luften efter dem, udstødte et skrig saa høit og forunderligt, at den selv blev bange derved. O, den kunde ikke glemme de deilige fugle, de lykkelige fugle, og saasnart den ikke længer øinede dem, dukkede den lige ned til bunden, og da den kom op igjen, var den ligesom ude af sig selv. Den vidste ikke, hvad fuglene hed, ikke, hvor de fløi hen; men dog holdt den af dem, som den aldrig havde holdt af nogen; den misundte dem slet ikke; hvor kunde det falde den ind at ønske sig en saadan deilighed? Den vilde være glad, naar bare ænderne vilde have taalt den imellem sig — det stakkars stygge dyr!

Og vinteren blev saa kold, saa kold; andungen maatte svømme om i vandet for at holde det fra at fryse rent til; men hver nat blev hullet, hvori den svømmede, smalere og smalere; det frøs, saa det knagede i isskorpen; andungen maatte altid bruge benene, forat vandet ikke skulde lukkes; tilsidst blev den mat, laa ganske stille og frøs saa fast i isen.

Tidlig om morgenen kom en bondemand; han saa den, gik ud og slog med sin træsko isen istykker og bar den saa hjem til sin kone. Der blev den livet op.

Børnene vilde lege med den; men andungen troede, at de vilde gjøre den fortræd, og for i forskrækkelsen lige op i melkefadet, saa at melken skvulpede ud i stuen; konen skreg og slog hænderne iveiret, og da fløi den op i trauget, hvor smørret var, og saa ned i meltønden og op igjen; naa, hvor den kom til at se ud! Konen skreg og slog efter den med ildtangen, og børnene løb hinanden overende for at fange andungen, og de lo, og de skreg! — Godt var det, at døren stod aaben; ud for den imellem buskene i den nyfaldne sne — der laa den ligesom i dvale.

Men det vilde blive altfor bedrøveligt at fortælle al den nød og elendighed, den maatte prøve i den haarde vinter — — den 29laa i mosen mellem rørene, da solen igjen begyndte at skinne varmt; lerkerne sang, — det var deiligt foraar.

Da løftede den paa engang sine vinger; de bruste sterkere end før og bar den kraftig afsted; og før den ret vidste det, var den i en stor have, hvor æbletrærne stod i blomster, hvor syringerne duftede og hang med de lange, grønne grene lige ned imod de bugtede kanaler. O, her var saa deiligt, saa foraarsfriskt! Og lige foran, ud af tykningen, kom tre deilige, hvide svaner; de bruste med fjærene og flød saa let paa vandet. Andungen kjendte de prægtige dyr og blev betagen af en forunderlig sørgmodighed.

„Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugle! og de vil hugge mig ihjel, fordi jeg, der er saa styg, tør nærme mig dem; men det er det samme! Bedre at dræbes af dem end at nappes af ænderne, hugges af hønsene, sparkes af pigen, der passer hønsegaarden, og lide ondt om vinteren.“ Og den fløi ud i vandet og svømmede henimod de prægtige svaner; disse saa den og flød med brusende fjær henimod den. „Dræb mig kun!“ sagde det stakkars dyr, bøiede sit hoved ned mod vandfladen og ventede døden — men hvad saa den i det klare vand? Den saa under sig sit eget billede; men den var ikke længere en kluntet, sortgraa fugl, styg og fæl; den var selv en svane.

Det gjør ikke noget at være født i andegaarden, naar man kun har ligget i et svane-eg.

Den følte sig ordentlig glad over al den nød og gjenvordighed, den havde prøvet; nu skjønte den just paa sin lykke, paa al den deilighed, der hilste den. Og de store svaner svømmede rundt omkring den og strøg den med nebbet.

I haven kom der nogle smaa børn; de kastede brød og korn ud i vandet, og den mindste raabte:

„Der er en ny!“ og de andre børn jublede med: „Ja, der er kommet en ny!“ Og de klappede i hænderne og dansede rundt, løb efter fader og moder, og der blev kastet brød og kage i vandet, og alle sagde de: „Den nye er den smukkeste! saa ung og saa deilig!“ og de gamle svaner neiede for den.

Da følte den sig ganske undselig og stak hovedet om bag vingerne; den vidste ikke selv hvorfor; den var altfor lykkelig, men slet ikke stolt; thi et godt hjerte bliver aldrig stolt. Den tænkte paa, hvor den havde været forfulgt og forhaanet, og hørte nu alle sige, at den var den deiligste af alle deilige fugle. Og syringerne bøiede sig med grenene lige ned i vandet til den, og solen skinnede saa varmt og saa godt; da bruste dens fjær, den slanke hals hævede 30sig, og af hjertet jublede den: „Saa megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den stygge andunge!“

H. C. Andersen.

22

Der var så deilig ute på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grønn, høyet var reist i stakker nede i de grønne enger, og der gikk storken på sine lange røde ben og snakkede egyptisk; for det språk hadde han lært av sin mor. Rundt om ager og eng var der store skoger, og midt i skogene dype sjøer; jo, der var riktignok deilig derude på landet! Midt i solskinnet lå der en gammel herregård med dype kanaler rundt om, og fra muren og ned til vannet vokste store skreppeblader, der var så høye, at små barn kunne stå oppreiste under de største. Der var likeså villsomt derinne som i den tykkeste skog, og her lå en and på sitt rede; hun skulle ruge sine små andunger ut; men nå var hun nesten kjed av det, fordi det varte så lenge, og hun sjelden fikk besøk; de andre ender holdt mer av å svømme om i kanalene enn å løpe opp og sitte under et skreppeblad for å snadre med henne.

Endelig knaket det ene eg etter det andre. „Pip! pip!” sa det; alle eggeplommene var blitt levende og stak hodet ut.

„Rap! rap!” sa hun, og så rappede de seg, alt hva de kunne, og så til alle sider under de grønne blade, og moren lot dem se så langt, de ville; for det grønne er godt for øynene.

„Hvor dog verden er stor!” sa alle ungene; thi de hadde nå riktignok ganske annerledes plass, enn da de lå inne i egget.

„Tror dere, det er hele verden!” sa moren; „den strekker seg langt på den annen side av hagen like inn i prestens mark! Men der har jeg aldri vært! — Dere er her dog vel allesammen!” — og så reiste hun seg opp. „Nei, jeg har ikke alle! Det største 23eg ligger der ennå; hvorlænge skal det vare? Nå er jeg snart kjed av det!“ Og så la hun seg igjen.

„Nå, hvordan går det?“ sa en gammel and, som kom for å gjøre besøk.

„Det varer så lenge med det ene eg!“ sa annen, som lå; „der vil ikke gå hull på det! men nå skal du se de andre! De er de deiligste andunger, jeg har sett! De ligner allesammen sin far; den troløse! han kommer ikke og besøker meg.“

„La meg se det eg, der ikke vil revne!“ sa den gamle. „Du kan tro, at det er et kalkunegg! Således er jeg også blitt narret engang, og jeg hadde min sorg og min nød med de unger; for de er bange for vannet, skal jeg si deg. Jeg kunne ikke få dem ut! Jeg rappet og snappet; men det hjalp ikke. — La meg se egget! Jo, det er et kalkunegg! La du det ligge og lær de andre barn å svømme!“

„Jeg vil dog ligge litt på det ennå,“ sa annen; „har jeg nå ligget så lenge, så kan jeg ligge dyrehavstiden med!“

„Vær så god!“ sa den gamle and, og så gikk hun.

Endelig revnede det store eg. „Pip! pip!“ sa ungen og veltede ut; han var så stor og stygg. Annen så på ham. „Det er da en forferdelig stor andunge,“ sa hun; „ingen av de andre ser sådan ut! Det skulle dog vel aldri være en kalkunkylling? Nå, det skal vi snart komme etter! I vannet skal han, om jeg så selv skal sparke ham ut!“

Neste dag var det et velsignet, deilig vær; solen skinte på alle de grønne skrepper. Andemoderen med hele sin familie kom frem nede ved kanalen; plask — sprang hun i vannet. „Rap! rap!“ sa hun, og den ene unge plumpet ut etter den annen; vannet slo dem over hodet; men de kom straks opp igjen og fløt så deilig; benene gikk av seg selv, og alle var de ute; selv den stygge, grå unge svømte med.

„Nei, det er ingen kalkun!“ sa hun. „Se, hvor deilig den bruker benene, hvor rank den holder seg! Det er min egen unge! I grunnen er den dog ganske vakker, når man riktig ser på den! Rap! rap! — kom nå med meg, så skal jeg føre jer om i verden og inn i andegården; men hold jer alltid nær ved meg, så ingen trer på jer, og ta jer i akt for kattene!“

Og så kom de inn i andegården. Der var en skrekkelig 24støy derinne; thi der var to familier, som sloges om et aalehoved, og så fikk dog katten det.

„Se, således går det til i verden!“ sa andemoderen og slikket seg om nebbet; for hun ville også hatt ålehodet. „Bruk nå benene,“ sa hun, „se, at dere kan rappe jer, og nei med halsen for den gamle and derhenne! Hun er den fornemste av dem alle her! Hun er av spansk blod, derfor er hun svær, og ser dere, hun har en rød klut om benet! Det er noe overordentlig deilig og den største utmerkelse, noen and kan få; det betyr så meget, at man ikke vil av med henne, og at hun skal kjennes av dyr og av mennesker! — Rap jer, — ikke inntilbens! En veloppdragen andunge setter benene vidt fra hinannen likesom far og mor! Se så! nei nå med halsen og sig: rap!“

Og det gjorde de; men de andre ender rundt om så på dem og sa ganske høyt: „Se så! nå skal vi ha det sleng til! Likesom vi ikke var nok allikevel! Og fy, hvor den ene unge ser ut! ham vil vi ikke tåle!“ — og straks fløy der en and hen og bed ham i nakken.

„La ham være!“ sa moren, „han gjør jo ingen noe!“

„Ja, men han er for stor og viktig!“ sa annen, som bet, „og så skal han tuktes!“

„Det er vakre barn, mor har!“ sa den gamle and med kluten om benet, „allesammen vakre, på den ene nær, den er ikke lyktes! Jeg ville ønske, hun kunne gjøre den om igjen!“

„Det går ikke, Deres nåde!“ sa andemoderen, „han er ikke vakker; men han er et inderlig godt gemytt og svømmer så deilig som noen av de andre, ja jeg tør si litt til! Jeg tenker, han vokser seg vakker, eller at han med tiden blir noe mindre! Han har ligget forlenge i egget, og derfor har han ikke fått den rette skikkelse!“ Og så pillet hun ham i nakken og glattede på personen. „Han er dessuten en andrik,“ sa hun, „og så gjør det ikke så meget! Jeg tror, han får gode krefter, han slår seg nok igjennom!“

„De andre unger er nydelige!“ sa den gamle, „lad nå, som dere var hjemme, og finner dere et aalehoved, så kan dere bringe meg det!“

Og så var de som hjemme.

Men den stakkars andunge, som sist var kommet ut av egget, 25og så så fæl ut, ble bitt, puffet og gjort narr av, og det både av endene og hønsene. „Han er for stor!“ sa de allesammen, og den kalkunske hane, der var født med sporer og derfor trodde, at han var keiser, pustet seg opp som et fartøy for fulle seil, gikk like inn på ham, og så pludret han og ble ganske rød i hodet. Den stakkars andunge visste hverken, hvor den turde stå eller gå, den var så bedrøvet, fordi den så så stygg ut og var til spot for hele andegården.

Således gikk det den første dag, og siden ble det verre og verre. Den stakkars andunge ble jaget av dem allesammen, selv hans søsken var så onde imot ham, og de sa alltid: „Bare katten ville ta deg, dit fæle spetakkel!“ og moren sa: „Gid du bare var langt borte!“ og endene bet ham, og hønsene hugget ham, og piken, som skulle gi dyrene mat, sparkede til ham med foten.

Da løp og fløy han henover gjerdet; de små fugler i buskene for forskrækkede iveiret. „Det er, fordi jeg er så stygg,“ tenkte andungen og lukkede øynene, men løp allikevel av sted. Så kom den ut i den store mose, hvor villendene bodde. Her lå den hele natten; den var så trett og sorgfull.

Om morgenen fløy villendene opp, og de så på den nye kamerat. „Hva er du for en?“ spurte de, og andungen dreide seg til alle sider og hilste så godt, den kunne.

„Du er inderlig stygg,“ sa villendene; „men det kan da være oss det samme, når du ikke gifter deg inn i vår familie!“ — Den stakkar! han tenkte nok ikke på å gifte seg, turde han bare få lov å ligge i sivene og drikke litt mosevann.

Der lå han i hele to dage, så kom der to villgjess eller rettere vildgasser; for det var to hanner; det var ikke mange tider, siden de var kommet ut av egget, og derfor var de så raske på det.

„Hør, kamerat!“ sa de, „du er så stygg, at vi godt kan like deg! Vil du drive med og være trekkfugl? Tett herved i en annen mose er der noen søte, fornemme villgjess, allesammen frøkener, som kan si rap! Du er i stand til å gjøre din lykke, så stygg du er!“ — —

„Piff! paff!“ lød det i det samme ovenover, og begge vildgasserne falt døde ned i sivene, og vannet ble blodrødt. Piff! paff! lød det igjen, og hele skarer av villgjess fløy opp av sivene, og så knallet det igjen. Der var stor jakt; jegerne lå rundt om 26mosen; ja noen satt oppe i trægrenene, der strakte seg langt ut over sivene; den blå røg gikk likesom skyer inn imellom de mørke trær og hang langt henover vannet; i mudderet kom jakthundene, klask, klask! Siv og rør svaiet til alle sider; det var en forskrekkelse for den stakkars andunge; den dreide hodet om for å få det under vingen, og i det samme stod tett ved den en fryktelig stor hund; tungen hang ham langt ut av halsen, og øynene skinte gruelig fælt; han satte sitt gap like ned imot andungen, viste de skarpe tenner — — og plask! gikk han igjen uten å ta den.

„O det var vel!“ sukket andungen; „jeg er så stygg, at selv hunden ikke gidder bite meg!“

Og så lå den ganske stille, mens haglene suste i sivet, og det knallet skudd på skudd.

Først langt ut på dagen ble der stille; men den stakkars unge turde ennå ikke reise seg; den ventet flere timer ennå, før den så seg om, og så skyndte den seg av sted fra mosen, alt hva den kunne; den løp over mark og eng, der var en blæst, så at den hadde ondt ved å komme av sted.

Mot aftenen nådde den et fattig, lite bondehus; det var så elendigt, at det ikke selv visste, til hva side det ville falle, og så ble det stående. Blesten suste således om andungen, at han måtte sette seg på halen for å holde imot; og det ble verre og verre; da merket han, at døren var gått av det ene hengsel og hang så skjevt, at han igjennom sprekken kunne smutte inn i stuen, og det gjorde han.

Her bodde en gammel kone med sin katt og sin høne, og katten, som hun kalte Sønneke, kunne skyde rygg og spinne; han gnistret endogsaa; men så måtte man stryke ham mot hårene; hønen hadde ganske små, lave ben, og derfor kaltes den Kykkelilavben; den la godt eg, og konen holdt av den som av sitt eget barn.

Om morgenen merket man straks den fremmede andunge, og katten begynte å spinne og hønen å klukke.

„Hva for noe!“ sa konen og så rundt omkring; men hun så ikke godt, og så trodde hun, at andungen var en fet and, der hadde forvillet seg. „Det var jo en deilig fangst!“ sa hun; „nå kan jeg få ande-eg, er det bare ikke en andrik? Det må vi prøve!“

Og så ble andungen antatt på prøve i tre uker; men der kom ingen eg. Og katten var herre huset og hønen var madame, og alletider sa de: „Vi og verden!“ for de trodde, at de 27var halvparten, og det den allerbedste del. Andungen syntes, at man også kunne ha en annen mening; men det tålte hønen ikke.

„Kan du legge egg?“ spurte hun.

„Nei!“

„Ja vil du så holde din munn!“

Og katten sa: „Kan du skyde rygg, spinne og gnistre?“

„Nei!“

„Ja så skal du ikke have mening, når fornuftige folk taler!“

Og andungen satt i kroken og var i dårlig humør; da kom den til å tenke på den friske luft og solskinnet; den fikk sådan en forunderlig lyst til å flyte på vannet; til sist kunne den ikke la være, den måtte si det til hønen.

„Hva går der av deg?“ spurte hun. „Du har ingenting å bestille; derfor kommer de nykker over deg! Legg egg eller spinn, så går de over.“

„Men det er så deilig å flyte på vannet!“ sa andungen, „så deilig å få det over hodet og dukke ned på bunden!“

„Ja det er nok en stor fornøyelse!“ sa hønen; „du er nok blitt gal! Spør katten; han er den klokeste, jeg kjenner, om han holder av å flyte på vannet eller dukke ned! Jeg vil ikke tale om meg. — Spør selv vårt herskap, den gamle kone; klokere enn hun er der ingen i verden! Tror du, hun har lyst til å flyte og få vann over hodet?“

„Dere forstår meg ikke!“ sa andungen.

„Ja forstår vi deg ikke, hvem skulle så forstå deg? Du vil dog vel aldri være klokere enn katten og konen, for ikke å nevne meg! Skap deg ikke til; men tak du heller for alt det gode, man har gjort for deg! Er du ikke kommet i en varm stue og har en omgang, du kan lære noe av? Men du er et vrøvlehode, og det er ikke morsomt å omgås deg! Meg kan du tro! Jeg mener deg det godt; jeg sier deg ubehageligheter, og derpå skal man kjenne sine sanne venner! Se nå bare til, at du legger egg og lærer å spinne eller gnistre!“

„Jeg tror, jeg vil gå ut i den vide verden!“ sa andungen.

„Ja gjør du det!“ sa hønen.

Og så gikk andungen; den fløt på vannet, den dukket ned; men av alle dyr var den oversett for sin grimhed.

Nå falt høsten på; bladene i skogen ble gule og brune; blesten tok fat i dem, så de danset omkring, og oppe i luften så der kaldt ut; skyene hang tunge med hagl og snefog, og på 28gjerdet stod ravnen og skrek „au! au!“ av bare kulde; ja man kunne ordentlig fryse, når man tenkte derpå; den stakkars andunge hadde det riktignok ikke godt.

En aften, solen gikk så velsignet ned, kom der en hel flok deilige, store fugler ut av buskene. Andungen hadde aldri sett noen så smukke; de var ganske skinnende hvite, med lange, smidige halse; det var svaner. De utstøtte en ganske forunderlig lyd, bredte sine prektige, lange vinger ut og fløy bort fra de kalde egne til varmere lande, til åpne sjøer! De steg så høyt, så høyt, og den stygge, lille andunge ble så forunderlig tilmode; den dreide seg rundt i vannet likesom et hjul, rakte halsen høyt opp i luften etter dem, utstøtte et skrik så høyt og forunderlig, at den selv ble bange derved. O, den kunne ikke glemme de deilige fugler, de lykkelige fugler, og så snart den ikke lenger øynet dem, dukket den like ned til bunden, og da den kom opp igjen, var den likesom ute av seg selv. Den visste ikke, hva fuglene het, ikke, hvor de fløy hen; men dog holdt den av dem, som den aldri hadde holdt av noen; den misunte dem slett ikke; hvor kunne det falle den inn å ønske seg en sådan deilighet? Den ville være glad, når bare endene ville ha tålt den imellom seg — det stakkars stygge dyr!

Og vinteren ble så kald, så kald; andungen måtte svømme om i vannet for å holde det fra å fryse rent til; men hver natt ble hullet, hvori den svømte, smalere og smalere; det frøs, så det knaket i isskorpen; andungen måtte alltid bruke benene, for at vannet ikke skulle lukkes; til sist ble den mat, lå ganske stille og frøs så fast i isen.

Tidlig om morgenen kom en bondemann; han så den, gikk ut og slo med sin tresko isen i stykker og bar den så hjem til sin kone. Der ble den livet opp.

Barna ville leke med den; men andungen trodde, at de ville gjøre den fortred, og for i forskrekkelsen like opp i melkefadet, så at melken skvulpet ut i stuen; konen skreg og slo hendene iveiret, og da fløy den opp i trauget, hvor smørret var, og så ned i meltønden og opp igjen; nå, hvor den kom til å se ut! Konen skreg og slo etter den med ildtangen, og barna løp hinannen overende for å fange andungen, og de lo, og de skrek! — Godt var det, at døren stod åpen; ut for den imellom buskene i den nyfaldne sne — der lå den likesom i dvale.

Men det ville bli altfor bedrøvelig å fortelle all den nød og elendighet, den måtte prøve i den harde vinter — — den 29lå i mosen mellom rørene, da solen igjen begynte å skinne varmt; lerkene sang, — det var deilig forår.

Da løftet den på engang sine vinger; de bruste sterkere enn før og bar den kraftig av sted; og før den rett visste det, var den i en stor hage, hvor epletrærne stod i blomster, hvor syringene duftet og hang med de lange, grønne grener like ned imot de buktede kanaler. O, her var så deilig, så forårsfriskt! Og like foran, ut av tykningen, kom tre deilige, hvite svaner; de bruste med fjærene og fløt så lett på vannet. Andungen kjente de prektige dyr og ble betagen av en forunderlig sørgmodighet.

„Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugler! og de vil hugge meg ihjel, fordi jeg, der er så stygg, tør nærme meg dem; men det er det samme! Bedre å drepes av dem enn å nappes av endene, hugges av hønsene, sparkes av piken, der passer hønsegården, og lide ondt om vinteren.“ Og den fløy ut i vannet og svømte henimot de prektige svaner; disse så den og fløt med brusende fjær henimot den. „Drep meg kun!“ sa det stakkars dyr, bøiede sitt hode ned mot vannflaten og ventet døden — men hva så den i det klare vann? Den så under seg sitt eget bilde; men den var ikke lenger en kluntet, sortgraa fugl, stygg og fæl; den var selv en svane.

Det gjør ikke noe å være født i andegården, når man kun har ligget i et svane-eg.

Den følte seg ordentlig glad over all den nød og gjenvordighet, den hadde prøvet; nå skjønte den just på sin lykke, på all den deilighet, der hilste den. Og de store svaner svømte rundt omkring den og strøk den med nebbet.

I hagen kom der noen små barn; de kastet brød og korn ut i vannet, og den minste ropte:

„Der er en ny!“ og de andre barn jublede med: „Ja, der er kommet en ny!“ Og de klappede i hendene og danset rundt, løp etter far og mor, og der ble kastet brød og kake i vannet, og alle sa de: „Den nye er den smukkeste! så ung og så deilig!“ og de gamle svaner neiet for den.

Da følte den seg ganske unnselig og stak hodet om bak vingene; den visste ikke selv hvorfor; den var altfor lykkelig, men slett ikke stolt; thi et godt hjerte blir aldri stolt. Den tenkte på, hvor den hadde vært forfulgt og forhånet, og hørte nå alle si, at den var den deiligste av alle deilige fugler. Og syringene bøyde seg med grenene like ned i vannet til den, og solen skinte så varmt og så godt; da bruste dens fjær, den slanke hals hevet 30seg, og av hjertet jublede den: „Så mye lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den stygge andunge!“

H. C. Andersen.