I keiser Otto den førstes dage var der i Irland en fager kongedatter ved navn Sunniva, der tidlig udmerkede sig ved sin forstandighed og kristelige fromhed. Efter sin faders død styrede hun riget og gav sine undersaatter det herligste eksempel paa dydig vandel. Rygtet om hendes skjønhed og elskværdighed kom ogsaa for en hedensk hærkonge, som beilede til hende; men hun vilde saa meget mindre egte en hedning, som hun havde bestemt sig til slet ikke at gifte sig. Hun vilde tjene Gud i jomfrueligt levnet og gav ham afslag. Til hevn begyndte han derfor at herje i hendes rige og truede med ganske at lægge det øde, hvis hun ei føiede ham. Hun foretrak efter overlæg med sine frænder og venner at forlade landet og drog bort, ledsaget af en talrig skare mænd, kvinder og børn paa tre skibe uden seil, aarer, ror og vaaben, overladende sig ganske til Guds styrelse.
Vinden drev dem mod norden, henimod Norges kyst, hvor Sunniva med den større del landede ved den lille ø Selja eller Sellø nærved Statland, og de øvrige ved øen Kinn i Søndfjord. Disse øer var dengang ubeboede og brugtes kun, ligesom de øvrige udøer, til græsgang for fæ. Sunniva og hendes ledsagere søgte ly i de store huler, der findes i fjeldet paa vestsiden af Selja; i disse huler boede de længe, ernærende sig med fiskeri og dyrkende Gud.
Men da indbyggerne paa fastlandet blev var, at der var kommet folk paa øerne, antog de dem for vikinger eller ugjerningsmænd og tilskrev dem skylden for, at flere stykker kvæg oftere savnedes. De henvendte sig derfor til Haakon Jarl med bøn om, at han vilde hjælpe dem til at fælde disse ransmænd, og jarlen begav sig i den hensigt med en skare bevæbnede til Selja. Da Sunniva og hendes følge saa de bevæbnede komme for at angribe dem, gik de ind i hulerne, bedende Gud om en salig død, og at han vilde forskaane deres legemer for at falde i hedningernes vold. Deres bøn blev hørt; thi store klippestykker faldt ned foran de huler, hvor de havde skjult sig, og jarlens mænd fandt ikke et menneske.
En stund efter, da Haakon jarl nys var dræbt, hændte det sig, at to anseede bønder fra Søndfjord vilde til Trondhjem for at tale med jarlen, hvis død de endnu ei havde erfaret. Ved at drage tæt forbi Selja saa de, siges der, et underligt lys hæve sig 31lige fra stranden til himlen; de lagde tillands for at undersøge aarsagen og fandt et straalende menneskehoved, der gav den sødeste lugt fra sig; forundrede herover tog de hovedet med for at bringe jarlen det.
Paa Søndmøre fik de vide, at Haakon var dræbt og Olav kommen i hans sted; men de fortsatte dog reisen til Lade, blev godt modtagne af Olav, lod sig paa hans anmodning døbe og viste ham det medbragte hoved. Da kongen og biskop Sigurd saa det, sagde de straks, at det maatte tilhøre en helgen, og bevarede det omhyggelig. Efter tinget paa Dragseid spurgte kongen dem, der boede Selja nærmest, om de i den senere tid havde seet underlige tegn paa øen. De sagde, at de oftere havde seet en lysning over den. Kongen, biskop Sigurd og mange andre folk begav sig nu ud til Selja og bemerkede, at de klipper, der laa foran de store huler paa vestsiden, for ikke mange aar siden maatte være nedstyrtede. Ved at lede blandt klippestykkerne fandt de menneskeben med en herlig lugt, og endelig, da de kom til en hule, hvor klippestykket nys var styrtet fra mundingen, fandt de Sunnivas eget lig aldeles helt og uskadt, som om hun nys var død.
Der blev straks bygget en kirke, hvor alle disse hellige levninger opbevaredes. Siden opkom det sagn, at Sunnivas broder Albanus havde fulgt hende og ligeledes ladet sit liv der i en af hulerne, og vist er det, at det prægtige kloster, som senere oprettedes, blev helliget St. Albanus; dog er dette sandsynligvis Englands bekjendte martyr, der blev dræbt i en af de første kristenforfølgelser. Ogsaa paa Kinn skal der, som der fortælles, have været seet underlige tegn; men hvorledes de hellige mænd, som landede der, kom afdage, fortælles ei. At der paa Selja visselig har været forefundet saadanne ben som de her omtalte, maa vel antages som afgjort, og en from list, hvilken man i de dage til et saa godt øiemed ansaa tilladelig, har gjort det øvrige. Kirken og helligdommen paa Selja blev, om ei straks, saa dog ikke lang tid efter moder- og centralkirken for kristendommen i hele Gulatingslagen og er at betragte som grundvolden for den senere oprettede bergenske biskopsstol. De saakaldte seljemænds, eller Sunnivas og hendes følges dødsdag, der henførtes til den 8de juli, den saakaldte Seljumannavaka, blev en festdag for hele Norge og kjendes endnu paa mange steder af almuen.
Efter P. A. Munch.