32

Den hellige Kristoffer, som oprindelig hed Reprobus, var en hedning fra landet Kanaan, af kjæmpemæssig skikkelse og begavet med overmenneskelig styrke. Efterat han var kommen til skjels aar og alder, levede han en rum tid efter sit eget hoved, og da han havde et meget vildt og trodsigt sind, kom han idelig i strid og trætte med andre mennesker. Fra enhver kamp gik han bort som seierherre, og han blev saa vant til at overvinde alle og bestandig faa sin vilje, at han omsider følte sig kjed og led af livet. Da alle flygtede og skalv for ham, blev hans uimodstaaelige kraft ham selv til byrde, og han sagde: «Hvor usselt er dog ikke dette mit liv! Hvad skal jeg med det? Jeg kan lægge alt øde, som mig lyster, da intet kan gjøre mig modstand; men hvi skulde jeg røre mig af pletten derfor? Jeg vilde være herre og mester, og det er jeg nu; men hvad gammen har jeg deraf? Dette liv holder jeg ingenlunde ud; jeg vil prøve paa at tjene og lyde istedenfor at befale og byde. Jeg vil søge mig en herre; men det skal være den mægtigste af alle; thi ingen ringere vil jeg tjene.»

Som sagt, saa gjort; han begav sig paa veien og kom endelig til en mægtig konge, der havde et stort rige under sig. Han gav sig i hans tjeneste, lovede ham huldskab og troskab, og kongen skjænkede ham sin gunst.

Nu skede det, at i de kvad, som kongens skald maatte synge for ham, forekom undertiden djævelens navn. Saa tidt dette hændtes, gjorde kongen korsets tegn for sig, og da Reprobus endnu intet havde hørt om Frelseren og korset, forundrede dette ham over al maade, og han spurgte: «Hvi gjør du disse streger i luften?» Kongen svarede: «Ved du ikke det? Jeg gjør korsets tegn, saa ofte jeg hører djævelens navn nævne, forat han ingen magt skal have over mig. Thi korset, som er et tegn paa den død, Kristus, vor frelser, har lidt for os, er den bedste hjælp, vi har mod djævelens overmagt.» «Ei,» sagde Reprobus, «saa er jo djævelen mægtigere end du. Ham vil jeg tjene.»

Dermed gav han sig paa veien og spurgte alle dem, han mødte, hvor djævelen var; men ingen kunde sige ham det; thi alle mente, at djævelen var langt borte fra dem. Da traf det sig engang, at han ved nattetid for vild i en ørken og hverken vidste frem eller tilbage. Som han nu stod tvilraadig, viste 33sig pludselig for hans blik en stor skare ryttere, og blandt dem en frygtelig stor skikkelse, som red hen til ham og spurgte ham trodsig, hvad han her søgte. Reprobus svarede, han søgte djævelen og vilde gjerne tjene ham. Den sorte mand sagde, at det var ham, og han vilde nok gjøre et forsøg, om han kunde bruge ham. Reprobus blev nu hos djævelen, udførte ærlig og tro alt, hvad den onde forlangte af ham, og glædede sig i hjertet over, at han nu tjente en herre, som var mægtigere end nogen anden i den ganske verden.

Paa et af sine tog kom de til et kors. Ved synet af dette red djævelen straks tilbage og gjorde en stor omvei for at komme forbi det. Reprobus merkede det og spurgte: «Hvorfor gjør du saa hastig denne omvei?» Men den onde jog afsted over stok og sten og skalv endnu over hele legemet, indtil han endelig, da de havde korset langt bag sig, maatte bekjende, at han var saare bange for Frelserens tegn og derfor maatte tage flugten, hvor han blev det var.

Nu var da ogsaa alt ude mellem ham og Reprobus, og denne drog bort med disse ord: «Flyr du Kristi tegn, djævel, saa er han jo mægtigere end du, og jeg vil ei længer tjene dig, men opsøge Kristus.»

Altsaa drog han igjen om i den vide verden og spurgte alle, han kom til, efter Kristus: store og smaa, rige og fattige, skriftlærde og lægfolk, men forgjæves. Alle mente de at vide besked; men hvor han end kom hen, kunde han dog ei finde den Herre Kristus, som han var gaaet ud for at søge. Dog blev han ei træt, men søgte kun med desto mere iver.

En morgen traf Reprobus midt i en tyk skog en from eneboer ved hans hytte. Han gav sig i tale med ham og sagde ham sit erende. Eneboeren saa paa ham med klare øine og sagde: «Tilvisse er den Herre Kristus den største konge i al verden, og du gjør vel, min søn, naar du giver dig i hans tjeneste; han giver og sine venner den kosteligste løn, og han er heller ikke saa vanskelig at finde. Hver den, som i sit hjerte længes oprigtig efter ham, vil han ikke lade søge forgjæves.»

Han begyndte nu at undervise sin gjest i Kristi lærdomme, hvorover denne høiligen forbausedes. Reprobus blev alt mere og mere tilsinds ganske at give sig hen i Kristi tjeneste og sagde ogsaa dette i al enfoldighed til den fromme mand. Da

I.2

34mælte denne: «Den Herre Kristus giver kun de rene og retfærdige sin naade. Derfor maa du idelig vaage og bede og ydmyge dig med et rent hjerte; thi kun saaledes tjener du ham rettelig og opfylder hans hellige vilje.» Men Reprobus reiste sig og raabte barsk og forbitret: «Ingenlunde vil jeg gjøre dette, og ikke skal den leve, som kan sige, at jeg tjener nogen med at vaage og bede og ydmyge mig.» — Over disse ord blev den gamle mand saare forfærdet. Han gik ind og grublede længe, omsider sagde han til kjæmpen: «Noget herfra er en dyb og rivende elv, hvorover ingen bro fører. Den stanser vandreren paa hans vei. Du er jo stor og sterk; gaa derhen og bær for Guds skyld dem over, som beder dig derom; saa vil du gjøre Herren et velbehageligt verk.»

Paa denne maade vilde Reprobus nok tjene Kristus. Han byggede sig en hytte ved elven og tog en ung træstamme til støttestav. Med den i haanden bar han alle veifarende over uden at kræve løn eller tak, og han var rede baade nat og dag. Saa tænkte han og, at ihvor det gik, skulde han engang tidlig eller sildig faa den Herre Kristus i tale.

Efterat saaledes en rum tid var hengaaet, havde han en aften træt og mødig lagt sig ned paa sit leie, da han pludselig blev vakt af en barnlig stemme, som kaldte ham ved navn. Han reiste sig, tog sin stav og gik ud, men kunde ei finde den, som kaldte paa ham. Han lagde sig igjen ned, men havde neppe lukket sine øine, før han hørte den samme stemme atter kalde ham ved navn. Han gik igjen ud i den mørke nat, men fandt ingen, og først da det tredje gang kaldte paa ham, blev han paa den samme elvebred var et barn, som bad ham bære sig over elven.

Reprobus bøiede sig ned og tog barnet op paa sine arme, og uden at sige et ord gik han med staven i haanden ud i vandet. Luften var stille, himlen klar, og de smaa bølger rullede sagte; men neppe havde Reprobus gjort tre skridt fremad, før vandet begyndte forunderlig at bevæge sig; det kastede store bølger og steg svulmende rundt omkring; bølgerne bruste altid vildere og høiere iveiret, jo længere han kom frem. Til samme tid blev barnet saa tungt som bly, og stedse tungere, jo høiere vandet steg. Den mægtige kjæmpe blev næsten trykket ned under sin byrde, og det lod, som om vandet vilde stige ham over hovedet. Saaledes naaede han midten af elven, og som 35han der stod stille og drog sin aande saare dybt, sagde han til barnet: «Barn, hvor tung en byrde tykkes du mig! Det er, som jeg bar al verden paa mine skuldre.»

Barnet saa paa ham med et forunderligt blik og svarede: «Du sagde det. Du bærer al verden paa dine skuldre. Se, jeg er Jesus Kristus, din herre og din frelser, som du søger, og for hvem du arbeider; din tjeneste er mig velbehagelig, og mit rige skal herefter ved dig udbredes.» Alt medens barnet talte, sank vandene ned i sit leie, og bølgerne jevnede sig og spillede sagtelig under kjæmpens bryst. Men barnet tog om hans hoved og bøiede det ned under vandet og døbte ham i den hellige Treenigheds navn, sigende: «Fra nu af skal du hede Kristoffer, det er: den, som bar Kristus; og det skal være dig et tegn, at du skal plante denne din stav i jorden, da skal den imorgen blomstre og bære frugt.»

Derefter forsvandt barnet. Men saaledes som det var sagt, saa skede det ogsaa. Staven grønnedes til et træ med deilige blomster og frugter, og Kristoffer, som nu havde fundet Kristus, blev hans læres tro og lydige discipel og bøiede sin store kraft fremdeles under denne sin herres tjeneste. Hans tro var sterk som hans arm, og hans hjerte var fuldt af glæde og kjærlighed i Kristus. Han drog vidt omkring i landene og udbredte Kristi rige med prædiken og bøn. Tilsidst kom han til et sted, hvor de kristne blev haardt forfulgte for sin tros skyld. Der gav Herren ham en stakket nød og stor herlighed; thi han led døden som en hellig martyr med glæde og freidigt mod og gik ind til den evige salighed.

32

Den hellige Kristoffer, som opprinnelig het Reprobus, var en hedning fra landet Kanaan, av kjempemessig skikkelse og begavet med overmenneskelig styrke. Etter at han var kommet til skjels år og alder, levde han en rom tid etter sitt eget hode, og da han hadde et meget vilt og trodsigt sinn, kom han idelig i strid og trette med andre mennesker. Fra enhver kamp gikk han bort som seierherre, og han ble så vant til å overvinne alle og bestandig få sin vilje, at han omsider følte seg kjed og led av livet. Da alle flyktet og skalv for ham, ble hans uimotståelige kraft ham selv til byrde, og han sa: «Hvor usselt er dog ikke dette mitt liv! Hva skal jeg med det? Jeg kan legge alt øde, som meg lyster, da intet kan gjøre meg motstand; men hvi skulle jeg røre meg av pletten derfor? Jeg ville være herre og mester, og det er jeg nå; men hva gammen har jeg derav? Dette liv holder jeg ingenlunde ut; jeg vil prøve på å tjene og lyde istedenfor å befale og by. Jeg vil søke meg en herre; men det skal være den mektigste av alle; thi ingen ringere vil jeg tjene.»

Som sagt, så gjort; han begav seg på veien og kom endelig til en mektig konge, der hadde et stort rike under seg. Han ga seg i hans tjeneste, lovede ham huldskab og troskap, og kongen skjenket ham sin gunst.

Nå skjedde det, at i de kvad, som kongens skald måtte synge for ham, forekom undertiden djevelens navn. Så titt dette hændtes, gjorde kongen korsets tegn for seg, og da Reprobus ennå intet hadde hørt om Frelseren og korset, forundret dette ham over all måte, og han spurte: «Hvi gjør du disse streker i luften?» Kongen svarte: «Vet du ikke det? Jeg gjør korsets tegn, så ofte jeg hører djevelens navn nevne, for at han ingen makt skal ha over meg. Thi korset, som er et tegn på den død, Kristus, vår frelser, har lidt for oss, er den beste hjelp, vi har mot djevelens overmakt.» «Ei,» sa Reprobus, «så er jo djevelen mektigere enn du. Ham vil jeg tjene.»

Dermed ga han seg på veien og spurte alle dem, han møtte, hvor djevelen var; men ingen kunne si ham det; thi alle mente, at djevelen var langt borte fra dem. Da traff det seg engang, at han ved nattetid for vill i en ørken og hverken visste frem eller tilbake. Som han nå stod tvilrådig, viste 33seg plutselig for hans blikk en stor skare ryttere, og blant dem en fryktelig stor skikkelse, som red hen til ham og spurte ham trossig, hva han her søkte. Reprobus svarte, han søkte djevelen og ville gjerne tjene ham. Den sorte mann sa, at det var ham, og han ville nok gjøre et forsøk, om han kunne bruke ham. Reprobus ble nå hos djevelen, utførte ærlig og tro alt, hva den onde forlangte av ham, og gledet seg i hjertet over, at han nå tjente en herre, som var mektigere enn noen annen i den ganske verden.

På et av sine tog kom de til et kors. Ved synet av dette red djevelen straks tilbake og gjorde en stor omvei for å komme forbi det. Reprobus merket det og spurte: «Hvorfor gjør du så hastig denne omvei?» Men den onde jog av sted over stokk og stein og skalv ennå over hele legemet, inntil han endelig, da de hadde korset langt bak seg, måtte bekjenne, at han var såre bange for Frelserens tegn og derfor måtte ta flukten, hvor han ble det var.

Nå var da også alt ute mellom ham og Reprobus, og denne drog bort med disse ord: «Flyr du Kristi tegn, djevel, så er han jo mektigere enn du, og jeg vil ei lenger tjene deg, men oppsøke Kristus.»

Altså drog han igjen om i den vide verden og spurte alle, han kom til, etter Kristus: store og små, rike og fattige, skriftlærde og legfolk, men forgjeves. Alle mente de å vite besked; men hvor han enn kom hen, kunne han dog ei finne den Herre Kristus, som han var gått ut for å søke. Dog ble han ei trett, men søkte kun med desto mer iver.

En morgen traff Reprobus midt i en tykk skog en from eneboer ved hans hytte. Han ga seg i tale med ham og sa ham sitt ærend. Eneboeren så på ham med klare øyne og sa: «Tilvisse er den Herre Kristus den største konge i all verden, og du gjør vel, min sønn, når du gir deg i hans tjeneste; han gir og sine venner den kosteligste løn, og han er heller ikke så vanskelig å finne. Hver den, som i sitt hjerte lenges oppriktig etter ham, vil han ikke lade søke forgjeves.»

Han begynte nå å undervise sin gjest i Kristi lærdommer, hvorover denne høiligen forbausedes. Reprobus ble alt mer og mer tilsinds ganske å gi seg hen i Kristi tjeneste og sa også dette i all enfoldighet til den fromme mann. Da

I.2

34mælte denne: «Den Herre Kristus giver kun de rene og rettferdige sin nåde. Derfor må du idelig våke og bede og ydmyke deg med et rent hjerte; thi kun således tjener du ham rettelig og oppfyller hans hellige vilje.» Men Reprobus reiste seg og ropte barsk og forbitret: «Ingenlunde vil jeg gjøre dette, og ikke skal den leve, som kan si, at jeg tjener noen med å våke og bede og ydmyke meg.» — Over disse ord ble den gamle mann såre forferdet. Han gikk inn og grublede lenge, omsider sa han til kjempen: «Noe herfra er en dyp og rivende elv, hvorover ingen bro fører. Den stanser vandreren på hans vei. Du er jo stor og sterk; gå derhen og bær for Guds skyld dem over, som beder deg derom; så vil du gjøre Herren et velbehagelig verk.»

På denne måte ville Reprobus nok tjene Kristus. Han bygde seg en hytte ved elven og tok en ung trestamme til støttestav. Med den i hånden bar han alle veifarende over uten å kreve løn eller tak, og han var rede både natt og dag. Så tenkte han og, at ihvor det gikk, skulle han engang tidlig eller sildig få den Herre Kristus i tale.

Etter at således en rom tid var hengått, hadde han en aften trett og mødig lagt seg ned på sitt leie, da han plutselig ble vakt av en barnlig stemme, som kalte ham ved navn. Han reiste seg, tok sin stav og gikk ut, men kunne ei finne den, som kalte på ham. Han la seg igjen ned, men hadde neppe lukket sine øyne, før han hørte den samme stemme atter kalle ham ved navn. Han gikk igjen ut i den mørke natt, men fant ingen, og først da det tredje gang kalte på ham, ble han på den samme elvebredd var et barn, som bad ham bære seg over elven.

Reprobus bøyde seg ned og tok barnet opp på sine arme, og uten å si et ord gikk han med staven i hånden ut i vannet. Luften var stille, himlen klar, og de små bølger rullet sakte; men neppe hadde Reprobus gjort tre skritt fremad, før vannet begynte forunderlig å bevege seg; det kastet store bølger og steg svulmende rundt omkring; bølgene bruste alltid villere og høyere iveiret, jo lenger han kom frem. Til samme tid ble barnet så tungt som bly, og stedse tungere, jo høyere vannet steg. Den mektige kjempe ble nesten trykket ned under sin byrde, og det lot, som om vannet ville stige ham over hodet. Således nådde han midten av elven, og som 35han der stod stille og drog sin ånde såre dypt, sa han til barnet: «Barn, hvor tung en byrde tykkes du meg! Det er, som jeg bar all verden på mine skuldre.»

Barnet så på ham med et forunderlig blikk og svarede: «Du sa det. Du bærer all verden på dine skuldre. Se, jeg er Jesus Kristus, din herre og din frelser, som du søker, og for hvem du arbeider; din tjeneste er meg velbehagelig, og mitt rike skal herefter ved deg udbredes.» Alt mens barnet talte, sank vannene ned i sitt leie, og bølgene jevnet seg og spilte saktelig under kjæmpens bryst. Men barnet tog om hans hode og bøyde det ned under vannet og døpte ham i den hellige Treenigheds navn, sigende: «Fra nå av skal du hede Kristoffer, det er: den, som bar Kristus; og det skal være deg et tegn, at du skal plante denne din stav i jorden, da skal den i morgen blomstre og bære frukt.»

Deretter forsvant barnet. Men således som det var sagt, så skjedde det også. Staven grønnedes til et tre med deilige blomster og frukter, og Kristoffer, som nå hadde funnet Kristus, ble hans læres tro og lydige disippel og bøiede sin store kraft fremdeles under denne sin herres tjeneste. Hans tro var sterk som hans arm, og hans hjerte var fullt av glede og kjærlighet i Kristus. Han drog vidt omkring i landene og utbredte Kristi rike med prediken og bøn. Til sist kom han til et sted, hvor de kristne ble hardt forfulgte for sin tros skyld. Der ga Herren ham en stakket nød og stor herlighet; thi han led døden som en hellig martyr med glede og freidigt mot og gikk inn til den evige salighet.