Paa den tid, da Halvdan Svartes søn, Harald Haarfagre, havde underlagt sig en stor del af Norge, helt syd til Glommen, hændte det, at han sendte sine mænd efter en mø, som hed Gyda, kong Eiriks datter af Hørdaland. Hun var til opfostring paa Valders hos en rig bonde og var en fager mø og af et stolt sind. Da sendemændene kom did, bar de sit erende frem for møen; hun svarede saalunde: «Ikke vil jeg tage til mand en konge, som ikke har større rige end nogle fylker at raade over; men det tykkes mig underligt, at der ikke er nogen konge, som saaledes vil underlægge sig Norge og være enevoldskonge derover, som kong Gorm er i Danmark eller kong Eirik i Uppsale.» Sendemændene synes, at hun svarer meget stolt, og spørger hende atter, hvad dette hendes svar skal betyde; de siger, at Harald er saa mægtig en konge, at hun fuldelig kunde være tjent med ham. Men endskjønt hun svarede anderledes til deres erende, end de ønskede, saa de dog dennegang ingen 124udvei til at faa hende bort med sig imod hendes vilje. De laver sig da til bortreisen. Da de var færdige, fulgte man dem ud; da sagde Gyda til sendemændene: «Siger disse mine ord til kong Harald, at jeg blot paa det vilkaar vil love at blive hans egtekvinde, om han i forveien for min skyld vil underlægge sig hele Norge og raade over det ligesaa frit som kong Eirik over Sverige eller kong Gorm over Danmark; thi alene da synes han mig at kunne kaldes tjodkonge.»
Sendemændene drog nu tilbage til kong Harald og siger ham disse møens ord; de kalder hende frygtelig djerv og uvittig. Da svarer kong Harald, at ei havde denne mø talt eller gjort saa ilde, at det fortjente at hevnes, men at hun tvertimod skulde have megen tak for sine ord. «Hun har,» siger han, «mindet mig om det, som jeg forundrer mig over ei før er faldet mig ind.» Og end sagde han: «Det lover jeg hellig, og derpaa kræver jeg den Gud til vidne, som skabte mig, og som raader for alt, at jeg aldrig skal skjære eller kjæmme mit haar, førend jeg har indtaget hele Norge, med skatter og skylder og herredømme, — eller i andet fald dø.» — For disse ord takkede Gutorm anfører ham meget og kaldte det kongeligt at holde sit ord.
Siden feidede kong Harald med smaakongerne rundt om i landet, indtil han i slaget ved Havrsfjord overvandt de sidste, der endnu stod ham imod. Da var alle hans modstandere og største fiender faldne; men nogle flyede af landet, og var det en stor mængde; thi da blev store, øde lande bebyggede. Da bebyggedes Jemteland og Helsingeland; dog var de begge tilforn noget bebyggede af nordmænd. I den ufred, hvorved kong Harald underlagde sig Norge, fandtes og bebyggedes udlande, nemlig Færøerne og Island. Da reiste og mange nordmænd til Hjaltland, og mange mægtige mænd af Norge ginge i landflygtighed for kong Harald og fore i vesterviking; de var om vinteren paa Orknøerne eller Syderøerne; men om somrene herjede de i Norge og gjorde landet stor skade. Mange mægtige mænd var der og, som ginge kong Harald tilhaande og blev hans mænd, der byggede landet med ham.
Kong Harald var nu bleven enevoldskonge over hele Norge. 125Da mindedes han, hvad den storsindede mø havde sagt til ham. Han sendte da mænd efter hende og lod hende hente. Hun blev hans dronning, og de havde mange børn.
Senere var kong Harald engang til gjestebud paa Møre hos Ragnvald jarl. Da gik kong Harald i bad og lod greie sit haar, og da skar Ragnvald jarl hans haar; men forhen havde det været ukjæmt og uskaaret i 10 aar, og var han derfor kaldet Luva (d. e. den lurvede); men siden gav Ragnvald ham kjendingenavn og kaldte ham Harald Haarfagre. Og det sagde alle, som saa ham, at sandere navn fandtes ikke; thi han havde baade meget og fagert haar.