118

I februar maaned 1854 blev der i gaarden Byns skog i Ekshärreds sogn i Wermland skudt en bjørnebinne, som havde to smaa unger, han og hun, hvilke sparedes for om muligt at opfødes. De indtulledes godt i en pels og førtes til gaarden Byn, hvor jagtselskabet havde sit nattekvarter. Under færden og endnu mere ved fremkomsten til gaarden tilkjendegav de ved stadig at hyle, hvor ulykkelige de følte sig. Man forsøgte at stille deres sult ved nysilet melk, som i smaa portioner heldtes i dem; men føden kom op igjen. Efter flere forsøg lykkedes det at faa føde i dem paa den maade, at man stak lillefingeren i bjørnungens mund og med det samme af en ske heldte smaa portioner melk i den, hvorved den sugende paa fingeren fortærede føden.

Da de nu var blevne mætte, blev de roligere; at de indtulledes varmt bidrog ogsaa til deres velbefindende; men man maatte dog om natten flere gange made dem for at faa dem til at holde nattero.

Dyrene medtoges siden til gaarden Risätter, hvor de fik sit opholdssted. I begyndelsen var det besværligt nok at made dem, da de altid maatte have nogle natmaal; men efterhaanden lærte de sig til selv at tage føden. Det varede 119heller ikke længe, før de blev mere hjemmevante, og da blev de ogsaa yderst morsomme at se paa. Man kunde nærmest sammenligne dem med hundehvalpe; de var uskikkelige og legelystne som disse. Med de yngre hunde paa gaarden levede de i meget venskabeligt forhold og tumlede om med dem. Mod mennesker viste de sig i almindelighed meget venlige, omend noget brydsomme. Da de var blevne voksne, havde de for skik at reise sig paa bagbenene og at nærme sig under brummen; naar bjørnen saaledes var kommen tilstrækkelig nær, fulgte der en omfavnelse, som vel ikke medførte nogen fare for liv eller lemmer, men ei var uden ulempe for klæderne. Man kunde ikke være sikker paa, at jo bjørnens gode lune i en hast kunde gaa over til et udbrud af slet humør, især om man søgte at forkorte omfavnelses-ceremonien. Man befandt sig da i en brydsom stilling, saameget mere som man ofte paa samme tid havde at greie sig for den anden bjørn, der foretog omfavnelsen bagfra.

Ved udbrud af vrede brugte de at bide, men anvendte aldrig ved saadan leilighed sine langt farligere klør. Forresten var de snilde, saalænge de fik være i fred og fik gjøre, hvad de vilde. Men friheden maatte snart have en grænse; thi de var særdeles skøieragtige. Til saadanne spektakler som at slaa ud ruder og ellers at søge at faa alt fra sin plads viste de en uimodstaaelig lyst; i sidste henseende kunde de ved sin styrke og smidighed gjøre adskillig ugagn. At klyve opad en tømmervæg og nedtage fisk, som var ophængt til tørk, eller paa samme maade at praktisere sig indad vinduerne i øverste etage og gjøre rent hus i et pulterkammer, var for dem en smaating; ligeledes at entre op i toppen af et træ. Skjønt de paa denne maade voldte baade skade og forargelse, havde dog alle saadan moro af dem, at endog husholdersken, uagtet al den fortræd, de gjorde hende, holdt af dem. Men i gartneren havde de en uforsonlig fiende, og det maa indrømmes, at de i haven var ubehageligere, ja værre end «gjedebukken som gartner.» Deres færd der sporedes altid ved oprykkede buske, sønderslagne blomsterpotter og knuste mistbænk-vinduer m. m. Fik de efter en saadan husering øie paa sin fiende, gartneren, saa tog de benene fat og flygtede op i et frugttræ. I trær søgte de sedvanlig at entre op i toppen, og dette endte for det meste med, at de tilligemed en afbrudt gren 120tumlede ned igjen. Ved deres farter i trærne morede man sig undertiden med at tage frem en stor brandsprøite og sætte straalen paa dem, og da var de yderst løierlige at se paa; brummende og grinende slog de med labberne mod vandstraalen, og enden blev, som altid, naar deres vrede naaede en vis grad, at de begyndte at slaas sig imellem og tumlede ned begge to. Ved saadanne kolbøtter var de særdeles løierlige; naar de var nede, sprang de altid et godt stykke i vildeste sprang; saa stansede de pludselig, vendte sig, satte sig paa bagbenene og betragtede nogle øieblik med forfærdede miner ulykkesstedet, og saa begyndte atter den vildeste flugt. De gik gjerne op paa taget af et med skifer tækket vaaningshus, men tog altid veien opover brandstigen, da det fremspringende tagskjeg hindrede dem i paa anden maade at komme op og ned; men da de der morede sig med at bryde skiferstenene løs, saa kureredes de for denne fornøielse derved, at man tog stigen væk, da de en eftermiddag var gaaede derop. Om kvelden anstillede de en nøiagtig undersøgelse om muligheden af at komme ned langs et af hjørnerne; men da de fandt dette umuligt, tog de med megen taalmodighed plads paa tagaasen og fandtes siddende der ganske rolige den følgende morgen. Men frem paa formiddagen kom dog deres humør i ulave, hvilket havde den sedvanlige følge, at de for i luggen paa hinanden. Omfavnende hinanden rullede de i stridens hede udfor taget og klask! i marken. Hverken ved dette eller ved mange andre lignende tilfælde saa man dem tage nogen skade; de dansede nedover som melsække og syntes ikke at have det ringeste ondt af faldet.

At gaa op i trær og rive ned skjærereder var en stor moro for dem, og den de drev paa med iver; de ophørte ikke med denne sysselsættelse, saalænge der fandtes en pinde igjen af redet. Hunnen tog fra første stund herredømmet over hannen; vi ved ikke, om det samme forhold finder sted i vild tilstand; men hvad disse bjørnesøskende angaar, var det tydeligt at se. Hun blev ogsaa større og havde en sort pels, medens hannen var graa. Under deres daglige slagsmaal fik den graa pels meget juling; men dens eier viste sig dog aldrig kuet, men forsvarede sig til det yderste.

Søde sager aad de med lidenskab; lidt sirup klinet i panden paa den ene gav altid anledning til langvarigt slagsmaal, idet eieren af panden, der kjendte den søde lugt, gjorde de vidunderligste 121forsøg paa selv at faa fat i lækkerbidskenen, medens den anden uophørlig holdt sig fremme og slikkede, hvorpaa der øieblikkelig fulgte et vildt slagsmaal. Sterke drikke fortærede de saameget af, som de kunde komme over. Rusen tilkjendegav sig først ved en ubændig lystighed og de snurrigste hop og spring, hvorpaa der fulgte døsighed og en lang søvn.

I en forstue hang der en bjørnehud, netop deres moders. Ungerne viste sig særdeles lystne efter at slikke paa den fede kjødside af denne; men naar de blev forstyrrede i denne forretning, tog de flugten gjennem et vindu ud i gaarden, og da det viste sig, at de ved slige tilfælde altid valgte den samme rude, saa indsattes ikke senere nogen ny; men man forsynede aabningen i vinduet med en rendesnare. Derpaa overlodes adgangen uhindret til bjørnene, hvilke ogsaa straks indfandt sig. Da de nu igjen foruroligedes, tog de sin vanlige vei gjennem ruden. Der blev ganske rigtig en af dem hængende i snaren, i hvilken stilling den viste et høist overrasket opsyn. Da dette forsøg nogle gange var gjentaget, fik man se, at bjørnene, før de gik ind i forstuen, fra ydersiden varlig borttog snaren. Dette og flere andre beviser paa sluhed og betænksomhed minder om almuens gamle mundheld, at «bjørnen har ti mands vid og tolv mands styrke.»

De gjorde ofte meget vidtløftige spadserture om i bygden, var ikke sjelden borte i mange timer og slog sig gjerne ifølge med gaaende personer og fulgte dem som hunde; sjelden forsømte de om søndagen at indfinde sig ved sognekirken, der laa et par kilometer derfra. Der vilde de undertiden ogsaa ind; men det fik de naturligvis ikke lov til. da de vilde have forstyrret menigheden.

Bjørnene lærte snart at kjende husets folk og at lyde lokkeraabet: «Nallarne! Nallarne!» (bamserne). De viste respekt for dem, som de var vante til at faa sin tugt af, og de kunde skræmmes fra sine skjelmsstykker ved truende tilraab paa afstand. Deres tugtelse maatte ske med klem; man anvendte dertil to svære kjeppe, hvoraf den ene blev stukken til forbryderen, som med raseri bed i den, medens den anden dansede paa hans ryg. Om det ved saadanne tilfælde hændte, at dyret i begyndelsen reiste sig paa bagbenene, saa var en kraftig ørefig nok til igjen at bringe det ned paa fire. Efter en grundig tugtelse var de i meget daarligt humør og søgte almindeligvis ensomhed.

122Deres lyst til at flytte alt fra dets plads gjorde, at de ogsaa jevnlig forsøgte paa at skyve slæder. Staaende paa bagbenene og med en lab paa hver mei af en smalslæde kunde de ofte i timevis arbeide med at skyve den frem; men deres mangel paa evne til at styre gjorde dog, at de ikke kom langt. Engang, da de en vinter tog sig en tur paa den nærliggende indsjø, kom en kjærring, paa sin vei til kvernen, trækkende en kjælke; den ene bjørn stillede sig straks bag kjælken for at hjælpe til med at skyve paa; kjærringen, der blev forfærdet over hjælpen, drog sig et stykke afsides og ventede taalmodig paa, at dyrene skulde gaa sin vei; men da denne venten blev for lang, nærmede hun sig forsigtig kjælketauget, drog sagte i det og fandt, at bjørnen, idet den villig hjalp til, fulgte med; og da der ikke var andet raad, maatte hun begive sig afsted. Gaaende baglængs kom hun paa denne maade op paa gaarden ved Risätter, dragende sin kjælke, medens den ene bjørn gik efter og skjøv paa, hvorimod den anden sad i god ro og mag og lod sig trække. Den stakkars kjærring var næsten fra sans og samling af forskrækkelse. — Gaardens heste var i begyndelsen meget rædde for dyrene, men vænnede sig lidt efter lidt til dem. Med fremmede heste var der dog ofte ulemper. En skydshest blev saaledes engang skræmt af dem. To aar efter, da bjørnene ikke mere var til, kom samme hest tilbage med saa godt minde om stedet, at det var umuligt at faa den til at gaa frem.

Om dagen saa man disse dyr sjelden ligge og sove; derimod tog de sin hvile siddende, og da altid med den ene forlab opløftet til munden; de sad da og smattede paa sine klør, medens en mængde hvidt skum afsondredes; det er dette, man kalder at «suge paa labben.» Fik bjørnen være i fred, saa kunde den længe fortsætte med denne sugning, og det saa ud, som om den da var nedsunken i en dyb ligegyldighed for det, som foregik omkring den. Naar den imellem for et øieblik holdt op med sugningen og strakte hovedet frem, men holdt labben opløftet, saa morede man sig undertiden med at passe paa og kaste peber paa det sted, den sugede paa. Dyrets fagter, naar det saa kom til at smage paa peberen, var saa ubeskrivelig løierlige, at ingen kunde bare sig for at briste i skoggerlatter.

Dyrenes sedvanlige føde var melrøre, som de likte i samme forhold, som den var tyk; men hvordan den end var, tog de 123altid føden først med labben og slikkede siden paa denne. Alleslags frugter og bær aad de gjerne. I de to vintre, de levede, viste ogsaa de paa den tid af aaret, da deres slegt hviler, tilbøielighed til en saadan; der gjordes ogsaa forsøg paa at faa dem til at gaa i vinterkvarter. Man gav dem ikke mad og førte frem en mængde bartrær, forat de kunde indrede sit hi, og man søgte at skaffe dem ro; men det kunde ikke blive noget alvor med deres liggen; thi dertil fordredes rimeligvis mere stilhed, end omstændighederne kunde yde. Der mangler dog ikke eksempler paa, at bjørnen i tam tilstand er falden i vinterdvale.

Da disse bjørne gik i sit 3dje aar og var voksede til en størrelse, der langt overgik vilde bjørnes i samme alder, blev de altfor ustyrlige; men hvis de paa den anden side stængtes inde, saa kunde man heller ikke vente nogen moro af dem. Der var altsaa ikke andet for end at give dem hver sin kugle. De blev da skudte til stor sorg for deres mange venner.

118

I februar måned 1854 ble der i gården Byns skog i Ekshärreds sogn i Wermland skudt en bjørnebinne, som hadde to små unger, han og hun, hvilke sparedes for om mulig at opfødes. De indtulledes godt i en pels og førtes til gården Byn, hvor jaktselskapet hadde sitt nattekvarter. Under ferden og enda mer ved fremkomsten til gården tilkjennegav de ved stadig å hyle, hvor ulykkelige de følte seg. Man forsøkte å stille deres sult ved nysilt melk, som i små porsjoner heldtes i dem; men føden kom opp igjen. Etter flere forsøk lyktes det å få føde i dem på den måte, at man stak lillefingeren i bjørnungens munn og med det samme av en ske helte små porsjoner melk i den, hvorved den sugende på fingeren fortærte føden.

Da de nå var blitt mette, ble de roligere; at de indtulledes varmt bidrog også til deres velbefinnende; men man måtte dog om natten flere ganger mate dem for å få dem til å holde nattero.

Dyrene medtoges siden til gården Risätter, hvor de fikk sitt oppholdssted. I begynnelsen var det besværlig nok å mate dem, da de alltid måtte ha noen natmaal; men etterhånden lærte de seg til selv å ta føden. Det varte 119heller ikke lenge, før de ble mer hjemmevante, og da ble de også ytterst morsomme å se på. Man kunne nærmest sammenligne dem med hundevalper; de var uskikkelige og legelystne som disse. Med de yngre hunder på gården levde de i meget vennskapelig forhold og tumlet om med dem. Mot mennesker viste de seg i alminnelighet meget vennlige, omend noe brysomme. Da de var blitt voksne, hadde de for skikk å reise seg på bakbenene og å nærme seg under brummen; når bjørnen således var kommet tilstrekkelig nær, fulgte der en omfavnelse, som vel ikke medførte noen fare for liv eller lemmer, men ei var uten ulempe for kledene. Man kunne ikke være sikker på, at jo bjørnens gode lune i en hast kunne gå over til et utbrudd av slet humør, især om man søkte å forkorte omfavnelses-seremonien. Man befandt seg da i en brydsom stilling, saameget mer som man ofte på samme tid hadde å greie seg for den annen bjørn, der foretok omfavnelsen bakfra.

Ved utbrudd av vrede brukte de å bite, men anvendte aldri ved sådan leilighet sine langt farligere klør. Forresten var de snilde, så lenge de fikk være i fred og fikk gjøre, hva de ville. Men friheten måtte snart have en grense; thi de var særdeles skøyeraktige. Til sådanne spektakler som å slå ut ruter og ellers å søke å få alt fra sin plass viste de en uimotståelig lyst; i siste henseende kunne de ved sin styrke og smidighet gjøre adskillig ugagn. Å klyve oppad en tømmervegg og nedtage fisk, som var opphengt til tørk, eller på samme måte å praktisere seg innad vinduene i øverste etasje og gjøre rent hus i et pulterkammer, var for dem en småting; likeledes at entre opp i toppen av et tre. Skjønt de på denne måte voldte både skade og forargelse, hadde dog alle sådan moro av dem, at endog husholdersken, uaktet all den fortred, de gjorde henne, holdt av dem. Men i gartneren hadde de en uforsonlig fiende, og det må innrømmes, at de i hagen var ubehageligere, ja verre enn «geitebukken som gartner.» Deres ferd der sporedes alltid ved oprykkede busker, sønderslagne blomsterpotter og knuste mistbenk-vinduer m. m. Fikk de etter en sådan husering øye på sin fiende, gartneren, så tok de benene fat og flyktet opp i et frukttre. I trær søkte de sedvanlig at entre opp i toppen, og dette endte for det meste med, at de tillikemed en avbrutt gren 120tumlet ned igjen. Ved deres farter i trærne moret man seg undertiden med å ta frem en stor brannsprøyte og sette strålen på dem, og da var de ytterst løyerlige å se på; brummende og grinende slo de med labbene mot vannstrålen, og enden ble, som alltid, når deres vrede nådde en viss grad, at de begynte at slaas seg imellom og tumlet ned begge to. Ved sådanne kolbøtter var de særdeles løyerlige; når de var nede, sprang de alltid et godt stykke i villeste sprang; så stanset de plutselig, vendte seg, satte seg på bakbenene og betraktede noen øyeblikk med forferdet miner ulykkesstedet, og så begynte atter den villeste flukt. De gikk gjerne opp på taket av et med skifer tekket våningshus, men tok alltid veien opover brandstigen, da det fremspringende takskjegg hindret dem i på annen måte å komme opp og ned; men da de der moret seg med å bryte skiferstenene løs, så kureredes de for denne fornøyelse derved, at man tok stigen vekk, da de en ettermiddag var gått derop. Om kvelden anstilte de en nøyaktig undersøkelse om muligheten av å komme ned langs et av hjørnene; men da de fant dette umulig, tok de med mye tålmodighet plass på takåsen og fantes sittende der ganske rolige den følgende morgen. Men frem på formiddagen kom dog deres humør i ulave, hvilket hadde den sedvanlige følge, at de for i luggen på hinannen. Omfavnende hinannen rullet de i stridens hete utfor taket og klask! i marken. Hverken ved dette eller ved mange andre lignende tilfelle så man dem ta noen skade; de danset nedover som melsekker og syntes ikke å ha det ringeste ondt av fallet.

Å gå opp i trær og rive ned skjærereder var en stor moro for dem, og den de drev på med iver; de opphørte ikke med denne sysselsættelse, så lenge der fantes en pinne igjen av redet. Hunnen tog fra første stund herredømmet over hannen; vi vet ikke, om det samme forhold finner sted i vill tilstand; men hva disse bjørnesøskende angår, var det tydelig å se. Hun ble også større og hadde en sort pels, mens hannen var grå. Under deres daglige slagsmål fikk den grå pels meget juling; men dens eier viste seg dog aldri kuet, men forsvarte seg til det ytterste.

Søte sager åt de med lidenskap; litt sirup klinet i pannen på den ene ga alltid anledning til langvarigt slagsmål, idet eieren av pannen, der kjente den søte lukt, gjorde de vidunderligste 121forsøk på selv å få fat i lækkerbidskenen, mens den annen uopphørlig holdt seg fremme og slikket, hvorpå der øyeblikkelig fulgte et vilt slagsmål. Sterke drikke fortærte de saameget av, som de kunne komme over. Rusen tilkjennegav seg først ved en ubendig lystighet og de snurrigste hop og spring, hvorpå der fulgte døsighet og en lang søvn.

I en forstue hang der en bjørnehud, nettopp deres moders. Ungene viste seg særdeles lystne etter å slikke på den feite kjødside av denne; men når de ble forstyrrede i denne forretning, tok de flukten gjennom et vindu ut i gården, og da det viste seg, at de ved slike tilfelle alltid valgte den samme rute, så indsattes ikke senere noen ny; men man forsynte åpningen i vinduet med en rennesnare. Derpå overlodes adgangen uhindret til bjørnene, hvilke også straks innfant seg. Da de nå igjen foruroligedes, tok de sin vanlige vei gjennom ruten. Der ble ganske riktig en av dem hengende i snaren, i hvilken stilling den viste et høist overrasket oppsyn. Da dette forsøk noen ganger var gjentatt, fikk man se, at bjørnene, før de gikk inn i forstuen, fra yttersiden varlig borttog snaren. Dette og flere andre beviser på sluhet og betenksomhet minner om almuens gamle munnhell, at «bjørnen har ti mands vid og tolv mands styrke.»

De gjorde ofte meget vidtløftige spaserturer om i bygden, var ikke sjelden borte i mange timer og slo seg gjerne ifølge med gående personer og fulgte dem som hunder; sjelden forsømte de om søndagen å innfinne seg ved sognekirken, der lå et par kilometer derfra. Der ville de undertiden også inn; men det fikk de naturligvis ikke lov til. da de ville ha forstyrret menigheten.

Bjørnene lærte snart å kjenne husets folk og å lyde lokkeraabet: «Nallarne! Nallarne!» (bamsene). De viste respekt for dem, som de var vante til å få sin tukt av, og de kunne skremmes fra sine skjelmsstykker ved truende tilrop på avstand. Deres tugtelse måtte ske med klem; man anvendte dertil to svære kjeppe, hvorav den ene ble stukket til forbryteren, som med raseri bet i den, mens den annen danset på hans rygg. Om det ved sådanne tilfelle hendte, at dyret i begynnelsen reiste seg på bakbenene, så var en kraftig ørefik nok til igjen å bringe det ned på fire. Etter en grundig tugtelse var de i meget dårlig humør og søkte almindeligvis ensomhet.

122Deres lyst til å flytte alt fra dets plass gjorde, at de også jevnlig forsøkte på å skyve sleder. Stående på bakbenene og med en lab på hver mei av en smalslæde kunne de ofte i timevis arbeide med å skyve den frem; men deres mangel på evne til å styre gjorde dog, at de ikke kom langt. Engang, da de en vinter tok seg en tur på den nærliggende innsjø, kom en kjerring, på sin vei til kvernen, trekkende en kjelke; den ene bjørn stillede seg straks bak kjelken for å hjelpe til med å skyve på; kjerringen, der ble forferdet over hjelpen, drog seg et stykke avsides og ventet tålmodig på, at dyrene skulle gå sin vei; men da denne venten ble for lang, nærmet hun seg forsiktig kjælketauget, drog sakte i det og fant, at bjørnen, idet den villig hjalp til, fulgte med; og da der ikke var annet råd, måtte hun begi seg av sted. Gående baklengs kom hun på denne måte opp på gården ved Risätter, dragende sin kjelke, mens den ene bjørn gikk etter og skjøv på, hvorimot den annen satt i god ro og mag og lot seg trekke. Den stakkars kjerring var nesten fra sans og samling av forskrekkelse. — Gårdens hester var i begynnelsen meget redde for dyrene, men vennet seg litt etter litt til dem. Med fremmede hester var der dog ofte ulemper. En skysshest ble således engang skremt av dem. To år etter, da bjørnene ikke mer var til, kom samme hest tilbake med så godt minde om stedet, at det var umulig å få den til å gå frem.

Om dagen så man disse dyr sjelden ligge og sove; derimot tok de sin hvile sittende, og da alltid med den ene forlabb oppløftet til munnen; de satt da og smattet på sine klør, mens en mengde hvitt skum afsondredes; det er dette, man kaller at «suge på labben.» Fikk bjørnen være i fred, så kunne den lenge fortsette med denne sugning, og det så ut, som om den da var nedsunken i en dyp likegyldighet for det, som foregikk omkring den. Når den imellom for et øyeblikk holdt opp med sugningen og strakte hodet frem, men holdt labben oppløftet, så moret man seg undertiden med å passe på og kaste pepper på det sted, den sugde på. Dyrets fakter, når det så kom til å smake på peberen, var så ubeskrivelig løyerlige, at ingen kunne bare seg for å briste i skoggerlatter.

Dyrenes sedvanlige føde var melrøre, som de likte i samme forhold, som den var tykk; men hvordan den enn var, tok de 123alltid føden først med labben og slikket siden på denne. Alleslags frukter og bær åt de gjerne. I de to vintre, de levde, viste også de på den tid av året, da deres slekt hviler, tilbøyelighet til en sådan; der gjordes også forsøk på å få dem til å gå i vinterkvarter. Man ga dem ikke mat og førte frem en mengde bartrær, for at de kunne innrede sitt hi, og man søkte å skaffe dem ro; men det kunne ikke bli noe alvor med deres liggen; thi dertil fordredes rimeligvis mer stillhet, enn omstendighetene kunne yte. Der mangler dog ikke eksempler på, at bjørnen i tam tilstand er falt i vinterdvale.

Da disse bjørne gikk i sitt 3dje år og var vokste til en størrelse, der langt overgikk ville bjørnes i samme alder, ble de altfor ustyrlige; men hvis de på den annen side stængtes inne, så kunne man heller ikke vente noen moro av dem. Der var altså ikke annet for enn å gi dem hver sin kule. De ble da skudte til stor sorg for deres mange venner.