Imod slutningen af Harald Haarfagres herredom havde Kong Adelsten taget ved kongedømmet i England; han kaldtes den seiersæle og den trofaste. Han sendte mænd til Norge til kong Harald med dette erende, at sendemanden gik frem for kongen og gav ham et sverd med forgyldt hjalte og haandtag; hele tilbehøret var og belagt med guld og sølv og besat med de dyrebareste ædelstene. Sendemanden vendte sverdhjaltet til kongen og sagde: Her er et sverd, som kong Adelsten sender dig og beder dig tage imod. Kongen tog i haandtaget, og straks sagde sendemanden: Nu tog du ved sverdet, som vor konge vilde, og nu skal du være hans undermand, siden du tog ved hans sverd. Kong Harald skjønte nu, at dette var gjort med spot, og ingen mands undermand vilde han være; men dog mindtes han, hvad der var hans sædvane, hver gang hidsighed eller vrede kom over ham, saa han først besindede sig, lod vreden gaa af sig og overveiede sagen uvred. Nu gjorde han ogsaa det samme og bar dette op for sine venner; og fandt de alle det raad bedst, for det første at lade sendemændene fare uskadte hjem. Sommeren efter sendte kong Harald et skib vester til England til kong Adelsten og satte til styrmand Hauk Haabrok (høibukse); han var en stor kjæmpe og saare elsket af kongen. Han sendte sin søn Haakon med ham. Hauk drog da vester til England og fandt kongen i London; der var da et gjestebud og prægtigt gilde. Hauk sagde til sine mænd, da de kom til hallen, hvorledes de skulde bære sig ad ved indgangen. Den, siger han, skal sidst gaa ud, som først gaar ind, og alle skal staa jevnt frem for bordet; enhver skal have sverd ved sin 126venstre side og fæste overkappen saaledes, at man ikke ser sverdet. Siden gaar de ind i hallen. De var 30 mand. Hauk gik for kongen og hilsede ham. Kongen byder ham velkommen. Da tager Hauk gutten Haakon og sætter paa kong Adelstens knæ. Kongen ser paa gutten og spørger Hauk, hvorfor han gjør saa. Hauk siger: Kong Harald beder dig opfostre ham hans søn. Kongen blev meget vred, greb til sverdet, som var hos ham, og drog det, som om han vilde dræbe gutten. Hauk sagde: Knæsat ham har du nu, og maa du gjerne myrde ham, om du vil; men ei monne du dermed øde alle Haralds sønner. Hauk gik siden ud, og alle hans mænd; de drog til skibene, satte tilhavs, da de var færdige, og kom tilbage til Norge til kong Harald, som nu var tilfreds; thi man siger jo, at den er ringere, som opfostrer et barn for en anden. I slige sager, som kongerne havde mellem sig, kunde man se, at enhver af dem vilde være mere end den anden; dog blev der ingen forskjel gjort paa deres værdighed for disse tings skyld; enhver var overkonge i sit rige til sin dødsdag.

Kong Adelsten lod Haakon oplære i den rette tro og gode seder saavelsom i alskens idrætter. Kong Adelsten elskede ham meget mere end sine frænder, og desforuden elskede hver anden mand ham. Han var forstandig, ordsnild og god kristen. Kong Adelsten gav Haakon et sverd, hvis hjalte og haandtag var af guld; men klingen var dog bedre; dermed hug Haakon en kvernsten igjennem lige til øiet. Det kaldtes derfor Kvernbit. Det sverd er det bedste, som nogensinde er kommet til Norge. Haakon eiede det til sin dødsdag.

Imot slutningen av Harald Haarfagres herredom hadde Kong Adelsten taget ved kongedømmet i England; han kaltes den seiersæle og den trofaste. Han sendte menn til Norge til kong Harald med dette ærend, at sendemannen gikk frem for kongen og ga ham et sverd med forgylt hjalte og håndtak; hele tilbehøret var og belagt med gull og sølv og besatt med de dyrebareste edelstener. Sendemannen vendte sverdhjaltet til kongen og sa: Her er et sverd, som kong Adelsten sender deg og beder deg ta imot. Kongen tog i håndtaket, og straks sa sendemannen: Nå tok du ved sverdet, som vår konge ville, og nå skal du være hans undermand, siden du tok ved hans sverd. Kong Harald skjønte nå, at dette var gjort med spot, og ingen mands undermand ville han være; men dog mintes han, hva der var hans sedvane, hver gang hissighet eller vrede kom over ham, så han først besinnet seg, lot vreden gå av seg og overveiede sagen uvred. Nå gjorde han også det samme og bar dette opp for sine venner; og fant de alle det råd best, for det første å la sendemennene fare uskadde hjem. Sommeren etter sendte kong Harald et skip vester til England til kong Adelsten og satte til styrmann Hauk Haabrok (høibukse); han var en stor kjempe og såre elsket av kongen. Han sendte sin sønn Haakon med ham. Hauk drog da vester til England og fant kongen i London; der var da et gjestebud og prektig gilde. Hauk sa til sine menn, da de kom til hallen, hvorledes de skulle bære seg ad ved inngangen. Den, sier han, skal sist gå ut, som først går inn, og alle skal stå jevnt frem for bordet; enhver skal ha sverd ved sin 126venstre side og feste overkappen således, at man ikke ser sverdet. Siden går de inn i hallen. De var 30 mann. Hauk gikk for kongen og hilste ham. Kongen byr ham velkommen. Da tar Hauk gutten Haakon og setter på kong Adelstens kne. Kongen ser på gutten og spør Hauk, hvorfor han gjør så. Hauk sier: Kong Harald beder deg oppfostre ham hans sønn. Kongen ble meget vred, grep til sverdet, som var hos ham, og drog det, som om han ville drepe gutten. Hauk sa: Knesatt ham har du nå, og må du gjerne myrde ham, om du vil; men ei monne du dermed øde alle Haralds sønner. Hauk gikk siden ut, og alle hans menn; de drog til skipene, satte til havs, da de var ferdige, og kom tilbake til Norge til kong Harald, som nå var tilfreds; thi man sier jo, at den er ringere, som oppfostrer et barn for en annen. I slike sager, som kongene hadde mellom seg, kunne man se, at enhver av dem ville være mer enn den annen; dog ble der ingen forskjell gjort på deres verdighet for disse tings skyld; enhver var overkonge i sitt rike til sin dødsdag.

Kong Adelsten lot Haakon opplære i den rette tro og gode seder saavelsom i alskens idretter. Kong Adelsten elsket ham meget mer enn sine frender, og desforuden elskede hver annen mann ham. Han var forstandig, ordsnild og god kristen. Kong Adelsten ga Haakon et sverd, hvis hjalte og håndtak var av gull; men klingen var dog bedre; dermed hug Haakon en kvernstein igjennom like til øyet. Det kaltes derfor Kvernbit. Det sverd er det beste, som noensinne er kommet til Norge. Haakon eide det til sin dødsdag.