126

Kong Haakon var en god kristen, da han kom til Norge; men alt landet var hedensk, og der var megen blotskab og mange stormænd, og da han tyktes at trænge til folkehjælp og almuens venskab, tog han det raad at fare lønligen frem med kristendommen. Han helligholdt søndagene og fredagsaften. Han satte det i loven, at man skulde begynde julens helligholdelse paa samme tid som kristne mænd, og skulde hver mand da have et vist maal øl i huset, eller ogsaa bøde derfor, og holde helligt, saalænge julen varede. Forhen havde man helligholdt julen Høgge-Nat, det var midvinternat, og blev julen da holden tre dage.

127Han agtede, naar han havde befæstet sig i landet og lagt hele riget under sig, at komme frem med paabydelsen af den kristne tro. Først gjorde han saa, at han lokkede de mænd, som var ham kjærest, til kristendommen og bragte det saavidt ved sin vennesælhed, at saare mange lod sig døbe, og andre idetmindste lod af at blote. Han sad lange stunder i Trondhjem; thi der var landets største styrke. Men da kong Haakon tyktes at have faaet understøttelse af mægtige mænd til at overholde kristendommen, sendte han bud til England efter en biskop og andre lærere, og da de kom til Norge, gjorde kong Haakon det aabenbart, at han vilde paabyde kristendommen over hele landet. Mørerne og raumsdølerne henskjød sig til, hvad trønderne vilde erklære. Kong Haakon lod da indvie nogle kirker og satte prester dertil. Da han kom til Trondhjem, stævnede han ting med bønderne og bød dem at antage kristendommen. De svarer, at de vil henskyde denne sag til Frostating, og at der til dette skulde komme mænd af alle fylker i Trøndelagen; da, siger de, vil de svare paa denne vanskelige sag.

Sigurd ladejarl var den største blotmand; saa var ogsaa Haakon, hans fader. Sigurd jarl holdt alle blotgilder paa kongens vegne der i Trøndelagen. Det var en gammel sedvane, naar blotet skulde være, at alle bønderne skulde komme did, hvor hovet var, og bringe derhen med sig alle de sager, de behøvede, saalænge blotgildet stod. Enhver skulde ogsaa have sit eget øl med sig; fremdeles blev der dræbt alskens kvæg og heste. Alt det blod, som deraf randt, kaldtes laut, og lautboller de, hvori blodet stod; lautteiner kaldtes redskaber, der var gjorte som stænkekvaster til vievand; dermed skulde man bestryge alle stallerne og hovets vægge uden- og indentil, ligeledes skulde man stænke lautet paa mændene; men slagtet blev kogt til spise for folket. Ild skulde være midt paa gulvet i hovet, og kjedler derover, og skulde man bære de fyldte bægre om ilden. Den, som gjorde gildet og var hov-gode, skulde signe bægret og al blotmaden. Først skulde man drikke Odins bæger til seier og magt for kongen, saa Njørds og Frøys bægre til aar og fred. Man drak ogsaa skaal for dem af sine frænder, som havde været gjæve, og dette kaldtes deres minde.

128Sigurd jarl var den gavmildeste mand: han gjorde det verk, som var meget navnkundigt, at han holdt et stort blotgilde paa Lade og bestred ene al bekostningen.

Kong Haakon kom da til Frostating, hvor der havde samlet sig en stor mængde bønder. Da tinget var sat, talte kong Haakon og begyndte saaledes, at det var hans bud og bøn til bønder og bumænd, rige og urige, og til hele almuen, unge mænd og gamle, velstaaende og fattige, kvinder og karlfolk, at alle skulde lade sig kristne og have én Gud, Jesus Kristus, Marias søn, men lade alle blot og hedenske guder fare, helligholde hver 7de dag, afholdende sig fra alt arbeide, og tillige faste hver 7de dag. Men saasnart kongen havde baaret dette op for almuen, blev der straks en stor knurren. Bønderne talte om, at kongen vilde fratage dem deres arbeide og ligesaa deres tro; de sagde, at paa den maade kunde landet ikke bebygges; men arbeidsfolk og trælle sagde, at de kunde ikke arbeide, hvis de ikke skulde have mad. De sagde og, at det var en arvelig feil hos kong Haakon, hans fader og deres øvrige frænder, at de var karrige paa mad, skjønt de var gavmilde paa guld. Asbjørn fra Medalhus i Gauldal stod op, svarede paa kongens tale og sagde: «Det troede vi bønder, kong Haakon, da du havde holdt det første ting her i Trondhjem, og vi tog dig til konge og fik vore odelsjorder tilbage af dig, at vi da havde favnet himlen selv. Men nu ved vi ikke, hvorledes det er, om vi har faaet friheden igjen, eller om du nu paany vil gjøre os til trælle, og det paa en underlig vis, nemlig saaledes, at vi skal forkaste vor tro, som vore fædre og alle vore forældre har havt før os, først i brænde-old og nu i haug-old; de har været meget gjævere end vi, og dog har denne tro duet nok saa godt for dem. Vi har skjænket dig saa stor kjærlighed, at vi har ladet dig raade for alle love i landet og al landsret. Nu er det vor vilje og bøndernes samtykke at holde de love, som du satte os her paa Frostating, og som vi lovede dig; vi vil alle følge dig og beholde dig til konge, saalænge enhver af os bønder, der nu er her paa tinget, er i live, hvis du, konge, vil bruge noget maadehold og ei bede os om andet end det, som vi kan opfylde, og som ikke er ugjørligt 129for os. Men hvis du vil tage denne sag med saa stor heftighed og bruge magt og vold imod os, da har vi bønder fattet det raad allesammen at skilles fra dig og tage os en anden høvding, som kan sikre os, at vi i frihed beholder den tro, vi synes om. Nu skal du, konge, kaare et af disse to, førend tinget er tilende.»

Ved denne tale gjorde bønderne megen larm og sagde, at saa skulde det være, som nu var sagt. Da man igjen kunde komme til lyd, svarer Sigurd jarl: «Det er kong Haakons vilje at samtykke med eder, bønder, og aldrig at skilles ved eders venskab.» Bønderne siger, at de vil, at kongen skal blote for dem til aar og fred, saaledes som hans fader har gjort. Imidlertid stansede knurren, og tinget hævedes. Siden talede Sigurd jarl med kongen, bad ham ikke aldeles at undslaa sig for at gjøre, som bønderne vilde, sigende, at der intet andet var for end at føie sig noget efter dem. «Dette er», siger han, «som I selv kan høre, høvdingernes og med dem alt folkets vilje og ivrige fordring. Men vi skal nok, konge, imidlertid finde paa et godt raad herimod.» Dette blev nu aftalt mellem kongen og jarlen.

Om høsten, henimod vinteren, var der blotgilde paa Lade, og søgte kongen derhen. Forhen, naar han var tilstede der, hvor blot holdtes, havde han været vant til at spise i et lidet hus for sig selv med faa mænd; men nu knurrede bønderne over, at han ikke sad i sit høisæde, naar der var den største glæde blandt folket. Jarlen sagde da til ham, at han denne gang ikke burde gjøre saa, og blev det derfor saaledes, at kongen sad i sit høisæde. Da det første bæger var skjænket, talte Sigurd jarl over mindet, signede det til Odin og drak kongen til af hornet. Kongen tog imod det og gjorde korsets tegn derover. Da sagde Kaar af Gryting: «Hvi gjør kongen nu saa? Vil han endnu ikke blote?» Sigurd jarl svarer: «Kongen gjør saaledes, som alle de gjør, der tror paa sin magt og styrke, han signer sit bæger til Tor; thi han gjorde hammertegn derover, før han drak». Det blev da roligt om kvelden. Men dagen efter, da man gik tilbords, stimlede bønderne sammen om kongen og sagde, at nu skulde han æde hestekjød. Kongen vilde det ikke for alt i verden. Da bad de ham drikke soddet; det vilde han heller ikke; de bad ham da kun æde fedtet; men ikke engang det vilde han, og da var det nær ved, at de havde anfaldt ham. Sigurd jarl vilde forlige dem og bad dem

II

130stanse med stormen; kongen bad han at gabe over kjedelhanken, hvor sod-røgen af hestekjødet havde lagt sig til, saa at hanken var fedtet. Da gik kongen til, viklede en lindug om kjedelhanken, gabede derover og gik siden til sit høisæde; men paa begge sider var man saare utilfreds.

Vinteren efter var der beredet en juleveitsle for kongen inde paa Mæren. Da det led mod julen, lagde de otte høvdinger, som mest raadede for blotene i hele Trøndelagen, stævne med hverandre. De var fire ude fra Trondhjem: Kaar af Gryting, Asbjørn af Medalhus, Torberg af Varnes, Orm af Ljora, men af indtrønderne disse fire: Botolv af Alveshaug, Narve af Stav i Verdalen, Trond Haka af Egg, Tore Skegg af Husebø paa Inderøen. Disse otte mænd forenede sig om, at de fire af udtrønderne skulde ødelægge kristendommen i Norge; men de fire af indtrønderne skulde nøde kongen til at blote. Udtrønderne for med fire skibe syd til Møre, dræbte der tre prester og brændte tre kirker og for siden tilbage. Da kong Haakon og Sigurd jarl kom ind paa Mæren med sin hird, var bønderne komne der i stor mængde. Den første veitsledag trængte bønderne straks ind paa kongen, bad ham at blote og truede ham ellers med haard medfart. Sigurd jarl bar forligelsesmaal imellem dem, og kom det da saavidt, at kong Haakon aad nogle bid af hestelever og drak alle de skaaler, som bønderne iskjænkte for ham, uden korsets tegn. Men da veitslen var endt, drog kongen og jarlen straks ud til Lade. Kongen var meget ublid og beredte sig straks til at drage bort fra Trondhjem med alle sine mænd, idet han sagde, at han næste gang skulde komme mandsterkere til Trondhjem og da gjengjælde bønderne det fiendskab, de nu havde vist mod ham. Sigurd jarl bad kongen ikke at regne trønderne dette til onde, sigende, at det ei vilde være godt for ham at ligge i kiv eller krig med indenlands folk, hvor landets meste styrke var, saaledes som i Trondhjem. Men kongen var saa vred, at han ikke vilde høre et ord. Han drog bort fra Trondhjem syd til Møre, hvor han blev om vinteren og frem paa vaaren.

126

Kong Haakon var en god kristen, da han kom til Norge; men alt landet var hedensk, og der var mye blotskab og mange stormenn, og da han tyktes å trenge til folkehjelp og almuens vennskap, tok han det råd å fare lønligen frem med kristendommen. Han helligholdt søndagene og fredagsaften. Han satte det i loven, at man skulle begynne julens helligholdelse på samme tid som kristne menn, og skulle hver mann da have et vist mål øl i huset, eller også bøde derfor, og holde hellig, så lenge julen varte. Forhen hadde man helligholdt julen Høgge-Nat, det var midvinternat, og ble julen da holden tre dage.

127Han aktede, når han hadde befestet seg i landet og lagt hele riket under seg, å komme frem med paabydelsen av den kristne tro. Først gjorde han så, at han lokket de menn, som var ham kjærest, til kristendommen og brakte det såvidt ved sin vennesælhed, å såre mange lot seg døpe, og andre idetmindste lot av å blote. Han satt lange stunder i Trondhjem; thi der var landets største styrke. Men da kong Haakon tyktes å ha fått understøttelse av mektige menn til å overholde kristendommen, sendte han bud til England etter en biskop og andre lærere, og da de kom til Norge, gjorde kong Haakon det åpenbart, at han ville påby kristendommen over hele landet. Mørerne og raumsdølerne henskjøt seg til, hva trønderne ville erklære. Kong Haakon lot da innvie noen kirker og satte prester dertil. Da han kom til Trondhjem, stevnet han ting med bøndene og bød dem å anta kristendommen. De svarer, at de vil henskyte denne sak til Frostating, og at der til dette skulle komme menn av alle fylker i Trøndelagen; da, sier de, vil de svare på denne vanskelige sak.

Sigurd ladejarl var den største blotmand; så var også Haakon, hans far. Sigurd jarl holdt alle blotgilder på kongens vegne der i Trøndelagen. Det var en gammel sedvane, når blotet skulle være, at alle bøndene skulle komme dit, hvor hovet var, og bringe derhen med seg alle de sager, de behøvde, så lenge blotgildet stod. Enhver skulle også ha sitt eget øl med seg; fremdeles ble der drept alskens kveg og hester. Alt det blod, som derav rant, kaltes laut, og lautboller de, hvori blodet stod; lautteiner kaltes redskaper, der var gjorte som stenkekvaster til vievann; dermed skulle man bestryke alle stallerne og hovets vegger uden- og innentil, likeledes skulle man stenke lautet på mennene; men slaktet ble kokt til spise for folket. Ild skulle være midt på gulvet i hovet, og kjeler derover, og skulle man bære de fylte begre om ilden. Den, som gjorde gildet og var hov-gode, skulle signe begeret og al blotmaden. Først skulle man drikke Odins beger til seier og makt for kongen, så Njørds og Frøys begre til år og fred. Man drakk også skål for dem av sine frender, som hadde vært gjeve, og dette kaltes deres minde.

128Sigurd jarl var den gavmildeste mann: han gjorde det verk, som var meget navnkundigt, at han holdt et stort blotgilde på Lade og bestred ene all bekostningen.

Kong Haakon kom da til Frostating, hvor der hadde samlet seg en stor mengde bønder. Da tinget var satt, talte kong Haakon og begynte således, at det var hans bud og bøn til bønder og bumenn, rike og urige, og til hele almuen, unge menn og gamle, velstående og fattige, kvinner og karlfolk, at alle skulle la seg kristne og have én Gud, Jesus Kristus, Marias sønn, men lade alle blot og hedenske guder fare, helligholde hver 7de dag, avholdende seg fra alt arbeide, og tillike faste hver 7de dag. Men så snart kongen hadde båret dette opp for almuen, ble der straks en stor knurren. Bøndene talte om, at kongen ville frata dem deres arbeide og likeså deres tro; de sa, at på den måte kunne landet ikke bebygges; men arbeidsfolk og trelle sa, at de kunne ikke arbeide, hvis de ikke skulle ha mat. De sa og, at det var en arvelig feil hos kong Haakon, hans far og deres øvrige frender, at de var karrige på mat, skjønt de var gavmilde på gull. Asbjørn fra Medalhus i Gauldal stod opp, svarede på kongens tale og sa: «Det trodde vi bønder, kong Haakon, da du hadde holdt det første ting her i Trondhjem, og vi tok deg til konge og fikk våre odelsjorder tilbake av deg, at vi da hadde favnet himlen selv. Men nå vet vi ikke, hvorledes det er, om vi har fått friheten igjen, eller om du nå paany vil gjøre oss til trelle, og det på en underlig vis, nemlig således, at vi skal forkaste vår tro, som våre fedre og alle våre foreldre har hatt før oss, først i brænde-old og nå i haug-old; de har vært meget gjevere enn vi, og dog har denne tro dugd nok så godt for dem. Vi har skjenket deg så stor kjærlighet, at vi har latt deg råde for alle lover i landet og all landsrett. Nå er det vår vilje og bøndernes samtykke å holde de love, som du satte oss her på Frostating, og som vi lovede deg; vi vil alle følge deg og beholde deg til konge, så lenge enhver av oss bønder, der nå er her på tinget, er i live, hvis du, konge, vil bruke noe måtehold og ei bede oss om annet enn det, som vi kan oppfylle, og som ikke er ugjørlig 129for oss. Men hvis du vil ta denne sak med så stor heftighet og bruke makt og vold imot oss, da har vi bønder fattet det råd allesammen å skilles fra deg og ta oss en annen høvding, som kan sikre oss, at vi i frihet beholder den tro, vi synes om. Nå skal du, konge, kaare et av disse to, før tinget er til ende.»

Ved denne tale gjorde bøndene mye larm og sa, at så skulle det være, som nå var sagt. Da man igjen kunne komme til lyd, svarer Sigurd jarl: «Det er kong Haakons vilje å samtykke med dere, bønder, og aldri å skilles ved deres vennskap.» Bøndene sier, at de vil, at kongen skal blote for dem til år og fred, således som hans far har gjort. Imidlertid stanset knurren, og tinget hævedes. Siden talte Sigurd jarl med kongen, bad ham ikke aldeles å unnslå seg for å gjøre, som bøndene ville, sigende, at der intet annet var for enn å føye seg noe etter dem. «Dette er», sier han, «som dere selv kan høre, høvdingernes og med dem alt folkets vilje og ivrige fordring. Men vi skal nok, konge, imidlertid finne på et godt råd herimot.» Dette ble nå avtalt mellom kongen og jarlen.

Om høsten, henimot vinteren, var der blotgilde på Lade, og søkte kongen derhen. Forhen, når han var til stede der, hvor blot holdtes, hadde han vært vant til å spise i et lite hus for seg selv med få menn; men nå knurret bøndene over, at han ikke satt i sitt høysete, når der var den største glede blant folket. Jarlen sa da til ham, at han denne gang ikke burde gjøre så, og ble det derfor således, at kongen satt i sitt høysete. Da det første beger var skjenket, talte Sigurd jarl over minnet, signede det til Odin og drakk kongen til av hornet. Kongen tok imot det og gjorde korsets tegn derover. Da sa Kaar av Gryting: «Hvi gjør kongen nå så? Vil han ennå ikke blote?» Sigurd jarl svarer: «Kongen gjør således, som alle de gjør, der tror på sin makt og styrke, han signer sitt beger til Tor; thi han gjorde hammertegn derover, før han drakk». Det ble da rolig om kvelden. Men dagen etter, da man gikk til bords, stimlet bøndene sammen om kongen og sa, at nå skulle han ete hestekjøtt. Kongen ville det ikke for alt i verden. Da bad de ham drikke soddet; det ville han heller ikke; de bad ham da kun ete fettet; men ikke engang det ville han, og da var det nær ved, at de hadde anfaldt ham. Sigurd jarl ville forlike dem og bad dem

II

130stanse med stormen; kongen bad han å gape over kjedelhanken, hvor sod-røyken av hestekjøttet hadde lagt seg til, så at hanken var fettet. Da gikk kongen til, viklede en linduk om kjedelhanken, gabede derover og gikk siden til sitt høysete; men på begge sider var man såre utilfreds.

Vinteren etter var der beredet en juleveitsle for kongen inne på Mæren. Da det led mot julen, la de åtte høvdinger, som mest rådde for blotene i hele Trøndelagen, stevne med hverandre. De var fire ute fra Trondhjem: Kår av Gryting, Asbjørn av Medalhus, Torberg av Varnes, Orm av Ljora, men av inntrønderne disse fire: Botolv av Alveshaug, Narve av Stav i Verdalen, Trond Haka av Egg, Tore Skegg av Husebø på Inderøen. Disse åtte menn forente seg om, at de fire av uttrønderne skulle ødelegge kristendommen i Norge; men de fire av inntrønderne skulle nøde kongen til å blote. Uttrønderne for med fire skip syd til Møre, drepte der tre prester og brente tre kirker og for siden tilbake. Da kong Haakon og Sigurd jarl kom inn på Mæren med sin hird, var bøndene kommet der i stor mengde. Den første veitsledag trengte bøndene straks inn på kongen, bad ham å blote og truet ham ellers med hard medfart. Sigurd jarl bar forligelsesmaal imellom dem, og kom det da såvidt, at kong Haakon åt noen bit av hestelever og drakk alle de skåler, som bøndene iskjænkte for ham, uten korsets tegn. Men da veitslen var endt, drog kongen og jarlen straks ut til Lade. Kongen var meget ublid og beredte seg straks til at drage bort fra Trondhjem med alle sine menn, idet han sa, at han neste gang skulle komme mandsterkere til Trondhjem og da gjengjelde bøndene det fiendskap, de nå hadde vist mot ham. Sigurd jarl bad kongen ikke å regne trønderne dette til onde, sigende, at det ei ville være godt for ham å ligge i kiv eller krig med innenlands folk, hvor landets meste styrke var, således som i Trondhjem. Men kongen var så vred, at han ikke ville høre et ord. Han drog bort fra Trondhjem syd til Møre, hvor han ble om vinteren og frem på våren.