Kong Haakon var en god kristen, da han kom til Norge; men alt landet var hedensk, og der var megen blotskab og mange stormænd, og da han tyktes at trænge til folkehjælp og almuens venskab, tog han det raad at fare lønligen frem med kristendommen. Han helligholdt søndagene og fredagsaften. Han satte det i loven, at man skulde begynde julens helligholdelse paa samme tid som kristne mænd, og skulde hver mand da have et vist maal øl i huset, eller ogsaa bøde derfor, og holde helligt, saalænge julen varede. Forhen havde man helligholdt julen Høgge-Nat, det var midvinternat, og blev julen da holden tre dage.
127Han agtede, naar han havde befæstet sig i landet og lagt hele riget under sig, at komme frem med paabydelsen af den kristne tro. Først gjorde han saa, at han lokkede de mænd, som var ham kjærest, til kristendommen og bragte det saavidt ved sin vennesælhed, at saare mange lod sig døbe, og andre idetmindste lod af at blote. Han sad lange stunder i Trondhjem; thi der var landets største styrke. Men da kong Haakon tyktes at have faaet understøttelse af mægtige mænd til at overholde kristendommen, sendte han bud til England efter en biskop og andre lærere, og da de kom til Norge, gjorde kong Haakon det aabenbart, at han vilde paabyde kristendommen over hele landet. Mørerne og raumsdølerne henskjød sig til, hvad trønderne vilde erklære. Kong Haakon lod da indvie nogle kirker og satte prester dertil. Da han kom til Trondhjem, stævnede han ting med bønderne og bød dem at antage kristendommen. De svarer, at de vil henskyde denne sag til Frostating, og at der til dette skulde komme mænd af alle fylker i Trøndelagen; da, siger de, vil de svare paa denne vanskelige sag.
Sigurd ladejarl var den største blotmand; saa var ogsaa Haakon, hans fader. Sigurd jarl holdt alle blotgilder paa kongens vegne der i Trøndelagen. Det var en gammel sedvane, naar blotet skulde være, at alle bønderne skulde komme did, hvor hovet var, og bringe derhen med sig alle de sager, de behøvede, saalænge blotgildet stod. Enhver skulde ogsaa have sit eget øl med sig; fremdeles blev der dræbt alskens kvæg og heste. Alt det blod, som deraf randt, kaldtes laut, og lautboller de, hvori blodet stod; lautteiner kaldtes redskaber, der var gjorte som stænkekvaster til vievand; dermed skulde man bestryge alle stallerne og hovets vægge uden- og indentil, ligeledes skulde man stænke lautet paa mændene; men slagtet blev kogt til spise for folket. Ild skulde være midt paa gulvet i hovet, og kjedler derover, og skulde man bære de fyldte bægre om ilden. Den, som gjorde gildet og var hov-gode, skulde signe bægret og al blotmaden. Først skulde man drikke Odins bæger til seier og magt for kongen, saa Njørds og Frøys bægre til aar og fred. Man drak ogsaa skaal for dem af sine frænder, som havde været gjæve, og dette kaldtes deres minde.
128Sigurd jarl var den gavmildeste mand: han gjorde det verk, som var meget navnkundigt, at han holdt et stort blotgilde paa Lade og bestred ene al bekostningen.
Kong Haakon kom da til Frostating, hvor der havde samlet sig en stor mængde bønder. Da tinget var sat, talte kong Haakon og begyndte saaledes, at det var hans bud og bøn til bønder og bumænd, rige og urige, og til hele almuen, unge mænd og gamle, velstaaende og fattige, kvinder og karlfolk, at alle skulde lade sig kristne og have én Gud, Jesus Kristus, Marias søn, men lade alle blot og hedenske guder fare, helligholde hver 7de dag, afholdende sig fra alt arbeide, og tillige faste hver 7de dag. Men saasnart kongen havde baaret dette op for almuen, blev der straks en stor knurren. Bønderne talte om, at kongen vilde fratage dem deres arbeide og ligesaa deres tro; de sagde, at paa den maade kunde landet ikke bebygges; men arbeidsfolk og trælle sagde, at de kunde ikke arbeide, hvis de ikke skulde have mad. De sagde og, at det var en arvelig feil hos kong Haakon, hans fader og deres øvrige frænder, at de var karrige paa mad, skjønt de var gavmilde paa guld. Asbjørn fra Medalhus i Gauldal stod op, svarede paa kongens tale og sagde: «Det troede vi bønder, kong Haakon, da du havde holdt det første ting her i Trondhjem, og vi tog dig til konge og fik vore odelsjorder tilbage af dig, at vi da havde favnet himlen selv. Men nu ved vi ikke, hvorledes det er, om vi har faaet friheden igjen, eller om du nu paany vil gjøre os til trælle, og det paa en underlig vis, nemlig saaledes, at vi skal forkaste vor tro, som vore fædre og alle vore forældre har havt før os, først i brænde-old og nu i haug-old; de har været meget gjævere end vi, og dog har denne tro duet nok saa godt for dem. Vi har skjænket dig saa stor kjærlighed, at vi har ladet dig raade for alle love i landet og al landsret. Nu er det vor vilje og bøndernes samtykke at holde de love, som du satte os her paa Frostating, og som vi lovede dig; vi vil alle følge dig og beholde dig til konge, saalænge enhver af os bønder, der nu er her paa tinget, er i live, hvis du, konge, vil bruge noget maadehold og ei bede os om andet end det, som vi kan opfylde, og som ikke er ugjørligt 129for os. Men hvis du vil tage denne sag med saa stor heftighed og bruge magt og vold imod os, da har vi bønder fattet det raad allesammen at skilles fra dig og tage os en anden høvding, som kan sikre os, at vi i frihed beholder den tro, vi synes om. Nu skal du, konge, kaare et af disse to, førend tinget er tilende.»
Ved denne tale gjorde bønderne megen larm og sagde, at saa skulde det være, som nu var sagt. Da man igjen kunde komme til lyd, svarer Sigurd jarl: «Det er kong Haakons vilje at samtykke med eder, bønder, og aldrig at skilles ved eders venskab.» Bønderne siger, at de vil, at kongen skal blote for dem til aar og fred, saaledes som hans fader har gjort. Imidlertid stansede knurren, og tinget hævedes. Siden talede Sigurd jarl med kongen, bad ham ikke aldeles at undslaa sig for at gjøre, som bønderne vilde, sigende, at der intet andet var for end at føie sig noget efter dem. «Dette er», siger han, «som I selv kan høre, høvdingernes og med dem alt folkets vilje og ivrige fordring. Men vi skal nok, konge, imidlertid finde paa et godt raad herimod.» Dette blev nu aftalt mellem kongen og jarlen.
Om høsten, henimod vinteren, var der blotgilde paa Lade, og søgte kongen derhen. Forhen, naar han var tilstede der, hvor blot holdtes, havde han været vant til at spise i et lidet hus for sig selv med faa mænd; men nu knurrede bønderne over, at han ikke sad i sit høisæde, naar der var den største glæde blandt folket. Jarlen sagde da til ham, at han denne gang ikke burde gjøre saa, og blev det derfor saaledes, at kongen sad i sit høisæde. Da det første bæger var skjænket, talte Sigurd jarl over mindet, signede det til Odin og drak kongen til af hornet. Kongen tog imod det og gjorde korsets tegn derover. Da sagde Kaar af Gryting: «Hvi gjør kongen nu saa? Vil han endnu ikke blote?» Sigurd jarl svarer: «Kongen gjør saaledes, som alle de gjør, der tror paa sin magt og styrke, han signer sit bæger til Tor; thi han gjorde hammertegn derover, før han drak». Det blev da roligt om kvelden. Men dagen efter, da man gik tilbords, stimlede bønderne sammen om kongen og sagde, at nu skulde han æde hestekjød. Kongen vilde det ikke for alt i verden. Da bad de ham drikke soddet; det vilde han heller ikke; de bad ham da kun æde fedtet; men ikke engang det vilde han, og da var det nær ved, at de havde anfaldt ham. Sigurd jarl vilde forlige dem og bad dem
II
130stanse med stormen; kongen bad han at gabe over kjedelhanken, hvor sod-røgen af hestekjødet havde lagt sig til, saa at hanken var fedtet. Da gik kongen til, viklede en lindug om kjedelhanken, gabede derover og gik siden til sit høisæde; men paa begge sider var man saare utilfreds.
Vinteren efter var der beredet en juleveitsle for kongen inde paa Mæren. Da det led mod julen, lagde de otte høvdinger, som mest raadede for blotene i hele Trøndelagen, stævne med hverandre. De var fire ude fra Trondhjem: Kaar af Gryting, Asbjørn af Medalhus, Torberg af Varnes, Orm af Ljora, men af indtrønderne disse fire: Botolv af Alveshaug, Narve af Stav i Verdalen, Trond Haka af Egg, Tore Skegg af Husebø paa Inderøen. Disse otte mænd forenede sig om, at de fire af udtrønderne skulde ødelægge kristendommen i Norge; men de fire af indtrønderne skulde nøde kongen til at blote. Udtrønderne for med fire skibe syd til Møre, dræbte der tre prester og brændte tre kirker og for siden tilbage. Da kong Haakon og Sigurd jarl kom ind paa Mæren med sin hird, var bønderne komne der i stor mængde. Den første veitsledag trængte bønderne straks ind paa kongen, bad ham at blote og truede ham ellers med haard medfart. Sigurd jarl bar forligelsesmaal imellem dem, og kom det da saavidt, at kong Haakon aad nogle bid af hestelever og drak alle de skaaler, som bønderne iskjænkte for ham, uden korsets tegn. Men da veitslen var endt, drog kongen og jarlen straks ud til Lade. Kongen var meget ublid og beredte sig straks til at drage bort fra Trondhjem med alle sine mænd, idet han sagde, at han næste gang skulde komme mandsterkere til Trondhjem og da gjengjælde bønderne det fiendskab, de nu havde vist mod ham. Sigurd jarl bad kongen ikke at regne trønderne dette til onde, sigende, at det ei vilde være godt for ham at ligge i kiv eller krig med indenlands folk, hvor landets meste styrke var, saaledes som i Trondhjem. Men kongen var saa vred, at han ikke vilde høre et ord. Han drog bort fra Trondhjem syd til Møre, hvor han blev om vinteren og frem paa vaaren.