130

Da kong Haakon Adelstensfostre havde været konge i Norge 26 aar, siden Erik Blodøkse, 131hans broder, drog af landet, hændte det sig, at han var paa Hørdaland og tog veitsler i Stord paa Fitje; han havde da sin hird og mange bønder i sit gjestebud. Da kongen sad ved davrebord, saa de vagtmænd, som var ude, at mange skibe kom seilende søndenfra og havde ikke langt til øen. De sagde nu til hinanden, at man burde sige kongen, at de troede, en hær kom imod dem; men ingen tyktes det godt at sige hærsagn; thi han havde sat haard straf for at gjøre det, naar man ei var vis i sin sag; og paa den anden side tyktes det utilbørligt, om kongen ei skulde faa det at vide. Da gik en af dem ind i stuen og bad Øivind Finnsson hurtig at komme ud til dem, sigende, at det var den høieste nødvendighed. Øivind gik straks did, hvorfra man kunde se til skibene, og straks saa han, at der kom en stor krigshær seilende. Han gik da fluks tilbage i stuen, tren frem for kongen og sagde: «Liden er lidende stund, men lang er maaltids time!» Kongen saa til ham og spurgte: «Hvad er paafærde?» Øivind kvad:

Blodøkses sønner straks nusverde-stævnet begjærer;sikkert de os kun stakketstund til at sidde vil unde.Hær-sagn dig at sigeslemt nok kan være; men ærenførst maa jo reddes, fyrste;fluks da til vaaben! til vaaben!

Kongen siger: «Saa brav en gut er du, Øivind, at du ikke siger hærsagn, uden at det er sandt.» Da sagde mange, at det virkelig var sandt. Kongen lod da bordene tage bort, gik ud og saa til skibene; han kjendte straks, at det var hærskibe. Kongen spurgte nu sine mænd, hvad raad de skulde tage, om man skulde stride med det folk, som de havde, eller gaa til skibene og seile bort nordefter. «Det er let at se,» siger han, «at vi nu kommer til at stride med et langt større folkemon end nogensinde før, saa stor forskjel paa folkeantal det end stedse har tykkets os at være, naar vi har havt slag 132med Gunhilds sønner.» Man gav ikke hastig noget svar herpaa. Da svarer Øivind paa kongens ord:

Skibene nord at styreskikker sig visselig ikkefor den helt, der saa freidigfordum med fienden kjæmped.Sydfra med vældig flaadefarer nu Harald mod osover det brusende hav bredt;brat lad os skjoldene fatte!

Kongen svarer: «Mandig er dette talt, Øivind, og nær mit sind; dog vil jeg høre flere mænds tanker herom.» Men da man tyktes skjønne, hvorledes kongen vilde have det, svarede mange, at de heller vilde falde med mandighed end fly for danerne uprøvet; de sagde, at ofte havde de faaet seier, naar de havde stredet med endnu mindre folk. Kongen takkede dem meget for deres ord og bad dem væbne sig; saa gjorde de. Kongen kaster brynjen paa sig og væbner sig med sverdet Kvernbit, sætter paa sit hoved en guldlagt hjelm, tager et spyd i haanden og skjold ved siden. Derpaa stiller han hirden i én fylking tilligemed bønderne og sætter op sine merker.

Kong Harald Erikssøn, en af Erik Blodøkses sønner, var høvding over brødrene. Brødrene havde en stor hær med sig søndenfra Danmark. Iblandt deres folk var dengang deres morbrødre, Øivind Skrøyja og Alv Askmand; de var sterke og mandige og de største manddrabere. Erikssønnerne holdt med sine skibe til øen, gik op paa land og fylkede, og er det sagt, at der ikke var mindre folkemon, end at seks mand var imod én, saameget mandsterkere var Erikssønnerne. Kong Haakon havde da fylket sit folk, og siger man, at han kastede brynjen af sig, før slaget begyndte.

Kong Haakon udvalgte omhyggelig mænd til sin hird efter deres styrke og mandighed, saaledes som og hans fader kong Harald havde gjort. Toralv Skolmssøn den sterke var deriblandt og gik ved siden af kongen; han havde hjelm og skjold, spyd og et sverd, som kaldtes Fetbreid. Man sagde, at Haakon og han var jevnsterke. Da fylkingerne gik sammen, blev 133der en haard og blodig strid. Da man havde skudt med spydene, drog man sverdene, og gik da Haakon og med ham Toralv frem for merkerne og hug til begge sider.

Kong Haakon var let at kjende, mere end andre mænd; derhos lyste det og af hjelmen, som solen skinnede paa; derfor rettedes ogsaa alle vaaben mod ham. Da tog Øivind Finnssøn en hætte og satte den over kongens hjelm. Øivind Skrøyja raabte da høit: «Skjuler nu nordmannakonning sig, eller har han flygtet, eller hvor er guldhjelmen?» Øivind gik i det samme frem og Alv, hans broder, med ham; de hug til med begge hænder og bar sig, som de var rasende eller galne. Kong Haakon sagde høit til Øivind: «Hold frem, som du stævner, om du vil finde nordmannakonning.» Længe var det da ei at bie, inden Øivind kom did, løftede sverdet og hug til kongen. Toralv skjøv skjoldet for ham, saa at Øivind ravede derimod; men kongen tog sverdet Kvernbit med begge hænder, hug til Øivind oven i hjelmen og kløvede hjelmen og hovedet alt ned i herderne. I det samme dræbte Toralv Alv Askmand. Efter brødrenes fald gik kong Haakon saa haardt frem, at alt folket veg for ham. Frygt og flugt kom nu i Erikssønnernes folk; men kong Haakon var i spidsen for sin fylking, fulgte fast efter de flygtende og hug tidt og haardt. Da kom en pil flyvende af det slags, som kaldes flein, og kom i armen paa kong Haakon op i musklen, nedenfor akslen; mange mænd siger, at Gunhilds*) skosvend, som hed Kisping, løb frem i tummelen og raabte: «Giver rum for kongebanen!» og skjød med det samme fleinen til kong Haakon. Men andre siger, at ingen ved, hvo der skjød, og kan det vel være; thi pile og spyd og alskens skydevaaben fløi saa tykt som snedrev. En mængde mænd faldt for Eriks sønner, baade paa valpladsen og paa veien til skibene og ligeledes paa fjæren; en mængde løb ogsaa ud i vandet og druknede. Mange fik berget sig paa skibene og blandt dem alle Eriks sønner; de roede straks bort, men Haakons mænd efter dem.

Kong Haakon gik ud paa sit skib og lod der binde sit saar; men der randt saa meget blod, at man ei fik det stanset, og da det led ud paa dagen, tabte kongen kræfterne. Ham siger da til sine mænd, at han vilde drage nord til sin gaard 134Aalreksstad. Men allerede da de kom nord til Haakonshellen, lagde de iland; thi kongen var da nær ved at lade sit liv. Han kalder da sine venner til sig og siger dem, hvorledes han vil have riget beskikket. Han havde kun én datter, ved navn Tora, og ingen søn. Han bad dem sende bud til Eriks sønner, at de skulde være konger over landet, men anbefalede dem sine kjæreste venner og frænder. «Om end livet vorder mig forundt,» siger han, «vil jeg dog drage af landet til kristne mænd og bøde det, som jeg har forbrudt mod Gud; men dør jeg i hedenskabet, saa giver mig en begravelse, som eder selv synes.» Lidt efter døde kong Haakon der paa Hellen, hvor han var født.

Kong Haakon sørgede man saa meget over, at baade hans venner og uvenner græd over hans død og sagde, at saa god konge vilde man vist aldrig faa igjen i Norge. Hans venner flyttede hans lig nord til Sæheim paa Nordhørdaland, opkastede der en stor haug og lagde deri kongen med al hans rustning og bedste klæder, men intet andet gods. De talede saaledes over hans grav, som hedenske mænds skik var, og viste ham til Valhal. Øivind skaldespilder digtede et kvæde om kong Haakons fald og om, hvorledes han blev favnet i Valhal; det kaldes Haakonsmaal; der heder det:

Ubundentil jordens folkFenris-ulven*) farer,førend i Haakonsøde fodsporjevngod konge kommer.

130

Da kong Haakon Adelstensfostre hadde vært konge i Norge 26 år, siden Erik Blodøkse, 131hans bror, drog av landet, hendte det seg, at han var på Hørdaland og tok veitsler i Stord på Fitje; han hadde da sin hird og mange bønder i sitt gjestebud. Da kongen satt ved davrebord, så de vaktmenn, som var ute, at mange skip kom seilende sønnenfra og hadde ikke langt til øen. De sa nå til hinannen, at man burde si kongen, at de trodde, en hær kom imot dem; men ingen tyktes det godt å si hærsagn; thi han hadde satt hard straff for å gjøre det, når man ei var vis i sin sak; og på den annen side tyktes det utilbørlig, om kongen ei skulle få det å vite. Da gikk en av dem inn i stuen og bad Øivind Finnsson hurtig å komme ut til dem, sigende, at det var den høyeste nødvendighet. Øivind gikk straks dit, hvorfra man kunne se til skipene, og straks så han, at der kom en stor krigshær seilende. Han gikk da fluks tilbake i stuen, tren frem for kongen og sa: «Liten er lidende stund, men lang er maaltids time!» Kongen så til ham og spurte: «Hva er paafærde?» Øivind kvad:

Blodøkses sønner straks nåsverde-stevnet begjærer;sikkert de oss kun stakketstund til å sitte vil unne.Hær-sagn deg å sislemt nok kan være; men ærenførst må jo reddes, fyrste;fluks da til våpen! til våpen!

Kongen sier: «Så brav en gut er du, Øivind, at du ikke sier hærsagn, uten at det er sandt.» Da sa mange, at det virkelig var sandt. Kongen lot da bordene ta bort, gikk ut og så til skipene; han kjente straks, at det var hærskip. Kongen spurte nå sine menn, hva råd de skulle ta, om man skulle stride med det folk, som de hadde, eller gå til skipene og seile bort nordefter. «Det er lett å se,» sier han, «at vi nå kommer til å stride med et langt større folkemon enn noensinne før, så stor forskjell på folkeantall det enn stedse har tykkets oss å være, når vi har hatt slag 132med Gunhilds sønner.» Man ga ikke hastig noe svar herpå. Da svarer Øivind på kongens ord:

Skipene nord å styreskikker seg visselig ikkefor den helt, der så freidigfordum med fienden kjempet.Sydfra med veldig flåtefarer nå Harald mot ossover det brusende hav bredt;brat la oss skjoldene fatte!

Kongen svarer: «Mandig er dette talt, Øivind, og nær mitt sinn; dog vil jeg høre flere menns tanker herom.» Men da man tyktes skjønne, hvorledes kongen ville ha det, svarede mange, at de heller ville falle med mandighet enn fly for danene uprøvd; de sa, at ofte hadde de fått seier, når de hadde stredet med enda mindre folk. Kongen takket dem meget for deres ord og bad dem væpne seg; så gjorde de. Kongen kaster brynjen på seg og væpner seg med sverdet Kvernbit, setter på sitt hode en guldlagt hjelm, tar et spyd i hånden og skjold ved siden. Derpå stiller han hirden i én fylking tillikemed bøndene og setter opp sine merker.

Kong Harald Erikssøn, en av Erik Blodøkses sønner, var høvding over brødrene. Brødrene hadde en stor hær med seg sønnenfra Danmark. Iblant deres folk var dengang deres morbrødre, Øivind Skrøyja og Alv Askmand; de var sterke og mandige og de største manndrapere. Erikssønnerne holdt med sine skip til øen, gikk opp på land og fylkede, og er det sagt, at der ikke var mindre folkemon, enn at seks mann var imot én, saameget mandsterkere var Erikssønnerne. Kong Haakon hadde da fylket sitt folk, og sier man, at han kastet brynjen av seg, før slaget begynte.

Kong Haakon utvalgte omhyggelig menn til sin hird etter deres styrke og mandighet, således som og hans far kong Harald hadde gjort. Toralv Skolmssøn den sterke var deriblant og gikk ved siden av kongen; han hadde hjelm og skjold, spyd og et sverd, som kaltes Fetbreid. Man sa, at Haakon og han var jevnsterke. Da fylkingene gikk sammen, ble 133der en hard og blodig strid. Da man hadde skudt med spydene, drog man sverdene, og gikk da Haakon og med ham Toralv frem for merkene og hug til begge sider.

Kong Haakon var lett å kjenne, mer enn andre menn; derhos lyste det og av hjelmen, som solen skinte på; derfor rettedes også alle våpen mot ham. Da tok Øivind Finnssøn en hette og satte den over kongens hjelm. Øivind Skrøyja ropte da høyt: «Skjuler nå nordmannakonning seg, eller har han flyktet, eller hvor er gullhjelmen?» Øivind gikk i det samme frem og Alv, hans bror, med ham; de hug til med begge hender og bar seg, som de var rasende eller galne. Kong Haakon sa høyt til Øivind: «Hold frem, som du stevner, om du vil finne nordmannakonning.» Lenge var det da ei å bie, innen Øivind kom dit, løftet sverdet og hug til kongen. Toralv skjøv skjoldet for ham, så at Øivind ravet derimot; men kongen tog sverdet Kvernbit med begge hender, hug til Øivind oven i hjelmen og kløvede hjelmen og hodet alt ned i herderne. I det samme drepte Toralv Alv Askmand. Etter brødrenes fall gikk kong Haakon så hardt frem, at alt folket veg for ham. Frykt og flukt kom nå i Erikssønnernes folk; men kong Haakon var i spidsen for sin fylking, fulgte fast etter de flyktende og hug titt og hardt. Da kom en pil flygende av det slags, som kalles flein, og kom i armen på kong Haakon opp i muskelen, nedenfor akselen; mange menn sier, at Gunhilds*) skosvend, som het Kisping, løp frem i tummelen og ropte: «Giver rom for kongebanen!» og skjød med det samme fleinen til kong Haakon. Men andre sier, at ingen vet, hvo der skjød, og kan det vel være; thi pile og spyd og alskens skytevåpen fløy så tykt som snødrev. En mengde menn falt for Eriks sønner, både på valplassen og på veien til skipene og likeledes på fjæren; en mengde løp også ut i vannet og druknet. Mange fikk berget seg på skipene og blant dem alle Eriks sønner; de rodde straks bort, men Haakons menn etter dem.

Kong Haakon gikk ut på sitt skip og lot der binde sitt sår; men der rant så meget blod, at man ei fikk det stanset, og da det led ut på dagen, tapte kongen kreftene. Ham sier da til sine menn, at han ville drage nord til sin gård 134Aalreksstad. Men allerede da de kom nord til Haakonshellen, la de i land; thi kongen var da nær ved å la sitt liv. Han kaller da sine venner til seg og sier dem, hvorledes han vil ha riket beskikket. Han hadde kun én datter, ved navn Tora, og ingen sønn. Han bad dem sende bud til Eriks sønner, at de skulle være konger over landet, men anbefalte dem sine kjæreste venner og frender. «Om enn livet vorder meg forunt,» sier han, «vil jeg dog drage av landet til kristne menn og bøde det, som jeg har forbrutt mot Gud; men dør jeg i hedenskapet, så gir meg en begravelse, som dere selv synes.» Litt etter døde kong Haakon der på Hellen, hvor han var født.

Kong Haakon sørget man så meget over, at både hans venner og uvenner gråt over hans død og sa, at så god konge ville man vist aldri få igjen i Norge. Hans venner flyttet hans lig nord til Sæheim på Nordhørdaland, opkastede der en stor haug og la deri kongen med all hans rustning og beste klæder, men intet annet gods. De talte således over hans grav, som hedenske menns skikk var, og viste ham til Valhal. Øivind skaldespilder digtede et kvede om kong Haakons fall og om, hvorledes han ble favnet i Valhal; det kalles Haakonsmaal; der heter det:

Ubundentil jordens folkFenris-ulven*) farer,før i Haakonsøde fotsporjevngod konge kommer.