134

Op alle smaa fugle, i Sillejord er,og skynder jer, kommer til gjestebud her!

135I klingende kulde og snefog fra nordI længes vist efter et julekveldsbord.

Thi træet har nu hverken knop eller blad,hvor kan I dog finde en mundfuld mad?

Se, her har vi dækket med korn og malt;for Jesu skyld giver vi eder det alt,

at ingen paa jorden skal nu lide nødden signede dag, da Vorherre blev fød.

Os giver Gud fader til glæde saa mangt;men vor haand er liden, den naar ikke langt.

I kjære smaa fugle, kom ind paa vort bret.Saa hjertelig gjerne vi under jer det!

Kom alle de bittesmaa, vakre dyr,som husvilde her under himmelen flyr!

Vær kun ikke bange for høg eller ørn;vi er en flok pyntede, lystige børn.

Vær kun ikke bange, vi gjøre lidt støi;for vi har faa’t bluser af nydeligt tøi!

Vort julebord dækkes med godter og mad;for Gud vilde gjerne, at alle var glad’.

Han vilde, smaa børn paa moderens fang,de hopped og dansed af glæde og sang;

Han vilde, den gamle, som bøied sig træt,forglemte, at han havde nogen tid grædt;

Han vilde, til enken med kummer paa kindog barnet ved bryst, at Guds engle slap ind.136Han vilde, at fattigmands tungeste savnidag maatte slukkes i Jesu navn.

Men stakkars smaa fugle, hvor finder I sul,at I kunne glæde jer rigtig til jul?

Kom derfor hid ind til os, sisik og spurv,og æder jer lystig og mæt af vor kurv!

Du lille, forsigtige dompap, vær trygblandt bundter af hvede og havre og byg.

Vær ikke undselig, forsyn dig som bedst;du er os smaabørn en velkommen gjest.

Du kikked ind til os — en tankernes tolk:vi ere jo alle veifarende folk.

Hvor stævner vor flugt, og hvor stanser vor sti?vi ere jo fattige smaafugle vi.

Det mindes vi, fader og moder har sagt,og haand paa vort hoved velsignende lagt.

Men maanen den skinner fra himmelen ned,— saa lyser Gud over vor bane sin fred.

Men stjernener tindrer, og skyerne fly,hver julekveld sjunger Guds engle paany,

at Jesus, det hellige barn, er fødat frelse hver broder paa jorden fra nød.

Den lovsang skal istemmes fjernt og nær,saa langt hen, som fuglenes vinger bær,

saa langt hen, som himmelens hvælving naar,som sol og maane og stjerner gaar

O, sjunger da med os vor julekveldsbøn:velkommen, velsignede Jesus, Guds søn!137Saa smiler han til os fra englenes flok,far siger, han kjender og hører os nok.

M. B. Landstad.

134

Opp alle små fugler, i Sillejord er,og skynder jer, kommer til gjestebud her!

135I klingende kulde og snefog fra nordDere lenges vist etter et julekveldsbord.

Thi treet har nå hverken knop eller blad,hvor kan dere dog finne en munnfull mat?

Se, her har vi dekket med korn og malt;for Jesu skyld giver vi dere det alt,

at ingen på jorden skal nå lide nødden signede dag, da Vorherre ble født.

Os giver Gud fader til glede så mangt;men vår hånd er liten, den når ikke langt.

I kjære små fugler, kom inn på vårt brett.Så hjertelig gjerne vi under jer det!

Kom alle de bittesmå, vakre dyr,som husvilde her under himmelen flyr!

Vær kun ikke bange for høg eller ørn;vi er en flok pyntede, lystige barn.

Vær kun ikke bange, vi gjøre litt støy;for vi har faa’t bluser av nydelig tøy!

Vårt julebord dekkes med godter og mat;for Gud ville gjerne, at alle var glad’.

Han ville, små barn på moderens fang,de hoppet og danset av glede og sang;

Han ville, den gamle, som bøyde seg trett,forglemte, at han hadde noen tid grått;

Han ville, til enken med kummer på kinnog barnet ved bryst, at Guds engler slapp inn.136Han ville, at fattigmanns tyngste savni dag måtte slukkes i Jesu navn.

Men stakkars små fugler, hvor finner dere sul,at dere kunne glede jer riktig til jul?

Kom derfor hit inn til oss, sisik og spurv,og eter jer lystig og mett av vår kurv!

Du lille, forsiktige dompap, vær tryggblant bunter av hvete og havre og bygg.

Vær ikke unnselig, forsyn deg som best;du er oss småbarn en velkommen gjest.

Du kikket inn til oss — en tankenes tolk:vi er jo alle veifarende folk.

Hvor stevner vår flukt, og hvor stanser vår sti?vi er jo fattige småfugler vi.

Det minnes vi, far og mor har sagt,og hånd på vårt hode velsignende lagt.

Men månen den skinner fra himmelen ned,— så lyser Gud over vår bane sin fred.

Men stjernener tindrer, og skyene fly,hver julekveld synger Guds engler paany,

at Jesus, det hellige barn, er fødtå frelse hver bror på jorden fra nød.

Den lovsang skal istemmes fjernt og nær,så langt hen, som fuglenes vinger bær,

så langt hen, som himmelens hvelving når,som sol og måne og stjerner går

O, synger da med oss vår julekveldsbønn:velkommen, velsignede Jesus, Guds sønn!137Så smiler han til oss fra englenes flok,far sier, han kjenner og hører oss nok.

M. B. Landstad.