137

Dengang da jeg var en liden enog havde begyndt min skoleog havde faa’t støvler paa begge benog kastet min blusekjole, —

da var jeg ikke saa from som nu,da havde jeg ben i panden;mit blod var saa hedt og vilter min hu,jeg forstod mig kun lidt paa forstanden.

En middagstid mellem tolv og etengang var jeg rigtig i vinden;med næven knyttet og hjertet hedtjeg stod, og med taarer paa kinden.

I skolen jeg havde faaet et nulfor de første deklinationer;mama havde skjendt for et lidet hulpaa de kasimirs permissioner.

Og bagerens Rikke, som før var saa sød,hun stod nu og lo ved porten;hun havde mig lovet et hjertebrød,det saa jeg; hun gav til Morten.

«Nei,» tænkte jeg da, «det er for galt!langt mer, end jeg kan udholde; —det skal de alle faa dyrt betalt,som mig denne skam forvolde.

Nu flygter jeg bort til Amerika!Og naar man saa er forlegen,hvor atter man faar en Peter fra, —ja — saa er Peter af veien.»138Forbauset min yngre broder Emilgav slip paa sin pisk og slæde;paa ansigtet stod et usikkert smilomtrent mellem le og græde.

«Ja, hør du, Emil! du skal gaa med.som brødre vi bør holde sammen;her er ei længer vort blivende sted,hist finder vi trøst og gammen.»

Den lille han saa paa de nye skoog glatted sin bluses folder:«Hvor lang er vel veien, skal jeg tro?Og mener du, skoene holder?» —

«Ja længer det er til Amerikaend til tante Lise paa landet,og for at komme didhen herframan seile maa over vandet.

Men hvis man saa farten overstaar,fortryder man aldrig løbet;man faar til foræring en herregaardog penge ovenikjøbet.

Med sølv er hestens hov beskoetog vognens hjul beslaaet;guldet ligger dig for din fod,du bukker dig kun for at faa det.

Konfektrosiner og mandler der gro,i store duske de hængepaa trærne sammen, to og to,og koster slet ingen penge.

Brystsukker du som tvebakker ser,som rugbrød chokolade;med sukkerkugler det hagler og snerog regner med limonade.

139Og frihed har man endnu dertilfra morgen til aftenens ende;man spytter paa gulvet, hvor man vil,og lader cigarerne brænde.

Man gynger den hele udslagne dagi deilige vuggestole,og det kommer an paa hvers behag,om han gider gaa i skole!» —

«Ja saa,» sa’ den lille, «saa er det et ord!Nu er da min reise besluttet;min appetit er just ikke stortil at komme i institutet.

Min krydderkringle jeg henter endnu, —den skal gjøre godt paa veien,og saa den store bibel, du!den, ved du jo, er vor egen.»

Med billedbiblen i favn han kom,mens kringlen han bar i munden, —saa stod vi lidt stille og tænkte os om;thi bitter var afskedsstunden.

Vort kjærlige, rolige fædrehjemvi skulde for evigt savne; —da aabned mama sit vindu paa klemog raabte paa vore navne:

«Emil og Peter! Hvor skal I hen?Hvad gjør I med bogen paa gaden?Skynd jer nu straks herind igjen.Nu kommer Dorthe med maden!»

Betuttede begge to vi stod,Vor reise gik rent i glemme,og uvilkaarlig lystred vor fodden moderlig myndige stemme.

140Min vrede nedslog hendes blide røstsom lynstraalen egestubben;jeg drukned min sorg og fandt min trøstpaa bunden af sagosuppen.

Chr. Winther.

137

Dengang da jeg var en liten enog hadde begynt min skoleog hadde faa’t støvler på begge benog kastet min blusekjole, —

da var jeg ikke så from som nå,da hadde jeg ben i pannen;mitt blod var så hett og vilter min hu,jeg forstod meg kun litt på forstanden.

En middagstid mellom tolv og etengang var jeg riktig i vinden;med neven knyttet og hjertet hettjeg stod, og med tårer på kinnen.

I skolen jeg hadde fått et nullfor de første deklinasjoner;mama hadde skjent for et lite hullpå de kasimirs permisjoner.

Og bagerens Rikke, som før var så søt,hun stod nå og lo ved porten;hun hadde meg lovet et hjertebrød,det så jeg; hun ga til Morten.

«Nei,» tenkte jeg da, «det er for galt!langt mer, enn jeg kan utholde; —det skal de alle få dyrt betalt,som meg denne skam forvolde.

Nå flykter jeg bort til Amerika!Og når man så er forlegen,hvor atter man får en Peter fra, —ja — så er Peter av veien.»138Forbauset min yngre bror Emilga slip på sin pisk og slede;på ansiktet stod et usikkert smilomtrent mellom le og gråte.

«Ja, hør du, Emil! du skal gå med.som brødre vi bør holde sammen;her er ei lenger vårt blivende sted,hist finner vi trøst og gammen.»

Den lille han så på de nye skoog glattet sin bluses folder:«Hvor lang er vel veien, skal jeg tro?Og mener du, skoene holder?» —

«Ja lenger det er til Amerikaenn til tante Lise på landet,og for å komme didhen herframan seile må over vannet.

Men hvis man så farten overstår,fortryder man aldri løbet;man får til foræring en herregårdog penger ovenikjøbet.

Med sølv er hestens hov beskoetog vognens hjul beslått;gullet ligger deg for din fot,du bukker deg kun for å få det.

Konfektrosiner og mandler der gro,i store duske de hengerpå trærne sammen, to og to,og koster slett ingen penger.

Brystsukker du som tvebakker ser,som rugbrød sjokolade;med sukkerkugler det hagler og snørog regner med limonade.

139Og frihet har man ennå dertilfra morgen til aftenens ende;man spytter på gulvet, hvor man vil,og lar sigarene brænde.

Man gynger den hele udslagne dagi deilige vuggestoler,og det kommer an på hvers behag,om han gidder gå i skole!» —

«Ja så,» sa’ den lille, «så er det et ord!Nå er da min reise besluttet;min appetitt er just ikke stortil å komme i instituttet.

Min krydderkringle jeg henter ennå, —den skal gjøre godt på veien,og så den store bibel, du!den, vet du jo, er vår egen.»

Med bildebibelen i favn han kom,mens kringlen han bar i munnen, —så stod vi litt stille og tenkte oss om;thi bitter var avskjedsstunden.

Vårt kjærlige, rolige fedrehjemvi skulle for evig savne; —da åpnet mama sitt vindu på klemog ropte på våre navn:

«Emil og Peter! Hvor skal dere hen?Hva gjør dere med boken på gaten?Skynd jer nå straks herind igjen.Nå kommer Dorthe med maten!»

Betuttede begge to vi stod,Vår reise gikk rent i glemme,og uvilkårlig lystret vår fotden moderlig myndige stemme.

140Min vrede nedslog hennes blide røstsom lynstrålen egestubben;jeg druknet min sorg og fant min trøstpå bunden av sagosuppen.

Chr. Winther.