140

«Farvel, du gamle kvinde, nu gaar jeg, mens jeg kan,til kongen udi Frankrig, han eier et sjeldent land.

Hans hofmænd drikker vinen af blinkende pokal,den drikker og de vogtere, der stander ved hans hal.

Han eier guldklenodier, dertil de perler hvide,dem skjænker han de krigsmænd, der hjælper ham at stride.»

— «Ak Hugi! hvis du reiser og vinder noget guld,det ei er værdt saa meget som det sorteste muld —

Som det sorteste muld under sommergrønne lindog som den vilde vipstjert, der i gaarden flyver ind.»

— «Ak moder! den vilde vipstjert, den flyver ind og ud,den elsker sine vinger og hader vinterslud.

Og alle de smaa fugle, de flyver ad marken hen,slet ingen lærer dem veien, de kommer dog igjen.»

— Saa drog han til Frankrig og tjente kongen tro,han mangled ikke guldet, dog var han sjelden fro.

Om vinteren han sukked, naar isen laa paa vand,da ønsked han sig vinger at flyve til sit land.

Om sommeren han sidder med haanden under kind,saa tankefuld betragter han den sommergrønne lind.

141— «Og hør, du vilde vipstjert! mig tykkes, at engangjeg saa dig bag bjerget og hørte din sang.

Du kvidred, som du pleier, og vendte din hals,det kan jeg vel erindre, dit kvad var ei tilfals.

Du vendte dig hvert øieblik og kom i gaarden ned,flyver du did ad aare, saa bring min hilsen med!»

— «Jeg fløi derfra og fløi dertil og sang bag lindeblad;der sad en gammel kvinde, hun aldrig var glad.

Jeg fløi derfra og fløi dertil et andet aar igjen;da bar de den gamle til kirkegaarden hen.»

Den næste vaar begyndte de konger en kiv;det maatte mangen ungersvend betale med sit liv.

De sterke skarer mødtes ved Alpernes fod;de stridsvante lanser vilde læske sig i blod.

Da sank de blege krigsmænd som løvet i høst,blandt dem den unge schweizer med gjennemstunget bryst.

Den næste dag drev hyrden sit kvæg bag bjergets topog leged paa sit alpehorn, da vaagned Hugi op.

Og hyrden leged anden gang, da smiled Hugi blidt:«Nu hørte jeg de toner, jeg tænkte paa saa tidt.»

Og hyrden leged tredje gang, da Hugis øie brast:«Nu føler jeg tilvisse, jeg kommer hjem i hast.»

C. Hauch.

140

«Farvel, du gamle kvinne, nå går jeg, mens jeg kan,til kongen uti Frankrig, han eier et sjeldent land.

Hans hoffmenn drikker vinen av blinkende pokal,den drikker og de voktere, der stander ved hans hal.

Han eier gullklenodier, dertil de perler hvite,dem skjenker han de krigsmenn, der hjelper ham å stride.»

— «Ak Hugi! hvis du reiser og vinder noe gull,det ei er verdt så meget som det sorteste muld —

Som det sorteste muld under sommergrønne lindog som den ville vipstjert, der i gården flyver inn.»

— «Ak mor! den ville vipstjert, den flyver inn og ut,den elsker sine vinger og hater vinterslud.

Og alle de små fugler, de flyver ad marken hen,slett ingen lærer dem veien, de kommer dog igjen.»

— Så drog han til Frankrig og tjente kongen tro,han manglet ikke gullet, dog var han sjelden fro.

Om vinteren han sukket, når isen lå på vann,da ønsket han seg vinger å flyve til sitt land.

Om sommeren han sitter med hånden under kinn,så tankefull betrakter han den sommergrønne lind.

141— «Og hør, du ville vipstjert! meg tykkes, at engangjeg så deg bak bjerget og hørte din sang.

Du kvitret, som du pleier, og vendte din hals,det kan jeg vel erindre, ditt kvad var ei tilfals.

Du vendte deg hvert øyeblikk og kom i gården ned,flyver du dit ad åre, så bring min hilsen med!»

— «Jeg fløy derfra og fløy dertil og sang bak lindeblad;der satt en gammel kvinne, hun aldri var glad.

Jeg fløy derfra og fløy dertil et annet år igjen;da bar de den gamle til kirkegården hen.»

Den neste vår begynte de konger en kiv;det måtte mangen ungersvenn betale med sitt liv.

De sterke skarer møttes ved Alpernes fot;de stridsvante lanser ville leske seg i blod.

Da sank de bleke krigsmenn som løvet i høst,blant dem den unge sveitser med gjennomstunget bryst.

Den neste dag drev hyrden sitt kveg bak bjergets toppog lekte på sitt alpehorn, da våknet Hugi opp.

Og hyrden lekte annen gang, da smilte Hugi blidt:«Nå hørte jeg de toner, jeg tenkte på så titt.»

Og hyrden lekte tredje gang, da Hugis øye brast:«Nå føler jeg tilvisse, jeg kommer hjem i hast.»

C. Hauch.