141

Slaget var endt. — Paa den aabne mark,der nylig gjenlød af kampen,hørte man kun et gisp, et drønog en herreløs hest’s trampen.

142En sønderjyde fra Flensborg stodmidt paa den vilde slette;han holdt ved tømmen sin høvedsmands hest,og begge var ynkelig trætte.

Han kastede øiet paa valpladsen henpaa de saarede, paa de døde.Mangen, der nys var fager og fin,maatte jammerlig livet forbløde.

«Jeg takker min Gud, jeg slap saa godt;jeg ser, mig lykken har føiet;plaged mig ei en ulidelig tørst,saa var jeg af hjertet fornøiet.»

Han fik da tilsidst — jeg ved ei hvordan —en flaske med øl, men sukked:«Svenskernes øl er lovlig tyndt;lad gaa, naar kun tørsten er slukket!»

Begjærlig satte han flaskens halstil munden, lænet tilbage —da trængte med et til hans øre henen bøn og en vaandefuld klage.

Han saa til siden. En svensk dragon,strakt hen i sandet, han skued.benet var ynkelig skudt ham fra —ved at se det soldaten grued.

«Giv mig en drik at læske min tørst!»Saa vaandede sig den arme.«Tag,» raabte soldaten, «tag det alt!her maa jo en sten sig forbarme.»

Og han bøied sig til den saarede nedog holdt ham flasken til munden:«Drik, kamerat, det er vel dig undt!Hvor gaar det? Smerter dig vunden?143Din stakkar, du trækker kun tungt dit veir;kom, lad mig løse din trøie!»Men svensken stirrer paa ham saa stivtmed et ondt, et hevngjerrigt øie.

Og da han ser sin fiende saa nær,da betager ham had og smerte,og han griber pistolen og trykker løsmod soldatens medlidende hjerte.

Men forsynet ynkedes mildt over ham,der ynktes ved andres kvide,og sønderjyden stod holden og hel,og kuglen gled bort fra hans side.

Den ærlige svend forbløffet for op :«Din kjeltring! du vil mig forraske?»Men da han nu merked, han var i behold,saa greb han atter sin flaske.

Og han stilled sig rolig hen paa postog læned sig op til hesten,tømte sin flaske til hælvten udog rakte saa svensken resten.

Han bøied sig atter og lo saa smaat:«Det skal være din straf, at vi dele.Havde du holdt dig i skindet smukt,saa kunde du drukket det hele.»

— Det var den hevn, han nøiedes med,efter hvad sagnet os melder.En dannemands hjerte slaar dobbelt frit,naar krøniken sligt fortæller.

Den danske konge erfor hin daad;soldaten han fluks lod kalde,og glad tilmode med kongelig gunsthan talede høit for alle:

144«Dit hjerte, min søn, er adeligt født;til at adles det ikke trænger.Kun for at binde dig end mere fastguldkjeden jeg om dig hænger.

Og til erindring, at nys din hufor medynk og høimod stod aaben,du bære herefter adeligt skjoldmed en halvfuld flaske til vaaben.»

— Saa lyder sagnet. I Flensborg bysoldatens afkom mon væreog holder den simple, trofaste svend,sin stamfader høit, i ære.

H. Hertz.

141

Slaget var endt. — På den åpne mark,der nylig gjenlød av kampen,hørte man kun et gisp, et drønnog en herreløs hest’s trampen.

142En sønderjyde fra Flensborg stodmidt på den ville slette;han holdt ved tømmen sin høvedsmands hest,og begge var ynkelig trette.

Han kastet øyet på valplassen henpå de saarede, på de døde.Mangen, der nys var fager og fin,måtte jammerlig livet forbløde.

«Jeg takker min Gud, jeg slapp så godt;jeg ser, meg lykken har føyet;plaget meg ei en ulidelig tørst,så var jeg av hjertet fornøyet.»

Han fikk da til sist — jeg vet ei hvordan —en flaske med øl, men sukket:«Svenskenes øl er lovlig tynt;la gå, når kun tørsten er slukket!»

Begjærlig satte han flaskens halstil munnen, lenet tilbake —da trengte med et til hans øre henen bøn og en våndefull klage.

Han så til siden. En svensk dragon,strakt hen i sandet, han skuet.benet var ynkelig skudt ham fra —ved å se det soldaten gruet.

«Gi meg en drikk å leske min tørst!»Så våndet seg den arme.«Tag,» ropte soldaten, «ta det alt!her må jo en stein seg forbarme.»

Og han bøyde seg til den saarede nedog holdt ham flasken til munnen:«Drikk, kamerat, det er vel deg unt!Hvor går det? Smerter deg vunden?143Din stakkar, du trekker kun tungt ditt vær;kom, la meg løse din trøye!»Men svensken stirrer på ham så stivtmed et ondt, et hevngjerrigt øye.

Og da han ser sin fiende så nær,da betar ham hat og smerte,og han griper pistolen og trykker løsmot soldatens medlidende hjerte.

Men forsynet ynkedes mildt over ham,der ynktes ved andres kvide,og sønderjyden stod holden og hel,og kuglen gled bort fra hans side.

Den ærlige svend forbløffet for opp :«Din kjeltring! du vil meg forraske?»Men da han nå merket, han var i behold,så grep han atter sin flaske.

Og han stilled seg rolig hen på postog lente seg opp til hesten,tømte sin flaske til helvten utog rakte så svensken resten.

Han bøyde seg atter og lo så smått:«Det skal være din straff, at vi dele.Hadde du holdt deg i skinnet smukt,så kunne du drukket det hele.»

— Det var den hevn, han nøiedes med,etter hva sagnet oss melder.En dannemands hjerte slår dobbelt fritt,når krøniken slikt forteller.

Den danske konge erfarte hin dåd;soldaten han fluks lot kalle,og glad tilmode med kongelig gunsthan talte høyt for alle:

144«Ditt hjerte, min sønn, er adelig født;til å adles det ikke trenger.Kun for å binde deg enda mer fastgullkjeden jeg om deg henger.

Og til erindring, at nys din hufor medynk og høimod stod åpen,du bære herefter adelig skjoldmed en halvfull flaske til våpen.»

— Så lyder sagnet. I Flensborg bysoldatens avkom mon væreog holder den simple, trofaste svend,sin stamfader høyt, i ære.

H. Hertz.