144

Der staar en smedje paa Helgoland,saa ensomt den staar paa den hvide strand;der svinger Tormod, smeden, med flidden tunge hammer ved midnatstid;og essen flammer, og gnisterne spille,og slagene drønner i nattens stille.

Men som han nu ved sin ambolt staar,en sælsom larm til hans øre naar;det er som to vældige gangeres trav,dog kommer den lyd fra det vilde hav;han iler til døren, ser ud og gruer;thi rædselsfuldt er det syn, han skuer.

Det er som en sky af mulm og lyn,der svæver paa havets graalige bryn;den nærmer sig mere og mere til land;tilsidst han skjelner en hest og en mand.Men manden et flammende glavind svinger,og hesten paa fire par fødder springer.

145Og havet syntes saa haardt som sten;thi gnister føg, hvor gangeren tren.Saa nærmer synet sig mer og mer;snart ros og rytter man tydelig ser;snart er de for døren, da stanser hesten,og rap af sadlen svinger sig gjesten.

Énøiet som solklar dag han var;paa sølvgraa isse han guldhjelm bar;om kjæmpekroppen en brynje blaa,besat med funklende stjerner, laa;og om de mægtige skuldre svingerto skrigende ravne de kulsorte vinger.

«Op, smed!» saa talte den sælsomme gjest,«tag hammer og tang og beslaa min hest;en sko er brukken; vær flink og rap!Det er alt sildigt; min tid er knap;før dagen rødmer i østerlide,jeg har vel hundrede mil at ride.»

Og smeden den vældige hammer svang,og jernet gnistred, og ambolten klang;snart var beslaaet den vældige hest;i sadlen svang sig den sælsomme gjest;men førend næste sol var nede,stod folkeslaget paa Braavallahede*).

J. Schaldemose.

144

Der står en smedje på Helgoland,så ensomt den står på den hvite strand;der svinger Tormod, smeden, med flidden tunge hammer ved midnattstid;og essen flammer, og gnistene spille,og slagene drønner i nattens stille.

Men som han nå ved sin ambolt står,en selsom larm til hans øre når;det er som to veldige gangeres trav,dog kommer den lyd fra det ville hav;han iler til døren, ser ut og gruer;thi redselsfullt er det syn, han skuer.

Det er som en sky av mulm og lyn,der svever på havets grålige bryn;den nærmer seg mer og mer til land;til sist han skjelner en hest og en mann.Men mannen et flammende glavind svinger,og hesten på fire par føtter springer.

145Og havet syntes så hardt som stein;thi gnister føk, hvor gangeren tren.Så nærmer synet seg mer og mer;snart ros og rytter man tydelig ser;snart er de for døren, da stanser hesten,og rap av salen svinger seg gjesten.

Énøiet som solklar dag han var;på sølvgrå isse han gullhjelm bar;om kjempekroppen en brynje blå,besatt med funklende stjerner, lå;og om de mektige skuldre svingerto skrikende ravner de kulsorte vinger.

«Opp, smed!» så talte den selsomme gjest,«ta hammer og tang og beslå min hest;en sko er brukken; vær flink og rap!Det er alt sildigt; min tid er knap;før dagen rødmer i østerlide,jeg har vel hundre mil å ride.»

Og smeden den veldige hammer svang,og jernet gnistret, og ambolten klang;snart var beslått den veldige hest;i salen svang seg den selsomme gjest;men før neste sol var nede,stod folkeslaget på Braavallahede*).

J. Schaldemose.