Et skib, som gik med en del reisende til Holland, strandede, og alle var i stor fare for at drukne. For at redde sig krøb nogle op i masten og holdt sig fast der. En jøde bad en af dem, en bonde, om han fik lov til at tage fat i hans fod, da han ellers maatte drukne. Bonden tillod ham det, og jøden blev saaledes reddet tilligemed de andre, da et forbiseilende skib tog dem ombord. Jøden takkede sin redningsmand hjertelig, optegnede hans navn, og hvor han havde hjemme, og forsikrede, at han, saasnart han kunde, skulde vise sig taknemmelig i gjerningen; men nu laa al hans eiendom paa havets bund.
«Reis med Gud!» sagde bonden, «jeg har kun gjort, hvad 166det ene menneske skylder det andet. Lad os takke Gud, der har frelst os alle fra døden.»
To aar efter skrev jøden et brev til bondens prest og sendte tøi til klæder for bonden og hans familje og desuden to hundrede kroner. Bonden stod ganske maalløs, gned sine øine og græd, da han saa alle disse herligheder. «Naa, Gud lønne den jøde!» sagde han. «Lad nu nogen komme og tale ondt om jøderne, saa skal han faa med mig at bestille.» Men endnu større blev hans forbauselse, da presten udbetalte ham de to hundrede kroner. Han sagde først ikke et ord; men tilsidst udbrød han: «Nei, det har jeg ikke fortjent for den smule snurren i benene, da han holdt sig fast ved mig. Gud velsigne ham og hele hans slegt.» Presten maatte skrive et taksigelsesbrev til jøden i bondens navn, og da jøden ved flid og stræbsomhed nu var bleven en velhavende kjøbmand, sendte han bonden hvert aar en foræring.