— Var Tom klog? Det var ogsaa et spørgsmaal! Vognmanden i byen sagde om ham, da Tom løb forbi med en kurv i munden for at kjøbe brød hos bageren: «Giv mig den hunden, og jeg skal lære ham at snakke!» Tom forstod alt, hvad man sagde til ham. Han syntes med sine kloge øine at følge samtalens gang; naar man lo, eller Tom hørte livlige stemmer, kom han, den gladeste blandt de glade, og deltog i munterheden. Han forstod ogsaa at svare paa sin vis. «Hvad siger hund?» Tom gjøede grovt. «Hvad siger pus?» Tom gjespede, til han fik frem en mjauende lyd. «Synes hund om sin madmoder?» Livlig gjøen og viften med glædesredskabet. «Men Tom holder ikke af hvemsomhelst?» Sagte knurren som en fjern torden. «Gaa og se efter, om gutten har spændt for!» Tom sprang til vinduet og saa ud; var der kjørt frem, kom han lystig springende og bad om lov til at følge med; var der ingen hest at se, lagde Tom sig taalmodig ned for at vente.
Og hvor mange prægtige kunster Tom kunde! Han kunde bukke dybt og give lab, naar man hilste paa ham. Han kunde staa som tjener bag sin madmoders stol og sige «Vær saa god» (vov vov!) Madmoder sagde: «Tom er død!» Tom lagde sig straks paa ryggen med benene op. Man viste ham to lige store stykker sukker. «Det der er mit stykke, det der er hunds.» Tom tog aldrig feil af mit og dit. Toms store fornøielse var at bære kurve, væsker og stokke som en tjener. Men han var ikke rigtig paalidelig, den slusken; han kunde lade sin stok blive liggende paa isen eller sykurven i skogen for at jage efter en skrigende kraake. «Bringe hid» gjorde han samvittighedsfuldt. Madmoders hat blæste i sjøen: «Bring hid, Tom!» Tom svømmede ud og hentede hatten. Man kunde ikke være mere umusikalsk end Tom; han 161tudede af fuld hals, naar han hørte pianoet; men han skulde dog lære at synge for at fuldende sin fine opdragelse. «Hvorledes synger Tom?» — Vov, vov! — «Nei, det duer ikke, syng vakkert!» Tom forsøgte alle slags lyd og frembragte med utrolig besvær en gurglende smaatuden, som skulde forestille en tone. «Nu skal Tom fortælle en historie.» Tom lyttede meget opmerksomt. «Hvorledes var det, da Tom kom i klammeri med hundene ved stationen?» — Vov, vov! — «Ja, men da fik nok Tom stryg, stakkar.» Sørgelig tuden. — «Men saa gav Tom dem paa pelsen?» — Vov, vov! — Det sidste vov var en seierssang.
Ingen kunde bedre end Tom lege gjemsel. Hans hoved var dækket af et forsvarligt tørklæde, medens man gjemte sig.
Ved raabet «kom» kastede Tom tørklædet af og begyndte at lede. Han snusede i alle hjørner og kroge, især der, hvor han tidligere havde opdaget nogen, og det varede ikke længe, før han med viftende fjærbusk havde opsporet det lønligste gjemsel. Tom havde en juleaften faaet tre juleklapper: en forseglet kage, et halsbaand med jerntagger til forsvar mod ulvene og en læderbold. Kagen aad han paa flekken med papir og vers; halsbaandet behøvede han heldigvis aldrig at anvende; men læderbolden blev snart Toms daglige morskab. Han bed i den og trillede den i det uendelige; den havde sin bestemte hylde i skabet, og der indfandt Tom sig ofte, idet han med længselsfulde blik kradsede paa skabdøren. Nu hændte det ved Toms lege, at bolden gjemtes paa de umuligste steder: under den tunge matte, ovenpaa skabet, eller bag puden i sofaen, hvor bedstemoder sad med sin strikkestrømpe. Tom ledte ivrig; han var utrættelig; han mistænkte kanarifuglens bur, thetøiet paa hylden og ilden i kakkelovnen. Enden blev, at han tilsidst opsnusede stedet med sin fine næse og med henrykkelse gjenfandt sin elskede bold. Da Tom engang havde opdaget sin bold paa et for ham utilgjængeligt sted, oppe paa skabet, og ingen viste lyst til at hjælpe ham med at tage den ned, syntes han en stund at grunde over stillingen og fik saa et indfald. Han havde lagt merke til, at vi pleiede at bruge en stok ved saadanne leiligheder, og sprang nu ud i forstuen, hvor husbondens stokke
L.
162stod, hentede en af dem og bad os gjøende og bukkende om at hjælpe ham.
Det var en lystig leg at lade Tom lege blindebuk. Man bandt et tørklæde fast over hans øine og kastede saa bolden henad gulvet. «Søg efter bolden!» Tom famlede forsigtig omkring, stødte sin næse imod stole og borde, men gjorde intet forsøg paa at befri sig for bindet, før han havde søgt sig frem til bolden. Da kan du tro, at Tom var stolt; han sprang omkring til alle for at høste berømmelse. Det kostede ingen møie at lære Tom noget; men strenghed maatte ikke anvendes. Med kjærtegn og opmuntrende ord kunde man faa ham til alt, og han morede sig selv uendelig med at fremvise sine kunster. Han var merkværdig fintfølende og let at krænke. Et uvenligt ord forstyrrede hans glæde; ved et haardt ord blev han saa træg og dum, som om han var af træ; et godt ord kunde gjøre ham til alles bajads.
Nu er Tom ikke mere. Han blev syg og maatte sendes til dyrlægen i byen. Der overlevede han ikke i tre dage savnet af sit elskede hjem og sine gode venners omhu. Han fik dog sin grav derhjemme mellem en rogn og en gran oppe paa haugen mod øst, hvor solen skinner klarest om sommer morgenen. Alle gaardens folk var tilstede ved begravelsen. Der holdtes en tale, og den var ikke lang: «Tak, kjære Tom, for al den glæde, du har gjort os!» Og alle de forsamlede takkedes, fordi de havde været saa snilde mod Tom.
Toms unge madmoder kan aldrig glemme sin trofaste ven og tjener; hun huggede med egen haand hans navn i en gravsten. Der leger endnu undertiden børnene i græsset. De synes, det er saa vakkert just der, og naar de har begyndt at læse, staver de bogstaverne paa stenen og siger til hverandre: «Husker du Tom? Ja, Tom var en snild hund.»