157

— Tom var en slem krabat i sin ungdom. Han forgreb sig i sit gode humør paa folk og fæ. Saa han skolegutterne slaa bold i gaarden i frikvarteret, vips var Tom den flinkeste til at tage imod, og hjem kilede han med bolden i munden, forfulgt af et dusin skrigende og leende skolegutter. I kjælkebakken nappede han huen af dem, og engang maatte hans eierinde betale 50 øre for en vante, som Tom havde røvet og ædt op paa stedet. Gjorde han sig et erende til en butik, hvor han var bleven madet med kringler, saa stjal han bøndernes hatte fra disken og bar dem i triumf til kjøkkenet. Han var meget ivrig efter at føre til huse alt, hvad han kom over. Legede smaapiger med sine dukker paa trappen, straks kom der en venlig logrende hund, slikkede dem i ansigtet og tog deres dukker i gabet bare for moro. Heldigt var det da, om nogen fik fat i dukkens ben og trak den ud af Toms gab. Merkværdigt var det, at ingen kunde blive vred paa Tom, dertil saa han for glad ud, og alle forstod, at han ikke mente noget ondt.

Fuglejagt ansaa Tom for sit rette embede. Han havde ikke faaet gaa i jagtskole, derfor jagede han paa egen haand. Det var slet ikke rosværdigt, at han paa ulovlig tid forfulgte de uskyldige ænder ind i de tætteste siv og kom hjem, sort om benene af dynd, med en and i sin mund. — Han havde selv paataget sig politiopsynet over hønsene. I lange tider kunde han staa ubevægelig og betragte dem med den ene forpote 158løftet og med spidsede øren. En ulykkelig høne havde en dag forbrudt sig og vandret forbudne veie; Tom greb den om nakken og bar den hen til kjøkkentrappen; men han havde været for ivrig, det kostede hønen livet.

Samme ulykkelige skjæbne rammede børnenes lille kanin, som havde moret dem og Tom selv saa meget. En solblank morgen havde kaninen foretaget sig en ulovlig spadsertur i parken. Tom opsporede ham. Da husbonden gik sin morgentur, mødte han Tom, stolt i bevidstheden om en opfyldt pligt og bærende den ulykkelige kanin i munden. Den stakkars smaa gjorde ikke et eneste spring mer, og nu fik Tom gjøre bekjendtskab med pisken.

4. Toms bedrifter. —

Begge disse ulykkelige misgreb fik Tom dog leilighed til at gjøre godt igjen paa en glimrende maade. En eftermiddag hørtes i haven en fortvilet flaksen og kaglen. Gamle Grete, der passede hønsene, løb derhen, fandt en høne ilde tilredt og Tom ved siden af hønen. Der blev en kort ransagning og dom. Tom kunde ikke forklare sig paa en tilfredsstillende maade, og pisken skulde just frem for at haandhæve retfærdigheden, da en tjenestepige, som paa afstand havde været vidne til hændelsen, berettede, at en stor bjergugle havde slaaet ned paa hønen, Tom havde ilet hønen til hjælp, og det havde lykkets ham at formaa den sterke rovfugl til at slippe sit bytte. Nu vendte bladet sig til fordel for den saa uskyldig miskjendte befrier. Alle samledes om Tom for at prise hans heltemod, de bedste ben søgtes frem af kjøkkenskabet, børnene kappedes om at made sin tapre ven med kavringer, og Tom var nu ligesaa forbauset over at være dagens helt, som han havde været, da han pludselig blev offer for en uretfærdig mistanke.

Naar Tom vidste, at han havde gjort noget galt, havde han en meget ond samvittighed og kunde slet ikke være glad, før han havde faaet tilgivelse. Det hændte undertiden, at hønerne gjemte sine eg paa underlige steder, klækkede dem ud der i al stilhed og saa traadte stoltelig frem med en hel skare kyllinger. De kunde dog ikke undgaa Toms efterforskninger. Tom kom en dag, saa meget nedslagen ud og lagde snuden i sin madmoders fang. «Hvad har du gjort, gutten min?» Tom løftede hovedet; paa madmoders kjole var der en 159stor flek af eggeblomme. En streng formaning paafulgte; men eftersom Tom selv vidste, at han havde baaret sig galt ad og var kommen for at bekjende sin feil, slap han for riset denne gang. Næste gang, da Tom opdagede et skjult hønserede, spiste han atter eggene paa ét nær; da kom han pludselig formaningen ihu og bar det sidste eg hjem saa varsomt, at det ikke engang fik et ar af hans skarpe tænder.

Om sommeren var Tom aldrig uvirksom. Naar han havde jaget sig træt paa ænder i sivene, skiftede han element og grov lige saa flittig i jorden. Der havde til havekarlens fortvilelse utallige jordrotter sine huller og gange under græsvolden: langstrakte, graabrune jordrotter med svinetryner. De havde længe gjort utrolig skade ved at afgnage frugttrærnes bark, opæde poteter og andre rodfrugter samt ødelægge stikkelsbær-, bringebær- og rosenbuske. Tom besluttede at gjøre en ende paa dette uvæsen. Hele dagen, naar han ikke var paa andejagt, saa man ham ivrig sysselsat med at grave op jordrotternes huller. Han gik og snusede langs græsvolden, og naar han opdagede noget mistænkeligt, borede han snuden ned i græstørven for at forvisse sig om, at han var paa rette spor. Derpaa begyndte han, dels med forpoterne, dels med bagpoterne at skrabe jorden op, til han fik en aabning, stor nok til at stikke hovedet ind i. Saa fortsatte han utrættelig, indtil han havde fundet hullet. Nu blev der en rask forretning. Hele jordrotte-familien, fader, moder og børn, gled med en saadan hast ned i Toms vide gab, at de snart befandt sig i hans mave. Tom havde ikke tid til at bruge tænderne, alt gik ned som pølsemad. Men naar Toms mave ikke formaaede at rumme flere jordrotte-familjer, brugte han tænderne, og saalænge Tom levede, var det ude med jordrotternes uvæsen.

I bakken ved drivhuset havde Tom sit skatkammer. Der nedgrov han alle ben, som skulde gjemmes, og dækkede dem dygtig til med jord. En uvelkommen gjest, en sulten, ubehøvlet bondehund, ved navn Balder, pleiede sommetider at indfinde sig med skydshestene fra jernbanestationen. Balder opdagede i en ulykkelig stund Toms skatkammer, og fra denne stund var skatten udsat for stadige plyndringer. Tom undlod ikke at tilkjendegive sit misnøie; men selv en saa uforfærdet 160stridsmand som Tom betænker sig paa at udsætte sig for en saa bred tandgard som Balders.

En kold vinternat var der frosset tyk is over den skjulte skat. Balder kom, begav sig straks paa rov, men vendte tilbage med uforrettet sag; isen var den for haard. Dersom Tom havde kunnet le, havde han nu havt en god anledning; men Tom havde et andet glædesredskab, han viftede fornøiet med sin prægtige hale.

157

— Tom var en slem krabat i sin ungdom. Han forgrep seg i sitt gode humør på folk og fe. Så han skoleguttene slå bold i gården i frikvarteret, vips var Tom den flinkeste til å ta imot, og hjem kilte han med bolden i munnen, forfulgt av et dusin skrikende og leende skolegutter. I kjelkebakken nappet han huen av dem, og engang måtte hans eierinde betale 50 øre for en vante, som Tom hadde røvet og ett opp på stedet. Gjorde han seg et ærend til en butikk, hvor han var blitt madet med kringler, så stjal han bøndernes hatter fra disken og bar dem i triumf til kjøkkenet. Han var meget ivrig etter å føre til huse alt, hva han kom over. Lekte småpiker med sine dukker på trappen, straks kom der en vennlig logrende hund, slikket dem i ansiktet og tok deres dukker i gapet bare for moro. Heldigt var det da, om noen fikk fat i dukkens ben og trakk den ut av Toms gap. Merkverdig var det, at ingen kunne bli vred på Tom, dertil så han for glad ut, og alle forstod, at han ikke mente noe ondt.

Fuglejagt anså Tom for sitt rette embete. Han hadde ikke fått gå i jagtskole, derfor jaget han på egen hånd. Det var slett ikke rosværdigt, at han på ulovlig tid forfulgte de uskyldige ender inn i de tetteste siv og kom hjem, sort om benene av dynn, med en and i sin munn. — Han hadde selv påtatt seg politiopsynet over hønsene. I lange tider kunne han stå ubevegelig og betrakte dem med den ene forpote 158løftet og med spisset øren. En ulykkelig høne hadde en dag forbrutt seg og vandret forbudne veie; Tom grep den om nakken og bar den hen til kjøkkentrappen; men han hadde vært for ivrig, det kostet hønen livet.

Samme ulykkelige skjebne rammede barnas lille kanin, som hadde moret dem og Tom selv så meget. En solblank morgen hadde kaninen foretatt seg en ulovlig spasertur i parken. Tom oppsporet ham. Da husbonden gikk sin morgentur, møtte han Tom, stolt i bevisstheten om en oppfylt plikt og bærende den ulykkelige kanin i munnen. Den stakkars små gjorde ikke et eneste spring mer, og nå fikk Tom gjøre bekjentskap med pisken.

4. Toms bedrifter. —

Begge disse ulykkelige misgrep fikk Tom dog leilighet til å gjøre godt igjen på en glimrende måte. En ettermiddag hørtes i hagen en fortvilet flaksen og kaglen. Gamle Grete, der passet hønsene, løp derhen, fant en høne ilde tilredt og Tom ved siden av hønen. Der ble en kort ransagning og dom. Tom kunne ikke forklare seg på en tilfredsstillende måte, og pisken skulle just frem for å håndheve rettferdigheten, da en tjenestepike, som på avstand hadde vært vitne til hendelsen, berettede, at en stor bjergugle hadde slått ned på hønen, Tom hadde ilet hønen til hjelp, og det hadde lyktes ham å formå den sterke rovfugl til å slippe sitt bytte. Nå vendte bladet seg til fordel for den så uskyldig miskjente befrier. Alle samledes om Tom for å prise hans heltemot, de beste ben søgtes frem av kjøkkenskapet, barna kappedes om å mate sin tapre venn med kavringer, og Tom var nå likeså forbauset over å være dagens helt, som han hadde vært, da han plutselig ble offer for en urettferdig mistanke.

Når Tom visste, at han hadde gjort noe galt, hadde han en meget ond samvittighet og kunne slett ikke være glad, før han hadde fått tilgivelse. Det hendte undertiden, at hønene gjemte sine egg på underlige steder, klekket dem ut der i all stillhet og så trådte stoltelig frem med en hel skare kyllinger. De kunne dog ikke unngå Toms etterforskninger. Tom kom en dag, så meget nedslått ut og la snuten i sin madmoders fang. «Hva har du gjort, gutten min?» Tom løftet hodet; på madmoders kjole var der en 159stor flekk av eggeblomme. En streng formaning paafulgte; men ettersom Tom selv visste, at han hadde båret seg galt ad og var kommet for å bekjenne sin feil, slapp han for riset denne gang. Neste gang, da Tom oppdaget et skjult hønserede, spiste han atter eggene på ét nær; da kom han plutselig formaningen ihu og bar det siste eg hjem så varsomt, at det ikke engang fikk et ar av hans skarpe tenner.

Om sommeren var Tom aldri uvirksom. Når han hadde jaget seg trett på ender i sivene, skiftet han element og grov like så flittig i jorden. Der hadde til havekarlens fortvilelse utallige jordrotter sine huller og gange under gressvolden: langstrakte, gråbrune jordrotter med svinetryner. De hadde lenge gjort utrolig skade ved at afgnage frugttrærnes bark, opæde poteter og andre rotfrukter samt ødelegge stikkelsbær-, bringebær- og rosenbuske. Tom besluttet å gjøre en ende på dette uvesen. Hele dagen, når han ikke var på andejakt, så man ham ivrig sysselsatt med å grave opp jordrotternes huller. Han gikk og snuste langs gressvolden, og når han oppdaget noe mistenkelig, boret han snuten ned i gresstorven for å forvisse seg om, at han var på rette spor. Derpå begynte han, dels med forpotene, dels med bakpotene at skrape jorden opp, til han fikk en åpning, stor nok til å stikke hodet inn i. Så fortsatte han utrettelig, inntil han hadde funnet hullet. Nå ble der en rask forretning. Hele jordrotte-familien, far, mor og barn, gled med en sådan hast ned i Toms vide gap, at de snart befandt seg i hans mave. Tom hadde ikke tid til å bruke tennene, alt gikk ned som pølsemat. Men når Toms mave ikke formådde at rumme flere jordrotte-familjer, brukte han tennene, og så lenge Tom levde, var det ute med jordrotternes uvesen.

I bakken ved drivhuset hadde Tom sitt skattkammer. Der nedgrov han alle ben, som skulle gjemmes, og dekket dem dyktig til med jord. En uvelkommen gjest, en sulten, ubehøvlet bondehund, ved navn Balder, pleide sommetider å innfinne seg med skysshestene fra jernbanestationen. Balder oppdaget i en ulykkelig stund Toms skattkammer, og fra denne stund var skatten utsatt for stadige plyndringer. Tom unnlot ikke å tilkjennegi sitt misnøye; men selv en så uforferdet 160stridsmann som Tom betenker seg på å utsette seg for en så bred tanngard som Balders.

En kald vinternatt var der frosset tykk is over den skjulte skatt. Balder kom, begav seg straks på rov, men vendte tilbake med uforrettet sak; isen var den for hard. Dersom Tom hadde kunnet le, hadde han nå hatt en god anledning; men Tom hadde et annet glædesredskab, han viftet fornøyet med sin prektige hale.