— En anden gang, da Tom var fire maaneder gammel og netop var flyttet ind fra landet, fik han for første gang følge sin frøken i byen. De gik ind til en dreier, og dreierens kat havde unger. Der blev spektakel: katten paa Tom og Tom paa døren! Fra gaarden stod porten aaben til gaden, hvorfor Tom fik lyst til at foretage en længere spadsertur paa egen haand. Knapt var han ude paa gaden, før en stor, lurvet slagterhund for ind paa den ulykkelige vandringsmand. Tom afsted, og da han saa en vogn ved hjørnet, hoppede han op i den. — «Jasaa,» sagde kusken; «har du noget at betale med? Jeg pleier ikke at kjøre nogen uden betaling.»
Tom, stakkar, havde ofte kjørt paa landet og fundet det behageligt; men han havde ingenting at betale med, han maatte kravle ned fra vognen. Idetsamme viste hans frygtelige forfølger sig atter, og nu tog Tom tilbens, sprang, alt hvad han orkede, gade op og gade ned, til han ikke mere vidste, hvor han var i den vide verden. Han havde kun været fire dage i byen; han kjendte kun sin gaard, hvor han boede, sit kjøkken, hvor han sov paa matten under bordet, og sine gode venner, som altid madede og klappede ham. Aa, hvor den vide verden var haard mod stakkars Tom! Hjemme blev der megen uro, da Tom savnedes; alle gaardens folk ledte og 157lokkede: «Tom! Tom!» Der blev sendt bud til politiet; børnene græd. Toms madmoder løb byen rundt efter alle smaa hvide hunde; men ingen af dem var Tom. Det blev aften og mørk nat; Tom var og blev borte. Næste morgen blev der skrevet en efterlysning, som skulde staa i aviserne; men netop da den skulde sendes, hørte man nogle smaa labber paa kjøkkentrappen; det var Tom! Hvor han havde været, det kunde han ikke berette. Han saa rigtig bedrøvelig ud, orkede knapt at vifte med den lille hale og var aldeles sort paa den ene side. Hvis det var af en gryde, saa havde der ikke været grød i den; thi neppe var Tom kommen i kjøkkenet, før han styrede sine fjed mod grisemadsbøtten og tog tiltakke med dens indhold.