— Kanske du kjendte Tom? Han var en fuglehund, næsten ganske hvid, silkeblød, med lange brune, hængende øren og en prægtig, hvid hale, der altid viftede som en fjær. Tom var en vakker hund, men endnu mere snild, end han var vakker.
Man kan se godt ud og dog være fuld af ondskab; det var Tom ikke; alle maatte holde af ham.
Tom var trofast; han passede paa gaarden nat og dag. Det var ikke raadeligt for nogen at smyge sig derind i ond hensigt; Tom var bestandig paa udkig og sov med aabne øren, saa at ikke en kraake kunde trippe paa sandet, uden at Tom hørte det. Ofte blev en saadan aarvaagenhed besværlig for gaardens beboere, som vilde have ro om natten. — «Hvad er det, Tom gjør af?» — sagde tjenestefolkene til hinanden. En eller anden gik ud for at se efter. Da var det maaske en 156baad, som roede paa sjøen, eller en hund, som gjøede langt borte i byen, eller det var maanen, som glitrede i det stille vand. Dette fandt Tom høist utilladeligt, han ansaa det for sin skyldighed at holde øie med alle nattesværmere.
Da Tom var to maaneder gammel, var han en liden lubben og glathaaret hvalp, der nærmest lignede en velskabt gris og ikke vidste noget bedre end at slubre i sig alt, hvad han kunde overkomme. Saaledes hændte det sig, at han saa en fiskestang i gaarden og fik lyst paa en liden død fisk, der sad fast paa krogen som agn. Dette lykkedes ikke bedre, end at Tom blev hængende paa fiskekrogen, som var gaaet igjennem hans underlæbe. Krogen havde modhage og kunde ikke faaes ud samme vei, som den var kommen ind; der var da intet andet raad end at klippe snoren af og trække krogen igjennem læben. Da kan du tro, at Tom skreg. Men krogen fik man ud, og alt blev godt igjen.