En prest fortæller: „Det var en haard vinter, jeg en dag gik ud for at besøge en ven. Da jeg nærmede mig hans hus, saa jeg en gammel, fattig kone, som støttede sig paa en stok og møisommelig og rystende af kulde slæbte sig fra hus til hus. Hun saa saa elendig ud, at det burde have bevæget enhver til medlidenhed. Hun henvendte sig til en fin dame, som stod ved sit vindu og spiste sin frokost. Men denne var følesløs nok til at afvise den gamle med haarde ord. En liden gut, som selv var usselt klædt, saa dette. Han tog straks et papir op af lommen, aabnede det, løb hen til konen og stak hende hurtig noget i haanden. Jeg kaldte paa gutten. Han kom ganske undselig og vendte sit ansigt fra mig. Jeg sagde til ham: „Hvorfor er du bange for at se paa mig? Du har jo gjort noget godt, og det behøver du ikke at skamme dig ved. Hvad har du givet den gamle kone?“ „En øre,“ svarede han; „jeg havde ikke mere.“ „Det er ret, gutten min,“ sagde jeg, „du giver, hvad du har, og mere kan man ikke forlange. Men du har vel selv brug for din øre, og derfor vil jeg give dig den igjen.“ Jeg gav ham ti øre; men han vilde ikke tage imod dem; efter nogen betænkning tog han dem dog, takkede mig hjertelig og løb bort. Men hvor rørt blev jeg ikke, da jeg saa ham løbe hen til den gamle kone og atter trykke hende de penge, han fik af mig, i haanden. Forgjeves kaldte jeg paa ham; han løb bort, saa hurtig han kunde, og vilde hverken roses eller belønnes for sin gode handling.“

En prest forteller: „Det var en hard vinter, jeg en dag gikk ut for å besøke en venn. Da jeg nærmet meg hans hus, så jeg en gammel, fattig kone, som støttet seg på en stokk og møysommelig og rystende av kulde slepte seg fra hus til hus. Hun så så elendig ut, at det burde ha beveget enhver til medlidenhet. Hun henvendte seg til en fin dame, som stod ved sitt vindu og spiste sin frokost. Men denne var følesløs nok til at afvise den gamle med harde ord. En liten gut, som selv var usselt kledd, så dette. Han tok straks et papir opp av lommen, åpnet det, løp hen til konen og stak henne hurtig noe i hånden. Jeg kalte på gutten. Han kom ganske unnselig og vendte sitt ansikt fra meg. Jeg sa til ham: „Hvorfor er du bange for å se på meg? Du har jo gjort noe godt, og det behøver du ikke å skamme deg ved. Hva har du gitt den gamle kone?“ „En øre,“ svarte han; „jeg hadde ikke mer.“ „Det er rett, gutten min,“ sa jeg, „du gir, hva du har, og mer kan man ikke forlange. Men du har vel selv bruk for din øre, og derfor vil jeg gi deg den igjen.“ Jeg ga ham ti øre; men han ville ikke ta imot dem; etter noen betenkning tok han dem dog, takket meg hjertelig og løp bort. Men hvor rørt ble jeg ikke, da jeg så ham løpe hen til den gamle kone og atter trykke henne de penger, han fikk av meg, i hånden. Forgjeves kalte jeg på ham; han løp bort, så hurtig han kunne, og ville hverken roses eller belønnes for sin gode handling.“