For et par aarhundreder siden, da folk endnu langt fra var saa kloge, som de nutildags er, tildrog der sig i en liden by i Tyskland en underlig historie. En stor ugle af den slags, som man kalder hornugle, var ved nattetid fra en nærliggende skog fløien ind i en lade, og da dagen brød frem, turde den ikke vove sig ud af sit smuthul af frygt for de andre fugle; thi disse opløfter et skrig, saasnart uglen lader sig se. Da nu gaardsgutten om morgenen kom ind i laden for at hente halm, blev han aldeles forfærdet ved synet af uglen, som sad der og krøb sammen i en krog. Han løb bort over hals og hoved og meldte sin herre, at et uhyre, som han aldrig havde seet mage til i sine levedage, sad ude i laden. Det rullede øinene i hovedet, sagde han, og saa saa bister ud, som om det vilde sluge ham med hud og haar. „Ja, jeg kjender dig nok, Hans!“ svarede husbonden; „at jage efter gulspurve ude paa marken, det har du nok mod til; men ser du en død høne ligge i gaarden, saa henter du dig først en kjep, inden du vover at gaa hen til den. Jeg faar nok selv se efter, hvad det er for et uhyre,“ føiede husbonden til og gik ganske kjækt ind i laden og saa sig om. Men da han nu med egne øine saa det sælsomme og gruelige dyr, paakom der ham en lige saa stor rædsel som gaardsgutten. Med et spring var han ude af laden og løb uden at se sig om lige ind til sine naboer og bad dem indstændig, at de maatte hjælpe ham mod et ubekjendt og farligt dyr, som var kommet ind i hans gaard; det var ogsaa til deres eget bedste; thi hele byen kunde komme i fare, dersom uhyret skulde faa isinde at bryde ud af laden, hvor det nu sad. Der blev nu en larm og stimlen i alle gader. Borgerne samlede sig, væbnede med spyd, høgafler, ljaer og økser, somom de skulde drage ud imod fienden. Tilsidst indfandt ogsaa raadmændene sig med borgermesteren i spidsen. Efterat de havde opstillet sig paa torvet, drog de til laden, som de omringede fra alle sider. Derpaa traadte en af de modigste frem og gik med fældet spyd ind i laden; men straks efter kom han løbende ud igjen, bleg som et lig, og kunde ikke mæle et ord. Ogsaa to andre vovede sig derind; men det gik dem ikke bedre. Omsider traadte atter en frem. Det var en kjæmpehøi mand, før af lemmer og berømt for sine bedrifter i krigen. Han talte saaledes til dem: 136„I gode mænd! Ved at se paa uhyret faar I ikke bugt med det; den sag maa gribes alvorlig an; men jeg ser, at I alle er blevne til kjærringer, og at ingen har mod til at vove sin trøie.“ Han lod sig nu bringe panser, sverd og spyd og rustede sig til kampen. Alle lovpriste hans mod; men mange var ogsaa bekymrede for hans liv. Begge ladedørene blev aabnede paa vid væg, og man fik øie paa uglen, der imidlertid havde sat sig paa en tverbjelke midt i laden. Han lod da hente en stige, og da han satte den til og gav sig ifærd med at stige op, raabte de alle til ham, at han skulde holde sig mandelig. Uglen, som blev forskrækket og forvirret over den store mængde mennesker og ikke vidste, hvor den skulde ty hen, begyndte nu at dreie øinene i hovedet, reiste fjær, løftede sine vinger, hvæsede og lod sin fæle, tudende røst høre. „Stød til, stød til!“ raabte mængden, som stod udenfor, til den drabelige kjæmpe. — „I har godt ved at raabe,“ gjensvarede helten; „stod I, hvor jeg staar, saa var I nok ikke saa krye paa det.“ Han traadte vel endnu et trin høiere op ad stigen; men da paakom der ham en vældig rædsel; det sortnede for hans øine, og han maatte begive sig paa tilbageveien.

Nu fandtes der ikke mere nogen, som vilde vove sit dyrebare liv. „Uhyret,“ sagde de, „har med sit aandepust og sin hvæsen forgivet og dødelig saaret den sterkeste mand, som var iblandt os; skulde da vel vi andre ogsaa sætte vort liv i fare?“ De raadslog længe om, hvad der var at gjøre, forat ikke hele byen skulde gaa tilgrunde. I lang tid syntes al deres pønsen at skulle blive forgjeves; men tilsidst fandt borgermesteren paa raad. „Jeg mener,“ saaledes tog han tilorde, „at vi af byens fælles kasse skal betale eiermanden laden tilligemed alt, hvad der er i den, korn, halm og hø, og saaledes holde ham skadesløs og derefter brænde den hele bygning tilligemed det frygtelige dyr; saa kan hver mand dog i det mindste være sikker paa sit liv. Det er nu ikke tid at spare, og kniberi vilde her være paa urette sted.“ Dette vise raad blev modtaget med høie bifaldsraab. Saaledes blev da laden antændt i alle fire hjørner, og uglen blev ynkelig opbrændt tilligemed den. Men vil nogen ikke tro min historie, da kan han gjerne lade være.

For et par århundrer siden, da folk ennå langt fra var så kloge, som de nutildags er, tildrog der seg i en liten by i Tyskland en underlig historie. En stor ugle av den slags, som man kaller hornugle, var ved nattetid fra en nærliggende skog fløyen inn i en lade, og da dagen brød frem, turde den ikke vove seg ut av sitt smuthul av frykt for de andre fugler; thi disse oppløfter et skrik, så snart uglen lar seg se. Da nå gårdsgutten om morgenen kom inn i laden for å hente halm, ble han aldeles forferdet ved synet av uglen, som satt der og krøp sammen i en krok. Han løp bort over hals og hode og meldte sin herre, at et uhyre, som han aldri hadde sett mage til i sine levedager, satt ute i laden. Det rullet øynene i hodet, sa han, og så så bister ut, som om det ville sluke ham med hud og hår. „Ja, jeg kjenner deg nok, Hans!“ svarte husbonden; „å jage etter gulspurve ute på marken, det har du nok mot til; men ser du en død høne ligge i gården, så henter du deg først en kjepp, innen du vover å gå hen til den. Jeg får nok selv se etter, hva det er for et uhyre,“ føyet husbonden til og gikk ganske kjekt inn i laden og så seg om. Men da han nå med egne øyne så det selsomme og gruelige dyr, paakom der ham en like så stor redsel som gårdsgutten. Med et spring var han ute av laden og løp uten å se seg om like inn til sine naboer og bad dem innstendig, at de måtte hjelpe ham mot et ubekjendt og farlig dyr, som var kommet inn i hans gård; det var også til deres eget beste; thi hele byen kunne komme i fare, dersom uhyret skulle få i sinne å bryte ut av laden, hvor det nå satt. Der ble nå en larm og stimlen i alle gater. Borgerne samlet seg, væpnet med spyd, høygafler, ljåer og økser, som om de skulle drage ut imot fienden. Til sist innfant også rådmennene seg med borgermesteren i spidsen. Etter at de hadde oppstilt seg på torvet, drog de til laden, som de omringede fra alle sider. Derpå trådte en av de modigste frem og gikk med felt spyd inn i laden; men straks etter kom han løpende ut igjen, bleg som et lig, og kunne ikke mæle et ord. Også to andre vovede seg derind; men det gikk dem ikke bedre. Omsider trådte atter en frem. Det var en kjæmpehøi mann, før av lemmer og berømt for sine bedrifter i krigen. Han talte således til dem: 136„I gode menn! Ved å se på uhyret får dere ikke bukt med det; den sak må gripes alvorlig an; men jeg ser, at dere alle er blitt til kjerringer, og at ingen har mot til å vove sin trøye.“ Han lot seg nå bringe panser, sverd og spyd og rustet seg til kampen. Alle lovpriste hans mot; men mange var også bekymrede for hans liv. Begge ladedørene ble åpnet på vid vegg, og man fikk øye på uglen, der imidlertid hadde satt seg på en tverbjelke midt i laden. Han lot da hente en stige, og da han satte den til og ga seg ifærd med å stige opp, ropte de alle til ham, at han skulle holde seg mandelig. Uglen, som ble forskrekket og forvirret over den store mengde mennesker og ikke visste, hvor den skulle ty hen, begynte nå å dreie øynene i hodet, reiste fjær, løftet sine vinger, hveste og lot sin fæle, tutende røst høre. „Støt til, støt til!“ ropte mengden, som stod utenfor, til den drabelige kjempe. — „Dere har godt ved å rope,“ gjensvarede helten; „stod dere, hvor jeg står, så var dere nok ikke så krye på det.“ Han trådte vel ennå et trin høyere opp ad stigen; men da paakom der ham en veldig redsel; det sortnede for hans øyne, og han måtte begi seg på tilbakeveien.

Nå fantes der ikke mer noen, som ville vove sitt dyrebare liv. „Uhyret,“ sa de, „har med sitt aandepust og sin hvæsen forgivet og dødelig såret den sterkeste mann, som var iblant oss; skulle da vel vi andre også sette vårt liv i fare?“ De rådslo lenge om, hva der var å gjøre, for at ikke hele byen skulle gå til grunne. I lang tid syntes all deres pønsen å skulle bli forgjeves; men til sist fant borgermesteren på råd. „Jeg mener,“ således tok han til orde, „at vi av byens felles kasse skal betale eiermannen laden tillikemed alt, hva der er i den, korn, halm og hø, og således holde ham skadesløs og deretter brænde den hele bygning tillikemed det fryktelige dyr; så kan hver mann dog i det minste være sikker på sitt liv. Det er nå ikke tid å spare, og kniberi ville her være på urette sted.“ Dette vise råd ble mottatt med høye bifallsrop. Således ble da laden antent i alle fire hjørner, og uglen ble ynkelig oppbrent tillikemed den. Men vil noen ikke tro min historie, da kan han gjerne la være.