Engang ved et gilde sad en mand og pralede af, at han havde reist saa langt og seet saa meget, at ingen af de andre havde seet mage dertil. „Lad os da høre,“ sagde de andre. „Engang saa jeg en kaal,“ sagde han, „og den var saa stor, at 30 mand kunde sidde om et bord og spise under et af bladene.“ „Den var stor,“ sagde en af de andre; „men dengang jeg var i Japan, saa jeg en kobberkjedel, og den var saa stor, at 100 mand sad og hamrede paa den, uden at den ene kunde høre den andens slag.“ „Men hvad skulde dog saadan en stor kjedel 135bruges til?“ sagde manden med kaalen. „Til at koge din store kaal i,“ sagde den anden ganske tørt.

Engang ved et gilde satt en mann og pralte av, at han hadde reist så langt og sett så meget, at ingen av de andre hadde sett mage dertil. „La oss da høre,“ sa de andre. „Engang så jeg en kål,“ sa han, „og den var så stor, at 30 mann kunne sitte om et bord og spise under et av bladene.“ „Den var stor,“ sa en av de andre; „men dengang jeg var i Japan, så jeg en kobberkjedel, og den var så stor, at 100 mann satt og hamret på den, uten at den ene kunne høre den annens slag.“ „Men hva skulle dog sådan en stor kjel 135brukes til?“ sa mannen med kålen. „Til å koke din store kål i,“ sa den annen ganske tørt.