128

Liden ekorn sadpaa en gren saa glad,pudsed snuden sinmed sin lab saa fin;dens smaaunger trehavde ly og læi det store, gamle furutræ.

Ak, men hør nu, børn!tænk, saa kom en ørn;han fra himlens sky’rser det lille dyr!Lyst til kjød han faar,kloen i det slaarog fortærer det med hud og haar.

Brat var endt dets nød,let og snar dets død;men de arme smaa —hvordan vil det gaa?hvem skal føde dem?hvem skal pleie demi det tomme, moderløse hjem?

„Hvor blev moder af,som os nødder gav?“klynkede de smaa;knapt de kunde gaa,mindre klatre nedfra det høie stedhen i nøddebusken nær derved.

Sig, mit barn, da numig din mening, du!Skal de nu forgaa,de forladte smaa?Er der ingen mer,som de arme sernu, da deres moder borte er?

Han, som mildelighører ravnes skrig,styrer lyn og storm,ser til liden orm,hører smaabørns bøn,moders suk iløn, —ham er liden ekorns nød en bøn.

Stormen kom med hast,træets rødder brast,toppen segned kuni en nøddelund;da de bange smaaud af reden saa:nøddertusindvis omkring dem staa.

Snart de vokste op,gjorde mangt et hoprask fra gren til grenalle tre som en,hele høsten om;men da vintren kom,ny bekymring for de stakler kom.

Barske nordenvindbrød i skogen ind,viste dem med fynd,kjolen var for tynd;sommerdragten godstaar ei frost imod,vinterkulden isned deres blod.

Skræddere har eide smaa ekorn, nei,heller ikke guldtil at kjøbe uld;folk ei heller faatid at klæde paade smaa ekorn, som i skogen gaa.129Paa et lerketrækrøb tilsammen de,skjælvende af kuld’;af bekymring fuld’bad de hver for sigstille, inderlig,ja den ældste endog lydelig:

„Gud, du er saa snild!du os hjælpe vil,hjulpet før du har,da vi sultne var.Se, vi fryser saa!giv os arme smaadog en dygtig vinterkjole paa!“

Han, som mildelighører ravnes skrig,styrer lyn og storm,ser til liden orm,hører smaabørns bøn,moders suk iløn,han bønhører de smaa ekorns bøn.

Koldt det er; men dekan af kulden le:hver en pels har faa’t,som kan varme godt;tykke, brunlig-graasidder kjækt de smaa,just som far med skrubskindspelsenpaa.

128

Liten ekorn sattpå en gren så glad,pusset snuten sinmed sin lab så fin;dens småunger trehadde ly og læi det store, gamle furutre.

Ak, men hør nå, barn!tenk, så kom en ørn;han fra himlens sky’rser det lille dyr!Lyst til kjøtt han får,kloen i det slårog fortærer det med hud og hår.

Brat var endt dets nød,lett og snar dets død;men de arme små —hvordan vil det gå?hvem skal føde dem?hvem skal pleie demi det tomme, moderløse hjem?

„Hvor ble mor av,som oss nøtter ga?“klynkede de små;knapt de kunne gå,mindre klatre nedfra det høye stedhen i nøttebusken nær derved.

Sig, mitt barn, da nåmeg din mening, du!Skal de nå forgå,de forlatte små?Er der ingen mer,som de arme sernå, da deres mor borte er?

Han, som mildelighører ravnes skrik,styrer lyn og storm,ser til liten orm,hører småbarns bøn,moders sukk iløn, —ham er liten ekorns nød en bøn.

Stormen kom med hast,træets røtter brast,toppen segnet kuni en nøttelund;da de bange småut av reden så:nøddertusindvis omkring dem stå.

Snart de vokste opp,gjorde mangt et hopprask fra gren til grenalle tre som en,hele høsten om;men da vinteren kom,ny bekymring for de stakkarer kom.

Barske nordenvindbrød i skogen inn,viste dem med fynd,kjolen var for tynn;sommerdrakten godstår ei frost imot,vinterkulden isnet deres blod.

Skreddere har eide små ekorn, nei,heller ikke gulltil å kjøpe ull;folk ei heller fåtid å klede påde små ekorn, som i skogen gå.129På et lerketrækrøp tilsammen de,skjelvende av kuld’;av bekymring full’bad de hver for segstille, inderlig,ja den eldste endog lydelig:

„Gud, du er så snild!du oss hjelpe vil,hjulpet før du har,da vi sultne var.Se, vi fryser så!gi oss arme smådog en dyktig vinterkjole på!“

Han, som mildelighører ravnes skrik,styrer lyn og storm,ser til liten orm,hører småbarns bøn,moders sukk iløn,han bønnhører de små ekorns bøn.

Kaldt det er; men dekan av kulden le:hver en pels har faa’t,som kan varme godt;tykke, brunlig-gråsitter kjekt de små,just som far med skrubskindspelsenpå.