126

Den unge rype saa ved aarets værste tid,hans og hans moders pels fra mørkebrun blev hvid.

127„Hvad,“ raabte han, „kan aarsag være,at vi nu skal en anden farve bære?“

„Vor skaber,“ gav den gamle ham til svar,„paa hvis befaling vi de mørke fjære bar,vil nu, at vi i hvide os skal klæde.“

„Men sligt,“ blev ungen ved, „er os til liden glædeher falder alt den samme sne,som hist det høie fjeld bedækker.Naar dette skjul sig overalt udstrækker,hvor skal vi da hinanden kunne se?Der bliver vist en søgen uden ende;det koster møie, hvidt paa hvidt at kjende;vi kunde heller blevet som vi var!“

„Holdt,“ sagde moderen, „du kaade nar!vov ikke himlens eget raad at vrage.Maaske du ser alt inden nogle dage,hvad nytte du af byttet kjole har.“

De taug. Den tykke sne snart hele marken dækked,og som de vandred frem,de vældig ørn saa svæve over dem.Saa rædsomt syn den unge rype skrækked,og bævende paa uvis fodmed knækket modog isnet blodden unge dadler stille stod.

Da faren er forbi, den gamle vendersig til sin søn. „Nu ved jeg, du bekjender,din hvide pels alene frelste dig;ved den i hviden sne du blev ukjendelig.Vi forhen ligned nøgen jord saa nøie,at vi alt da undgik hin røvers skarpe øie.Se nu, hvad nytte din forvandling har,for hvilken du saa bange var.Tro ei, naturen lod os farven skifte,hvis ikke sikkert gavn det skulde stifte.“

126

Den unge rype så ved årets verste tid,hans og hans moders pels fra mørkebrun ble hvit.

127„Hva,“ ropte han, „kan årsak være,at vi nå skal en annen farge bære?“

„Vår skaper,“ ga den gamle ham til svar,„på hvis befaling vi de mørke fjære bar,vil nå, at vi i hvite oss skal klede.“

„Men slikt,“ ble ungen ved, „er oss til liten gledeher faller alt den samme sne,som hist det høye fjell bedekker.Når dette skjul seg overalt udstrækker,hvor skal vi da hinannen kunne se?Der blir vist en søken uten ende;det koster møye, hvitt på hvitt å kjenne;vi kunne heller blitt som vi var!“

„Holdt,“ sa moren, „du kaade narr!vov ikke himlens eget råd å vrake.Maaske du ser alt innen noen dage,hva nytte du av byttet kjole har.“

De taug. Den tykke sne snart hele marken dekket,og som de vandret frem,de veldig ørn så svæve over dem.Så rædsomt syn den unge rype skrækked,og bevende på uviss fotmed knekket motog isnet blodden unge dadler stille stod.

Da faren er forbi, den gamle vendersig til sin sønn. „Nå vet jeg, du bekjenner,din hvite pels alene frelste deg;ved den i hvit sne du ble ukjendelig.Vi forhen lignet nøgen jord så nøye,at vi alt da unngikk hin røvers skarpe øye.Se nå, hva nytte din forvandling har,for hvilken du så bange var.Tro ei, naturen lot oss farven skifte,hvis ikke sikkert gavn det skulle stifte.“