120

„Men hvor faar vi nu tørre klæder fra i en hast?“ spurgte Valters moder. „Lotte, spring ned til fiskerens stue og bed, om vi maa faa laane nogle af børnenes klæder.“

Lotte sprang afsted og kom snart tilbage igjen. „De har bare en ganske liden gut; men saa har de en pige, som er større,“ sagde hun. „Her er pigens stribede søndagskjole og linned, strømper og sko.“

„Skal jeg gaa i pigeklæder?“ spurgte Valter.

121„Ja, det skal du, min gut,“ svarede moderen, „det skal være din straf, og du kan være glad, at du slipper for saa godt kjøb. Du havde fortjent dygtig ris.“

Det hjalp altsaa ikke, at Valter nødig vilde; om en liden stund var han paaklædt og saa ret underlig ud i den stribede verkens kjole. „Kom hid, saa skal jeg rede dit haar,“ sagde Lotte. Men Valter gren paa næsen og gik grætten ind i skogen, medens hans klæder blev tørrede.

Da han havde gaaet et stykke, mødte han en jæger, som sagde til ham: „Hør, lille pige, kan du vise mig veien til fiskerens stue?“

„Jeg er ikke nogen pige,“ sagde Valter og gik stolt forbi.

Et stykke længere bort gik en kone og plukkede blaabær. Valter gik lige hen til hende, satte hænderne i siden og sagde: „Jeg er ikke nogen pige — jeg er en gut.“

„Jasaa,“ sagde konen og blev ved at plukke.

Længere frem holdt nogle gutter paa at kviste løv til faarene. „Se, der gaar fiskerens Berit,“ sagde de til hverandre; „hun skal hjælpe os at bære løvet ned til baaden. Kom, Berit, hvorfor gaar du og dovner dig her i skogen?“

„Aa, jeg er ikke nogen Berit for jer,“ sagde Valter og skar sig for sikkerheds skyld en dygtig kjep.

„Nei, hør paa den, du!“ raabte gutterne, og saa begyndte de at kaste grankongler paa den, som de troede var Berit. Valter kastede igjen, og der blev krig i skogen. Der susede kugler mellem trærne; men der var mange fiender, og Valter maatte tage flugten. Det var ikke saa greit at springe i kjole over stok og sten for den, som ikke var vant til det, og gutterne fandt Valter op og kastede paa ham fra alle kanter. „Vi skal lære dig at gaa og være doven, naar du kan gjøre nytte,“ raabte de.

„Jeg er ikke nogen pige, jeg er en mand!“ skreg Valter — han vilde nu altid være saa stor paa det — og saa slog han omkring sig med kjeppen. Da det ikke hjalp, fandt han paa at løse af sig kjolen; den blev siddende i en tornebusk, og Valter flygtede i en meget underlig dragt. Gutterne lo, en ekorn hoppede i trærnes grene, og hele skogen gjenlød af munterhed.

Svedende og ildrød i ansigtet kom Valter tilbage til stranden. „Jeg vil ikke være pige, nei aldrig i verden vil jeg være pige mere,“ raabte han allerede langt borte med graaden i halsen.

„Græd ikke, min gut,“ sagde moderen, „men kom og tag dine 122egne klæder paa; nu er de tørre. Lotte maa gaa bort og finde igjen kjolen og bringe den til fiskerens med tak for laanet.“

Saa reiste de alle hjem igjen; men neppe havde baaden naaet stranden ved Fagerli, før Valter satte i et skrig og hoppede iland; for der laa hans eget stolte skib, hans kjære, savnede Lunkentus. Myren havde styret godt, styret lige i den rette havn.

120

„Men hvor får vi nå tørre klæder fra i en hast?“ spurte Valters mor. „Lotte, spring ned til fiskerens stue og bed, om vi må få låne noen av barnas klæder.“

Lotte sprang av sted og kom snart tilbake igjen. „De har bare en ganske liten gut; men så har de en pike, som er større,“ sa hun. „Her er pigens stripede søndagskjole og linned, strømper og sko.“

„Skal jeg gå i pigeklæder?“ spurte Valter.

121„Ja, det skal du, min gut,“ svarte moren, „det skal være din straff, og du kan være glad, at du slipper for så godt kjøp. Du hadde fortjent dyktig ris.“

Det hjalp altså ikke, at Valter nødig ville; om en liten stund var han påkledd og så rett underlig ut i den stripede verkens kjole. „Kom hit, så skal jeg rede ditt hår,“ sa Lotte. Men Valter gren på nesen og gikk gretten inn i skogen, mens hans klæder ble tørret.

Da han hadde gått et stykke, møtte han en jeger, som sa til ham: „Hør, lille pike, kan du vise meg veien til fiskerens stue?“

„Jeg er ikke noen pike,“ sa Valter og gikk stolt forbi.

Et stykke lenger bort gikk en kone og plukket blåbær. Valter gikk like hen til henne, satte hendene i siden og sa: „Jeg er ikke noen pike — jeg er en gut.“

„Jaså,“ sa konen og ble ved å plukke.

Lenger frem holdt noen gutter på å kviste løv til fårene. „Se, der går fiskerens Berit,“ sa de til hverandre; „hun skal hjelpe oss å bære løvet ned til båten. Kom, Berit, hvorfor går du og dovner deg her i skogen?“

„Å, jeg er ikke noen Berit for jer,“ sa Valter og skar seg for sikkerheds skyld en dyktig kjepp.

„Nei, hør på den, du!“ ropte guttene, og så begynte de å kaste grankongler på den, som de trodde var Berit. Valter kastet igjen, og der ble krig i skogen. Der suste kuler mellom trærne; men der var mange fiender, og Valter måtte ta flukten. Det var ikke så greit å springe i kjole over stokk og stein for den, som ikke var vant til det, og guttene fant Valter opp og kastet på ham fra alle kanter. „Vi skal lære deg å gå og være doven, når du kan gjøre nytte,“ ropte de.

„Jeg er ikke noen pike, jeg er en mann!“ skreg Valter — han ville nå alltid være så stor på det — og så slo han omkring seg med kjeppen. Da det ikke hjalp, fant han på å løse av seg kjolen; den ble sittende i en tornebusk, og Valter flyktet i en meget underlig drakt. Guttene lo, en ekorn hoppet i trærnes grener, og hele skogen gjenlød av munterhet.

Svettende og ildrød i ansiktet kom Valter tilbake til stranden. „Jeg vil ikke være pike, nei aldri i verden vil jeg være pike mer,“ ropte han allerede langt borte med gråten i halsen.

„Gråt ikke, min gut,“ sa moren, „men kom og ta dine 122egne klæder på; nå er de tørre. Lotte må gå bort og finne igjen kjolen og bringe den til fiskerens med takk for lånet.“

Så reiste de alle hjem igjen; men neppe hadde båten nået stranden ved Fagerli, før Valter satte i et skrik og hoppet i land; for der lå hans eget stolte skip, hans kjære, savnede Lunkentus. Myren hadde styret godt, styret like i den rette havn.