Om eftermiddagen roede hele familien ud til en holme, som laa ikke langt fra land, og moderen dækkede kaffebordet paa græsset — aldrig før havde maden smagt saa godt. Bare ikke myggene havde været saa slemme til at ville spise med!
Da man havde spist, tog faderen sin bøsse og gik ind i skogen, medens moderen, Lotte og Lena gik for at sanke bær; Jonas skulde passe gutten. Solen skinnede varmt, og Fredrik, som laa paa græsset, faldt isøvn. Jonas var ogsaa søvnig, da han havde siddet længe oppe om aftenen for at faa Lunkentus færdig, og snart sov ogsaa han. Da fik Valter lyst til at prøve sit nye skib.
Han gik ned til stranden, ladede Lunkentus med hvide stene, satte en myre til styrmand og lod det saa seile til Spanien — hvor det skulde hente appelsiner. Vinden var god, og Lunkentus gled stoltelig paa vandet; Valter syntes, han aldrig havde seet et vakrere skib. Lunkentus seilede altsaa til Spanien; men Valter stod paa stranden og holdt i en snor, som var bunden fast i skibet, og han sørgede for, at Spanien ikke var for langt borte.
Pludselig kom et sterkt vindpust — snoren slap ud af Valters haand, og — farvel Lunkentus! Den seilede nu paa egen haand ud over den store sjø. Valter sprang i baaden; men den var stor og tung, saa han ikke fik den ud. Han sprang fortvilet 120om paa stranden og raabte: „Lunkentus rømmer — Lunkentus seiler til Spanien for ramme alvor!“
Nu boede der en fisker i nærheden; hans baad var borte; men udenfor hans hus laa et gammelt deigtraug. Valter betænkte sig ikke længe, men skjøv trauget ud i vandet, sprang selv ud i det og stagede sig frem med en liden kjep. I begyndelsen gik det udmerket; vinden blæste fra land og drev trauget ud paa dybet; men Valter naaede alligevel ikke Lunkentus, for den seilede meget hurtigere. Da han ikke mere kunde føle bund med stokken, blev han ræd, og det endmere da trauget drev længere ud og holdt paa at kantre.
Nu begyndte Valter at skrige af fuld hals; men til al lykke vaagnede Jonas. Han gjorde store øine, da han langt ude paa sjøen saa et lidet gyngende traug og en liden skrigende gut. Han sprang til stranden, skjøv baaden ud og roede efter Valter. Gutten saa det og fik sit mod igjen. „Du maa ikke tro, jeg er ræd,“ raabte han og reiste sig stolt i trauget. Men dette var mere, end trauget kunde bære; det kantrede straks, og Valter faldt paa hovedet ud i sjøen.
„Nei, se paa den dumme gutunge!“ skreg Jonas og roede saa sterkt, at den ene aare knækkede. I det samme var han lige ved Valter, greb ham i luggen og drog ham op i baaden.
„Frels Lunkentus, frels Lunkentus!“ var det første, han skreg. Nei, hvor vandet dryppede af ham! og hans støvler sagde: „klask! klask,“ saa ofte han rørte fødderne.
„Hvad bryder jeg mig om Lunkentus?“ lo Jonas, halv glad og halv ærgerlig, og saa roede han, saa godt han kunde med halvanden aare, tilbage til stranden. Her blev der styr, faderen skjendte, moderen græd, Lotte hulkede, Fredrik skreg, Lena var forfærdet, og Jonas saa lidt skamfuld ud. Valter selv var nok saa kjæk, saasnart han kjendte fast jord under sine fødder igjen.