Et stykke fra veien ligger en gaard, som heder Fagerli. Udenfor den staar der to store rognetrær, og tæt ved er brønden og det rødmalede plankeverk. Der er en have med mange bærbuske, som tidlig om vaaren bliver grønne og ud paa sommeren hænger fulde af deilige bær. Bagved haven er en lund med høie birketrær; bagved lunden er veien, bagved veien er skogen, og paa den anden side af skogen er den store, vide verden.
I det smukke, lille hus med de hvide vindusposter og den smukke trappe, som altid er bestrøet med ener, bor Valters forældre, hans broder Fredrik, hans søster Lotte og tjenestefolkene Lena og Jonas. I hundehuset bor Karo, i stalden Bravo og i hønsehuset Kykeliky.
Valter er seks aar gammel; han skal snart begynde at gaa paa skolen. Læse kan han ikke endnu; men han kan meget andet. Han kan hoppe taug, staa paa hovedet, stupe kraake, trække frog, age kjælke, slaa bold, gaa paa stylter, ride paa kjephest, gale efter hanen, spise smørrebrød og drikke melk. Han kan gaa sine støvler skjæve, rive bukserne itu, slide hul paa albuerne, slaa tallerkener istykker, kaste bolden gjennem ruderne og spise sig syg paa stikkelsbær. Forresten er det en snild liden gut; men han glemmer saa snart, hvad hans fader og moder siger til ham, og derfor gaar det ham ofte galt.
En morgen, da han vaagnede, sad hans moder paa sengekanten, kyssede ham og sagde: „Idag er det den 20de juli; Gud velsigne dig, mit kjære barn!“
Nu kom ogsaa faderen og kyssede ham, og hans søskende var allerede paaklædte, og Lena og Jonas viste sig i døren. Karo 119logrede med halen, Bravo vrinskede i stalden, og Kykeliky holdt tale i hønsehuset, bestandig samme tale; men meningen var god. Idag vilde de alle ønske tillykke.
Valter gned sine øine og lo muntert; thi han vidste nok, hvad dette skulde betyde: det var hans sjette fødselsdag. I en fart var han ude af sengen og vilde tage sine klæder, som han havde lagt fra sig om aftenen; men moderen rakte ham nye sommerklæder, graa trøie, bukser og vest — det var rent merkværdigt at have trøie og vest istedenfor den gamle bluse — og der var nye strømper og blanke støvler. Valter var ikke sen til at klæde sig paa idag.
Nede i dagligstuen var der dækket bord med blomster og kranse, en stor kringle og et skib med master og seil. Det havde Jonas forfærdiget, for han havde været sjømand. Valter havde længe ønsket et saadant skib, og hans glæde var stor. Skibet skulde straks have navn, og det fik et stolt navn; det blev kaldet Lunkentus.