En kjøbmand gjorde engang en reise tilhest, og hans puddelhund fulgte med. Han skulde paa denne reise indkræve en stor sum penge, han havde tilgode. Kjøbmanden modtog pengene og red fornøiet hjemad. Underveis faldt vadsækken af hesten, og kjøbmanden merkede det ikke; men hunden saa det. Da den ei kunde slæbe sækken med sig, løb den til sin herre, sprang op ad hesten og gjøede saa sterkt og vedholdende, at kjøbmanden ikke vidste, hvad han skulde tænke derom. Han befalede den at tie og gav den et slag med pisken, men forgjeves. Hunden blev ved at gjø og hyle. Den sprang op paa hesten, som om den vilde trække sin herre ned, og da denne slog den med pisken, anfaldt den hesten med gjøen og biden ligesom for at stanse den. Kjøbmanden blev forskrækket og troede, at hunden var bleven gal. Han var glad i hunden, og det gjorde ham ondt at maatte dræbe den. Længe forsøgte han at stille den tilfreds ved at tale til den; men da intet vilde hjælpe, greb han en pistol, tog sigte paa hunden og trykkede løs. Den gode puddel styrtede, men kom til sig selv igjen og krøb, ængstelig jamrende sig, til sin herre. Denne kunde ikke taale dette syn, gav hesten af sporerne og red bort. Lidt efter kunde han dog ikke lade være at 118se sig tilbage, om det arme dyr endnu var levende; men da han vender sig paa hesten, ser han, at vadsækken er borte. Nu faldt det ham straks ind, hvorfor hunden havde villet stanse ham, og i fuldt firsprang red han tilbage til det sted, hvor han havde skudt hunden. Den tro puddel var ikke mere der; men kjøbmanden fulgte dens blodige spor og fandt den tilsidst liggende ved vadsækken, hvor den, saaret og forladt af sin herre, var krøben hen. Kjøbmanden sprang af hesten for at se, om hans hund endnu kunde reddes; men den tro hund slikkede venlig hans haand og døde.

En kjøpmann gjorde engang en reise til hest, og hans puddelhund fulgte med. Han skulle på denne reise innkreve en stor sum penger, han hadde tilgode. Kjøpmannen mottok pengene og red fornøyet hjemad. Underveis falt vadsekken av hesten, og kjøpmannen merket det ikke; men hunden så det. Da den ei kunne slepe sekken med seg, løp den til sin herre, sprang opp ad hesten og gjøede så sterkt og vedholdende, at kjøpmannen ikke visste, hva han skulle tenke derom. Han befalte den å tie og ga den et slag med pisken, men forgjeves. Hunden ble ved å gjø og hyle. Den sprang opp på hesten, som om den ville trekke sin herre ned, og da denne slo den med pisken, anfaldt den hesten med gjøen og biden likesom for å stanse den. Kjøpmannen ble forskrekket og trodde, at hunden var blitt gal. Han var glad i hunden, og det gjorde ham ondt å måtte drepe den. Lenge forsøkte han å stille den tilfreds ved å tale til den; men da intet ville hjelpe, grep han en pistol, tog sikte på hunden og trykket løs. Den gode puddel styrtet, men kom til seg selv igjen og krøp, engstelig jamrende seg, til sin herre. Denne kunne ikke tåle dette syn, ga hesten av sporene og red bort. Litt etter kunne han dog ikke la være å 118se seg tilbake, om det arme dyr ennå var levende; men da han vender seg på hesten, ser han, at vadsekken er borte. Nå falt det ham straks inn, hvorfor hunden hadde villet stanse ham, og i fullt firsprang red han tilbake til det sted, hvor han hadde skudt hunden. Den tro puddel var ikke mer der; men kjøpmannen fulgte dens blodige spor og fant den til sist liggende ved vadsekken, hvor den, såret og forlatt av sin herre, var krøpet hen. Kjøpmannen sprang av hesten for å se, om hans hund ennå kunne reddes; men den tro hund slikket vennlig hans hånd og døde.