Valter var bleven større og havde begyndt at gaa paa skole. Nu var det kort før jul, og gutterne skulde have juleferier; men de skulde læse en dag endnu. Det var deiligt veir den morgen; solen skinnede paa sneen, og trærne var aldeles hvide af rimfrost. Valter fik saa stor lyst til at gaa ud fra lekserne sine og ud i skogen; han bad ikke Gud om hjælp til at staa imod fristelsen, men gjorde det, som han vidste var galt. Han stak et stykke smørrebrød i lommen, tog sin bue i haanden, skierne paa fødderne, og afsted gik det.
„Jeg gaar ud paa jagt,“ tænkte han. „Kanske jeg møder en ulv, og den skyder jeg straks. Jeg har jo en knappenaal i pilen. Jeg bliver bare borte en liden stund. Jeg faar nok tid alligevel til at lære min lekse.“
Dennegang mødte ikke Valter nogen ulv; men han saa spor efter ryper og harer i sneen. „Kanske er det ligesaagodt, at jeg skyder en hare,“ tænkte Valter. „Den kan man da spise, og moder skal blive svært forundret, naar jeg kommer hjem med haresteg til middags.“
Hvor nu harerne holder til, det kan man ikke saa let sige, og skjønt Valter fulgte sporene, vilde ingen hare titte frem mellem buskene. „Jeg faar nok lade mig nøie med en rype. Den skal smage godt med tytebærsyltetøi til.“
Men saa underlig gik det, at Valter heller ingen rype saa, bare sporene. „Jeg tror, jeg skyder en ekorn,“ sagde han. „Men jeg vil bare skyde den lidt i næsen, saa at den falder ned, og siden stænger jeg den ind i et bur. Jeg tænker, Lotte vil komme til at le af den.“
Ganske rigtigt, der hoppede just en ekorn i den høie gran. Valter stillede sig under granen og spændte buen; men ekornen hoppede fra gren til gren og var undertiden borte i lange stunder. Valter gik omkring træet, snart hid, snart did; men det vilde aldrig lykkes 123ham at faa godt sigte. Med et gjorde ekornen et sprang, og vips var den borte i et andet træ, og borte blev den.
„Nei, nu er det bedst, at jeg drager hjem igjen,“ tænkte Valter; for nu var det slut med smørrebrødet. „Paa veien kan jeg træffe en skjære; den skyder jeg. Men skal jeg saa give den til katten, eller skal jeg hænge den op over stalddøren? Jeg tror, jeg hænger den op. Det ser prægtig ud. Saa siger Jonas, hver gang han gaar i stalden: „Se, der er skjæren, som Valter har skudt.“
Men nu traf Valter heller ikke paa nogen skjære, og det ærgrede ham. Da han kom hjem, tænkte han: „Jeg skal skyde tilmaals paa hønsehusvinduet, saa faar jeg se, hvor langt pilen gaar.“
Han spændte straks buen, og paf, der fløi pilen. Men den slog mod væggen og faldt ned igjen. „Det var merkværdigt, om jeg ikke skulde træffe vinduet,“ tænkte Valter og skjød endnu en gang og endnu en gang til. Tilslut traf han, knas — ruden gik istykker, pilen for ind igjennem vinduet og traf Kykeliky, som sad der i al uskyldighed og kosede sig i solskinnet. Da blev Valter ræd og traskede ganske stille bort og sneg sig ind paa sit kammer uden ulv, uden hare, uden rype, uden ekorn, uden skjære og med en knækket vinduesrude og den dræbte Kykeliky paa sin samvittighed.
Det varede ikke længe, før alt blev opdaget. Leksen var glemt, og Lena kom ind og klagede over, at hanen var død. Valter tilstod alt; thi lyve gjorde han ikke. Og hvorledes tror du saa, det gik? Først fik han smage riset — det var for Kykeliky. Men for leksen maatte han sidde inde og læse hele den næste dag, medens alle de andre gutter havde ferie og morede sig med at age kjælke og løbe paa ski. Tror du vel, Valter en anden gang gik paa jagt uden lov eller skjød paa hønsehusvinduet?